Nicholas Mulder: Sanktioner slutter ikke krigen og vælter ikke Putin. Hvad vil vi så med dem?

Vi har vænnet os til at bruge sanktioner mere og mere, selv om de meget sjældent virker efter hensigten. Og når man bruger dem mod store stater, plejer de at gøre disse stater mere autoritære og aggressive. Det forklarer den hollandske historiker Nicholas Mulder, som har udgivet et hovedværk om sanktionernes historie som økonomisk våben. Spørgsmålet er så, hvad Vestens sanktioner vil gøre ved Putins Rusland?

Jesse Jacob

Moderne Tider
4. juni 2022

Økonomiske sanktioner, som i kampen mod Putin i dag støttes af Vestens humanister og venstreorienterede som et alternativ til krig, blev for 100 år siden regnet for den mest grusomme måde at føre krig på. Det var en »skændsel for den hele britiske nation«, erklærede Winston Churchill efter Første Verdenskrig, at man i stedet for at kæmpe mod soldater på slagmarken ville påføre millioner af uskyldige civile lidelser, sult og fattigdom for at opnå et militært mål. At man i stedet for at angribe de stærke bevæbnede repræsentanter for en fremmed stat spredte elendighed hos de mest udsatte og forsvarsløse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Det er muligt, at sanktioner ikke virker.
Men spørger man almindelige russere, hvad jeg efterhånden har set gjort mange gange, så mener de fleste, at de virker og vil gøre det langt ud i fremtiden.
Det er i sig selv rigelig begrundelse for dem.
En pind mere i regimets ligkiste.

Og så kommer de - efterhånden - til at virke på det teknologiske område og inden for våbenindustrien. Når de lidt mere avancerede russiske våben bliver dissekeret - forsagere - er de fyldt med vestlig teknologi i en grad, som har forbløffet - også hvordan de har fået fat i den. Russerne kan åbenbart ikke selv.

Søren Fosberg, Kim Folke Knudsen, Inge Lehmann, Frederik Schwane, Torben Bruhn Andersen, Michael Hullevad, Steffen Gliese, Svend-Erik Runberg, Alvin Jensen, Rolf Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Kim Houmøller og Vagn Bro anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Sanktioner er en straf, der gives til et helt land, som fx invaderer et andet land: Rusland - Ukraine af flere grunde, især for at markere et fællesskab - et vi - imod krigen og for at styrke retsfølelsen i den forbindelse, dvs. så de der bryder loven - russerne - ikke kan gå frit rundt i vores lande og tjene og forbruge vores penge og finansiere ulovlige aktiviteter som fx krige. Sanktioner virker lige så godt eller skidt som alle andre straffe:
fx frihedsberøvelse i fængsler og karaktersystemer.

Henrik Mølgaard, Kim Folke Knudsen, Inge Lehmann, Arne Albatros Olsen, Torben Bruhn Andersen, Michael Hullevad, Steffen Gliese, Svend-Erik Runberg, Alvin Jensen, Rolf Andersen, Peter Beck-Lauritzen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kasper Pedersen

Sanktioner øger vores retsfølelse på linje med bødestraffe og betinget fængsel.
Hvis de så også svækket regimets evne til at føre krig, og øger den interne modstand, er det jo bare bonus.

Henrik Mølgaard, Kim Folke Knudsen, Inge Lehmann, Frederik Schwane, Michael Hullevad, Steffen Gliese, Steen Ole Rasmussen og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Information har ganske åbenbart vanskeligt ved at tænke strategisk.
Den russiske nationaløkonomi kommer til at skrumpe med 10% i dette år, siger centralbankchef Elvira Nabiullina, - så ved jeg ikke om Information vil modsige hende, men Institute of International Finance venter et BNP-fald på 30%.

https://www.n-tv.de/wirtschaft/Fuer-Russlands-Wirtschaft-sieht-es-dueste...

Kim Folke Knudsen, Inge Lehmann, Torben Bruhn Andersen, Michael Hullevad, Steffen Gliese og Steen Ole Rasmussen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

På youtube ligger der denne 1 time og 25 minutter lange forelæsning af Nicholas Mulder om sanktioner som værktøj i moderne krig:

https://www.youtube.com/watch?v=JdGYCFffxwg

Med venlig hilsen
Alan

Anders Thornvig Sørensen

Nicholas Mulder's bog er en historisk afhandling om økonomiske sanktioner i første halvdel af det 20. århundrede. Herunder konceptets oprindelse i blokaden mod Centralmagterne i 1. Verdenskrig; dets juridiske definering, praktiske udvikling, politiske videreførelse og anvendelse som ordenshåndhævende magtmiddel i mellemkrigstiden; forholdet til gældende international retstradition; virkninger i forhold til den kollektive sikkerheds sammenbrud i 1930'erne.

Hvad bogen derimod ikke er, er en detaljeret analyse og vurdering af økonomiske sanktioner i hele fænomenets 100-årige eksistens frem til nutiden. Man mangler de sidste 70 år af historien.

Kan der overhovedet drages nogen følgeslutninger for nutiden på dette grundlag?

Man kan skelne mellem - mindst - to forskellige formål og to forskellige slags økonomiske sanktioner.

Det ene formål er, at man vil have et land til at ændre indenrigspolitik, det andet at få ændret udenrigspolitikken. Eller evt. en kombination af begge formål.

Den ene slags er importrestriktioner; den anden er eksportrestriktioner. Det nævner jeg for at fremhæve den specifikke historiske kontekst i 1930'erne og 2. Verdenskrig, hvor eksportforbud ved olie og fødevarer spillede en stor rolle (situationen i nutiden er den omvendte).

Det er svært at generalisere over et så mangeartet fænomen som økonomiske sanktioner og deres effekt. Desuden udvikles sanktionernes effektivitet gennem deres konkrete anvendelse, i en læreproces, hvor man prøver sig frem og opnår erfaringer hen ad vejen. M.v.h.

Kim Folke Knudsen, Inge Lehmann, Michael Hullevad, Steffen Gliese og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Man kan vel ikke fortænke Information i, at vurdere sanktionerne som led i planen om, at svække Rusland i dets krigsførelse.

Nu mangler vi så en vurdering af sanktionernes konsekvenser for Europa, USA og for resten af verden.

Jan August, Carsten Munk, Ejnar Søndergaard, Arne Albatros Olsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Sanktioner er u-undværlige når man bruger dem som et signal! Både til Putinog Xi (som gerne køber "billig" fossil energi) Der findes måske nok villige købere til at finansiere "Den specille millitære operatio". Det vil tiden vise.

Willy Johannsen

Lige en tilføjelse:

McDonalds lukning er åbenbart det, der gør flest russere kede af det.
Jeg har de sidste tre måneder set alt, hvad jeg kan finde af, hvad russerne mener om sanktioner, og navnet McDonald er klart det, som bliver nævnt oftest. Ret morsomt synes jeg. Det kan man vel leve med?

De fleste nævner stigende priser på især fødevarer. Fødevarer er så vidt jeg ved ikke underlagt sanktioner, så det er vel de generelle stigende priser, som vi selv oplever?
Det er som regel i Sankt Petersborg folk bliver spurgt i de undersøgelser, jeg kan finde på nettet. Og her er supermarkederne både store og flotte og velforsynede med masser af vestlige varer.

Tøj fra vesten og produkter, som især efterspørges af yngre kvinder, er åbenbart også noget, de pågældende savner.

Udlandsrejser er også stærkt savnet her op til feriesæsonen, og det samme gælder, at muligheden af at bruge betalingskort er forsvundet.

Hvor sanktionerne virkelig batter, giver den slags rundspørger intet svar. Jeg har endnu ikke set en siloviki eller Bizniz mand svare. Måske fordi de er blandt den halvdel, som ikke vil deltage.

Men nogle udtaler sig overaskende frit og kritisk og bruger ord om Putin og krigen, som helt sikkert kan give dem problemer. Nok er åbenbart nok...

Kim Folke Knudsen, Inge Lehmann, Steen Ole Rasmussen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Søren Løvborg

Med andre ord: Sanktionerne er ikke ansvarlige for Anden Verdenskrig, men gjorde at Tyskland, Italien og Japan endte med at gå i krig, før de var klar.

Det er jo et fantastisk argument FOR sanktioner. I 1939 væltede Tyskland uhindret hen over Europa, og nu siger Mulder at Hitler kunne have stået endnu stærkere hvis ikke sanktionerne havde presset ham til at handle tidligere? Så virkede de jo!

I den aktuelle situation ignorerede det internationale samfund at Rusland tog først en bid ad Georgien i 2008 og siden Ukraine i 2014, og gav dermed Putin al den tid han behøvede for at forberede næste skridt i sit Storrussiske projekt, herunder polstre sig mod de sanktioner han godt kunne forudse ville komme i fremtiden. Den er da en fristende tanke at vi med nogen rettidige sanktioner kunne have presset ham til at handle før han var parat... men det er jo for sent nu.

Og nej, sanktioner overbeviser ikke befolkningen om noget som helst, men det er vel heller ikke meningen. Vi kan være aldeles ligeglade med hvad menige russere mener om krigen; Rusland er ikke et funktionelt demokrati, og menige russere har reelt ingen indflydelse på krigen. Meningen er at sanktionerne skal indskrænke den russiske regerings spillerum, og tildels agere gulerod (da en del af dem vil blive hævet når krigen afsluttes); om de virker i det henseende finder vi nok ikke ud af før vi når reelle fredsforhandlinger. Det er tilgengæld klart at de ikke kan stå alene, hvilket er grunden til at vi er gået aktivt ind i krigen på Ukraines side.

(Stop for import af russisk gas og olie kan dårligt kaldes en sanktion; det er bare sund magt- og miljøpolitisk fornuft og en omstilling Europa skulle have påbegyndt for årtier siden, krig eller ej – og nej, løsningen er selvfølgelig ikke at udskifte et diktatur med et andet... det er bare en hovsa-løsning fra europæiske regeringer der langt om længe er blevet konfronteret med konsekvenserne af årtiers fantast-politik. Men dog et skridt i den rigtige retning.)

Henrik Mølgaard, Peter Beck-Lauritzen, Kim Houmøller, Kim Folke Knudsen, Lasse Schmidt, Inge Lehmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Søren Løvborg

“Det er jo et fantastisk argument FOR sanktioner. I 1939 væltede Tyskland uhindret hen over Europa, og nu siger Mulder at Hitler kunne have stået endnu stærkere hvis ikke sanktionerne havde presset ham til at handle tidligere? Så virkede de jo!”

Ja, Tyskland ville have stået stærkere, og det ville Sovjetunionen, der var i færd med opgradering af militæret, også. Olieeksporten, fra Sovjet til Tyskland ,stoppede d. 22 juni ‘41.

Anders Thornvig Sørensen

I foredraget, jf. linket fra Alan Frederiksen ovenfor, bemærker Mulder tidssammenfaldet mellem 1) Folkeforbundets sanktioner mod Italien under det italienske angreb på Etiopien i 1935-36 og 2) Tysklands beslutning om at investere stort i udvinding af brændselsolie fra kul, som erstatning for importeret olie. Det var ifølge Mulder en dyr og omstændelig måde at producere olie på, som brugte økonomiske ressourcer, Tyskland ellers kunne have anvendt til militære formål.

Om det virkelig var sanktionerne mod Italien, der udløste denne selvforsyningspolitik fra tysk side, må kildematerialet fortælle. Tyskland måtte påregne muligheden af en ny britisk blokade ligesom under 1. Verdenskrig, i det tilfælde, at der igen blev krig.

I foredraget påpeger Mulder, at Europa generelt er råstofimporterende. Så længe de tyske militære erobringer lå i det europæiske fastlandsområde mellem den Britiske Kanal og Sovjetunionens vestgrænse, kunne selvforsyning ikke opnås, fordi udbytningen af de besatte lande i sig selv forudsatte ressourcetilførsler til samme.

Jeg kan ikke lade være med at citere Churchills krigserindringer i den forbindelse, frit fra hukommelsen. Under angrebet på Grækenland i foråret 1941 brugte Tyskland faldskærmssoldater til at erobre Kreta under hårde kampe med de britiske styrker og grækerne på øen. Churchill bemærkede hertil, at den tyske faldskærmsstyrke ville have været velegnet til at erobre de vidtstrakte, tyndt befolkede områder i Mellemøsten (hvor olien var). I stedet blev faldskærmsstyrken decimeret i kampe mand mod mand i Kretas bjerge. Erobringen af Kreta, som tilsyneladende var en strålende tysk sejr, var i virkeligheden et strategisk set selvødelæggende spild af krigsmateriale for Tyskland.

Men det vidste offentligheden ikke dengang. På samme måde er der mange ting i den nuværende situation, hvor kun kendere med fortrolig viden er virkeligt i stand til at vurdere tingene. Men grundlæggende er jeg ikke i tvivl. Den tyske forbundskansler siger offentligt, at Ukraine ikke må tabe, og heri har han ret. Mere behøver han ikke at sige for min skyld, for jeg ved, og jeg har sagt det før, at Ukraine i det lange løb vinder krigen ved ikke at tabe den.

Peter Beck-Lauritzen, Kim Folke Knudsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Den tyske udenrigsminister har en væsentlig mere direkte forbindelse til befolkningen end kansleren, og hun oversatte kanslerudsagnet i "Lanz" til at betyde: Ukraine må vinde.

Scholz og Macron spiller andenviolin, og det er de godt tilfredse med, men den amerikanske præsident bliver tiltagende utydelig, og det er ikke noget godt tegn for Ukraine. En kommentar til situationen af Simon Tisdall, udenrigskommentator, kan man læse i dagens udgave af The Observer under overskriften: Timid Biden condemns Ukrainians to an agonising war without end.

(Observer er søndagsudgaven af The Guardian).

Arne Albatros Olsen

Sanktionerne virker da skam fint.

De har nu udløst en stærkt forværret fødevarekrise globalt,
hævet priserne på gas og olie, styrket inflationen, og sat en udvikling i gang
i retning en kommende recession.

Jo, sanktionerne virker skam hele vejen rundt.

Hans Aagaard, Tina Petersen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Og efter Arne Albatros Olsens seneste bidrag kan man så vende tilbage til sin undren over den strategiske tænkning i Informations ledere om olie-embargoen.

Inge Lehmann

Er der virkelig nogen, der stoler på Winston Churchill og hans bekymring for civilbefolkninger?

Manden der forsvarede koncentrationslejre i Sydafrika som journalist, var skyld i en grufuld hungersnød i 1943 i en af Indiens delstater og lod piloterne træne i at skabe store ildstorme ved borbardementer af byer?

Jeg ville ikke bruge denne mands udtalelser for at underbygge et argument, kun i sammenhæng med hans handlinger.

Det eneste alternativ vi har til sanktioner er, at vi aktiv går ind med personel i krigen i Ukraine.

Og lige som før anden verdenskrig, er de fleste lande uvillige med at gå i krig og håber på det bedste, hvorfor Putin fik lov til at tage småbidder langt fra EU.

Men fuldskala krig mod Ukraine og ønske om gamle tider er for tæt på EU og de medlemmer, der har "gammel" historie med Rusland.
Især de baltiske lande har russiske mindretal, der er praktiske som undskyldning for indgriben.

Og selvfølgelig laver vi ikke et fuldstændigt stop for fossilimport. Vi hjælper ikke Ukraine ved at vores samfund bryder sammen. Derfor er det et taktisk valg, at udfasningen sker trinvist, så vi kan skabe løsninger og klare vinteren.

F.eks. Frankrig ville ikke kunne klare sig uden de gasfyrede tyske elværker. I de største prisstigninger, der er set på el, producerer deres atomkraftværker mindre og mindre. Uden den russiske gas i Tyskland ville elproduktionen kollapse i Frankrig.

Der har også været dispensation for levering af brændselsstave fra Rusland. De er verdens største producent. Den næststørste producerer kun halvt så meget og det tager tid at øge produktionen.

Jeg synes vores afhængighed af vigtige russiske energibærere viser, at vi ville større integration og havde respekt for Rusland. Man laver sig ikke afhængig af et land man vil føre krig med.

Ligegyldigt hvilket valg vi træffer, rammer det civilbefolkningen hårdest.

Men hvis vi ikke vil gå i krig med Putin, er vi nød til at bruge sanktioner, der først rammer dem det gælder sidst.
Da vi har gjort os afhængig af Rusland, vil de også ramme os.

Sanktioner er et langsommeligt våben, men de er et alternativ til varm krig og giver noget at forhandle med.

Så vi skal nok forberede os på et langt sejt træk og se det som bonus, at politikerne pludselig kan se fordelen ved den grønne omstilling.

Anders Thornvig Sørensen

Inge Lehmann, 06. juni, 2022 - 14:16

Det er ikke udtalelser fra Churchill om hensyn til civilbefolkningen, som jeg citerer, men hans krigsstrategiske overvejelser omkring Kreta i foråret 1941. Jeg mener nok, at man kan have tillid til Churchills vurderingsevne som krigsleder, resultaterne taget i betragtning, samlet set. Det skal ikke opfattes som en moralsk støtte til hans politiske og journalistiske holdninger og aktiviteter på andre områder.

Mht. EU's sanktioner mod Rusland i nutiden, så er russisk transport af fødevarer udtrykkeligt undtaget fra lukningen af havnene. Det vil sige, at Ruslands korneksport kan fortsætte uhindret, bl.a. af hensyn til fødevaresituationen på verdensplan.

https://www.consilium.europa.eu/en/policies/sanctions/restrictive-measur...

Denne hensynsfuldhed fra europæisk side står i kontrast til Ruslands militære blokering af Ukraines korneksport gennem Sortehavet.

Det er ikke sanktionerne mod Rusland, men derimod den russiske krig mod Ukraine, som kan skabe problemer for fødevareforsyningen på verdensplan.

Inge Lehmann

Anders T. S. det var ikke din analyse jeg prøvede, at henvise til, men artiklens citering af Churchill af hvad der konstituerer en skændsel for den britiske nation.

Jeg har ikke nok viden indenfor det militærtaktiske, til at kunne vurdere hans udtalelse om faldskærmstropperne.

Det er nogle væsentlige spørgsmål, der rejses her.

De sidste runder sanktioner har givet mig en dårlig smag i munden, som jeg synes, jeg nu bedre forstår.

Jeg hører til de deprimerende få, der har øjne for, at Ukraine har fået stærke antirussiske kræfter, som også var den væsentligste årsag til, at russerne besatte Krim for at sikre deres væsentlige baser der.
Vestligt orienterede ukrainere , som Zelinskyj, er også modstander af det russiske sprog i Ukraine. Ja, også russiskesprogede medier der er forbudte. og de ukrainske nærmest under regeringskontrol. Ukrainere skal kun kunne møde en version af krigspropagandaen som russere i Rusland også skal. Men desværre også i for høj grad her hos os.
Det er forfærdeligt, hvad der foregår af død og ødelæggelse i Ukraine. Men det er ødelæggende for endnu flere at bakke 100 pct op om Zelenskyjs krav om 100 pct det gamle Ukraine med mindre han tvinges til at respektere russiske mindretals ret til at eksistere.
Vi har måske ladet der gå for lang tid nu med sanktioner mod Rusland og russere og overdådig våbenhjælp til Ukraine. Og jeg frygter, Z får manipuleret Vesten til at krydse den røde linje. Og så kan det gå rigtigt galt og ikke kun for de udsatte rundt omkring i verden - men mest i Rusland - og Ukraine.

Anders Thornvig Sørensen

@Inge Lehmann

Det var en overseelse fra min side, og jeg beklager. Måske har jeg læst hen over citatet i teksten, fordi det ikke står i et klart forhold til situationen i nutiden.

- Tja..., - hvad nytter det hele, sanktionerne, Rusland vinder alligevel - de slider modstanderen i sænk.

Det er meget godt alt sammen, men på længere sigt med sanktionerne vil det drive i en rigere økonomisk tilstand som med tiden vil bringe Rusland i knæ, og ikke blot i knæ, men også i tvivl om sin egen ideologis sandheder.

Lige nu ser vi tåbelighederne i krigen sådan som Rusland(Putin) fører krigen i Ukraine, og ligeledes de tåbelige argumenter der bruges om frelse og afnazificering i de sydøstlige regioner i Ukraine.

Den russiske krigsførelse efterlader stort set ikke en eneste mur tilbage over "et par meter" i højden, og resten skal udslettes så intet kan beviser eller nogen har lyst til at bo der, - hvem er frelsen og afnazificeringen så egentlig godt for?

Det hænger slet ikke sammen i den russiske retorik og handling i krigen.

Hvad skal afstemningerne i disse sydøstlige regionen egentlig gavne eller være godt for, og hvem er der tilbage der vil stemme - mange er allerede flygtet, der er vel kun pensionister og døde hunde tilbage.

Hvem skal betale for genopbygningen i disse regioner, og hvem skal udføre det, når den russiske økonomi ikke længere er i stand til det?

De vestlige sanktioner vil ret sikkert dræne den russiske økonomi, - det er noget russerne allerede i dag selv siger de mærker, og nok i fremtiden vil mærke meget mere til, - og det bliver ikke bedre jo længere tid disse sanktioner bliver fasthold.

- Hvor mange flere sanktioner vil vesten pålægge Rusland yderligere, som økonomisk vil påvirke Rusland og russernes liv, og vil hverdags-russerne finde sig i det fra Kreml, eller vil de byde Kreml trods, og kræve nye ledere!?

Kim Folke Knudsen

@Rusland Tænd og Sluk for konflikterne

Russerne har indledt en ny strategi, som NATO ikke ved hvad de skal stille op imod.

Strategien Tænd og Sluk for iscenesatte konflikter blev første gang synlig med overfaldet på Georgien i år 2008.

Der er formentligt tale om en russisk velovervejet militær kalkule. Rusland har ikke kapacitet til at matche Verdenssamfundets teknologi og militære formåen udi våbenudvikling. En klassisk storkrig ville Den Røde Terrorhær tabe med et brag, som ville bringe regimet til fald i Rusland. Derfor vælger russerne nu en billig discount løsning, som kræver færre militære ressourcer og hvis diverse idioter af lejesoldater kan rekrutteres til Ruslands vanvittige krige, så kan russerne spare på tabene indenfor eliteenheder, som er nødvendige for regimets overlevelse og som indgår i den interne undertrykkelse af det russiske folk.

TÆND OG SLUK FOR ISCENESATTE KONFLIKTER ISCENESAT AF RUSLAND.

Tænd og sluk for konflikter styret og iscenesat af det russiske diktatur. Tænd og sluk strategien er med dens indbyggede uforudsigelighed hvornår tændes konflikten hvornår slukkes konflikten og den fremstår som frossen uløst, denne uforudsigelighed er med til at terrorisere og gøre Ruslands modparter usikre og famlende overfor modtræk mod den russiske militære strategi.

Regimet i Kreml betjener sig af de frosne konflikters taktik til at rykke russisk imperial indflydelse frem i hele Europa.

Konflikterne antændes af Rusland, når regimet vurderer, at tidspunktet er optimalt for endnu et ryk på skakbrættet til fordel for Rusland og kun for Rusland. Alle militære midler tages i brug og terroren er en del af momentet til at tvinge modparten til forhandlingsbordet. Så slukkes konflikten igen den slukkes ligeså, hvis Rusland i forløbet indser, at nu er konjunkturerne ugunstige for ny militær afpresning.

Ukraine krigen kan blive endnu er frossen konflikt. Rusland bombarderer Ukraine sønder og sammen. Så bliver Rusland vennesæl stopper aggressionerne men kræver indlemmelse af 20-30% af ukrainernes eget territorium. Den russisk lyst til våbenhvile skal ikke ses som en reel fredsføler. Den er led i den langsigtede ødelæggelsesstrategi tænd og sluk for krigene efter Den Røde Terrorhærs behov.

I pauserne bruges tiden på at påvirke og destabilisere demokratierne i Vesten ved at støtte ekstremistiske bevægelser og partier, som kan skabe politisk uro og ballade og bedste fald gøre landene modne for russisk afpresning og trusler om nye angreb af forskellige slags cyberkrig, konventionel krig, terrormord på personligheder, som modarbejder russernes imperiale planer.

Lad os tage et eksempel på den russiske afpresningspolitik. Case Sverige. Først støttes højreekstremistiske partier som Sveriges Demokraterne. Så rejser Sverigesdemokraterne et mistillidsvotum mod Regeringen. Hvis Regeringen går af, så er Sverige uden Regering de næste mange måneder, og forhandlingerne om optagelse af Sverige og Finland i NATO saboteret effektivt af den russiske efterretningstjeneste. Dernæst støtter russerne så de kriminelle bander i de utilpassede områder af Sveriges storbyer med sorte penge og med løfter om at de unge kan inddrages som lejesoldater i russiske operationer i Ukraine, Syrien, Afghanistan med videre. Da de unge samtidig er spillet ud mod Sveriges Demokraterne som russerne også finansierer, så har de opnåede lige det de ville destabilisere det svenske demokrati og undergrave retsstaten for at fremme det rette kaos, som på et senere tidspunkt gør Sverige modent for et russisk invasionsforsøg eller et forsøg på at skræmme Sverige til at afstå fra NATO medlemskab og EU medlemskab og eventuelt falde Finland i ryggen ved, at Rusland tilbyder Sverige territorielle indrømmelser. Det kunne være et løfte om at støtte en svensk overtagelse af Ålandsøerne med det lille diskrete men, nul støtte til Finland og vi skal lige til gengæld indlemme Gotland, så øen bliver en del af Rusland.

En fantasi - nej desværre virkeligheden overgår fantasien og den russiske strategi går ud på at flytte magtforholdet i Europa, så Rusland om føje år bestemmer hvad der skal ske på kontinentet medens den kinesiske silkevej baner vejen for de nye varestrømme og handelsruter for Europa. For Rusland handler det om overhovedet at komme til at spille en rolle i fremtidens Europa for Rusland er kompromitteret af et forhold. Det er Kina som nu er på vej til at blive USA´s lige partner som en supermagt på hele Jordkloden. Hvis Rusland på nogen måder skal ende som andet end et isoleret voldsregime a la Nord Korea, så må og skal vi bane vejen for at Vladimir Putins regime fjernes og erstattes af som minimum en mere fredsommelig diktator øst på og som det egentlige mål, at Rusland med tiden bliver et demokrati som os andre.

Tænd og sluk strategien for Rusland betyder, at alle Ruslands naboer kan imødese konflikter og krige startet op af Den Røde Terrorhær, når det passer med diktaturets strategiske interesser.

På kort sigt vi skal finde en effektiv mod forholdsregel, som gør den russiske tænd og sluk strategi for krige til et middel, der skader russerne og ikke gavner dem. Det er hovedmålet.

I mangel på bedre initiativer indtil videre nye gode forslag til at inddæmme og modvirke den russiske tænd og sluk strategi for frosne konflikter iscenesat af Rusland modtages gerne her.

Følgende mål.

At sørge for at den russiske krigsmaskine og det russiske militærindustrielle kompleks ødelægges så meget som muligt læs Den Røde Terrorhær tilføjes så store materielle og menneskelige tab som muligt.

At løbende forøge sanktionstrykket mod Rusland, indtil landet er udstyret med så mange økonomiske blylodder at den russiske skude går til bunds punktum.

Aktuelt Vi skal ikke have sanktioner mod et par få udvalgte russere. Sanktionerne skal dække alle medlemmer af Partiet Forenede Rusland, som er en del af Vladimir Putins terror apparat. Der skal mindst 100.000 russiske statsborgere på sanktionslisten gerne endnu flere.

Der skal indføres en total handelsblokade snarest successivt, så et hvert produkt der bare tilnærmelsesvist kan understøtte det russiske militærindustrielle kompleks et sådant produkt må ikke handles med Rusland heller ikke via tredjepart med Rusland som modtager.

Alle russiske banker skal smides ud af SWIFT samarbejdet.

NATO bør allerede nu overtage beskyttelsen af Moldova for at beskytte landet mod at blive inddraget i konflikten og ende som et russisk protektorat, der skal bruges til at blokere Donau floden.

Vi skal under ingen omstændigheder bifalde militære løsninger i Ukraine som på nogen måde kan udlægges som en russisk militær sejr, for så er benzinen hældt på bålet til det næste russiske overfald på Ukraine. De regner ikke Ukraine for en selvstændig nation men for en oprørs provins der nu med stalinistisk vold og terror skal tvinges ind i det russiske imperium igen. Afskrækkelses momentet er følgende. Kan Ukraine terroriseres til en fred, der amputerer landet, så vil andre nationer i det russiske imperiums nærhed afstå fra demokratiske eksperimenter.

Det er det vi er oppe imod, indtil den dag, hvor Vladimir Putin og hans stalinistiske diktatur er fortid. Når der træder en ny russisk leder ind på scenen, så kan skårene klinkes, og der kan startes op på en ny mere forhandlingsorienteret linje overfor Rusland.

Med klimaproblemer, russisk økonomi af lave og A kraftværker i Rusland i en tilstand af absolut nedslidte og ikke sikre A kraftværker er det helt indlysende, at Rusland selv for sin egen nations overlevelse må slå ind på en helt anden vej end den nuværende krigsgale og destruktive kurs, som ødelægger det russiske folks fremtid årtier frem.

VH
KFK

Kim Folke Knudsen, 06. juni, 2022 - 23:28

- Årh mon dog, "tænd og sluk" krigen i Ukraine lader til at lære dem noget om de vestlige våbens teknologiske overlegenhed i kamp, og ikke nok med det også dets brug taktisk og strategisk, - foreløbig er det blevet en meget dyr krig med meget store omkostninger af såvel mandskab og materiel.

Den taktiske og strategiske udnyttelse af de vestlige våbens overlegenhed, samt den langt bedre sammenkobling af logistikken på slagmarken, har vist hvilken udvikling vesten har gennemgået fra 2. VK i modsætning til den russiske hær og dens ledelse.

De nye og seneste våben fra vesten, vil snart vise deres effektivitet på slagmarken, og trænge de russiske styrker tilbage fra det nylige opnåede fremgange.

Det langtrækkende artilleri(155 mm.) med præcisionsgranater,(de GPS styrede Excalibur) samt de håndbårne javelin m.fl., samt ikke mindst de helt nye Switch-blade, vil vise sig yderst værdifulde i kampen mod russerne i sydøst.

Tina Petersen

"Det langtrækkende artilleri (155 mm.) med præcisionsgranater, (de GPS styrede Excalibur) samt de håndbårne javelin m.fl., samt ikke mindst de helt nye Switch-blade, vil vise sig yderst værdifulde i kampen mod russerne i sydøst."

Imponerende isenkram, der nok er endnu mere værd for de mange købere, fortrinsvis fra Europa og Mellemøsten.

Hvor mange mon af de "håndbårne javelin" eller de GPS-styrede Excalibur præcisionsgranater skal der til - fra en sikker afstand - at ramme Øresundsbroen, eller begrave Nørreport Stationen, eller gennebryde en pansret dansk ministerbil?

https://duckduckgo.com/?q=ukrainian+weapons+darknet&t=ffsb&ia=web
https://duckduckgo.com/?q=ukrainian+weapons+darknet+Interpol&t=ffsb&ia=web

Anders Graae, Hans Aagaard og Jan August anbefalede denne kommentar

Tina Petersen, 07. juni, 2022 - 04:13

Som tommelfingerregel - kun en javeiln eller Excalibur

Søren Fosberg

I overvejelserne vedr. sanktioner i stedet for militær intervention mangler jeg at Rusland har avåben, en joker der udelukker at Vesten kommer Ukraine til undsætning med militære styrker. Sanktioner og (konventionel) våbenhjælp er eneste mulige reaktioner overfor Rusland medmindre man vil være villig til at risikere det globale atomare ragnarok.

Og selv om man afstår for den direkte militære intervention er der stadig en risiko for at Putins styre vil ty til avåben hvis russerne er ved at blive smidt ud af Ukraine. Hvordan vil vi svare på det?