Essay
Læsetid: 9 min.

Kapitalismen er destruktiv – hvad er alternativet? Her er en vision for vores post-kapitalistiske fremtid

Kapitalismen bør afvikles, men vi mangler en klar idé om det økonomiske system, der skal erstatte den. Her kommer et bud: kommunisme, et samfund med maksimal grad af frihed, tryghed og demokrati
Kapitalismen bør afvikles, men vi mangler en klar idé om det økonomiske system, der skal erstatte den. Her kommer et bud: kommunisme, et samfund med maksimal grad af frihed, tryghed og demokrati

Silke Hoelgaard

Moderne Tider
30. juli 2022

Der er efterhånden ikke mange, der for alvor forsvarer kapitalismen. De fleste kan se, at den er gal, og kritikken af det bestående løber ofte åbne døre ind, for konflikten står ikke længere mellem dem, der forsvarer kapitalismen, og dem, der afviser den, men mellem håb og opgivenhed. Vi har brug for at styrke troen på, at det er muligt at organisere vores fælles liv på en helt anden og langt bedre måde, og derfor har vi brug for at optegne alternative økonomiske systemer.

I de seneste år er der for alvor begyndt at opstå en international diskussion om det postkapitalistiske samfund. I Japan er den unge marxist Kohei Saitos nye bog Modvækstkommunisme eksempelvis for tiden en overraskende bestseller med en halv million solgte eksemplarer. Og om et par uger udkommer M.E. O’Brien og Eman Abdelhadis Everything for Everyone: An Oral History of the New York Commune, 2052-2072, en vision for et fremtidigt, kommunistisk New York.

Hen over foråret har Information deltaget i diskussionen og sat skub i den utopiske forestillingsevne i studiekredsen ’Efter kapitalismen’, og nu er det tid til at samle op på de erkendelser og ideer, studiekredsen har kastet af sig. Så her kommer et forslag til, hvordan en kommunisme for det 21. århundrede kunne se ud.

Kommunisme er demokrati

I kapitalismen er samfundets økonomiske aktiviteter domineret af ét princip: profit. Økonomiske beslutninger om, hvad og hvor meget der skal produceres, hvem der skal producere det, hvor og hvordan det skal produceres, og hvem der skal have resultaterne af produktionen, er overladt til profitsøgende private aktører. Kommunisme handler ikke om at udskifte profitprincippet med et andet princip, som økonomien skal indrettes efter, men snarere om overhovedet at gøre det muligt at træffe et demokratisk valg omkring, hvordan vores fælles aktiviteter og ressourcer skal organiseres.

Mennesket er et socialt væsen i den forstand, at menneskelige individer lever i flok og er afhængige af andre for at overleve, og det er et naturligt væsen, der er afhængigt af et økosystem, der tilhører ingen og dermed alle. Individets adgang til dets naturlige eksistensbetingelser er altid formidlet af sociale relationer, det er med andre ord altid et politisk anliggende, og derfor kan frihed aldrig blot bestå i fraværet af fællesskabets magt over individet, men må nødvendigvis også bestå i den reelle mulighed for at indgå i de politiske processer, der afgør individernes relation til deres eksistensbetingelser. Mennesket er med andre ord fra naturens side et politisk dyr, hvis frihed kun kan realiseres og opretholdes gennem kollektiv selvbestemmelse – altså det, vi også kalder demokrati. Kommunisme er forsøget på at tage det demokratiske ideal så alvorligt som muligt og er som sådan en vision om frihed. Demokrati må, som den politiske teoretiker Ellen Meiksins Wood har formuleret det, »gentænkes som ikke blot en politisk, men også en økonomisk kategori«, det vil sige som »drivkraften i økonomien«.

Ikke en livsstil

Kommunismen indebærer ikke nogen særlig specifik idé om, hvad det gode liv er. Kommunisme er ikke en livsstil, ikke et ideal om at gøre alle aspekter af individets liv til genstand for politiske beslutninger, ikke en romantisk fællesskabskult, ikke en drøm om kollektiver og fællesspisning og gør-det-selv-kultur. Kommunisme er bestræbelsen på at etablere institutioner, der sikrer en maksimal grad af individuel frihed og demokratisk kontrol over de aspekter af menneskelivet, der nødvendigvis må være fælles anliggender. Kommunisme er for introverte eremitter såvel som for entusiastiske kollektivister.

Kommunismens grundbetingelse er, at samfundets fælles livsbetingelser bringes under demokratisk kontrol. Staten afvikles, alle private virksomheder nedlægges, og hele det privatejede produktionsapparat – jord, bygninger, maskiner – samt overklassens formuer eksproprieres. I samme ombæring må der opbygges nye institutioner, der ikke kun skal varetage mange af de funktioner, som vi er vant til at forbinde med staten, men også skal planlægge og administrere størstedelen af økonomien.

Vi har altså at gøre med en omfattende udvidelse af demokratiet. I stedet for markedskræfterne er det nu os, der i fællesskab skal beslutte, hvad vi vil.

Indretningen af kommunen

Lad os kalde grundenheden i kommunismens institutionelle struktur for kommuner. Alle skal i sådan et samfund registrere sig i en kommune, men alle kan bosætte sig, hvor de vil. Kommunerne vil variere i størrelse, afhængigt af deres tilblivelseshistorie samt geografiske, kulturelle og historiske omstændigheder. Ideelt har hver kommune kontrol over alt, hvad dens indbyggere – lad os kalde dem kommunarder – har brug for, det vil sige alt fra jord, vand, energi og andre naturressourcer til arbejdskraft, teknologi, forskning og uddannelse. Beslutninger skal foregå så tæt som muligt på dem, der bliver berørt af dem. Det vil sikre en maksimal grad af autonomi og dermed minimal risiko for en udemokratisk centralisering af magt.

I praksis er det et umuligt ideal, blandt andet fordi en af eksistensbetingelserne for enhver kommune er en stabil biosfære, hvilket kun kan sikres gennem global kontrol med forbrug af naturressourcer. Desuden vil der være oplagte fordele ved at etablere samarbejder mellem kommuner. To nabokommuner kunne eksempelvis beslutte sig for at gå sammen om infrastruktur eller uddannelse. Kommuner vil således slutte sig sammen i en pyramidestruktur bestående af politiske institutioner med beslutningsmyndighed såvel som fora for koordination, vidensdeling og gensidig hjælp.

Under kommunismen vil folkeafstemninger være langt mere udbredte, men ikke alle beslutninger kan træffes sådan, og derfor er der også brug for repræsentative forsamlinger, hvis pladser besættes gennem en blanding af valg og lodtrækning, hvilket modvirker dannelsen af en politisk elite og en markedsimiterende professionalisering af det politiske.

Kommunens måske vigtigste opgave er at organisere vedtagelsen og eksekveringen af de økonomiske planer, der skal erstatte markedsmekanismerne. Det kan ske nogenlunde sådan her: alle kommunarder og produktionsenheder melder behov og ønsker om forbrug ind, og på baggrund af offentligt tilgængelige data om dette samt ressourcer og produktionskapacitet udformer politiske grupper forslag til økonomiske planer, der udstikker de overordnede produktionsmål for en toårig periode. Denne proces gentages flere gange sideløbende med offentlige møder og høringsprocesser, der sikrer maksimal demokratisk deltagelse. Til sidst vedtages én plan ved folkeafstemning. Beslutninger om den præcise udmøntning af planens mål træffes i repræsentative forsamlinger og i produktionsenhederne.

Den offentlige sektor

Under kommunismen vil samfundets økonomiske aktiviteter være delt op i to sektorer. Historikeren Aaron Benanav kalder dem – med begreber lånt fra Karl Marx – for henholdsvis nødvendighedens rige og frihedens rige. Man kunne også kalde det en offentlig sektor og en privat sektor. I den offentlige sektor – eller nødvendighedens rige – »deles vi«, som Benanav udtrykker det, »om det arbejde, der er nødvendigt for vores kollektive reproduktion, hvilket udgør mulighedsbetingelsen for alt andet, vi vil«. Det omfatter landbrugsprodukter, sundhed, boliger, uddannelse, forskning, børnehaver, plejehjem, offentlig transport, infrastruktur, kommunikationsmidler, en lang række forbrugsgoder og det, vi i dag kalder kapitalgoder.

Man kan forestille sig toårsplanerne som en liste over alt, der skal produceres i den offentlige sektor, hvilket kan omregnes til en total mængde arbejdstid, der som udgangspunkt fordeles ligeligt mellem alle voksne, arbejdsdygtige kommunarder, med hensyntagen til deres særlige evner, behov og funktionsvariationer. Således kunne resultatet eksempelvis være, at alle som hovedregel er forpligtet til at arbejde 20 timer om ugen.

I kapitalismen er en stor del af det mest livsnødvendige arbejde usynliggjort og privatiseret som husarbejde i hjemmet. Denne opsplitning mellem lønnet og ulønnet arbejde, mellem produktion og reproduktion, er en vigtig kilde til kønnet undertrykkelse, som vil forsvinde under kommunismen, hvor det reproduktive arbejde tæller med i opgørelsen af kommunens fælles arbejde.

Det primære redskab til at få kommunens behov for arbejde til at matche kommunardernes behov og kvalifikationer vil være at skrue på forskellige former for incitamenter: Hvis en opgave er særligt upopulær, kan man lade den gælde for dobbelt arbejdstid eller knytte den sammen med særlige privilegier, for eksempel adgang til særligt attraktive boliger eller særligt attraktive arbejdsvilkår. Populære opgaver kan fordeles gennem lodtrækning eller kobles sammen med upopulære opgaver. Samme mekanismer kan sikre, at uddannelsessystemet matcher kommunens behov, så der ikke opstår mangel på specialiseret arbejdskraft. På den måde kan man sikre en arbejdsfordeling, hvor de fleste opgaver er nogenlunde lige attraktive, og hvor der ikke – som i kapitalismen – er bestemte befolkningsgrupper, der systematisk bliver tvunget til at tage de dårligste opgaver.

Alt, hvad der produceres i den offentlige sektor, distribueres uden brug af penge. Boliger, lægehjælp, medicin, uddannelse, børnepasning, offentlig transport, måltider i offentlige kantiner er gratis for alle uden nogen kontrol. Boliger kan fordeles gennem lodtrækning og ventelister. Som blandt andre Pelle Dragsted har foreslået, kan bibliotekstanken udvides til at omfatte en lang række goder som værktøjer, cykler, instrumenter, kunst og tøj.

Når det gælder forbrugsgoder med en høj grad af individuelle præferencer (jeg elsker vermouth, du vil hellere drikke sherry), vil alle kommunarder hver uge få en mængde digitale kuponer, der kan veksles til produkter og servicer på offentlige produktlagre. Dette er ikke penge, for kuponerne er personlige og udløber efter tre måneder.

Den private sektor

Kommunen producerer alt, der er tilstrækkeligt for at leve et godt, sundt, langt og stabilt menneskeliv. Den bygger og vedligeholder boliger, elnettet, veje, kloakker, jernbaner, internettet, den dyrker din mad og producerer din medicin, dit tøj, din telefon, dine møbler, dit tv, dine bøger, den passer børn, ældre og syge.

Men kommunen dækker ikke alle behov. De produkter, som fællesskabet har besluttet sig for at undlade at bruge fælles arbejdstid på, kan produceres i den private sektor, eller ’frihedens rige’, hvilket er den del af samfundets økonomiske aktivitet, der organiseres frit af kommunarderne i deres fritid. Her kan alle producere og udveksle, som de vil, inden for visse demokratisk fastsatte grænser (ingen produktion af eller handel med mennesker, våben, hård narkotika etc.). Det står også kommunarderne frit for at etablere institutioner, der kan lette eller regulere udvekslingen, for eksempel at skabe penge.

Grænsen mellem de to sektorer er en politisk beslutning, som tages i kommunens demokratiske institutioner. Spørgsmålet er hver gang: Er det her et behov, som vi tager kollektivt ansvar for at dække, eller er det her et behov, som det er op til kommunarderne selv at dække? Energi, bygninger og råmaterialer til den private produktion bevilges af kommunen, gratis eller betinget af modydelser.

Men er denne private sektor ikke en slags kapitalisme? Svaret er nej, og det skyldes, at kommunen altid sikrer alle kommunarder ubetinget adgang til livsfornødenheder. Derfor har alle altid muligheden for at trække sig fra den private sektor. Jord, boliger og arbejdskraft vil aldrig blive til varer. Penge vil være et rent bytteinstrument og kan ikke bruges til at gøre nogle mennesker i stand til at bestemme over andre.

Livet under kommunismen

I flere hundrede år har kapitalismen prioriteret profit over natur, og den efterlader os derfor med det, Eskil Halberg har kaldt et håndværkertilbud af en planet. Vi har brug for det, som britiske The Salvage Collective i manifestet The Tragedy of the Worker fra 2021 kalder en redningskommunisme, og en del af kommunens ressourcer må nødvendigvis afsættes til økologisk genopretning. Fremadrettet vil demokratiseringen af vores fælles ressourcer gøre det muligt at etablere en stram styring med naturressourcer, hvilket sikrer eksistensbetingelserne for fremtidige generationer af mennesker samt andre levende væsener, vi deler jordkloden med.

Den idé om kommunisme, som jeg har beskrevet her, står lige så meget i modsætning til det 20. århundredes autoritære statssocialisme som til kapitalismen. Så hvorfor holde fast i betegnelsen ’kommunisme’? Af samme grund, som vi heller ikke bør opgive begrebet ’demokrati’, bare fordi DDR brugte det til at beskrive sig selv. Nogle ord er værd at kæmpe for, og fremfor at overlade kommunismebegrebet til historieløse borgerlige bør vi insistere på at fortsætte den ubrudte og lange tradition, der – i eksplicit opposition til den autoritære statssocialisme – i mere end 150 år har kæmpet for et frit samfund under kommunismens banner.

Så hvordan ser livet under kommunismen ud? Først og fremmest er det frit, klasseløst og mangfoldigt: Kommunismen giver alle frihed til at forme deres liv, som de vil. Kommunisme vil være lig med mere demokratisk medbestemmelse, mindre arbejdstid, bedre boliger, bedre mad, biosfærisk stabilitet, samt noget, som kapitalismen aldrig kan tilbyde: økonomisk tryghed. I kapitalismen ved man aldrig, hvornår fyringsrunder, inflation, økonomiske kriser river tæppet væk under ens liv; under kommunismen skal ingen nogensinde frygte for at blive afskåret fra essentielle livsfornødenheder. Det kommunistiske liv bliver kort sagt frit, trygt og godt – for alle.

Serie

Samfundet efter kapitalismen

Det er mislykkedes før, men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve igen: Information har sammen med Søren Mau indledt en studiekreds om, hvordan man indretter et samfund, som ikke er kapitalistisk. Følg med i processen her

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Nielsen

HMMM.
Interesting.

Kasper Pedersen

Fascinerende, at man kan få en arbejder betalt universitetskarrierer uden nogensinde at have tænkt én eneste konstruktiv tanke.

Jørgen Munksgaard, Inge Nielsen, Martin Kristensen og Martin Sørensen anbefalede denne kommentar

Ja, og det jo netop den frie forsknings natur, at universiteterne sikrer, at der er tid til at forestille sig og gennemtænke det umulige efter bedste evne. For uden at forsøge at beskrive og sætte sig de højeste mål, så når vi dem aldrig.

Jonathan Jules Strange Kjeldsen, Bjarne Jørgensen, Ejvind Larsen, Steen Simonsen, Christian Mondrup, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Og kommunismen er det eneste svar... Georgismen er et kompromis overfor den totalitære kommunisme som der med 100% garanti vil ende med et diktatur styret af en lille elite som set i Østeuropa.

Ja alt hvad Søren mau her siger er nærmest identisk med de tanker der dannede Soviet unionen og østblokken... Og vil ende PRECIST samme sted. For hvordan vil Sørens kommunisme behandle dem der ikke ønsker den kommunisme som der så efter revulusionen er den eneste rigtige ideologi. Derfor er den totalitær og ikke demokratisk

Jørgen Munksgaard, Inge Nielsen, Alvin Jensen, Martin Kristensen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Søren Maus vision må kaldes acceptabel som et første og i sagens natur foreløbigt forslag til et postkapitalistisk samfunds opbygning og grundprincipper. At det langt hen ad vejen også er meget åbent, kan lige så vel være en kvalitet som det modsatte. Spørgsmålet om kommunernes størrelse lades åbent, men hvis de faktisk skulle sørge for alt, hvad indbyggerne har brug for, herunder teknologi, forskning og uddannelse, måtte det forudsætte en betydelig størrelse, med mindre behovene/levestandarden reduceredes betydeligt. Derfor tænkes de jo også suppleret med samarbejde mellem kommuner, som også vil kunne ”slutte sig sammen i en pyramidestruktur bestående af politiske institutioner med beslutningsmyndighed såvel som fora for koordination, vidensdeling og gensidig hjælp.” Det vil så i en eller anden grad udvande princippet om, at ”Beslutninger skal foregå så tæt som muligt på dem, der bliver berørt af dem.” Det står altså åbent, hvor man i praksis kan ende mellem de to yderpunkter: det konsekvente nærhedsprincip og en større delegering af beslutninger fra kommunerne til koordinerede politiske institutioner. Om hele systemet med kommuner, privat sektor og den skitserede beslutnings- og planlægningsproces kan hænge sammen på en nogenlunde effektiv måde er et andet spørgsmål, men som udgangspunkt for fortsatte diskussioner og visioner er Maus indlæg med alle åbne spørgsmål anerkendelsesværdigt. At stemple det som "nærmest identisk med de tanker der dannede Soviet unionen og østblokken" og "totalitært" er i hvert fald hen i vejret.

Ejvind Larsen, Christian Mondrup, Karsten Nielsen, Nana Mercier, Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Prisværdigt initiativ, og dette må bare være begyndelsen.
Når jeg taler med andre om, hvad vi står for, kalder jeg mig førsovjettisk kommunist. Det er nemlig den oprindelige kommunistiske tanke, man skal forholde sig til og ikke vildskuddene. Det sammen gælder for liberalismen. Adam Smidt var moralfilosof, og ville ikke kunne forstå liberalismen i dag.

Vi kan for god ordensskyld tage kristendommen med, som ligger langt fra idealet. Hvis man tager Jesus’ lære, Adam Smidts og Marx’ tanker, er forskellen nok ikke så stor. Der, hvor forskellen kommer ind, er der, hvor perversiteterne har forvansket den oprindelige mening.

Til dig Martin Sørensen: Held og lykke med udbredelsen af gamle Georges tanker, men skån os for dine billige angreb på kommunismen. Du kan ikke rigtigt nære dig, men tag nu dit nederlag med oprejst pande.

Carsten Munk, Ejvind Larsen, Alvin Jensen og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Sært, at der ingen refleksion er over, at alle tidligere forsøg på at indføre kommunisme er endt i mareridt med ufattelige lidelser til følge. Som jeg forstår det, har en gruppe villet indføre det perfekte kommunistiske samfund med lykke til alle, men de har så haft interne magtkampe om hvem, der skal bestemme de egentlige tiltag samtidig med, at de har måttet bekæmpe dem, der ikke brød sig de nye tiltag. Kina, Rusland, Cambodia, Nordkorea. Der må da være tænkt over dette historiske faktum, når man nu vil prøve kommunismen endnu en gang.....?

Jørgen Munksgaard, Inge Nielsen, Martin Kristensen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Morten Pedersen: Hvad står du selv for? Noget der ikke bærer undergangen i sig? Det er jo ikke, fordi nogen bare vil lege lidt med en bestemt ideologi som kommunismen. Det er, fordi vi er på kollisionskurs med materialismen, retten til at hærge Jorden og udsigten over en international working poor slavehær. For tiden er det kapitalismen, der gør mest skade. Og så må vi lige huske på, at et land ikke er kommunistisk, fordi det kalder sig det. Et land er heller ikke kristent, fordi det kalder sig det (DK fx).

Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Nana Mercier, Hanne Utoft og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

jeg tror det er mig der skal sige held og lykke til jer gamle beton kommunister ,Niels-Simon Larsen.

undskyld jeg siger det så dirkete, men chancen for at den gamle knallert med revulusionen, vil sprutte, i fremtiden, er mindre end mine chancer for at fortælle ungdommen om at der faktisk er en anden vej, der ligger mellem kapitalismen og kommunismen en gylden vej i midten mens jeg bare ved og henvise til det store spring fremad og gullang kan fortælle ungdommen om kommunismens forbrydelser mod menskeligheden da det er en totalitær farlig idiologi der tryllebinder sindet til at tro at der er et svar i at vi nedlægger individets ret til at ha sin individualitet.

til jer der er så betaget af denne kollektive tanke kan jeg bare sige held og lykke til på vejen, det kommer ikke til at ske. jeres verdens revulusuion med en grøn overgang til kommunismen i det forjættede land kommer ikke til at ske ja måske har jeg svært ved og sælge georgismen enig men min opgave er langt nemmere når jeg fortæller... ja alt du tjener for dig selv det tilhøre DIG og DIG alene, overfor en tanke om en kollektiv kommune der tager alt man producere ind til fælleskskabet og vil fordele det helt retfærdigt, her tror jeg desvære mennesker er som mendesker er når de får magt. og jeres tanker forstår ikke at man vil rent naturligt samle magten i en kerne i den måde som kommunismen fungere på. hvilket helt naturligt giver, mendesker med meget magt over resursere fordelingen .

jeg ved godt at information er ved og udvikle sig til en kommunist rede af værste skuffe, men herfra og til at revulusionen kommer i overmorgen er ja nok en smule naivt. der er en ganske enkelt KONSTRUKTIONS FEJL i kommunismen, der er UMULIG og rette, en fejl der ligger helt centralt i måden den er indrettet på som der RENT AUTOMATISK vil føre til et TOTALITÆRT diktatur, med et fåtal der har det centrale greb om magten., og derfor HADER jeg kommunismen totalt. da den er menneske fjendsk i sin konstruktion i sit hele væsen. desvære er der ikke meget ørenlyd i dette super københavnske medie for en kritik af karl marx som der er hævet overfor en hver form for kritik i de fine københavnske salonger, ja det gode gamle ultra autoitære autokratiske møjsvin til karl marx. Er ganske enkelt kommet på mode igen, ja jeg tilstår at være en hel del anarkistisk i min georgisme der så har lånt en hel del mere af Joseph-Pierre Proudhon end det autoritære autokratiske svin til karl marx.

ja jeg er ANTI KOMMUNISTISK TIL BENET og vil kæmpe til døden for at kommunismen ALDRIG VIL FÅ MAGT SOM DEN HAR AGT ja til døden , for jeg ser kommunismen som direkte farlig

Jørgen Munksgaard, Inge Nielsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Niels-Simon Larsen: "Morten Pedersen: Hvad står du selv for? Noget der ikke bærer undergangen i sig? " Jeg står ikke for nogen isme og kan med rædsel se kapitalismens logik med, at en død hval er mere værd end en levende hval. Men skal det forhindre mig i, at kende min historie inklusive de kommunistiske eksperimenter? Hvordan kan det være troværdigt med et kommunistisk styre, der ikke prøver at lære af tidligere særdeles fejlslagne forsøg? Jeg tror på at vi skal tøjle kapitalismen, og fortsætte med at famle os frem uden at blive fuldtonede ideologiske. En idealistisk og ideologisk elite og bevægelse fremtvinger deres Utopia, da folket er for dumt til at indse hvad de egentligt ønsker, og vupti, så har vi et paranoidt og undertrykkende dikatatur. Dette skriver jeg med historisk evidens. Og det har altid lydt, at de forrige kommunistiske regimer ikke var sandt kommunistiske, men DENNE GANG bliver det godt........... Og de har i øvrigt været mere miljøødelæggende end kapitalistiske lande, bare tænk på div. dæmningsprojekter.

Jørgen Munksgaard, Inge Nielsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Esben Grønborg Brun

Jeg kan anbefale denne bog om samfundsformer historisk set gennem de sidste 10000 år:
"The dawn of everything - a new history of humanity" af David Graeber og David Wengrow.

Jeppe Theodor Lindholm

Det som har gjort kapitalismen alt ødelæggende er den uregulerede kapitalisme uden spilleregler. Det er ved at være absolut sidste udkald at få rettet op på denne destruktive falske frihed.

Kapitalismen og markedet skal underlægges stram politisk styring, så udbytning af mennesker og jorden ikke kan forekomme. Og lobbyisme og private pengetilskud til partier skal forbydes.

I et demokrati er det altså ikke markedet, som bestemmer. Det gør politikerne. Og de skal IKKE kunne købes af pengestærke organisationer, virksomheder eller enkelt personer. Den adfærd kaldes korruption. Også selv om den ikke kaldes sådan i "demokratiske" kredse. Men at købe politisk indflydelse uden om demokratiets en person en stemme er korruption. Hvis ikke politikerne var blevet påvirket af den slags ville befolkningen allerede havde stoppet rygning for 50 år siden og klimakatastrofen var ALDRIG gået så vidt. Tænk, at der stort set ikke er nogen, som protesterer mod sådanne tilstande???

Anders Reinholdt, Ejvind Larsen, Inge Nielsen, Niels-Simon Larsen, Alvin Jensen, Vagn Bro og Anders Hejgaard anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

ps henry george var så en årsunge ved siden af karl marx der dør i 1883 mens henry george dør relativt ung i 1897.

karl marx var fra meget velhavende jødiske families kår, mens henry george var en mand af folket, ja selfvmade mand i fremskridt og fattigdom beskriver henry george at han hade prøvet og være så sulten af fattigdom at han ville ha kunne ha slået ihjel for de 5 dollars han tiggede sig til at få. da han ramte rock bottom.

For karl marx var fattigdommen aldrig andet end noget teoretisk støttet af den ultra rige friedrich engels, hade karl marx aldrig andet forhold til fattigdom end en kystbane socialist hade sit forhold til fattigdom. selv om familien klippede forbindelsen til karl marx, var karl marx aldrig rigtigt i problemer i sit liv rent materielt.

Henry George derimod sejlede verden rundt og levede af sin egen arbejdskraft lærte økonomi ved og læse børgerne, mens karl marx gik på en af de fineste universiteter i tyskland, betalt af sin familie,

den langt mere sympatiske henry george, var som alle folk af folket, meget jordnær i sine tanker, nej der var ikke revususioner med proletariatets diktatur på planerne hos henry george, men en jordnær politik, om at fordele resurseene mere retfærdigt gennem demokratiske reformer.

kommunister kan ikke komme uden om revulusionen og proletariats diktatur som problemet med deres idologi, uanset hvor meget man forsøger og udvande revulusionen ja med falske fortællinger forsøger og fortælle det som en demokratisk revolution med proletariatets dikratur. som der så skulle, være et tribunat som der er demokratisk. hvilket må siges og være en oximoron, i sin faktiske forståelse.

Arne Thomsen

Skulle vi egentlig ikke også have Kinas meritokratiske samfundøkonomi ind i billedet?
Den klarer sig jo ganske godt, men hvordan er den egentlig skruet sammen?

Alvin Jensen

@Martin Sørensen
Hvis du er så højreorienteret, kan det undre at du læser den mindst ringe. Kapitalismen der jo er socialisme og kommunismes modsætning er den isme der har slået ubetinget flest ihjel og forsat gør det. Det er ved hjælp af sult, krig o.l. Hade verden socialisme i dag ville der være mad nok til alle da der faktisk fremstilles rigeligt. På samme måde ville det også gøre så naturen hade det beder, samtidig med at alle også hade den teknologi de hade brug for. Kapitalisme er de riges frihed. mens det du hader er de manges frihed.

Bjarne Jørgensen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Vejen til helvede er skabt gennem gode intentioner.

Hele idéen om kommunen der sørger for alt, gennem et kollektivt system der erstatter alt privat initiativ, lyder rigtig smukt, ja sympatisk idé mens djævelen er begravet i detaljen da alt jo SKAL igennem "kommunen" og individet har nu ingen individuelle rettigheder overfor kommunen.

Undskyld men dette er TOTALITÆRT at individualismen skal tilpasse sig kollektivet. Og. Totalt underkaste sig kommunen i det kommunistiske paradis. Kommunen fordeler alt og hvis ikke dette ender ud i en totalitært centralisering med en kommando økonomi ja så må jeg hede Mads Madsen..... Det er ganske enkelt økonomiens tyngdekraft, at vi ender i et kommunistisk helvede med gulag øhavet i et coppy paste med hoppebolde hvor der behøvede sko og sko hvor der var behov for hoppebolde.

Ideeen er smukt men kan og vil ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG ALDRIG komme til at virke andre steder end som teoretisk højpandet onani hos den yderste venstrefløj frakoblet fra en forståelse af virkeligheden.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner .

Niels-Simon Larsen

Martin Sørensen: Efter denne din hysteriske sætning er du udelukket af mig:
“jeg ved godt at information er ved og udvikle sig til en kommunist rede af værste skuffe”.

Morten Pedersen: En god sætning:
“En død hval er mere værd end en levende hval”. Sådan er kapitalismen, og den er vi ved at gå ned på.
Det minder om Robert Kennedys definition af BNP: “Det måler intet af det, der gør livet værd at leve”.
Nu er gode råd dyre, og alle dyr rådne. Det er ikke nok at fortælle, hvad man ikke vil have. Vi bliver nødt til at sige, hvad vi ønsker. Du ser åbenbart redningen i en ikke-forslugen kapitalisme. Fint, så opfind den. Kapitalisme er ikke kapitalisme uden profit, og derfor bliver den nødt til at ødelægge verden - rovdyr går på rov.

Det drejer sig ikke om gamle ideologier, men om balancen mellem fællesskab og individualitet, lighed og frihed. Det er en balance, der hele tiden skal afbalanceres.

Jeg gider ikke høre på forbandelser over de såkaldt kommunistiske lande. Sjovt nok anses Danmark for et kommunistisk land set fra det yderste højre.

Ejvind Larsen, Jeppe Theodor Lindholm og Jes Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Martin Sørensen får med sine udgydelser kun udstillet sin egen manglende viden om Marx og sin manglende evne eller vilje til at læse, hvad Maus vision går ud på - kort sagt sin egen fordomsfuldhed. Diskussion på de forudsætninger er meningsløs.

Andreas Lykke Jensen, Knud Chr. Pedersen, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

Martin Sørensen, ha ha ha

Hvilken hjernevask har du været udsat for?

Arne Thomsen
Steffen Rahdoust Boeskov

Først - tak til Mau for at starte debatten. Jeg vil overveje at skrive et længere svar til den trykte udgave. Men bliver lige nødt til at kommentere på:

"Der er efterhånden ikke mange, der for alvor forsvarer kapitalismen"

Interessant måde at starte et essay på.

Nu ved jeg ikke, hvilken gruppe Mau hentyder til - læsere af Information? Universitetsansatte? Filosofi-lektorer?

Hvis vi taler befolkningen som helhed, vil jeg estimerer, at en 90-95 % aktivt eller passivt forsvarer kapitalismen.

Det ville da være rart, hvis et andet samfund bare handlede om at løbe åbne døre ind, men særligt virkeligheds-nært er det vist ikke.

Andreas Lykke Jensen, Jens Christensen, Jørgen Munksgaard, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Kunne det offentlige - f.eks. en kommune - starte en produktion af varer, som i dag er forbeholdt det private erhvervsliv?
Måske køkkenruller og toiletpapir med et salgs-slogan: Overskuddet går til dig selv!
"Kommunal-kapitalisme" :-)

Niels-Simon Larsen

Arne Thomsen: Dit forrige link om kinesisk økonomi læste jeg. Det er ikke den slags, vi skal have, for det lader sig kun gøre, når man kan terrorisere en befolkning.

Niels-Simon Larsen: Du har meget muligt ret. Jeg har svært ved at overskue det kinesiske.
Jeg glæder mig over, at du er med på en "Køkkenrulle-revolution" - og ligeså at vist nok Informations´s tidligere chefredaktør, Ejvind Larsen, også er ;-)

Margit Johansen

Fint initiativ at gentænke samfundsstrukturerne fra bunden. Jeg tænker, at de nordiske demokratier - inklusive Island - allerede har virkeliggjort mange af disse ideer. Og hvis bare vi alle faktisk betalte den skat og de afgifter vi burde - og ikke benyttede os af skattefusk og skattely og sort arbejde og anden kriminalitet - ja så havde vi faktisk pengene til at virkeliggøre de mål der præsenteres. Udfordringerne i overgangsperioderne inden reformerne slår igennem kender vi: centralisering - dynastiske pengeophobninger - globale finanskriser - pandemier - folkevandringer - krige osv.