En bruger på fansiden madridista.dk var klar i spyttet, efter at Real Madrid sidste lørdag, 28. maj, havde vundet Champions League-trofæet for fjortende gang med en 1-0-sejr over Liverpool:
»Tillykke! Fuck Mbappé! Hala Madrid!« skrev han.
Underforstået: Real Madrid kunne sagtens klare sig uden den største stjerne af dem alle i disse år, Kylian Mbappé.
I lang tid troede ledelsen i Real Madrid ellers, at den var hjemme: Den 23-årige, hurtigløbende, monstermålscorende franskmand skulle til Madrid. Det skulle han også sidste sommer. Det glippede. Men nu skulle det være. Alt var parat. Mbappé var blevet spottet flere gange på restaurant i Madrid og i omegnen af Valdebebas, hvor Real holder til.
Okay, Mbappé havde også været en uge i Qatar. Hvilket ikke var så godt, eftersom Qatar Sports Investments ejer Paris Saint-Germain. Men mon ikke bare det var, fordi han skulle meddele dem, at han ville skrive under med ’Los Blancos’?
Men nej. Lørdag den 21. maj, en uge før Champions League-finalen, meddelte en storsmilende Mbappé flankeret af klubpræsidenten Nasser Al-Khelaifi, at han alligevel ville blive i Paris Saint-Germain.