Det er sommer, det er sol, og det er søndag. Selv om mennesker overalt sidder udenfor i København og nyder det gode vejr, er en kødrand af mennesker på vej ind i mørket på Bremen Teater.
»Det er fandme vildt, at der er totalt udsolgt til et PowerPoint-show om økonomi,« siger en ung kvinde i crop top og ingen bh til sin veninde, som er iført det samme.
»Nu er det jo også feministisk økonomi, det handler om,« svarer hun. »Det tiltrækker helt klart nogle flere. Hvis det bare var et foredrag om mainstreamøkonomi, var vi jo heller ikke mødt op. Så havde det nok kun været en håndfuld mænd med lommeregnere,« griner hun og tager plads i salen blandt hundredvis af andre – primært kvinder.
De er her for at høre debattøren Emma Holten tale om feministisk økonomi. Det er ikke noget nyt begreb, Emma Holten kan kalde sig ophavskvinde til, og hun er da heller ikke selv uddannet økonom. Til gengæld stiller hun sig på skuldrene af toneangivende feministiske økonomer som Nancy Folbre, Marilyn Waring og Julie Nelson, når hun introducerer sit publikum for en økonomisk tænkning, der især siden 1960’erne har kritiseret mainstreamøkonomien for helt at overse den værdi, der skabes i hjemmet gennem husarbejde og børneomsorg, og som fortsat primært udføres af kvinder.
En af udfordringerne for den feministiske kritik er, at der typisk ikke sættes tal på det arbejde, som derfor forbliver usynligt i den offentlige samtale, selv om de fleste nok er enige i, at det har en stor samfundsværdi, at der bliver lavet mad, vasket tøj og draget omsorg for børn. Derfor vil vi i denne artikel prøve at tage den feministiske kritik for pålydende og omsætte den til et økonomisk sprog, der bliver lyttet til. Vi vil forsøge at regne ud, hvad en kvindes ulønnede arbejde i hjemmet egentligt er værd i kroner og øre – og det bliver sikkert ikke let, for hvordan udregner man egentlig den økonomiske værdi af tyve minutters godnatlæsning?
Forhåbentligt bliver det tankevækkende. Både når eksperimentet løber ind i en blindgyde, men også når hverdagsgøremål bliver brudt ned til simpel matematik. Men inden du introduceres for kvinden, vi har udsat for eksperimentet – Vibe Kathrine Fangel-Hansen, hvis liv, vi har fået lov til at regne på – så skal vi lige tilbage til Bremen Teater og høre lidt mere om, hvordan Emma Holten introducerer sit publikum for den feministiske økonomi.
Underskudskvinder
På foredragets allerførste PowerPoint-slide dukker nyhedsoverskriften »Nye tal: Kvinder er en underskudsforretning for samfundet« op. Artiklen er fra DR i 2013, tallene fra Finansministeriet, og pointen er den, at en dansk kvinde i snit vil modtage 1,6 millioner mere fra det offentlige, end hun kommer til at bidrage med i løbet af sit liv. Næste slide er en nyhedsoverskrift fra 2020: »Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen,« hedder den, denne gang med Mandag Morgen som afsender.
Overskrifterne er problematiske af flere årsager, forklarer Emma Holten. Dels serverer de økonomi som en objektiv sandhed, som noget, vi ikke kan debattere – for hvis tallene siger det, så må det jo være rigtigt.
»Derudover er vi vant til at høre om underskud som noget, virksomheder kan have, og hvis de har det, tænker man, at de bør lukke,« siger Emma Holten. »På samme måde tænker man, når man læser de overskrifter, at det ville være et scoop for Danmark, hvis alle kvinder døde. Så ville man virkelig bare kunne leve i sus og dus.«
Selv om det er det signal, overskrifterne sender, kan de fleste nok godt blive enige om, at det ikke kan være rigtigt. Hvad med de børn, kvinder føder og passer på, og som senere i livet bliver til arbejdskraft? Og hvad med alt det ulønnede husarbejde, kvinder traditionelt – og stadig i høj grad – står for i hjemmet, som også er afgørende for, at samfundet hænger sammen? Hvad med den omsorg, de udviser over for børn, så de kan vokse op, sunde, raske og glade? Hvorfor tæller det ikke med, spørger Emma Holten, og så er hun ved at være inde ved kernen af, hvad feministisk økonomi handler om.
For at gøre en lang historie kort er der nemlig tale om en kritik af den dominerende økonomiske tænkning, vi kender som neoklassisk økonomi og keynesianisme, men som vi i denne artikel for lethedens skyld bare kalder mainstreamøkonomi. Feministisk økonomi mener nemlig, at mainstreamøkonomien alt for ensidigt fokuserer på den del af økonomien, der foregår på markedet, hvor mennesker får løn og handler med varer og ydelser.
Ifølge Rockwool Fondens seneste tidsanvendelsesundersøgelse laver danske kvinder hver dag én times husarbejde mere end danske mænd, hvilket på bare et år udgør en forskel på hele ni uger. Men selv om mange nok vil mene, at hovedrengøring, madlavning og tøjvask ikke er ren afslapning, men nødvendigt arbejde, der er påkrævet, for at hjulene kører rundt, så tæller den slags opgaver ikke med i det store samfundsregnskab, men bliver i mainstreamøkonomien set som noget, der bare sker af sig selv.
Det gør det så vel at mærke ikke, påpeger den feministiske økonomi. Tværtimod udføres opgaverne ofte af kvinder som en slags usynligt arbejde, og fordi det ikke tælles med i samfundsregnskabet, bliver kvinders bidrag til økonomien voldsomt undervurderet, lyder kritikken.
Derfor forsøger feministisk økonomi at tydeliggøre både omfanget, nødvendigheden og væsentligheden af det arbejde, kvinder står for, samtidig med at den sætter spotlys på den høje økonomiske pris, kvinder fortsat betaler, når de får børn og insisterer på at lade omsorg spille en rolle i deres liv.
Hverdagen i tal
Og lad os så komme en tur til Hørsholm. Her bor 39-årige Vibe Kathrine Fangel-Hansen sammen med sin mand og deres to børn, Villum på fire og Tøger på to. Til dagligt arbejder hun som folkeskolelærer i indskolingen, og da vi møder hende hjemme i entréen, er hun lige kommet ind ad døren med børnene, som hun har hentet i institution på vej hjem fra arbejde. Det brugte hun cirka tyve minutter på, og den oplysning skriver vi ned, for den bliver vigtig.
»Mor, må jeg godt tegne?« råber Villum og finder farveblyanterne frem ude i husets udestue.
En bi har forvildet sig indenfor og kan ikke finde ud, selvom døren ud til haven står åben. Villum tegner derfor et skilt til bien med en pil hen mod døren.
»Så kan den bare kigge på tegningen og finde ud,« triumferer han, mens hans lillebror Tøger sidder og trykker på en bog, der kan sige lyde som forskellige køretøjer.
Men så kalder mor ude fra køkkenet: »Er der nogen, der skal være med til at lave bananpandekager?« råber hun, og både Villum og Tøger smider, hvad de har i hænderne, og drøner ud til hende.
Vibe Kathrine Fangel-Hansen har sagt ja til at deltage i vores lille eksperiment, fordi hun synes, det lød sjovt, men også fordi hun er optaget af feminisme og økonomi og gerne vil vide, hvad feministisk økonomi kan bruges til. Hun har derfor hele dagen holdt øje med klokken og taget tid på sine gøremål, så Anne Sophie Lassen, der er ph.d.-studerende i økonomi ved CBS, kan regne på, hvad hendes ulønnede arbejde egentligt er værd.
»Man kan gribe det an på lidt forskellige måder,« siger Anne Sophie Lassen og lægger hovedet på skrå over et videoopkald fra New York, hvor hun lige nu gæster det prestigefyldte Columbia University, mens hun færdiggør sin ph.d.
Da hun løfter armen, kan man se se, at hun har et kvindetegn tatoveret på den. Alligevel fortæller hun, at hun ikke er en decideret feministisk økonom – »dem er der ikke så mange af«, siger hun. »Jeg er mere en mainstreamøkonom, der arbejder inden for mikroøkonomi, og som så tilfældigvis interesserer sig for kønsteori og ulighed mellem kønnene,« forklarer hun.
Tandbørstningens værdi
Anne Sophie Lassen fortæller, at man kort fortalt kan sætte tal på Vibe Kathrine Fangel-Hansens ulønnede arbejde ved hjælp af tre forskellige metoder – to såkaldt inputbaserede og én output-baseret. Anne Sophie Lassen foreslår, at vi bruger de to inputbaserede for at kvalificere resultatet, så hold tungen lige i munden, for her følger en hurtig metodeintroduktion.
Det første ulønnede omsorgsarbejde, Vibe Kathrine Fangel-Hansen lavede den dag, vi følger hende, var, da hun i morges brugte 20 minutter på at hjælpe sine børn i tøjet, vaske dem og børste deres tænder. Den første af de inputbaserede metoder kalder vi alternativomkostningen, og den baserer sig på tanken om, at man skal have det samme i løn, som man kunne have tjent på sit almindelige arbejde, hvis Vibe Kathrine Fangel-Hansen for eksempel havde droppet klargøringen af børnene og i stedet arbejdet 20 minutter længere som skolelærer. Med hendes månedsløn på 37.560,65 kroner om måneden før skat burde morgenens ulønnede arbejde altså ifølge denne model værdisættes til 86,23 kroner.
Her kan man indvende, at man ikke skal bruge den enkeltes timeløn, men derimod den specifikke faggruppes timeløn. Ifølge Danmarks Statistik er den standardberegnede timefortjeneste for danske folkeskolelærere 279,62 kroner – det vil sige en smule mere end Vibe Kathrine Fangel-Hansens, hvilket fører til en lidt højere værdisætning af morgenens klargøring af børnene, nemlig 93,21 kroner.
Men man kan også være endnu mere skeptisk og ikke finde det rimeligt, at folk skal have samme timeløn for deres ulønnede arbejde som for deres lønnede arbejde. En velbetalt kirurg behøver måske ikke få den samme flotte hyre for at lægge vasketøj sammen, og derfor bygger denne regnemodel på den generelle gennemsnitsløn, der i Danmark p.t. er på 271 kroner i timen. Ud fra denne metode værdisættes påklædningen af børnene til 90,33 kroner.
Så langt, så godt. Den anden af de to inputbaserede regnemetoder kalder vi markedserstatningen, og i stedet for at give Vibe Kathrine Fangel-Hansen sin egen løn eller gennemsnitslønnen, giver vi hende her timelønnen for, hvad forskellige specialister skulle have haft for at udføre arbejdet. Hvis vi klassificerer klargøringen af børnene som ’pædagogisk arbejde’, hvilket Danmarks Statistik har en gennemsnitsløn for, udløser tandbørstningen, vaskningen og påklædningen af Villum og Tøger 74,63 kroner.
Ser vi til sidst på den outputbaserede metode, tager den udgangspunkt i priserne på produkter og serviceydelser i stedet for i lønninger. Her ville man se på, hvad der konkret blev produceret i hjemmet, og hvad det ville koste at erstatte det på markedet. Producerer man ét kilo rent vasketøj, skal man ifølge modellen se på, hvad et kilo rent vasketøj ville koste på markedet, og den pris vil så svare til værdien af ens tøjvask.
»Men her løber vi ind i et problem,« siger Anne Sophie Lassen: »For jeg ved ikke helt, hvad det er for en sammenlignelig ydelse, man kan købe på markedet, hvor der kommer nogen og vasker ens tøj, børster tænder på ens børn eller smører madpakker. Den slags ydelser findes ikke rigtigt, så derfor gør vi i det her eksperiment ikke brug af den outputbaserede model.«
Stiller man derimod inputregnemodellerne op mod hinanden, kan man sige, at morgenens klargøring af Villum og Tøger var et sted mellem 74,63 og 93,21 kroner værd.
Det relativt store spænd på op til 30 procent viser ifølge Anne Sophie Lassen, at regnestykket er følsomt over for, hvilken timeløn der bliver brugt.
»Og det forbehold skal man selvfølgelig også huske at have med i baghovedet, når man andre steder ser kvinders ulønnede arbejde forsøgt udregnet,« siger hun.
Er BNP sexistisk?
Nogle af de beregninger, hun henviser til, stammer fra Storbritannien, Finland og Østrig. Her har man forsøgt at lave alternative bruttonationalprodukter – også kendt som BNP – der også inkluderer kvinders ulønnede arbejde. Bruttonationalproduktet er nemlig et helt centralt begreb i nationalregnskabet og én af de vigtigste økonomiske indikatorer, da det giver et overblik over et lands økonomiske status ud fra værdien af dets årlige produktion, som kan sammenlignes på tværs af andre lande. Hvis du har et arbejde, tæller din løn med i BNP, ligesom det tæller med, hver gang du køber en busbillet, går til frisøren eller tager til koncert.
Til gengæld tæller det arbejde, der foregår i hjemmet, ikke med, og det har fået den newzealandske økonom Marilyn Waring, som har skrevet bogen If Women Counted, til at kritisere BNP for at være sexistisk, fordi det overser kvinders bidrag til økonomien. Og det er da også vilde tal, man er nået frem til ved at inkludere det ulønnede arbejde, som kvinder i stor stil tegner sig for: I Østrig ville BNP være 22 procent højere, I Finland 39, og i Storbritannien næsten 60 procent, viser udregninger fra det britiske svar på Danmarks Statistik, Office for National Statistics.
På den ene side kan det nok godt virke temmeligt fjollet at tælle tøjvask, madlavning og godnatlæsning med i BNP. Og Finansministeriet ser da umiddelbart heller ikke nogen grund til at udvide regnemodellerne til også at omfatte den slags. Selv om mange økonomer nok kan blive enige om, at BNP ikke er en perfekt konstruktion, så er de også enige om, at et af BNP’s hovedformål er at kunne forudsige, hvor meget skat staten vil indkassere, og ikke at måle, hvad det gode liv er – hvilket er det, Emma Holten og mange feministiske økonomer gerne vil tale om, når de taler om fritid, kærlighed og venskaber som det mest værdifulde i samfundet, selv om de ting ikke har nogen værdi i økonomien.
På den anden side er det heller ikke Emma Holtens ambition, at der skal sættes kroner og øre på alt det ulønnede arbejde.
»Det er i min optik fuldstændigt umuligt,« siger hun til Information efter sit foredrag. Men det bekymrer hende, at de ting, hun føler har allerstørst værdi – fritid, kærlighed og venskaber – ses som mindst værdifulde i en samfundsøkonomisk optik, mens de ting, der har mindst værdi for hende – at kunne købe nye ting, tjene flere penge og bidrage til øget vækst – har den største samfundsøkonomiske værdi.
»Det gør det meget svært at kæmpe for de ting, der ligger uden for BNP, og hvis værdi er svær at udregne,« siger hun. »Men hvis det er det sprog, man skal tale for at kunne få lov til at sige, hvad man ønsker sig af sit samfund, er man måske nødt til at prøve.«
Derfor vil vi for eksperimentets skyld fortsætte med at regne på Vibe Kathrine Fangel-Hansens ulønnede arbejde på denne tilfældige dag. Ikke fordi det hverken vil påvirke BNP eller give hende nogle ekstra penge i lommen, men fordi udregningerne – ligesom øvelsen med de alternative BNP’er – kan være med til at starte en samtale om en ulighed kønnene imellem, som også har økonomiske konsekvenser.
Børnebøden
For fire år siden offentliggjorde et internationalt forskningsprojekt nemlig en ret vild graf. Den er lavet af den danske økonom Jakob Søgaard fra Københavns Universitet og er gået verden rundt. Den viser, at danske kvinder går 30 procent ned i løn, når de får børn, mens mændenes løn stort set er upåvirket. For Emma Holten, som også har grafen med i sit foredrag, viser grafen to store problemer. Det ene er selvfølgelig lønnedgangen, der følger, når kvinder tager 90 procent af barslen, går på deltid efter at have fået børn og går glip af forfremmelser og lederstillinger. Det andet er, at mænds liv ikke ændrer sig, når de får børn. Ikke økonomisk set, i hvert fald.
»Når Finansministeriet siger, at kvinder er en underskudsforretning for staten, så er det jo, fordi kvinders liv ikke ser sådan her ud,« siger hun og peger på mændenes kurve, der ufortrødent fortsætter trods børn.
Hos familien i Hørsholm var det også Vibe Kathrine Fangel-Hansen, der med begge børn tog størstedelen af barslen. Selv om hun godt ved, at det har økonomiske konsekvenser – økonomerne kalder det ligefrem the child penalty – så har hun ikke bedt sin mand om at overføre penge til hende for at udligne skævheden. Til gengæld er parret meget bevidst om at prøve at dele opgaverne i hjemmet lige.
»Vi holder for eksempel søndagsmøder hver uge, hvor vi aftaler, hvem der henter børn, køber ind, skifter sengetøj, hvad vi skal have at spise og så videre,« siger Vibe Kathrine Fangel-Hansen og peger med piskeriset, hun bruger nede i pandekagedejen, hen mod en ternet blok papir på køkkenbordet.
»Det letter rigtigt meget i hverdagen. Også fordi man så kan sige ’skal vi bytte?’, så det bliver italesat, at der ikke bare er én, der gør det hele,« siger hun, mens Villum hjælper til i køkkenet.
»Hvis ikke vi havde søndagsmøderne, ville opgaverne nemlig ikke fordele sig lige. Så ville jeg komme til at stå med det meste, og det tror jeg er en meget klassisk mand/kvinde-ting,« siger Vibe Kathrine Fangel-Hansen og svarer Villum, som har sagt ’mor, mor, mor’ mange gange det sidste minut, fordi han gerne vil vide, hvad det er for en ingrediens, der nu skal i dejen.
»Jeg har egentlig ikke noget imod husarbejde,« siger hun. »Jeg kan godt lytte til en podcast og så få taget de badeværelser. Men det, jeg ikke gider, er, hvis ingen ser det og ingen påskønner det. For det er jo et stykke reelt arbejde, jeg gør, og jeg gider ikke, hvis alt det, jeg gør, virker fuldstændig usynligt,« siger Vibe Kathrine Fangel-Hansen.
»Det er jo ikke, fordi jeg vil prises højlydt for at være god til at vaske gulv, men jeg vil gerne have, at min mand ser det, da det jo er et reelt stykke arbejde, jeg udfører for fællesskabet.«
Mor, mor, mor
I dag er hendes mand ikke hjemme, så Vibe Kathrine Fangel-Hansen er alene med børnene og ene om at hente dem, passe dem, lave mad og putte.
»Derfor bliver det lige lidt nemt,« siger hun og får drengene til at sætte tallerkener og glas på bordet, mens hun selv bærer pandekager ind. Villum giver sig til at dekorere sin pandekage som et ansigt med udskåret frugt, spiser et par stykker og beder så om en rugbrødsmad, som hans mor går ud i køkkenet for at smøre. Da hun kommer tilbage med den, tager han én bid, og så er han færdig.
Tøger er også færdig og kommer på vej ned fra højstolen i klemme mellem bordet og stolen.
»Av, mor!« råber han, mens Villum også kalder inde fra et andet rum.
»Min mand talte en gang, hvor mange gange børnene kaldte på mig på en halv time,« fortæller Vibe Kathrine Fangel-Hansen, mens hun trækker stolen ud for Tøger.
»75 nåede han til. Så gad han ikke tælle mere,« griner hun.
Mens Villum går ovenpå og leger med Lego, går Tøger over til naboen og snacker oliven, pølser og vindruer. Imens rydder Vibe Kathrine Fangel-Hansen af, vasker op og smører madpakker. Præcis hvor lang tid, hun bruger på de enkelte opgaver, får økonomen Anne Sophie Lassen at vide, så hun kan få det med i det store regnestykke.
»Jeg kan godt mærke, at mens roen sænker sig i min mand i det øjeblik, han kommer hjem fra arbejde, så indfinder den sig først i mig, når børnene sover, og der er gjort rent og lagt tøj frem til næste dag. Sådan gad jeg da egentlig godt, det ikke var,« siger hun og sætter madpakkerne i køleskabet.
Efter at Tøger har fået at vide, at gulvet ikke er til at tegne på, og Villum at ’fuck’ ikke er noget pænt ord, kommer drengene i nattøj og får børstet tænder. Villum laver kolbøtter på en madras, til han er helt rundtosset, og Tøger vælger godnathistorien, som i aften skal være Totte føler.
Når de sover, venter slagmarken nedenunder.
Ekstremt værdifuldt
I udestuen ligger der duploklodser spredt ud over gulvet sammen med farveblyanter, papir, biler, bøger og spil. I haven står en trillebør med haveaffald, og tøjet på vasketøjsstativet er tørt og klar til at blive lagt sammen og erstattet af en ny vask, der skal sættes over.
Da begge børn klokken 20.40 har overgivet sig til søvnen, lister Vibe Kathrine Fangel-Hansen ned ad trappen og går i gang. Hun bruger syv minutter på at pakke børnenes legesager sammen, syv minutter på at lægge tøj frem til næste dag og fem minutter på at pakke tasker. Vasketøjet klarer hun på otte minutter, morgenbordet på tre, og ti minutter bruger hun på at lave en salat til sig selv med salatblade ude fra køkkenhaven. Havde hun købt salaten i et supermarked, havde den indgået i det danske BNP, men fordi hun selv dyrker den, har den i økonomisk forstand ingen værdi.
»Men det har kæmpe stor værdi for mig at kunne gå ud i haven og trække salat op af jorden,« siger hun.
Og selv om Vibe Kathrine Fangel-Hansen bruger en stor del af sin tid på ulønnet arbejde, som ikke rigtig værdisættes og for eksempel ikke indgår i BNP, så er netop de her år med små børn ekstremt værdifulde for hende:
»De er også hårde, og jeg ved godt, at de kommer med nogle økonomiske konsekvenser, men samtidig ved jeg også bare, at jeg en dag kommer til at sidde og se tilbage på dem med meget stor taknemmelighed,« siger hun.
Om hun godt kunne tænke sig en større politisk anerkendelse af sit ulønnede arbejde, er svært at svare på, siger hun.
»Men da jeg for nylig var i Tyskland med mit arbejde og besøgte et DDR-museum, hvor der stod, at alle kvinder i DDR havde ret til at holde en husholdningsdag om måneden, tænkte jeg faktisk på, hvor de politikere er, som tør tænke ud over skattelettelser som den håndsrækning, de tror, familierne gerne vil have,« siger Vibe Kathrine Fangel-Hansen.
Hun skynder sig dog at tilføje, at hun ikke tror, sådan en dag er løsningen, »for det vil helt sikkert være kvinderne, der tager den dag,« siger hun. »Men mere tid uden at det koster kvinder en høj pris‚ det gad jeg godt.«
I køkkenet står stadig en stegepande, der skal vaskes op, og den rugbrødsmad, Villum bad om. Men inden hun tager sig af det, sidder Vibe Kathrine Fangel-Hansen lige fem minutter i haven og trækker vejret, mens hun lytter til gøgen.
Brug for flere Excel-ark og stopure
På den anden side af Atlanten sidder økonomen Anne Sophie Lassen og plotter de forskellige opgaver ind i et Excel-ark. Hvert gøremål bliver udregnet på de to forskellige måder, og værdien af både at hente børnene i institution og sidde ude på kantstenen og kigge på biler bliver lagt sammen med alle de andre gøremål og aktiviteter.
»Samlet set burde Vibes ulønnede arbejde kunne værdisættes ude på markedet til et sted mellem 1.192 og 1.518 kroner,« siger Anne Sophie Lassen. Altså ikke en undseelig sjat, når man tænker på, at hendes lønnede lærerarbejde hver dag er værdisat til at indbringe hende 1.915 kroner.
»Jeg vidste jo godt, at det var et ’second shift’, jeg tog herhjemme tit,« siger Vibe Kathrine Fangel-Hansen, da hun præsenteres for værdien af hendes ulønnede arbejde. Men at det omregnet i kroner og øre næsten står mål med, hvad hendes lønarbejde takseres til, det skulle hun lige læse et par gange.
»Og jeg er nok heller ikke helt færdig med at være chokeret over det,« siger hun. »Til tider kan man jo som småbørnsmor føle sig som en halvdårlig arbejdskraft og en sløj kollega, når man ikke sidder i forberedelsen til langt ud på eftermiddagen, men klapper fem børnesygdomme af på tre uger. Men at se sort på hvidt, at jeg varetager 3/4 job ved siden af mit ’rigtige arbejde’ gør mig til dels imponeret over mig selv og en lille smule slukøret,« siger hun.
»Hvordan ser det egentlig ud med den der ligestilling? Hvordan ville regnskabet se ud for min mand? Jeg tror, vi skal forsøge os med nogle flere Excel-ark, stopure og listeskrivning i en periode. Måske ligger der vitterligt bare 1,5 fuldtidsstilling i et hjem med en småbørnsfamilie, måske er vi slet ikke så gode til at fordele tingene, som vi egentlig tror.«
Selv om Anne Sophie Lassen har regnet sig frem til en markedspris for Vibe Kathrine Fangel-Hansens ulønnede arbejde, der som nævnt skal tages med en række forbehold, ligger der formentlig også nogle langsigtede effekter i hendes omsorg, som økonomien aldrig vil kunne fange og sætte pris på. Hvad kommer det mon til at betyde for Villum og Tøgers opvækst, at de har fået hjemmelavet mad, som de har spist sammen rundt om et bord? Og hvad med godnatlæsningen og følelsen af at blive hørt, hver gang man kalder »mor«?
»Den slags langsigtede effekter af omsorg i familien og de nære relationer har økonomividenskaben et meget begrænset sprog for,« siger Anne Sophie Lassen, »men måske er det i virkeligheden også for meget at bede den om?«
Alt husarbejde indgår forhåbentligt? Altså rense kloaken, rette døren op, slå græs, tage en lur med bæbse på maven, bare at "være" sammen, lave cyklen, .....
Forventninger : hvem i hjemmet sætter niveauet for hvor tit og hvor meget og hvad der skal laves? Hvis du selv kun er interesseet, er det vel rimeligt nok at du selv betaler prisen? Er det ikke urimeligt at du sætter krav til medbor’er hvis de ikke selv synes det er iorden?
Når du selv nyder det, er det så hobby eller er det arbejde?
Hvornår skiftede ordet undseelig betydning? I mit sprog betyder det (mere eller mindre) genert.
Jacob, kvinder renser også kloak :)
Og sover med bæbs på maven.
Men gør det egentlig en forskel for samfundsøkonomien om græsset får lov at vokse?
(Og for resten, kvinder slår også græs)
Hej Gunilla. Det er præcist hvad jeg mener, men artiklen handler slet ikke om disse opgaver.
Igen - vi er fælles om at definere hvilke opgaver der i det hele taget skal laves og på hvilket niveau - ikk' ?
@Jacob Hassing
god point.. for hvorfor er "mandes" opgaver ikke med....
kan kun komme frem med en grund. . feministisk vinkel, med at udlukke ting så det virker at kvinde har det hårdt, i forholde til en mand, selv om en mand arbejder meget meget mere, og slider sig op.
her snakke vi med og ude børn
"Den faktiske arbejdstid for beskæftigede mænd er fortsat gennemsnitligt 38 timer og for beskæftigede kvinder 30 ½ time om ugen"
https://www.rockwoolfonden.dk/artikler/mere-fritid-til-danskerne-i-perio...
"kvinder renser også kloak :)"
Det hjælper ikke at bruge undtagelser som et argument.
Denne artikel virker som den kommer fra en tidslomme i 1950'erne. Den stemmer i hvert fald ikke overens med, hvad jeg kan se hos unge familier nu om dage. I øvrigt vil jeg give Jacob ret i, at alt arbejde skal tælles med. Hvis jeg ellers havde haft en kone, der interesserede sig en døjt for husholdningsøkonomi og kreditlån, ville jeg med glæde have skiftet den den tid ud med leg med børnene, og tilmed have mulighed for at flashe mig selv som bedre en gennemsnittet i Rockwool undersøgelsen. Hvis kvinder bruger en time mere en mænd om dagen på disse hus- og omsorgsting, og det er et problem, må de jo omorganisere sig. Det skal vel være sådan, at det tid man bruger til søde som sure pligter skal være ens. Hvad angår BNP! Hvad f..... har det med noget at gøre?
@Gert Friis Christiansen
jeg var en far med en datter alene
og kunne jeg gøre det om.. så ville jeg vælge det samme igen igen.. ulønnet eller ej. For fuck hvor var det et privilegeret "job"
Det vi snakker om er som om vi ikke værdsætter den bløde værdier.
" fra en tidslomme i 1950’erne"
Øjner der ser
Jeg kan huske min bedsteforælder hus.
jeg var ikke i tvivl om det var en kvinde der valgte badeværelse klinker og gardiner, og satte sit præ på husete, mens mine bedstefar var den "gode" plov heste der gjorde det muligt..
Nej, det er den helt forkerte vej at tænke. Hold op med at inficere civilsamfundet med økonomi og cost benefit markeds retorik. Det minder om et misforstået satire program på TV, radio og pod-cast. Gys og gab. Jeg minder bare om: er de sokker der trækkes på de små overhovedet vasket? - er de småbørnsfødder vasket? Er de forældre hænder vasket ? Eller havde nogen igen glemt at ringe til VVS'eren?
Nu har vi fået så at vide, at det 'gratis' husarbejde ikke er gratis. Det kan værdisættes. Men det vidste vi jo godt.
Så hvad så?
Alt i alt en meningsløs øvelse. Hvem skal måle omfang og indhold? Hvad skal det måles i forhold til? Det er en problemstilling som igen og igen vender tilbage og som hver gang er endt i ingenting - bortset fra en masse postulater om kvinders vigtige arbejde (underforstået at mandens ikke er så vigtigt).
Nu skal der så sættes pris på, hvad det koster at klæde sit afkom på. Feministisk synsvinkel eller ultra kapitalistisk tankegang?
En ting er sikkert. Kvinder er de eneste væsner på denne jord, der går op i, hvad partnerens årsindkomst er.
Jeg spørger ofte mig selv, om der mon nogensinde er en undrende kvinde der stopper op og kigger sig omkring?
Alt hvad hun ser og omgiver sig med - det hus hun bor i og som beskytter hende mod vind og vejr - opvarmningen - elektriciteten til hendes kaffemaskine - kaffemaskinen selv - de veje hun kører på -den cykel eller bil hun benytter - hendes iphone - og vi kan blive ved og ved- alt dette er udtænkt, designet og produceret langt overvejende af mænd
Mænd har gennem årtusinder slidt, slæbt og svedt med hårdt beskidt arbejde - ja tilmed ofret deres liv - for at skabe den komfort og de privilegier, hun i dag nyder som en selvfølge. Hvis ikke det er skævhed i rollefordelingen - hvad er så?
Tænk lige på det, næste gang du kigger ned på din smartphone eller gribes af harme over skævhed i kønsrollerne.
/O
... og i stedet for harme, vil der måske melde sig en lille følelse af taknemmelighed
/O
På den ene side er denne artikel god at kommentere - for mig - På den anden side gider jeg ikke. Ung mor i halvfjerdserne, gift med lige så ung far. Begge lærerjobs. 6 ugers barsel for mig. Ekstrem fokus - fra min side - på, at vi delte hjem og omsorgsarbejde. Og stor villighed fra farens side. Betænk, vi er begge i 70´erne nu. Opdrog tre drenge, der i dag er skønne fædre, omsorgsfulde absolut samarbejdende med deres koner på alle områder, der også opdrager deres børn til at være med og være samarbejdende. Det sker ikke alle steder. Nogle forældre underskylder børnenes manglende deltagelse i, at det er nemmere at gøre det selv. Men det er jo her det starter. Børnene skal mærke, at deres indsats er vigtig.
Egentlig var det slet ikke det, jeg ville sige. Det vigtigste i denne artikel er der, hvor der tales om, hvordan man kan værdsætte det vigtigste i livet, alt det, der ikke er penge, men hvor penge i høj grad sætter rammer. Behøver vi prøve at sætte det i exelark? Kan vi ikke bare anerkende det, som den indlysende sandhed, det har været, siden kvinderne kom på arbejdsmarkedet, at en velfungerende familie og velfungerende sociale relationer er en forudsætning for en velfungerende arbejdskraft i lige så høj grad som et velfungerende sundhedssystem, et velfungerende uddannelsessystem, god infrastruktur, og at vi som samfund skal respektere og belønne det. Bl.a. med nedsat arbejdstid til fuld overenskomst løn til begge småbørnsforældre, og en accept af, at det giver kvalifikationer at opfostret børn, kvalifikationer, der er gode at have på et CV. Hvilket mange arbejdsgivere forøvrigt er enige i.
Oliver goullin det svarer lidt til, at spytte en i skægget og spørge hvorfor savler du.
Det har været forbudt for kvinder, at arbejde uden for hjemmet og tage uddannelser, der gav høj indtjening.
Grunden til, der tidligt har været mange kemikere i UK, var at man glemte at forbyde kvinderne at tage den nye uddannelse, da man lovgav om kvalificering til at fære apotek. Kvinderne strømmede faktisk til, da de allerede lavede arbejdet i de familieejede virksomheder.
I computeralderens start i USA var det en kvindeuddannelse, da den ikke havde fået påsat kønsværdier på endnu.
Men ja, det er jo direktørens arbejdsindsats og evner, der skaber værdi, så derfor skal arbejdstagere være taknemmelig, underdanig og tage til takke med almuer.
Det er ikke lang tid siden, at tyende og kvinder fik stemmeret og andre rettigheder. Det tager tid at ændre de holdninger, der lå før og skabe ændringer.
Forøvrigt viser DNAundersøgelser af gamle vikingegrave, at det man troede var mænd pga våben, var kvinder.
Så kvinder har også ladet livet i forsvaret. Men vi fik desværre også de kvindenedgørende værdier med, da kristendommen overtog Skandinavien.
Christina if Jensen normalt ville jeg være enig i, at der er ting, vi ikke burde sætte pris på.
Men det, at de opgaver kvinder typisk fik tildelt og udførte, har stadig konsekvenser i dag i et samfund, der definerer sig som et kapitalistisk konkurrencesamfund.
De opgaver kvinder historisk udførte har stadig lavstatus idag og fører til underprioritering og underbetaling af disse opgaver. Se f.eks. også sygeplejerskernes konflikt, der viste lovgrundlagt underbetaling af bestemte arbejdsopgaver.
Jeg vil mene, disrespekten for rengøring stammer også derfra og opfattelsen af at alle da kan gøre det. Det er derfor, det har været så let at spare væk fra sygehuse, skoler og hjemmet. Sjovt nok korrelerer det med stigningen i astma og allergi i samfundet.
Jeg vil også mene, at det er derfor politikerne ikke har/havde problemer med at nedprioritere pasningen i børnehaver og vuggestuer, så børn gik med fuld ble en hel dag.
Det er ikke lang tid siden kvinder kom ud på arbejdsmarkedet og selvfølgelig påtog de sig de arbejdsopgaver, de havde erfaring med. Opgaver der typisk blev betalt lavere end tilsvarende "mandlige" stillinger.
Rip rap Rip effekten gør også, at flere kvinder stadig vælger typiske kvindefag.
Det tog også tid, at komme på de højere uddannelser og dermed højere løn.
De opgaver kvinder stadig typisk overtager i hjemmet er daglige, mens mændenes er periodiske. Det fører til, at de gennemsnitlig lægger flere timer ulønnet i hjemmet og færre på arbejdsmarkedet.
Alt sammen fører det til, at hovedparten af kvinder ender med lavere løn, lavere pension og med at tage barsel, første sygedag. Det fratager også fædre tid med deres børn og ret til forældremyndighed.
Det har så også ført til lave lønninger i arbejdsopgaver, der traditionelt har været opfattet som kvindelige og dermed også giver problemer med deres udførelse i højkonjunkturer.
Forøvrigt har den traditionelle tildeling af køn til arbejdsopgaver også ført til en skæv opfattelse af arbejdsopgaverne værdi og nødvendighed.
Tidligere var det kun de formuende, der kunne købe erstatning billig, for de kvindelige arbejdsopgaver, hvis deres egne koner eller familiemedlemmer ikke kunne varetage dem.
Mandlige arbejdere var nødt til selv at udføre opgaverne. Eller de mistede deres børn til vaisenhuse, sult eller f.eks. sende selv seksårige ud som arbejdskraft på gårde og deslige.
Så mandlige arbejdere kendte til opgavernes værdi, hvis de ikke blev udført.
Mon ikke det grundlæggende problem er at brugsværdi forveksles med bytteværdi - for nu at bruge disse gamle ord. Eller at BNP antages at have noget at gøre med værdi i stedet for at ses som en ret dårlig målstok for omsætnings- og produktionsmængder. Dårlig især fordi en lang række forhold der er nødvendige for produktion ikke inkluderes. Fx. omkostninger ved CO2 forurening mv. klimabelastninger, primær og sekundær reproduktion (desværre ofte = især kvindearbejde: husarbejde, relations-arbejde, værdiskabelser af u omsættelige "rigtige" værdier (= kys, klap, venlighed, omsorg, etc.) Iøvrigt: Sort arbejde, hvidvask, finansielle gevinster etc. indgår heller ikke, gevinst på fast ejendom etc.. Og kunne vi så ff ikke holde op med at tro at udbytning af arbejdskraft - både den i hjemmet og på arbejdspladserne - alene er et køns relateret ansvar!! Lad os dog acceptere at det er et ansvar for mennesker og derfra søge at dele det hensigtsmæssigt. Når mænd har mere løn skyldes det et kønsanonymt marked, der tilfældigvis til gode så den gruppe mennesker der lettest fordi de var naive nok fra først af lod sig udbytte (tilfældigvis mænd). Nu er de mange der nød muligheden for i relativ frihed at være sammen med børnene også trukket ind i det kønsanonyme marked, hvor de udbyttes mest muligt. (tilfældigvis kvinder). Heldigvis har den gruppe der først blev udnyttet mest ( nok mest mænd) nu fået mere - men langt fra nok - adgang til at nyde hjemmeliv og børn med andre mennesker (nok mest kvinder).
Hvorfor kan vi dog ikke slippe for al denne frugtesløse diskussion om kønnenes respektive værdi?
Der er en masse forskellige opgaver, der skal løses i et parforhold, om de løses af den ene eller den anden part er da komplet ligegyldigt. Det naturlige og umiddelbare valg for min kone og mig har altid været, hvem af os, vi følte bedst egnet til netop dét job.
Og prissætning? Er der forskel på timelønnen for at tørre lillebror i enden og på at forhandle lån med banken? Og hvordan skulle en sådan forskel begrundes?
Så er der også den med at Manden ikke værdisættet kvinde og hendes arbejde.
Jeg forstå ikke det argument. ud over at manden eller systemet, ikke betaler kvinde 75 kroner for at kvinden selv give sine børn tøj på..
Men ja jeg kan se hvor mand eller kvinde ikke altid bliver værdsat efter hvad de gør, men jeg ser det ikke som en køns ting.
Når man ikke vil se ting i et breder perspektiv og man laver cherry picking, så kan man altid få ret. og være offer i alt, selv når man sidder i sit prinsessetårn og manden slider i saltminen...
Såsom kvinden og stemmeret.
Set i en tidshorisont, så havde den almindelige mand, heller ikke selv haft stemmeret i langt tid.
Og en ting der IKKE bliver taget op er HVORFOR fik manden stemmeret.
Og hvad for nogle PLIGTER/FORVENTNINGER der fulgte med at være mand i gammel dage, som gjorte at han fik stemmeret.
Men skulle man forholde sig til dette, så falder en del af argumenter lidt på jorden fra feminister side af...
Og for slet ikke at snakke om man skal kravle før man kan gå.
ting har været en Proces af naturlige årsager, for vi var i gang med at nedbryde klasse systemet(adler/overklassen og deres privilegeret rettigheder og veje imod at vi alle skulle være lige for loven..
Og så i sammenspil med min pointe højder oppe med rollefordeling
"Øjnene der ser. Jeg kan huske min bedsteforælder hus."
Som mand gik vi ikke op i blomster badeværelse klinker eller gardiner. og alle de andre keramik figurer osv, Så selv dengang sad kvinde på penge og det gør i også i dag "Women account for 85% of all consumer purchases"
https://girlpowermarketing.com/statistics-purchasing-power-women/
Vi har haft en alt for stram rollefordeling,Men der har været en GODE grund til flere af disse og stadigvæk er det, Men vi tør ikke have denne samtale.
såsom :
-biologiske forskelle
-Seksualisering af arbejdspladsens,
-et frirum hvor mænd har lov til at være mænd, og det nødvendige i dette..
-Eller den grumme, nedbrydningen af familien og de massive problemstillinger der er forbundet med dette..
Disse ting er blevet ofret i kvindens frigørelse projekt..
DET DREJER SIG OM AT HAVE DEFINITIONSMAGTEN
@ Jakob Hassing: " Igen - vi er fælles om at definere hvilke opgaver der i det hele taget skal laves og på hvilket niveau - ikk’ ?"
Nej, jeg er ikke enig med dig i, at vi er fælles om at definere, hvad der er ret og rimeligt, normalt, vigtigt og ikke-væsentligt, hvilke niveauer ting skal være på osv. Det, fordi jeg oplever, at alle ikke har andel i og tilgang til denne definitionsmagt. Jo, måske nok (sådan objektivt set) hjemme hos sig selv - hvor mange så er mere end én og denne magt må deles (optimalt set). Til tider har vi del i denne definitionsmagt på jobbet (er dog blevet mindre gennem de seneste år, det ikke kun for "folk på gulvet", fordi organisationerne bliver større og større globale hierarkier med udpræget top-down-styring af flest muligt - og AI vinder indpas). Og de fleste har ingen andel i eller tilgang til definitionsmagten i "det store samfundsbillede", og det slet ikke i en global verden., hvor de fleste ting - hvad enten vi er os det bevidste eller ej - styres og ledes ganske fint gennem marketing samt mainstream og sociale medier, hvor fx de udvalgte og præsenterede narrativernes magt heller ikke kan undervurderes ift., hvem der reelt har definitionsmagten over os.
Herfra generel kommentar:
Jeg vil ikke gå ind i diskussion af, om kvinder renser kloakafløb eller ej. Til gengæld tænker jeg som pædagoguddannet (og med interesser for samfundsudviklingen), at det er en meget relevant diskussion, det med, om fx kvinders og mænds "børnerettede aktiviteter hjemme", ja "børnerettede aktiviteter" generelt er noget, der skal og/eller kan opgøres i kroner og ører - og medtages i fx BNP´et.
KUN LEGITIMITET, HVIS DET GIVER MEST UDBYTTE TIL AKTIONÆRER
For mig at se, så gør det som det første overordnet en forskel, om dem, der i vores land har definitionsmagten, fx definerer den offentlige sektor som udelukkende omkostninger, der - underforstået - evigt skal skæres i, ja helst "helt gå væk" . Det, fordi dem - som jeg ser det - der i dag har definitionsmagten, reelt set ønsker sig en Minimalstat, en privatisering af velfærden og det sociale arbejde, hvor tilhørende opgaver optimalt set finder sted GRATIS i familiens skød og inden for individets fire egne vægge. Dvs. "børnerettede aktiviteter" hører som udgangspunkt til "i hjemmet", er opgjort til krone-øre-samfundsværdien NUL, ja det er i stedet defineret og anført som illegitim skattefinansieret udgift.
Modsat at man - hvis andre havde definitionsmagten - kunne definere den offentlige sektor anderledes - og "bringe andre narrativer", så befolkningen oplever, at de offentlige skattekroner, vi bruger i offentlige institutioner på fx pædagog-fagligt at støtte op om flest mulige børn. At det skal ses som vores fælles garanti for, at vi som samfund i det mindste vedligeholder og ja - som det var engang - ser den offentlige sektor som leveringsdygtig af fælles (langtids-)investering i alle i Fællesskabet Danmark.
Hvis fx "børnerettede aktiviteter" - af dem, der har definitionsmagten - også defineres som fx "bare børnepasning" og at det klart vurderes og tilkendegives, at det er noget, der som udgangspunkt skal finde sted i hjemmet, familiens skød - og at definitionsmagthaverne samtidig ikke fremviser narrativer og mål-middel-rationelle kroner-og-ører-betragtninger og beregninger, der viser en positiv og ønskelig samfunds-kroner-ører-værdi heraf, så kan dem, der har definitionsmagten - og som ønsker en privatisering af alle velfærdsopgaver, alt alt social arbejde, sikre - at de - parallelt med overstyring og underfinansiering - får det, som de allerhelst vil have:
NEMLIG at de - direkte og indirekte - får aktiveret det GRATIS civilsamfund - også i tilfælde "børnepasning"- fordi det ellers fagligt-reflekterede pædagogisk-didaktiske arbejde "lige pludseligt" er noget, mormor, reserve-bedste´r og naboens datter på 14 jo alle "bare" kan og skal - i eget hjem (hvis altså begge forældre vælger at få på arbejde eller ikke kan blive ved med at tage barns sygedage). "Børnepasning" i hjemmet opgøres og "markedsføres" som havende en NUL samfundsøkonomisk værdi - fordi det er noget, man klarer selv derhjemme; noget, der tilhører privatsfæren og ikke rager stat og samfund. Derved bliver skattefinansieret "børnepasning" i offentlige institutioner også illegitim, fordi "børnepasning" er noget, enhver idiot kan og i øvrigt SKAL gøre hjemme i "familiens skød" (eller med hjælp fra det gratis civilsamfund). OG denne skattefinansierede "dokumenterede og urimelige, ja faktiske underskudsforretning (= skattepenge ud på noget, folk faktisk selv bør må klare hjemme - og også kan klare hjemme), den skal selvfølgeligt "omkalibreres" til skattelettelser.
De rige kan dog fastholde og vedligeholde, at "børnepasning" er et job af VÆRDI i kraft af, at de ansætter thailandske "au-pair-piger" ligesom som de rige også legitimerer, at "børnepasning" er et job, ja måske endda stadig et fag ved selv at betale private velfærdsaktører for "børnepasning".
MEN det vigtige er her, at "børnepasning" nu - som ønsket - udbydes som ydelser hos private aktører mhp. at maximere profit, maximere udbytte til evt. aktionærer. Når "børnepasning" sker i offentlig regi, har det ingen samfundsøkonomisk værdi - ja er en illegitim underskudsforretning. Eller det opgøres i hvert fald udelukkende som sådan og der kommer heller ikke stats-narrativer i spil, der understøtter, at "børnepasning" i offentlig regi har samfundsøkonomisk værdi. MEN når "børnepasning" til gengæld sker i private regi, SÅ har det stor samfundsøkonomisk værdi, der bidrager til BNP.
Det er her dem, der har definitionsmagten, der bestemmer, hvad der har værdi og hvordan denne værdi beregnes, synliggøres - og hvilke narrativer, der "dukker op" i medierne for at understøtte og legitimere den valgte definition og de afledte politiske tiltag.
En sidste: Mon fx nok så veluddannede enlige mødre tænker over, hvad det ville betyde, hvis der ikke fandtes offentlige daginstitutioner, der stadig er dyre, men ikke så dyre, som de private, der - af dem, der har definitionsmagten nu om dage - ønsker flest muligt af? Private aktører, der som underlagt markedsmekanismen gør, som den gør: Ender med at udbyde noget (ja helst mindre og mindre) lort til højere priser - og måske kun for særligt udvalgte. Eller de par, der reelt fremover måtte vælge, hvem der skulle "gå hjemme og passe børn (og syge, gamle, handicappede)" - fordi værdien af velfærdsarbejde i kroner-øre-samfundsværdi er NUL og i øvrigt/derfor er noget, der skal "ske hjemme på egen matrikel" - enten at man gør det selv eller "aktiverer civilsamfundet" ...
Derfor: Synliggør, at også "børnerettede aktiviteter hjemme" har stor samfundsøkonomisk værdi. Ikke sagt, fordi jeg er pædagog, men fordi jeg ønsker et samfund, der ikke udelukkende er styret af en frisat og ureguleret markedskapitalisme, hvor velfærdsopgaver og socialt arbejde udelukkende er noget, civilsamfundet må klare i det omfang, "de lige gider".
Det er som at læse feminisme-tekster fra 70erne. Så lad os tage et nostalgisk dyk i historien og se hvad Marx og Engels dengang havde at sige til temaet:
Arbejderens løn dækker den arbejdstid, der er nødvendig for at opretholde arbejderens liv inden for givne sociale forhold, for at arbejderen kan vende tilbage til sit arbejde hver dag, og for at han reproducere arbejdsstyrken ved at få børn, dvs få en familie og efterlade sig et afkom. Kort sagt, såkaldt 'reproduktivt arbejde', som en del af feminismen definerer husligt arbejde, betales allerede af den løn, som arbejderen tjener. Og den er som bekendt for lille.
Fra kapitalistens synspunkt er der ingen økonomisk uretfærdighed i ikke at betale husmoderen direkte for det arbejde, hun udfører i hjemmet. Den formodede løn, hun kunne betales, dvs de nødvendige midler til familiens underhold – er allerede inkluderet i den løn et medlem eller flere medlemmer af familien får ved at arbejde væk fra hjemmet.
Så det, Emma Holten har ny-opdaget, er ikke en særlig uretfærdig, kapitalistisk udbytning, men snarere en situation med undertrykkelse og husligt slaveri under kapitalistiske produktionsmåder, hvor husmoderen er dømt til at spille rollen som tjenestepige for sin mand og børn og til at være fuldstændig afhængig af førstnævnte til hendes underhold.
Af denne grund, siger Marx og Engels, er kravene fra nogle feminister om løn til husmødre en utopi, som ikke kan opfyldes. Det er også reaktionært: De nødvendige midler til at leve af for hustruen og for hendes børn (mad, bolig, tøj, uddannelse, sundhed, elektricitet osv.) kan kun komme fra mandens løn eller fra kvindens i den tid hun er på kapitalistens arbejdsmarked. En 'reproduktionsløn' skal derfor indgå i opgøret med kapitalismen og er blot et yderligere argument for en højere løn, bedre arbejdsforhold, løn under sygdom, barsel osv.
Så det er jo meget interessant at se hvor meget husarbejdet kan lønfastsættes til. Hvis ikke denne specifikke prisfastsatte udbytning indgår i den øvrige lønkamp risikerer man at svække lønarbejdskampen til fordel for en 'reproduktionslønkamp' parallelt med denne. Det vil svække begge kampe. Eller som MaoZedong siges at have udtalt: En fordeles på to i stedet for at to forenes i een.
Det er noget af en gammel traver. Uanset hvad arbejder mænd samlet set mere end kvinder og har gjort det kontinuerligt i årtier. (Rockwool fondens forskellige undersøgelser gennem tiden).
At der er forskel på, hvem der gør hvad, er et dejligt udtryk for, at der er valgmuligheder og forhåbentlig så lidt stigmatisering som muligt. Men meningsfuld ligestilling kommer ikke, sålænge man vedbliver med at tænke i køn, og eksempelvis med Cramons artikel her in mente har det vist lange udsigter.
"Vi har regnet på, hvad kvinders ulønnede arbejde er værd i kroner og øre"
Det var mig der gjorde det da børnene var små. Og sidst jeg kiggede efter (1 minut siden) havde jeg testikler.
Hold nu op. Det deles ligeligt.
Derimod skal det indføres at hvis der søges skilsmisse får den anden børnene. Det vil fjerne en del af mandeundertrykkelsen
Hvem er arbejdsgiveren, der skal udbetale løn for arbejde udført i eget hjem?
Skal der udarbejdes et ansættelsesbrev, hvor løn og arbejdsvilkår er nøje defineret?
Hvem fører tilsyn med, at arbejdet overhovedet bliver udført ?
Hvem checker og godkender kvaliteten af arbejdet?
Nils Bøjden i min familie klarede min mor hjemmet og det håndværksmæssige. Men det er ikke ensbetydende, at det er den gennemsnitlige norm.
Der er et kulturelt og historisk efterslæb, der har betydning for kvinders løn og dermed de såkaldt "frivillige" og "ligestillede" valg i familierne. Disse efterslæb betyder, at kvinder gennemsnitlig ender med aben, når det gælder børn og andre huslige opgaver hver dag, da deres løn er lavere.
Det gør det økonomisk logisk, at spare på kvindens betalte lønarbejde end på mandens. Det skyldes strukturelle uligheder og er ikke udtryk for ligestilling.
Det betyder, at den gennemsnitlige mand kan lægge flere timer på arbejdet og dermed tjene højere løn og pension, samt på papiret skaber større værdi.
Ps da jeg gik i gymnasiet (1990erne) havde vi lærere, der udtalte overfor deres elever, at de automatisk gav alle piger to karakterer lavere end drengene. Det blev accepteret af ledelsen og figurede ikke på drengenes lystavle. De troede fuld og fast på, at der var ligestilling.
Dvs det er ikke lang tid siden, at piger blev forhindret i at konkurrere på lige fod med drengene om studiepladser.
De studiepladser, der giver adgang til højere uddannelser med højere lønninger og de valg en højere løn muliggør.
Erik Fuglsang dem der kontrollerer og godkender kvaliteten af arbejdet i hjemmet er efter min erfaring ægtemænd, svigerforældre, mødre og andet godtfolk.
Ved ikke god nok kvalitet, får kvinden i huset det at vide, ikke ægtemanden. Først oplevet det igen for nyligt.
Det er ved at ske et skred, ved at der nu er nogle generationer af kvinder, der ikke har lært at lave rent hjemmefra og dermed heller ikke ser skidtet.
Derfor kan hjemmehjælpere også lave rent på så få minutter.
Man betaler for opgaverne, ved at man beskriver dem og så deles ligeligt om dem.
Man betaler for opgaverne, ved at manden tager rigeligt barsel, uafhængig af lønnen, og de dermed også bliver en belastning for arbejdsgiverne. Dermed sikrer de sig også bedre vilkår ved skilsmisse.
Og man kan dele opgaverne mere ligelig, hvis mændene i fagforeningerne går med på, at lønefterslæbet på kvindefagene bliver udlignet.
Beklager gutter, fakta er på kvindernes side som denne herover er vist igennem Emma Holtens perspektiv og dette er absolut ingen nyhed, men noget som påvist af adskillige årtiers forskning. Dele af denne forskning forklarer også hvad der ligger bag nogle mænds kommentarer her i tråden, men inden at jeg deler nogle af disse oplysninger, vil jeg forholde mig til et par af kommentarerne.
Jacob Hassing skrev: "Alt husarbejde indgår forhåbentligt? Altså rense kloaken, rette døren op, slå græs, tage en lur med bæbse på maven, bare at "være" sammen, lave cyklen, " og fortsatte med at stille spørgsmål til forventninger og interesse. Og med undtagelse af at tage en lur med babyen på maven, så er svaret et stort ja. Alle arbejdsopgaver i hjemmet helt ned til boligforbedringer med gør-det-selv håndværk og udfyldning af familiens selvangivelser er regnet med i det brede felt af forskningsundersøgelser.
Og spørgsmålet: "Når du selv nyder det, er det så hobby eller er det arbejde?" er komplet irrelevant, fordi der er ikke en eneste af os, uanset køn, som ikke vælger arbejdsopgaver efter hvad vi bedst kan lide at lave, når vi har mulighed for at gøre dette. Langt de fleste mennesker vælger en uddannelse målrettet det arbejde de forventer at nyde mest og de mest privilegerede af os er heldige nok til at gøre vores private hobby til det arbejde vi tjener en løn på. Hvorvidt man nyder de arbejdsopgaver, man aktuelt står og udfører, har ingen indflydelse på den tid og indsats, der skal lægges i færdiggørelsen af opgaverne, eller på arbejdets værdi.
Jens Jensen peger på forskellen imellem mænd og kvinders gennemsnitlige arbejdstid på det ordinære arbejdsmarked som den er påvist af Rockwool Fondens undersøgelse: "Den faktiske arbejdstid for beskæftigede mænd er fortsat gennemsnitligt 38 timer og for beskæftigede kvinder 30 ½ time om ugen".
Forholdet er relevant, fordi det viser noget om kønnenes arbejdstider udenfor hjemmet, men jeg vil som mand være meget forsigtig med at basere påstande og argumenter på dette som Jens gør ved at have skrevet: "...en mand arbejder meget meget mere, og slider sig op." Kvinder skal gennemsnitligt kun udføre 1 time og 5 minutter mere om dagen af det ulønnede arbejde, der ligger i fritiden fra det ordinære lønnede arbejde, for at overgå mænd i samlet arbejdstid. Forskningen peger entydigt i retning af at kvinder enten matcher eller overgår mænd i samlet arbejdstid.
Gert Friis Christiansen har ret i at det virker som artiklen kommer fra en tidslomme i 1950’erne og denne lighed er ikke tilfældig. I 1950'erne var der en større politisk opmærksomhed på husholdningernes produktion i andel af BNP og en langt større pressedækning af og offentlig debat om denne. Svaret på Gerts afsluttende; "Hvad angår BNP! Hvad f..... har det med noget at gøre?" er kort sagt alt! Og dette er noget som både er vigtigt for os alle at forstå og som er stærkt argument for at se nærmere på de værdisætninger af hverdagens arbejdsopgaver i husholdninger, som er angivet i artiklen.
Danmark er en vækstøkonomi og måden vi måler den årlige vækst på, er ved at se på det procentvise forhold imellem seneste års BNP og det foregående års BNP. I de seneste 30+ år har vi samtidigt været stærk tilbøjelige til at sætte lighedstegn imellem vækst i BNP og vækst i velstand, velfærd og realøkonomi, hvilket meget stammer fra reaganomics idéer om "trickle-down"-effekten. Uheldigvis for os er der ikke noget lighedstegn, fordi BNP kun måler dele af vores økonomi og ikke hele vores økonomi. Hvad der måles og hvad der ikke måles, vil jeg lade Nationalbanken forklare: https://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2010/06/brutton...
På side 5 under "Klassiske BNP-problemer" i afsnittet "Afgrænsning af markedet" finder vi den primære sammenhæng imellem BNP og husholdningernes produktion, som besvarer Gerts spørgsmål. Og der er en grim lille humle ved sammenhængen, som ligger i at man godt kan ombytte et velfærdstab og et fald i realøkonomi til vækst i BNP.
Dette er ikke så svært at gøre og det kan blandt andet gøres ved at lade 39-årige Vibe Kathrine Fangel-Hansen arbejde nogle flere timer i sit job som skolelærer, imens hun lader en husholdningsassistent, au pair eller ung i huset stå for påklædning, tandbørstning, morgenmad og madpakker til hendes børn. Både Vibes skattepligtige indkomst for de flere ordinære arbejdstimer hun tager og hendes ansatte i husets skattepligtige indkomst vil indgå i BNP, men Vibe har ca. samme produktivitet som hun havde før hun tog de ekstra arbejdstimer og hendes ansatte i huset producerer ikke noget, der ikke blev produceret i forvejen. Det eneste der er sket her, er at dele af Vibes faste arbejdsindsat er blevet flyttet fra det uregistrerede til det registrerede og hvis Vibe har omkostninger ved denne forandring, som er større end hendes merindtægt fra de flere timer som skolelærer, så er der reelt sket et tab.
Jeg har selvfølgelig forenklet det meget for at gøre det mere overskueligt, men det vigtigste var at vise nogle af de mekanismer, som skaber udbredte misforståelser om økonomi, arbejde og værdi. Hvis dette er svært at forstå, så prøv at forestille jer hvordan ovenstående lille eksempel ville have set ud, hvis Vibe fortsætter helt som hun plejer og den person hun ville have ansat i stedet for fik et job som undervisningsassistent på skolen.
Jeg lovede at vise lidt forskningsresultater, der viser hvorfor mange mænd reagerer på artikler som ovenstående som nogle af jer har gjort i kommentarerne her. Og der er faktisk tale om at de fleste mænd reagerer i oprigtig god tro, så her er først en artikel om dette: https://heartbeats.dk/ny-undersoegelse-maend-tror-de-allerede-laver-halv...
Og her er undersøgelsen bag artiklen: https://norden.diva-portal.org/smash/get/diva2:1367228/FULLTEXT01.pdf
Og der er ingen mangel på undersøgelser, som klart viser at vi gennemsnitligt set ikke laver halvdelen af arbejdet. Kvinderne er foran os med så bred en margen at det vil være ret naivt af langt de fleste af os at tro at "jeg laver min halvdel eller mere".
https://www.lederne.dk/presse-og-nyheder/analyser-og-undersoegelser/kvin...
https://webtest.kantargallup.dk/storage/reports/September2019/2r7Pid0iu5...
Der er nok forskningspapirer at tage af og et af de lidt sjovere i denne sammenhæng er præcis den undersøgelse fra Rockwool Fonden som Jens Jensen linkede til for at vise at mænd arbejder mere end kvinder. Tillykke, Jens, med søndagens bedste selvmål. Undersøgelsen viser nemlig at kvinder arbejder lige så meget mere end mænd i hjemmet som mænd arbejder mere end kvinder på arbejdsmarkedet. Da kun den ene af disse arbejdsbidrag belønnes med penge, har du i praksis givet medhold til Emma Holtens feministiske økonomi. Her er en uddybende artikel, som tager en del af sit udgangspunkt i Rockwool Fondens tidsforbrugsundersøgelse og en del i relateret forskning: https://www.zetland.dk/historie/sOMVyQV0-a85EWR0n-66430
Og her hele tidforbrugsundersøgelsen: https://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2018/11/Hvordan-bruger-dansker...
Samt den foregående tidforbrugsundersøgelse fra SFI som der sammenlignes med: https://pure.vive.dk/ws/files/321824/0308Kvinder_og_mand.pdf
Nu har jeg muligvis fået nogle mænd til at føle sig provokeret og/eller trådt over tæerne. Og måske har jeg fået nogle til at tro at jeg er en eller anden glødende feminist og overløber fra mændenes rækker, men jeg har hverken gjort det første eller er det sidste.
Personligt er jeg faktisk træt af igen og igen ende med at argumentere på kvindernes side i sociale debatemner, fordi jeg sætter hverken kvinder højere end mænd eller mænd højere end kvinder og rent privat har jeg lige mange venner af hvert køn. Jeg ender hvor jeg ender, fordi jeg er faktaorienteret og går ind for social retfærdighed. Og det gør mig trist at jeg ofte må stille mig på kvindernes side, fordi det betyder at jeg altid mindst vil have nogle mandlige kollegaer og bekendte, samt meget sandsynligt familiemedlemmer og endda venner, der af individuelle grunde enten ikke kan (f.eks. pga. blinde vinkler) eller ikke vil være retfærdige, samtidigt med at en del kvinder jeg møder vil antage at jeg vil være uretfærdig, indtil at jeg beviser at jeg ikke er det. Dette er så absolut ikke sjovt at jeg helst vil være det foruden, så til alle der læser denne kommenter vil venligt bede om at prøve at forstå følgende:
Halvdelen af hvem jeg er kommer fra min mor, som var en kvinde (og i øvrigt en fantastisk en), meget af hvad jeg lærte og fik af omsorg og muligheder i min opvækst kom fra min farmor og mormor, som også var kvinder. Min søster er en kvinde, min partner er en kvinde og selvom jeg indtil videre kun har fået en søn, så har jeg undervejs fået mig et par bonuspiger og et par niecer. Disse er mennesker jeg elsker over alt på jorden, så jeg har et ønske for dem og da jeg kan ikke gøre noget ved de fortidens uligheder, som ramte min mor og bedstemødre, er ønsket fremadrettet. Jeg ønsker at mine bonuspiger, niecer og min søn, bliver givet samme og lige gode muligheder for at skabe en tilværelse med livskvalitet hele livet.
De muligheder får de kun, hvis et flertal går sammen om at skabe forandringer, der udjævner ulighederne, så et godt spørgsmål er: Hvor mange fædre, bedstefædre og oldefædre sidder der ude bag sine digitale skærme og har præcis samme ønske som jeg?
Jeg burde nok have formuleret den sidste sætning: Hvor mange fædre, bedstefædre, oldefædre, onkler og grandonkler sidder der ude bag sine digitale skærme og har præcis samme ønske som jeg?, men jeg går ud fra at alle forstod det alligevel.
Inge Lehmann nævner kvindernes rolle i vikingetiden. Men det er lidt af en myte, at der var udbredt ligestilling (som vi forstår det) mellem kønnene i vikingetiden. Et lille citat fra nationalmuseets artikel 'Forskellen mellem kvinder og mænd i vikingetiden' : "For selvom kvinderne i vikingetiden også kunne have magt ligesom mændene, var det nogle helt særlige ting, som de bestemte over: hjemmet og husholdningen."
https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/oldtid-indtil-aar-1050/vikinge...
Ja, sådan er det måske stadigvæk. Iflg et ph.d.-projekt fra Syddansk Universitet af Mette Mechlenborg står kvinder for 80 procent af alle valgene i hjemmet:
https://livsstil.tv2.dk/sundhed/2011-03-02-kvinderne-bestemmer-alt
@ ulrik mortensen
Skal vi ikke lige tage et mere tidsnært billede af Mette Mechlenborgs forskning i stedet for det hun lavede til sit ph.d.-projekt i 2011 baseret på tal fra 00'erne?
https://www.bolius.dk/kvinder-bestemmer-indretningen-i-hjemmet-men-maend...
Jeppe Lyngsø Bundgaard
"Kvinder er de eneste væsner på denne jord, der går op i, hvad partnerens årsindkomst er."
Er det nu også heeeelt rigtigt - bare med omvendt fortegn.
Rigtig mange mænd, jeg kender selv en del af dem, bryder sig ikke om, at kvinder tjener mere end dem. Jeg gætter på, at de mænd ville have et problem med selvværdet, hvis det var. Jeg gætter også på, uden at vide det, da jeg ikke selv er sådan, at de samme mænd er dem, der ser det som det naturligste i verden, at de har en kone derhjemme, der laver alt det gratis husholderske arbejdet.
Brian W. Andersen
26. juni, 2022 - 19:38
Sådan!
Tak!
@Brian W. Andersen
Min pointe er rollefordeling.
ikke hvem der arbejder meste i alt.
" en mand arbejder meget meget mere, og slider sig op"
Dette var i samspil med arbejdstider forskelle udenfor hjemmet..
Men ellers ved ikke hvorfor men de har "snydt" lidt i den afkorte tabel
"det søvn, spisning og toilette fortsat tager omkring 20 minutter mere for kvinder end for mænd" Så kvinde få 20min mindre tid i deres skema. som give en nedsat fritid og derved forrykker talen med fritid(side 17)
for ude fritid.. ser det sådan ud (mænd)6.43 vs (kvinder)6.47
https://www.rockwoolfonden.dk/app/uploads/2018/11/Hvordan-bruger-dansker...
@Frederik SchwaneSom altid Jeg snakker generelt og ikke i absolutter
Prøve at kigge på hvad Hypergami er.
At en meget stor del af kvinde gifter sig lige ud eller op i hierarki(og penge er en ok del af vores hierarki) Og Mens mænd gifter sige ligeud og ned.
Alene det gør at det er kvinde der gå op i hvad partnerens årsindkomst. mens fra mand side er det ikke et udvælges kriterier.
Så vil jeg tro der kan være et problem hvis en mand lige pludselig begynder at tjene minder en kvinder. når kvinde vælger noget efter dette
Specielt i disse tider hvor ægteskabe ikke er så tryg en ting mere, som igen gør at manden har et behov for at viser sit værd.
For det er velkendt at manden kan taber stort i en skilsmissesag.
Men jeg tro du har ret i, at i disse tider så er manden selvværd godt i bund, med den "war on men" der foregå.
"de samme mænd er dem, der ser det som det naturligste i verden, at de har en kone derhjemme, der laver alt det gratis husholderske arbejdet"
Rollefordeling giv en masse gode fordel i evner og tid, og når kvinde sidde så meget på købekraften, påpeger da kun at penge bliver set mere som en fælles ting.( i kvindes favør) og ikke bliver set på som om hun ikke yder sin del af "pagten".
Brian W Andersen (19:38) skriver: "Forskningen peger entydigt i retning af at kvinder enten matcher eller overgår mænd i samlet arbejdstid."
Spøjst nok siger netop resultaterne fra Rockwoolfondens undersøgelser gennem årtier det stik modsatte. Du burde læse resultaterne...
Men hele præmissen, der søges opstillet med debatindlægget her, er meningsløs. Det drejer sig om, at husligt arbejde burde værdisættes i rent økonomiske termer, f.eks. herunder i BNP jfr diskussionsindlæggene. Det er faktisk en ren galimatias-tankegang... Skal vi så også medtage, hvordan kvinder i ikke så få ægteskaber/samlivsforhold nyder godt af mandens større erhvervsindkomst? Og de tilfælde er der mange af (mænd tjener som bekendt i gns vist ca 15% mere en kvinder, hvilket en feminist aldrig har benægtet).
@ Brian W. Andersen
Jeg tilslutter mig fuldt og helt Inger Pedersen 21:01.
Tak for dine gode indlæg.
Hold fast et aktivt kommentarspor!
Hvis ikke vores regnemodeller og politiske beslutninger tager værdien af omsorgsarbejde med, så vil vi fortsætte en ubæredygtig udvikling af vores samfund. At udelade det her fundament, er meningsløst, og deraf kommer også megen mistrivsel, fordi vi ikke får det hele menneske med.
Tak for super spændende artikel.
Mvh Nanna
Vuggestuepædagog og folketingskandidat for Alternativet
@Brian W Andersen
Du skriver du er optaget af 'scial retfærdighed.' Det er vi alle. Spørgsmålet er så hvordan vi opnår denne. I din optik drejer det sig vistnok om, at mændene tager en større del af det 'gratis' husarbejde, og det prissætter Holten så for at få 'sat tal på' den sociale uretfærdighed.' Men hvad skal vi bruge disse stipulationer til?
Som Marx og Engels sagde for ca 150 år siden er der tale om to ret forskellige kampe. Den ene går ud på at fravriste kapitalisterne en større del af profitten, så familier eller andre 'reproduktive sammenslutninger' ikke bare kan overleve, men leve anstændigt. Den anden kamp er en ligestillingskamp, men hænger naturligvis sammen med den første kamp, ja er direkte afhængig af dennes udfald.
At sikre en højere løn til kvinden, der står for størsteparten af husarbejdet, ville være en stor sejr for feminismen, men den ville opnås på bekostning af at reducere mandens løn til det halve. Sådan principielt. I sidste ende ville intet have ændret sig; at lægge begges lønninger sammen ville bare resultere i nogenlunde den samme løn, som manden havde før. Kapitalisten ville ikke uden videre give mere, end hvad de gav før. Lyt fx til Berlingeren og DI der for et par uger siden argumenterede for at med stigende inflation skulle lønnen ikke sættes op, men ned fordi 'begge parter var på arbejdsmarkedet.'
Det var hvad Marx og Engelsk viste for længe siden. Mon ikke også det er derfor, at udgifter til reproduktion af arbejdskraften under det nuværende styrkeforhold i Danmark altid ender i uendelige diskussioner om skattebegunstninger, boligstøtteordninger og Arne-pension som socialdemokrater og andre reformister helst vil diskutere frem for at kæmpe for at inddrage en større del af profitten og forandre ejerforholdene i private virksomheder.
I Spanien indlemmede man kvinder på arbejdsmarkedet senere end i Vesteuropa og USA. Derfor er det i dag meget almindeligt, at ældre mennesker siger, at for 50 eller 60 årsiden forsørgede en familie sig selv med en enkelt løn (mandens), men i dag skal begge ægtefællr arbejde for at få enderne til at mødes.
Masseoptagelsen af kvinder på arbejdsmarkedet har skabt betingelser for at kapitalisterne forsøger at reducere den almindelige gennemsnitsløn, da manden, såfremt kvinden arbejder, ikke længere behøver at forsørge sin kone og resten af familien med et 'ekstra' tilskud.
To forener sig ikke i en som feminisme a la Holten. To opdeler den en-hed, der ellers kunne opstå.
Det gratis reproduktionsarbejde gøres ikke mere retfærdigt ved at lave nye økonomiske teorier, men ved at forandre verden.
I fri reformulering
jens christian jacobsen, du antager, at der altid er en mand og en kvinde, et par, og at det derfor kan være lige meget, hvem der få indtægten. Det er bare ikke sådan verden ser ud. I Danmark er der ca. 1,7 mill. enlige. Og især i de forældede kønsrollemønstre, hvor far fik indtægten, var det meget fattigt at være enlig mor. Lig med undertrykkelse. Ja, faktisk også lig med en social udstødelse (mennesker kan være onde).
Derfor er det selvfølgelig umådelig vigtigt, her i vores lighedssøgende land, at mænd og kvinder kan klare sig lige godt økonomisk.
At der er kommet 2 indtægter i nogle familier, har nok snarere haft en betydning for forbruget, og det er her, vi skal til at blive bedre til at spare for klimaets skyld.
Der er nu også en hel del par, der slet ikke falder ind under de gamle famileformer efterhånden.
For eksempel to kvinder.
Enig, Eva Schwanenflügel!
Men rent hypotetisk, hvis nu det her tema skulle føre frem til en eller anden kompensationsform, skulle de to kvinder så have dobbelt?? Og omvendt to mænd slet ingen kompensation have...!?
Nej, spøg til side. Den her gang joker jeg virkelig.
@Frederik Schwane
I den enkelte husholdning kan det godt være, at man pga dobbeltindtægter har fået råd til et større forbrug lige som den enliges lod ofte (men ikke altid) vil være dårligere end 'enheder' med flere forsørgere. Det ændrer ikke ved at det arbejdsgiverne kalder for den samlede lønsum under de nuværende forhold fordeles ud fra at arbejdskraften får en løn der akkurat kan opretholde - reproducere - arbejdsevnen. Uanset om det jeg for nemheds skyld kaldte for 'familien' består af een, to eller flere der er på arbejdsmarkedet.
Konkret betyder det at projektansættelser, deltidsarbejde og prekære ansættelsesforhold vinder frem overalt. Deltidsarbejdere gør ikke så meget vrøvl som fuldtidsansatte, de er tilfredse med en relativ dårlige løn og selv i 'familierne' ønsker man deltidsarbejde. Hvorfor? For at kunne 'få tid til' det gratis husarbejde.
Det får de så. Og færre midler til 'fritiden.'
@ Jens Christensen
Ja, ja, spøg tilside ;)
Det jeg mente, var egentlig, at når de såkaldt 'kvindelige' arbejdsområder nedvurderes så grelt som det faktisk er tilfældet, (fordi samfundet ville kollapse foruden de reproduktive indsatser), får man ikke et reelt billede af dem som værdiskabende.
De tages blot for givet, både privat- og samfundsøkonomisk.
Såfremt disse værdier vægtedes højere, ville meget se helt anderledes og bedre ud.
Jo, måske, Eva Schwanenflügel, men alt værdsættes forhåbentlig et eller andet sted, eksempelvis indenfor et parforhold. Særligt ting som selvfølgeligt hører privatsfæren til, hvor "værdsættelsen" forhåbentlig er en både personlig og gensidig ting. Hvis ikke, er det da bare med at pakke sine ting og skride.
Men Cramons tekst her spiller jo blot en provokerende bold op i et eller andet tomrum. Jeg aner vitterlig ikke, hvad det vil sige at "værdsætte" påklædning af et barn med et pengebeløb som 75 kr. Hvis forfatteren virkelig ønsker en sådan kamp om tingene, kunne der også refereres til, hvordan ikke få kvinder delvis lever af mandens større indkomst. Ærlig talt håber jeg, ligestillingsdebatter kan være mere meningsfulde end som så.
"At få småbørn i tøjet burde være 75 kroner værd. Vi har regnet på, hvad kvinders ulønnede arbejde er værd i kroner og øre"
Det er en fuldstændig latterlig udtalelse.
Jeg kender ingen og der er ingen i min familie hvor der ikke er ligelighed mellem kvinder og mænd i fællesskaberne.
Jeg tror at uligheden opstår fordi det er nemt og økonomisk favorabelt at blive alenemor. Hvorfor overlader kvinderne ikke børnene til mændene i skilsmisser?