Analyse
Læsetid: 8 min.

EU vil skrue ned for gasforbruget, men mangler stadig en langsigtet strategi for at blive fri for russisk energi

Med en hurtigt blåstemplet plan for et reduceret gasforbrug har EU vist, at man stadig formår at stå sammen over for Ruslands pres – og at det er lettere at få vedtaget solidariske planer, når det er unionens største økonomi, der er i fare. Når det gælder en langsigtet strategi for, hvordan man klarer sig uden russisk energi, er arbejdet dog først lige begyndt
Skulle alle EU-lande betale for, at nogle medlemslande ikke havde ført en ansvarlig økonomisk politik, var spørgsmålet under finanskrisen. Nu er spørgsmålet, om alle skal betale for, at nogle medlemslande har gjort sig for afhængige af russisk gas.

Skulle alle EU-lande betale for, at nogle medlemslande ikke havde ført en ansvarlig økonomisk politik, var spørgsmålet under finanskrisen. Nu er spørgsmålet, om alle skal betale for, at nogle medlemslande har gjort sig for afhængige af russisk gas.

Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
30. juli 2022

Krigen i Ukraine har tydeliggjort, hvor afhængig EU er af russisk energi, og hvordan den afhængighed har gjort det umuligt for unionen bare at kappe forbindelsen til Rusland. Særligt har det vist sig svært for EU at sanktionere import af russisk energi, som dækker cirka 20 procent af unionens samlede energiforbrug. Det er lykkedes at sanktionere kul (med effekt fra august 2022) og – med en længere udfasning og nogle undtagelser – olie, men et egentligt importforbud på russisk gas er ikke kommet på bordet: Det er gassen alt for vigtig til, for omkring 40 procent af EU’s importerede gas kommer fra Rusland.

Vigtigheden af russisk gas for europæisk økonomi blev understreget af Kommissionens såkaldte REPowerEU-plan fremlagt i maj 2022, der kortlægger, hvordan EU kan opnå forsyningssikkerhed på energiområdet. Selv med al den kreativitet, Kommissionen kunne fremtrylle, vil EU ifølge planen stadig have brug for cirka en tredjedel af den normale russiske gasimport.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steen Ole Rasmussen

EU mangler ikke en strategi for, hvordan unionen bliver fri for russisk energi.

EU mangler en strategi for, hvordan livet skal fortsætte uden.

Det er nemlig ikke EUs sanktioner mod rusland, der gør en stor forskel.

Det er Putin, der lukker for eksport til EU.

De her små forskelle siger alt om det perspektiv, der lægges på konflikten.

Vest har faktuelt været i krig mod øst siden 2014.

https://www.google.com/search?q=vest+mod+%C3%B8st+i+ukraine&rlz=1CATVZD_...

Putins totalitære væsen var afsløret længe før.

Alligevel har magteliten fortsat med at udbygge en økonomisk afhængighed af fossilenergi fra især det totalitære rusland, som man var i krig med.

Hvis dækningen af de udfordringer, den herskende orden står over for, var mere ærlig, ville meget være vundet, ikke bare på hjemmebanen men også over for omverdenen, i erklærede såvel som uerklærede konflikter med omverden og livsgrundlag.

Man forsvarer implicit en uholdbar livsstil med sine fordrejninger, på trods af alle nok så eksplicitte forsøg på at fremstille sig som faktakonsistent i forhold til klima, oplysningsidealer osv.

Gunner Boye Olesen

EU's elmarked og det nordiske ditto har et alvorligt problem med at den dyreste elproduktion, der er behov for, sætter prisen. Tidligere (før det aktuelle elmarked blev indført omkring år 2000) betalte elforbrugerne gennemsnittet af elværkernes omkostninger til elproduktion. Derved undgik man at de fleste elproducenter får enorm profit i situationer som i år, en profit som elforbrugerne skal betale for. Det er ikke i Danmark interesse

Jeppe Theodor Lindholm

Omkring 1990 begyndte det for alvor at gå op for menneskeligheden, hvad konsekvenserne af afbrænding af fossile brændstoffor har for klimaet og dermed livet på Jorden. Selv Margaret Thatcher holdt en tale dengang, hvor du fremlagde menneskeligheden ikke kunne fortsætte med afbrænding af fossile brændstoffer uden alvorlige klimatiske konsekvenser. Margaret Thatcher, den ultra neo liberale britiske premierminister, udtalte sig sådan omkring 1990.

Og vi tog konsekvensen, så at sige, ved at indfører globaliseringen og mange doble afbrændingen af fossile brændstoffer og mange doble ressourceforbruget med voldsomme skader til følge. Selv om førende videnskabsfolk og politikere udmærket godt kendte konsekvenserne - Et lodret fald ned i afgrunden.

Men den liberale verdensorden erklærede sig selv som vinder af den kolde krig. Og nu skulle hele verden se, hvad denne verdensorden var i stand til at skabe af gode ting og sager. Hæmningsløs.

Resten er nu historie.

Vi havde chancen i 1990 efter murens fald til at stoppe klimaforandringen og skabe en bæredygtig verden i fredelig sameksistens. I stedet tog vi de forkerte beslutninger, helt bevist, for at vise verden vi havde vundet.

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, John Andersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

Hvordan kan det lade sig gøre i et demokrati, at en industri kan beslutte sig for at ødelægge verden af egen profithensyn uden nogen griber ind?

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og John Andersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

Et af mange svar er, at de demokratisk valgte politikere selv deltog i profitten.

I USA f.eks. var og er familien Bush dybt involveret i olieindustrien. Få dage efter 11/09-2001 terrorangrebet, hvor det begyndte at stå klart, at den Saudi Arabiske Osama Bin Laden var hjernen bag angrebet gav præsident George W. Bush, trods nationalt flyforbud, ordre til at familiemedlemmer af Bin Laden familien og andre højt rangerende Saudi Arabiske statsborgere kunne flyve ud af USA - Som en forretnings- og vennetjeneste.

Jeppe Theodor Lindholm

Lederne i olie, gas og kulindustrien er ikke dygtige ledere. De er rockere, som er hyret til at gennemtæske en hver, som står i vejen for deres indtjening.

Olie, gas og kul vs. narkotika, prostitution, afpresning. Rockere er rockere.

John Andersen

Jeppe, det hedder lobbyisme. Lobbyister styrer for en stor del regeringer. Og storkapitalen betaler lobbyister til at påvirke regeringer. Det er derfor storkapitalen er så glade for demokratiet som eneste styreform.

Jeppe Theodor Lindholm, Anders Graae og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

Jeppe! Vi er nødt til at erkende at vore styreformer ikke er demokratier, der efter målsætningen fremmer flertallets bedste. Vores vestlige styreformer er blevet, som allerede Aristoteles konstaterede sandsynligvis var demokratiets skæbne, et maskineri til sikring af de formuendes magt med en politik, til styrkelse af disses velstand uden synderligt hensyn til almindelige mennesker. Det ses i lobbyisme, køb af politiske embeder gennem valgreklame, korruption, tilsidesættelse af naturhensyn, underminering af udsatte befolkningsgrupper, en destruktiv økonomisk videnskab, hvis modeller udhuler og forvrider værdibegreber og virkelighedsbilledet, samt et retssystem, der i stigende grad ikke kan bruges til sikring af det, der er rigtigt for jævne mennesker. Spørgsmålet er: Hvordan genskaber vi demokratiet? Hvordan bekæmper vi penge-, magt- og "tænke" oligarkerne? Jeg ved det ikke! Føler dyb afmagt!

Steen K Petersen, John Andersen, Eva Schwanenflügel og Jeppe Theodor Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

Før i tiden inden verden gik online, var politikerne sig selv. De stod selv for at formulere deres holdninger og udtalelser. Et ord var et ord renset for smarte undvigende vendinger. Men så i staten at 90'erne kom online samfundet så småt i gang. Politikerne følte sig ikke længere rustet til at kunne forsvare sig selv. De fik medietræning i stor stil og der blev ansat spindoktorer til at styre politikernes formulering, retorik og udseende. Siden er det så bare blevet være og være. I dag er det blevet smart, at vende argumentationen på hovedet. Det drejer sig ikke længere om, hvad der er bedst for samfundet og Danmark. Men hvad der skaber flest stemmer. Politikerne sælger deres sjæl til den højestbydende for at få lov til at stå i rampelyset. Politik er blevet en underholdningsindustri, hvor stjernerne fører sig frem.

En gang, før Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, var jeg meget stolt over at være dansk. Et humanitært samfund for fred, hvor fællesskabet talte mest og med måske verdens mest lige fordeling af goderne.

Det er ved at være en del år siden. Og siden da er Danmark bare blevet være og være. Og med sorg må jeg sige stoltheden over mit land efter 20 års nedtur mod den sorte kælder er svær at få øje på. Sørgeligt.

John Andersen. Nationale olie- og gasselskaber producerer tre femtedele af verdens råolie. De styres af højre- eller venstreorienterede autokratier/diktaturer (Saudi-Arabien, Venezuela, Emiraterne, Rusland m.fl.). De store, privatejede selskaber (kapitalisterne) står for ca. 10 procent af verdens råolieproduktion. Resten står mindre uafhængige selskaber for. De store nationale selskaber er stort set reventer talt skide ligeglade med klimaforandringer, miljø og andet. The Economist har i deres seneste udgave en artikel om netop dét forhold. Måske kan du få adgang til at læse den.