Klumme
Læsetid: 3 min.

Staten må forsvinde sammen med kapitalismen. Men hvad skal der så komme i stedet?

Staten er en del af kapitalismen og må gå under sammen med den. Men hvilke politiske institutioner skal vi så opbygge for at varetage de fælles anliggender i det postkapitalistiske samfund?
Staten er en del af kapitalismen og må gå under sammen med den. Men hvilke politiske institutioner skal vi så opbygge for at varetage de fælles anliggender i det postkapitalistiske samfund?

Silke Hoelgaard

Moderne Tider
11. juni 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Efter at have diskuteret kapitalisme, utopier og revolution mødtes Informations antikapitalistiske studiekreds i sidste uge for at få styr på et af venstrefløjens notorisk betændte spørgsmål: Hvad med staten? Skal der være en stat efter kapitalismen? Hvis ja, hvordan adskiller den sig så fra staten i det kapitalistiske samfund? Og hvis nej: Hvilke politiske institutioner skal vi så opbygge?

Mange tror, at socialisme betyder, at staten så at sige sluger hele samfundet og erstatter markedet med statslig planlægning. Denne association skyldes først og fremmest de autoritære stater, der i det 20. århundrede identificerede sig med ’socialisme’, men den har også et vist grundlag i visse klassiske socialistiske skrifter såsom Det kommunistiske manifest fra 1848, hvor Marx og Engels opfordrer arbejderklassen til at erobre statsmagten og gennem total nationalisering af jord og banker bruge den til at fratage kapitalisterne deres kontrol over samfundets fælles livsbetingelser.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Gunner Boye Olesen

Det kræver nok en lidt længere artikel end ovenstående at beskrive mulige alternativer til staten, ikke mindst fordi erfaringerne fra erfaringerne med rådskommunisme er så dårlige at det er svært at se om det er et reelt alternativ, om en struktur reelt kan forhindre at det udvikler sig til et diktatur. Måske kunne studiekredsen se på potentialerne i de eksisterende basisdemokratiske strukturer i Danmark, som eksisterer i Danmark i bofællesskaber, landsbyråd, medarbejderdrevne virksomheder m.m.?

Andreas Lykke Jensen, Kurt Nielsen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Allerede i Manifestet skrev Marx & Engels, efter en opremsning af forskellige foranstaltninger for at "fravriste bourgeoisiet al kapital" og "centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d. v. s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse", at:

Er klasseforkellene under denne udvikling forsvundet og al produktion samlet i hænderne på samfundets medlemmer selv, så mister den offentlige magt sin politiske karakter. Politisk magt i egentlig betydning er een klasses organiserede magt til at undertrykke en anden med. Når proletariatet i kampen mod bourgeoisiet nødvendigvis samles til klasse, ved en revolution gør sig til herskende klasse og som herskende klasse ophæver de gamle produktionsforhold med magt, så ophæver det med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsætningen, for klasser overhovedet og dermed sit eget herredømme som klasse. (Marx- Engels, Werke, bd. 4, s. 481-482).

Dette foregriber formuleringen i Anti-Dühring fra rundt regnet 3 årtier efter Manifestet, hvor det også understreges, at staten ("den offentlige magt" eller "politisk magt i egentlig betydning", som den kaldes i Manifestet) dør bort med proletariatets overtagelse af den politiske magt og forvandling af produktionsmidlerne til (i første omgang) statsejendom, hvis konsekvens er klassemodsætningernes forsvinden. (Marx -Engels Werke, bd. 20, s. 261-262).

Hvis man af artiklen får det indtryk, at arbejderklassen ifølge Manifestet "bare" skal erobre statsmagten (som den er) og produktionsmidlerne, og ifølge Marx' skrift om Pariserkommunen (Der Bürgerkrieg in Frankreich, Marx-Engels Werke, bd. 17) tværtimod skal smide staten på porten, er det en falsk modsætning. Deres opfattelse af overgangen fra kapitalisme til socialisme og videre til det klasseløse kommunistiske samfund har givetvis udviklet sig, men det har allerede i 1848 været deres tanke, at staten med ophævelsen af klassemodsætningerne forvandles fra (klasse)stat til et organ for den kollektive forvaltning af produktion og samfund.

Hvordan dette organ - "en sammenslutning, hvor hver enkelts frie udvikling er betingelsen for alles fri udvikling", som det formuleres i Manifestet - skal og kan organiseres , så det kan leve op til dette formål, er så stadig det ubesvarede spørgsmål.

Inge Lehmann, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Meget interessant fordi selve revolutionen og fratagelsen af privilegier fra nogle nok ikke er den bedste grobund for "en sammenslutning, hvor hver enkelts frie udvikling er betingelsen for alles fri udvikling". Man har på forhånd accepteret, at alle ikke er med i "alles fri udvikling", da en del af fællesskabet vil være underlagt andres definition af "fri udvikling" (implicit undertrykkelse). Der gemmer sig et paradoks i det, og modellen falder med accepten af dette paradoks.

Men ellers fantastisk at der bliver tænkt de tanker. Jeg mindes med gru Brexit, hvor man kun havde gjort sig klart, hvad man i hvert fald ikke ville, og ikke, hvad man alternativt så skulle gøre.

Denise Ellefsen, Rolf Andersen og Henrik Mølgaard anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

tilstår jeg er patriotisk nationalist. og ikke på nogen måde flov over at søge min identitet i at være dansker

er du svensker så holder du med sverige i foldbort og ishocky og er du dansk ja så holder du med danmark.

længe leve nationalstaten, den giver os identitet en sikker havn, en kulturel definition på hvem vi er, ja den seneste forskning fortæller at vi i danmark var nationalt beviste langt tid før nationalstaten, at vores sprog og kultur bandt os sammen i en nasional identitet før nasionalstaten blev opfundet i det 1800 århundrede, ja alene udtrykket "man taler dansk til sin hund", fortæller om at der afgjort var en markant nasional ideitet hvor behovet for at føle sig fin hos de fine på daværende tidspunkt bestod i at man ja snakkede fransk, lidt som man taler caperate engelsk idag for at føle sig vigtig og international på de bonede gulve.

jeg er naturligvis en pæn del uenig med den gode søren mau også i dette spørgsmål. og finder intet racistisk eller højrerabiat i at være ja patriotisk dansker, med hang til at juble når landsholdet scorre, og være ret træls og høre på når kampen gik som den gjorde i fredags. det er så moderne på venstrefløjen og nedgøre nationalismen at forsimple den til at man er simpel fordi man faktisk føler en nasional idenditet. et tilhørsforhold til at være dansker svensker tysker fransk"mand" nord"mand" ( eller person du vælger selv....) .

Ja faktisk forklare det hvor langt væk fra virkerligheden at en søren mau og denne del af venstrefløjen befinder sig på med denne form for højpannet onani omkring, maxismen, lad os tørt konstatere følgende, danmark er landet hvor få har for formeget og færre har forlidt. og hvor der er passende kort mellem måltiderne til at revolutionen nogensinde bliver aktuel og debattere. og at vi faktisk ser en ret bred her snakker jeg om omkring. 95-99% tilslutning til at danmark er en suveren nationalstat. der bestemmer over sig selv. jeg er ikke ærligt helt vind med kongehuset men der er kampe jeg nok hellere ville kæmpe end kampen mod kongehuset, og deres lille rest af magt i samfundet, der er mest af symbolsk karakter. konge huset er for mig og se på "tåltophold". mens jeg hellere vil kæmpe kampen for at få et demokrati der ligner det vi ser i Schweiz som der vil passe som fod i hose til vores danske mentalitet. ja være en direkte forbedring af vores danske demokrati. som der halter lidt med politisk tonstyrping. men det er ikke revususioner men reformer. hvor de lokale råd. som man snakker om i maxismen afgjort er nyttige ja maxismen har ikke patent på denne logik :-) . og den kan fungere FINT i samarbejde med nationalstaten hvis vi indretter den rigtigt . lad os vælge bløde danske konsensus løsninger i reformer, frem for at være bastant revulusionær. med hang til at synge brødre lad våbende lyne,

vi er formet af at vi som land tabte krigen i 1864, ja intet andet land har gjort et militært nederlag til sin definerede, karakter der lærte os ydmyghed og gjorde os ja måske lidt smålige. med janteloven mm. men samtidigt også gør at danmark idag er et af verdens bedste steder og leve overhoved. jeg ved godt at venstrefløjen elsker og udstille danmark som et racistisk land, ja når man høre på den så virker det nærmest som om at vi er værre en de værste kluk kluks klan sydstatsfolk, med slaveridrømme. mens det som der faktisk er problemet er at det multikulturelle samfund kom lidt for hurtigt og uden man lyttede til befolknings bekymringer. fra toppen af samfundet, der ja som forklaret, har en meget idealistisk måde og se på verden på ( med henvising til overklassen i 1700 tallet der hest talte fransk og ynder og drage parallelen til idag.......)

https://videnskab.dk/kultur-samfund/1864-gav-danskerne-mindrevaerdskompleks

ja man elsker direkte og nedgøre det folkelige selv om det er precist det der giver vores danske kultur sin karakter. og den er faktisk ikke specielt racistisk den karakter for så længe man tilpasser sig vores normer, er man faktisk i store hele særdeles velkommen i danmark. selv om man kommer fra en anden kultur. det er en afgørende forskel. på racismen vi ser i eksembelvis sydstaterne, og i usa som hele. ja definerende i sin forskel. jeg er overbevist om at nasionalstaten kan reformeres og at revulusioner er ja utopiske drømme på den yderste del af venstrefløjen, som nævnt med afstanden mellem måltiderne i lille danevang.

længe leve nasionalstaten Danmark hurra hurra hurra

Steen K Petersen

Staten og erhverslivet er som 2 alen ud af samme stykke.

Desværre, da bare for 25 års siden stod staten som den garant og skærmede for uanstændige forhold til borgerne. Nu sejler det på mange områder, se bare alle de nedskæringer, (reformer) og spareøvelser, der rammer den brede befolkning.

Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

Tingsliggørelse og profitmaximerings-logik er kommet til at beherske adfærd og tænkning i stat samfund, privatliv og kulturliv. Det spåede venstreorienterede i 1960 ´erne og 1970 ´erne. Værdiforarmelse blev resultatet. Venstrefløjens primære mål forekommer indlysende: Kæmp for faktiske værdier, forsøg at bestemme dem og forsøg at gøre dem til uomgængelige mål. Mon ikke kampen er begyndt: Genbrug, natur "oprejsning", forbrugs-minimalisering, bytteøkonomi, fællesskabs etableringer og omlægning af produktion, mmm.

Inge Lehmann, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Carsten Troelsgaard anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

fin egenfeldt, jeg ser egentlig ikke en modsætning til det kapitalistiske system her; det er forbrugeren, der har magten også ift. fokus på eksempelvis genbrug/ bytteøkonomi. Det er også kun forbrugeren, i sidste ende, der kan tage ansvar for forbrugsminimalisering, og hvilke fællesskaber de ønsker at se sig selv i.

Os forbrugere må se os selv i spejlet, og vi alle kan nok kun sige, uden at lyve, at vi har elsket at forbruge, og at det har været en stærk driver i vores kultur. Og stadig er. Den kultur er ved at ændre sig. Og markedsmekanismerne vil selvfølgelig tilpasse sig dette.

Alt dette behøver man ikke at søge hos Marx et al efter.

Guy Standing at university of Sussex:

https://youtu.be/lKiroBOm7rA

Spørgsmålene og svarene er mindst lige så interessante som foredraget.

Ib Gram-Jensen

Vedrørende Frederik Schwane, 13. juni, 2022 - 07:19,

Marx' og Engels' skelnen mellem et socialistisk overgangssamfund med en dertil hørende stat og det klasse- og statsløse kommunistiske samfund, der udvikler sig af det socialistiske beror netop på erkendelsen af, at der, trods dets demokratiske indretning, i det socialististiske samfund stadig er tale om klassemodsætninger og dermed flertallets (arbejderklassens) undertrykkelse af mindretallets (borgerskabets) klasseinteresse i kapitalismens opretholdelse/genindførelse. Efterhånden som den sidste generation af kapitalister enten uddør eller accepterer den nye orden, er der ikke længere nogen klassemodsætning, og dermed heller ikke nogen stat, for så vidt som staten er defineret som et redskab til opretholdelse af en udbyttende klasses magt.

Den kollektive forvaltning af produktion og samfundet i det hele taget udelukker ikke, at mindretal nedstemmes af flertallet, når der træffes demokratiske beslutninger, men der er ingen strukturel modsætning mellem en udbyttet og en udbyttende klasse, med en statsmagt, der opretholder klasseforholdet og dermed den udbyttende klasses interesse i udbytningens fortsættelse. Marx' og Engels' opfattelse er, at dette indebærer samfundsmedlemmernes maksimalt opnåelige magt over egen og samfundets udvikling.

Så vidt visionen. Den historiske udvikling i det 20. århundrede har dels vist, at en ikke-demokratisk udøvelse af statsmagten i postkapitalistiske samfund reelt betyder etableringen af nye klasseskel mellem udbyttere og udbyttende beroende på monopoliseringen af statsmagten, dels at udviklingen af en effektiv planøkonomi er mere problematisk, end Marx og Engels synes at have forestillet sig. Derfor er disse spørgsmål: et reelt postkapitalistisk demokrati og en reelt kollektiv OG effektiv (og bæredygtig!) styring af produktion og fordeling, helt centrale for en meningsfuld diskussion om, hvorvidt og hvordan man kan komme ud over kapitalismen og déns modsætninger og konsekvenser.