»Rosévin er som et afbrudt samleje,« har Søren Frank, madanmelder på Berlingske og forfatter til utallige vinbøger, engang sagt i en anklage mod vinens manglende kvaliteter. Til det har forfatter og madskribent Signe Wulff skrevet i Weekendavisen, at »måske er hans smagsløg så nedbrudte af tung, tanninrig mandevin, at han ikke længere er i stand til at opfatte de fine, spinkle, elegante nuancer, der er i en god rosé eller let og frisk vin?«
Så er banen ligesom kridtet op for kontroversen om rosé. Få ting i madbranchen kan nemlig vække samme debat som den lyserøde vin. Så hvad er det med rosé? Er det en drik for amatører eller for de finere smagsløg?
Selv er jeg ikke i tvivl: Siden jeg smagte Niederosterreicher Terrassen Rosé fra Østrig, dengang jeg slog mine folder som vinsælger, har jeg været fan af roséen. Og mens jeg skriver dette, er jeg netop ankommet til Provence, det eneste vinområde i verden, hvor der produceres mere rosé end rød- og hvidvin.
Jeg er ikke bleg for at eksperimentere og blande ting sammen, når det kommer til mad og vin. Det hænder fx jeg drikker kaffethe - lige dele det ene og det andet (havremælken binder det sammen). Har også så småt udforsket kaffethecacao, som godt kan blive lidt kompleks i smagen, men det er jo alt sammen plantedrikke og derfor ikke helt ude i skoven. Holdningen er, at man skal aldrig være bange for at prøve noget nyt og så længe du arbejder indenfor nogenlunde samme PH, når vi taler drikke, kan rigtig meget lade sig gøre. Er du fx løbet tør for cider, så prøv evt. øl og tonic. Den sidder lige i skabet på varm sommerdag.
Bortset fra det så er problemet med rosé, i hvert fald for én der godt kan lide tør rødvin og hader sur vin, at du næsten ikke kan undgå at ødelægge de herlige fløjlsagtige taniner, ved at blande op med andet end en god tør portvin og endeligg ikke for meget. Det kan hurtig tippe til den forkerte side. Nå, men det har så ikke ret meget med rosé at gøre. Og for at gøre det kort, så er grundreglen, alle eksperimenter til trods, til stadighed skæg og snot for sig.
Hvad siger du, har jeg helt misset pointen ved rosé - at det slet ikke drejer sig om smagen, men alene udseendet, den lyserøde farve, den sexuelt feministiske referace til girl- og/eller womanpower, letsindigheden, den sommerlige kakofoni, osv.?
OK, der må jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg kan nemlig sagtens se signalværdien et glas funklende tøsevand og hvis jeg var en kvinde, især en smuk en af slagsen, er jeg helt sikker på jeg ville drikke masser af rosé, ligesom jeg også ville gå i høje hæle og tilbringe så meget tid som muligt på frokostcaféerne. Men nu er jeg altså en ikke specielt rig mand, der bruger str. 47 i sko og som holder af taninerne i en Rioja, friskheden i en riesling og sødmen i en sauterne. Kort sagt, for mig er rosé en rosé som er en rosé. Og ikke så meget andet. Sorry laydies!
(Måske skulle man prøve at blande Rioja, riesling og sauterne. Der er i hvert fald kun én måde at finde ud af hvordan det smager, ikke sandt?)
Jeg vidste ikke at Roger Vadim lavede film med engelske titler. Der kan man bare se.