Der er én mand, som er svær at komme uden om i årets Tour de France, der tager sin Grand Départ i København. Han har stået øverst på podiet i Paris de seneste to somre. Og spørger man Bastian Emil Goldschmidt, cykelekspert på Eurosport og forfatter til bogen Fremad, vil han formentlig også gøre det, når rytterne den 24. juli kører ind på Champs Elysée.
Tadej Pogacar er navnet. Den trinde 23-årige slovener med de karakteristiske hårtotter stikkende ud af hjelmen har allerede vist skræmmende styrke i forårets løb, og hans hold, UAE Team Emirates, er stærkere end nogensinde før.
2010’ernes Tour de France var præget af en massiv britisk dominans med Chris Froome i front for Team Skys, i dag Ineos Grenardiers, til tider næsten uhyggelige maskineri. Seks britiske sejre blev det til fra 2012 til 2018, og jeg skal da gerne for egen regning medgive, at triumviratet Bradley Wiggins, Chris Froome, og Geraint Thomas tog næsten al luften ud af min kærlighed til cykelsporten.
Men de tider er ovre. Og Tadej Pogacars sejr i forårets prestigefyldte Strade Bianche, et løb, der fører rytterne rundt i Toscana, med start og slutpunkt i Sienna, står som en bedrift, der viste noget af det magiske, som cykelsporten kan give os. Her angreb Pogacar med godt halvtreds kilometer til mål, forlod feltet og så sig ikke tilbage. Ene mand forcerede han løbets grusveje og tog sejren.
Da Pogacar i 2020 overtog tronen i touren, var han i besiddelse af den hvide ungdomstrøje, den prikkede bjergtrøje og den gule førertrøje. Som Bastian Emil Goldschmidt siger det, »bebudede Pogacar den tid, vi nu er trådt ind i«: en tid med mere åbne løb og favoritryttere, der deltager over hele kalenderåret. Pogacar »genopliver tidligere tider i cykelsporten, hvor klassementsrytterne udfordrede hinanden i alle slags terræn, og over hele sæsonen. Det er en kæmpe gave, at det har ændret sig, og det lægger til den mytologi, som kan blive skabt om ham«, forklarer Goldschmidt.
Som Eurosports ekspert Jesper Worre sagde i forbindelse med Pogačars sejr i Tirenno-Adriatico tidligere i år, så er han »enestående«, med tryk på samtlige stavelser. Og som Worre også pointerede, så er sammenligningerne med legendariske Eddy Merckx, der fra 1969-1974 tog fem toursejre, ikke overdrevne.
De to outsidere
Pogacar er altså den store favorit, men på det hollandske Jumbo-Visma-hold har man to trumfkort på hånden. Her skal hans landsmand Primoz Roglic og det store danske klassementshåb, Jonas Vingegaard, sammen dele kaptajnsrollen på et hold, der må regnes for at være årets stærkeste. Det var Roglic, som Pogacar i 2020 flåede den gule trøje fra på løbets næstsidste dag, da han på enkeltstarten til La Planche des Belles Filles cyklede godt to minutter hurtigere end sin rival og vendte op og ned på alt.
Primoz Roglic’ sæson har langtfra været perfekt, efter at han pådrog sig en knæskade i Itzulia Basque Country i april. Men da han og Vingegaard i forrige uge testede formen af i Critérium du Dauphiné, var den upåklagelig. På løbets næstsidste dag satte Jumbo-Vismas to kaptajner skabet på plads og viste, hvordan formlen for at udfordre Pogacar kan se ud. På den afsluttende stigning angreb først Vingegaard og rystede førergruppen, før Roglic kørte kontra og fik skabt et forspring. En et-to-kombination, som man nemt kan forestille sig de to vil anvende igen.
På sidstedagen kørte de igen alene fra alt og alle og konsoliderede den samlede sejr efter et fornemt stykke forarbejde fra hjælperytteren Steven Kruijswijk. Samme formel: Vingegaard i angreb og Roglic på hjul, mens resten af feltet blev gjort til statister. Da de kørte over målstregen, var det med hinanden i hænderne, og Vingegaard med forhjulet et par centimeter foran Roglic’.
Spørger man Goldschmidt, så mener han dog, at de to kommer til at køre med respekt for Pogacar. Ikke mindst fordi en rytter som Vingegaard, der sidste år blev nummer to i løbet, i sit første forsøg, vil være tilfreds med endnu en gang at stå på podiet i Paris, også selv om det ikke er på det øverste trin. I årets Tirreno Adriatico fik Vingegaard da også en forsmag på Pogacars styrke. Vingegaard sluttede igen som løbets nummer to, men »Pogacar var så demonstrativt stærk, at det var intimiderende,« som Goldschmidt udtrykker det. Og så er det måske ikke nok at være to mod én.
Alligevel kommer Jumbo-Visma til starten som det nok stærkeste hold. Det er ikke kun den gule trøje, de kører efter, men også den grønne, hvor den belgiske stjerne Wout van Aert, der har haft en forrygende sæson, er en stærk kandidat. Forleden missede van Aert en etapesejr, fordi han jublede for tidligt, men han har, ligesom holdkammeraterne, været knusende stærk i årets Critérium du Dauphiné. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at van Aert nupper et par sejre i løbets første uge. Og så kan Jumbo-Vismas dobbeltangreb på den gule og den grønne trøje have selvforstærkende effekter.
Holdene, der er værd at følge
Det er også værd at holde et vågent øje med Ineos Grenardiers, der altså tidligere hed Team Sky, i årets løb. Mens de i 10’erne var kendt for at sætte sig tungt på snart sagt hver eneste tour, er der andre udsigter i år. Adam Yates og Daniel Martínez kan potentielt blande sig i kampen om den samlede sejr, men chancerne er ikke de største.
»Fra at have været et kontrollerende og dominerende hold, bliver det måske et af de mest sprudlende, der potentielt kan gå fra løbet med tre-fire etapesejre, selv om de så ikke kører for den samlede sejr. Holdet har stadig så meget kvalitet, og vi har de sidste år set dem køre med en helt anden og anderledes aggressiv strategi,« forklarer Goldschmidt.
I årets Giro d’Italia prøvede de at køre Richard Carapaz i den lyserøde førertrøje, men mislykkedes til sidst. Touren kan være en genoprejsning for mandskabet, der potentielt kommer til start med det nye britiske håb Ethan Hayter, som også har vist sig frem i Critérium du Dauphiné, og både kan gøre sig på enkeltstart og i bjergene. En rytter, man ifølge Goldschmidt gør klogt i at følge.
Hayter er bare én af de unge i en cykelverden, der i disse år ser en opblomstring af yngre ryttere, som er klar til at tage kampen op i årets tour.
På Quickstep-holdet er der, her to uger før løbet, stadig tvivl om, hvorvidt verdensmesteren Julian Alaphilippe stiller til start efter en skade. Men når det kommer til spurtkapaciteter og ryttere, der kan tage etapesejre, står det traditionsrige belgiske hold alligevel stærkt. Det på trods af, at spurtlegenden Mark Cavendish, der har genfundet sin storhed, formentlig ikke stiller til start i årets tour. I stedet er det hollandske Fabio Jakobsen, der ser ud til at være belgiernes es, mens danske Kasper Asgreen, der sidste år tog sejren i Flandern Rundt, også er et stærkt kort.
De mindeværdige etaper
Da Asgreen tog sejren i Flandern Rundt, var det på løbets legendariske brosten. Brosten kommer også til at spille en central rolle i årets tour, hvor et stykke af Paris-Roubaix’ sædvanlige rute indgår i touren. Det er på femte etape, fra Lille til Arenberg, at rytterne skal ind på Paris-Roubaix’ brosten.
Det er ikke første gang, at Tour de France låner af naboløbets historie, og tidligere er der sket store forviklinger, når favoritterne har bevæget sig ind på de skæve sten, som ellers historisk er forårsklassikerne forundt. Allerede her på femtedagen kan der skabes forspring i det samlede klassement. »Man vinder ikke løbet her, men man kan tabe det,« som Bastian Emil Goldschmidt siger det.
Bliver det regn over Arenberg, så er det slet ikke til at sige, hvad der kan ske.
Senere i løbet titter flere af de klassiske etaper frem. Afslutningen på Alpe d’Huez’ top på tolvte etape kan kun blive magisk. Ligesom attende etape til Hautacam, der ligeledes ender på en bjergtop, vel at mærke det sidste bjerg i årets Tour.
Og så er der lige de tre første etaper. Dem, der sparker årets løb i gang, og som tager tourfeltet rundt i det meste af Danmark. Sidste år kom EM i fodbold i vejen, men i år sker det. Det er svært ikke at blive lettere begejstret ved tanken, hvis man et kort sekund lægger den prosaiske forargelse over afspærrede veje til side.
Den 1. juli sender løbsdirektøren, Christian Prudhomme, rytterne afsted på enkeltstart, én og én ud i de københavnske gader. Det bliver for eksempel lidt af et syn at se Van der Poel, van Aert og resten af feltet smadre over Dronning Louises Bro, og ned ad Nørrebrogade, hvor tusindvis af cyklister til hverdag vælter rundt.
Dagen efter krydser feltet Storebæltsbroen, hvilket heldigvis også sker af sportslige grunde. For ligesom brostenene i Arenberg kan skabe forskydninger, så kan vi også her på andendagen få de første forskelle mellem klassementsrytterne at se. Årsagen er den kraftige vind, som højst sandsynligt vil møde feltet. På den 17 kilometer lange strækning over bæltet, men også når rytterne inden da bevæger sig ned ad Sjællands vestkyst.
Det bliver en hæsblæsende start på, hvad der tegner til at blive et yderst interessant Tour de France. Ét, hvor stjerneskuddet Pogacar kan tage sin tredje sejr i træk, og hvor hans største udfordring er to klejne mænd fra Trbovlje og Glyngøre.
