Denne artikel er delt af redaktionen

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men redaktionen vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Feature
Læsetid: 17 min.

Minimumnormeringer lignede en sejr for børnene og venstrefløjen. Men vi står over for massiv pædagogmangel

Kampen for minimumnormeringer i daginstitutionerne er vundet, men sejren er bittersød: De ekstra pædagoger findes nemlig ikke, og det anslås, at vi i 2030 kommer til at mangle 14.000 pædagoger. Eksperter taler allerede om en omsorgskrise i dagtilbuddene, hvor børnene må kæmpe om de voksnes opmærksomhed
Marie Rasmussen er én af de meritpædagoger, som flere – blandt andre BUPL, regeringen og SF – peger på som en del af løsningen på pædagogmanglen.

Marie Rasmussen er én af de meritpædagoger, som flere – blandt andre BUPL, regeringen og SF – peger på som en del af løsningen på pædagogmanglen.

Anders Rye Skjoldjensen

Moderne Tider
9. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

En mooncar laver hjulspind og drøner afsted, så en sky af jordstøv hvirvles op. »Pas på!« råber føreren, en femårig dreng iført Spiderman-kasket, og styrer hurtigt og elegant uden om en børnehavekammerat, som bærer en kasket nøjagtigt magen til. »Ha! Du fanger mig aldrig!« råber han tilbage og jerner afsted på en rød institutionscykel. I midten af virvaret af cykler og mooncars, som suser ind og ud mellem hinanden, springer en pædagog til side for ikke at blive ramt. »Husk at passe på hinanden,« siger hun og zigzagger over til klatrestativet for at hjælpe et barn med at ryste sten ud af sandalerne. 15 børnehavebørn har hun lige nu øje på.

Vi er på besøg i den integrerede institution Regnbuen. Den ligger i Brønshøj i udkanten af København og er med sine 80 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn en ganske almindelig institution, og det er der en pointe med. For de udfordringer, Regnbuen har, og som institutionsleder Stella Rønne Zoan har sagt ja til at tale med os om, er præcis de samme, som mange andre institutioner over hele landet lige nu står med.

Pædagogkrisen kradser nemlig, og manglen på pædagoger er enorm. I denne uge viste helt nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for eksempel, at der det seneste halve år uden held er blevet slået 4.360 pædagogstillinger op på landsplan. Og i hovedstaden, hvor problemet er størst, er 39 procent af de opslåede pædagogstillinger ikke blevet besat af pædagoger. Om stillingerne så er blevet besat af andre end pædagoger eller slet ikke udfyldt, viser opgørelsen ikke.

Samtidig træder kravet om minimumnormeringer snart i kraft, og fra 2024 er det ved lov besluttet, hvor meget pædagogisk personale der skal være ansat i daginstitutionerne. I vuggestuerne kommer normeringen til at hedde en pædagogisk medarbejder til tre børn og i børnehaven en til seks. Efter mange protester, demonstrationer og historier om pædagoger, der var alene med op til 22 børn, blev det set som en stor sejr for både børn, forældre og pædagoger, da aftalen blev stemt igennem 21. december sidste år.

Men allerede nu kan sejren synes bittersød, for de ekstra pædagoger er der ganske enkelt ikke. Faktisk ser den uddannelsesmæssige fødekæde ud til at være knækket fuldstændig over: En analyse, som Damvad Analytics har lavet for Danske Professionshøjskoler, viser, at der i 2030 forventes at mangle cirka 14.000 pædagoger for at nå minimumnormeringerne og samtidig følge med den demografiske udvikling. Alligevel optages der stadig færre på pædagogstudiet, og i år, hvor ansøgertallet til de videregående uddannelser er det laveste i ti år, har 18 procent færre end sidste år søgt ind på pædagoguddannelsen som deres førsteprioritet.

Samtidig forlader mange pædagoger faget – ifølge en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede i 2020, har 11.000 pædagoger i årene 2008-2018 forladt faget og arbejder nu i helt andre brancher. Læg dertil, at børnetallet stiger: Frem mod 2032 bliver der ifølge Danmarks Statistik 55.000 flere 0-5-årige og holdt sammen med alle de andre tal, kan det kun betyde én ting: Kampen om de voksnes opmærksomhed, omsorg og nærvær bliver større, og flere eksperter taler allerede om dagtilbud i omsorgskrise.

Totalt uholdbart

I institutionen Regnbuen møder vi leder Stella Rønne Zoan på gangen i børnehaven mellem børn, der løber rundt og leger med dukker og dinosaurer. »Tingene har ændret sig,« siger hun som det første. »Vi har en del sygemeldinger i dag, så jeg bliver nødt til at gå med i børnehaven og har derfor ikke så lang tid til at snakke.«

Ud af de 11 ansatte, der er i børnehaveafdelingen, er én syg, én har barn syg, tre er på ferie, og fordi køkkendamen også er syg, er en pædagog gået fra for at kaste sig over gryderne og lave mad til institutionen.

Frokost hos den integrerede institution Regnbuen.

Frokost hos den integrerede institution Regnbuen.

Anders Rye Skjoldjensen

Stella Rønne Zoan er relativt ny leder af Regnbuen. Hun har arbejdet her i et halvt år og blandt andet brugt de seks måneder på at ansætte to nye pædagoger. Da hun for 11 år siden blev uddannet pædagog, skrev man opslag med datoer for ansøgningsfrist og samtaler. »I dag er der ingen, der skriver sådan, for får man en ansøgning fra en kandidat, der ser spændende ud, indkalder man til samtale med det samme – og helst dagen efter, ellers kan vedkommende sagtens være blevet tilbudt noget andet,« siger hun om jobmarkedet, hvor pædagogerne er en ekstremt eftertragtet vare.

Tre gange slog hun forgæves stillingerne op, og de to, hun endte med at ansætte, er ikke ansat på baggrund af opslagene. Den ene er veninde til en af de nuværende pædagoger, og den anden gik egentligt til samtale på en helt anden stilling. Hun har i øvrigt kun sagt ja til at blive i et halvt år, så Stella Rønne Zoan skal snart ud at lede igen.

»Jeg kigger faktisk hele tiden efter nye,« siger hun og peger på tavlen over sit skrivebord, hvor vagtplanerne hænger.

»Kan du se de fem der?« spørger hun. »De er alle sammen unge ufaglærte pædagogmedhjælpere, som snart skal ud at rejse eller ind at læse.« Efter sommerferien står Regnbuen altså igen med et rekrutteringsproblem, og fordi pædagogerne simpelthen ikke er der, bliver det nok også ufaglærte medhjælpere, der ansættes næste gang. Ud af de 11 ansatte, der er i børnehaven, er fire uddannede pædagoger, og kun én af dem arbejder fuldtid. »Et eller andet sted er det jo totalt uholdbart i længden. Særligt når man tænker på den pædagogiske kvalitet, som lider under det her,« siger Stella Rønne Zoan. »Men der er ikke noget at gøre. Vi er jo nødt til at have nogle, der kan komme og lege med børnene.«

Fagligheden forsvinder

Ude på legepladsen bliver der leget i sand og bygget huse med store klodser. En fireårig dreng viser stolt udearealerne frem. Ved hvert hjørne, afkrog eller gemmested stopper han op og siger »her kan man lege«, men da han når hen til en hule, han selv har bygget af røde kasser, siger han, at han har brug for at hvile sig lidt inde i hulen i fred.

Meritpædadog Marie Rasmussen.

Anders Rye Skjoldjensen

En pædagog, som børnene kalder Marolle, griner kærligt ad ham og lægger en hånd på hans hoved. Hendes rigtige navn er Marie Rasmussen, og hun er én af de meritpædagoger, som flere – blandt andre BUPL, regeringen og SF – peger på som en del af løsningen på pædagogmanglen.

Meritpædagogudddannelsen giver mulighed for, at allerede ansatte ufaglærte pædagogmedhjælpere kan uddanne sig til pædagog, mens de på deltid passer deres arbejde i institutionen og samtidig får fuld løn. Det er altså en slags investering i det ufaglærte personale, man allerede har. For at blive optaget på merituddannelsen skal man være mindst 25 år, have to års erhvervserfaring i faget og derudover opfylde en række andre krav. Ifølge en ny undersøgelse, Arbejdernes Erhvervsråd har lavet for BUPL, lever 3000 ansatte i landets daginstitutioner lige nu op til kriterierne for at kunne påbegynde merituddannelsen.

Marie Rasmussen havde i mange år været ufaglært medhjælper i Regnbuen og aldrig tænkt, at hun kunne tage en uddannelse, da hun er enlig mor til to og ikke har råd til at være på SU. Men da institutionen tilbød hende en meritpædagoguddannelse, som gav hende løn i alle tre år, takkede hun ja. »Og det har jeg aldrig fortrudt, selv om det selvfølgelig var nogle hårde år, hvor mine små børn talte ned til den dag, jeg var færdiguddannet, så jeg kunne få mere tid med dem‚« siger Marie Rasmussen. »Men det har givet mig teori på min praksis, og jeg er helt sikkert en dygtigere pædagog i dag,« siger hun og henter solcreme til de børn, der lige skal have et ekstra lag beskyttelse.

Pædagog Marie Rasmussen sørger for, at alle børn får solcreme på.

Pædagog Marie Rasmussen sørger for, at alle børn får solcreme på.

Anders Rye Skjoldjensen

For hverken institutionsleder Stella Rønne Zoan eller BUPL er meritpædagogerne dog en perfekt løsning på pædagogmanglen. »Systemet er meget firkantet og fyldt med krav, det kan være svært at honorere,« siger Stella Rønne Zoan. Derudover kan det være en dyr løsning for den enkelte institution, påpeger hun, da man både skal betale løn til dem, som er på skolebænken, og til de vikarer, der dækker ind. »Vikarlønnen bliver nemlig kun refunderet, hvis jeg får én i jobrotation ude fra jobcenteret, og det synes jeg hverken er en stabil eller ambitiøs nok løsning, når det handler om at passe på børn og sikre deres trivsel og udvikling.«

Folk uden pædagogisk uddannelse kan sagtens trøste børn, give et kram, skifte ble, spille fodbold og smøre boller og være fantastiske til det, understreger hun, men hun mener også, det er naivt at tro, at de ikke vil løbe ind i situationer, »de ikke forstår eller formår at løse, fordi de ikke har de pædagogiske briller på«, siger hun og fortæller, at der i hendes egne børns institution lige nu er nul uddannede pædagoger tilbage i børnehaven, fordi de sidste to lige har sagt op.

»Og selvfølgelig har det konsekvenser for børnene, når fagligheden omkring dem forsvinder,« siger Stella Rønne Zoan. »Det er vi nødt til at tale om, for det er da et kæmpe problem, som frustrerer mig dybt. Ikke bare som leder, men også som mor.«

Hvert 6. barn har et psykisk problem

Frustrationen deler man hos BUPL – Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund – hvor formand Elisa Rimpler ikke tøver med at kalde pædagogmanglen en »tikkende bombe«.

Dels påvirker pædagogmanglen de pædagoger, der allerede findes, og som oplever, at de ikke har tid nok til at gøre deres arbejde ordentligt, påpeger Elisa Rimpler. »Og den frustration kan desværre føre til en form for afmægtighed, hvor pædagogerne føler, at de hele tiden skal gå på kompromis med deres faglighed,« siger hun.

Derudover går pædagogmanglen ud over børnene, som ikke bliver set i det omfang, de fortjener, siger Elisa Rimpler og henviser til en nylig rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, der konkluderer, at pædagogmanglen går mest ud over børn med diagnoser og i udsatte positioner, fordi der ikke er tid til at give dem den særlige støtte, de for eksempel skal bruge for at komme med i legen eller for at udvikle deres empati. Men også fordi fagligheden til det simpelthen ikke findes i institutionerne, hvor kun halvdelen af det pædagogiske personale på landsplan har en pædagogisk uddannelse.

Elisa Rimpler tror på, at der er en sammenhæng mellem pædagogmanglen og børns generelle mistrivsel. Flere opsigtsvækkende rapporter har for nylig slået fast, hvor skidt det står til – blandt andre har Vidensråd for Forebyggelse dokumenteret, at hvert sjette barn under ti år lider af et psykisk helbredsproblem. Det kan være adhd, autisme, angst og depression, og det udgør ifølge rapporten »et betydeligt folkesundhedsproblem, som kalder på handling«.

»Og når det allerede så tidligt i børns liv står så skidt til, er det oplagt, at pædagogerne ude i institutionerne skal være med til at vende udviklingen. Spørgsmålet er bare, om de kan det, når de ikke er flere,« siger hun. 

Men også de andre institutionsbørn risikerer at blive påvirket negativt af pædagogmanglen: »De kan komme til at føle, at det er svært at blive set og hørt, og at opmærksomhed er noget, man skal tilkæmpe sig,« siger hun. Derudover risikerer endnu flere pædagoger at forlade faget, ligesom forældre kan blive usikre på, om de reelt bare afleverer deres børn til en form for opbevaring.

Omsorgen, der røg i baggrunden

På DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet – sidder lektor Ditte A. Winther-Lindqvist og forsker i omsorg i dagtilbuddene. Hun er ikke i tvivl om, at der finder en omsorgskrise sted, men hun er i tvivl om, hvorvidt den skyldes, at der ikke er pædagoger nok – eller om omsorgskrisen snarere er skyld i, at der ikke ikke er nok fagmedarbejdere. Hun rejser altså en slags ’hønen eller ægget’-spørgsmål, da vi fanger hende over telefonen. »For hvad kom egentligt først?« spørger hun og drager parallel til to andre klassiske omsorgsfag, som også mangler hænder: sygeplejerskerne og jordemødrene. »Her kan man igen spørge: Er sundhedsvæsenet i omsorgskrise, fordi der mangler hænder, eller mangler der hænder, fordi hospitalerne er i omsorgskrise?«

Ifølge Ditte A. Winther-Lindqvist skete der på dagtilbudsområdet et markant skifte hen imod mindre omsorg, da Folketinget i 2004 vedtog en lov om læreplaner i daginstitutioner. For hvor fokus tidligere var på leg, samvær og sociale relationer, kom det med loven i langt højere grad til at handle om børns udvikling, da det herfra blev obligatorisk at udarbejde pædagogiske læreplaner, som skal beskrive og dokumentere, hvordan børnenes udvikling og læring gribes an i den enkelte institution. Et andet tegn på, at omsorg er gledet i baggrunden til fordel for ønsket om læring, ses i den del af dagtilbudsloven, der omhandler 0-6-årsområdet: Her er ordet omsorg kun brugt én gang, mens læring er nævnt 61 gange.

Børn vasker hænder på institutionen Regnbuen.

Børn vasker hænder på institutionen Regnbuen.

Anders Rye Skjoldjensen

Ditte A. Winther-Lindqvist skelner mellem to slags omsorg, der finder sted i vuggestuen og børnehaven: Den responsive, som finder sted, når man som pædagogisk personale trøster, sætter plaster på, skifter en ble eller pudser en næse. Og den proaktive, som mere handler om udvikling og læring og om barnets færdigheder og kompetencer. Begge typer omsorg lider under pædagogmanglen, siger hun. Men selv om vi kan have tendens til at fokusere på tabet af den proaktive, er det faktisk Ditte A. Winther-Lindqvists vurdering, at den gode repsonsive omsorg lige nu er under størst pres.

»Siden læreplanernes indførelse har man favoriseret den proaktive omsorg, hvor børn skal lære tal og bogstaver og have temaer om krop og bevægelse,« siger Ditte A. Winther-Lindqvist. »Det kan man sige meget fint om, men det har også betydet, at den responsive omsorg er gledet i baggrunden, og at bleskift og trøst bliver set som noget, der ’bare’ er pasning, som kan varetages af de fleste, og det er en kæmpe misforståelse,« siger hun. For lige så fint, nærværende og udviklende et bleskift for eksempel kan være, lige så mekanisk og uindfølende og utrygt kan det for barnet føles, hvis det bliver gjort uden omtanke, påpeger hun. Det samme kan man sige om at sætte plaster på et knæ eller hjælpe et barn ind på toilettet. »Og den slags omsorg kommer vi kun til at miste mere af, hvis ikke de ufaglærte medhjælpere, der helt sikkert bliver flere af, når minimumnormeringerne skal nås, bliver sat grundigt ind i, hvad et godt bleskift for eksempel kan betyde for et barn og for en relation‚« siger DPU-forskeren.

Kampen for normeringerne

Hvis man skal pege på ét parti, der stod i spidsen for kampen for minimumnormeringer, var det SF. Og hvis man skal pege på én SF’er, der førte an, så var det daværende gruppeformand og børneordfører Jacob Mark. Den 12. marts 2019 begræd han på Facebook, at partiets forslag om bare at drøfte minimumnormeringer var blevet nedstemt i folketingssalen. Imod stemte blandt andre Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – »jeg var så skuffet,« husker Jacob Mark. Herefter kommenterede en mor på hans opslag og skrev, at nu måtte der altså gøres noget, så hun oprettede en demonstrationsgruppe, og derfra gik det stærkt. Den 6. april demonstrerede tusindvis af forældre i over 50 forskellige byer.

En af dem var Louise Kamma Fogh, der sammen med sin mødregruppe tog initiativ til en demonstration i Gladsaxe, hvor hun dengang boede med sin mand og deres to børn Ronja og Luna. Dengang sagde hun til Information, som var med, da mødregruppen mødtes for at male bannere og finde på kampråb, at hun egentlig ikke havde specielt meget lyst til at stå og råbe ind i en megafon, men at sagen var for vigtig til, at hun kunne blive hjemme og gøre ingenting. »Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der er vigtigere at kæmpe for,« sagde hun, mens hun sad på køkkengulvet og malede røde striber på et banner med babyer kravlende omkring sig.

I dag bor hun i Helsingør, har føjet Elvis på halvandet år til flokken, og mener stadig, at minimumnormeringer var det rigtige at kæmpe for, fortæller hun, da vi vender tilbage for at høre, om hun er blevet mere tryg ved at sende sine børn i institution.

»Om jeg synes, det er ren kvalitetstid, det der foregår ude i institutionerne? Nej, det gør jeg ikke. Og derfor har vi for eksempel også valgt at holde Elvis hjemme, indtil han er to,« siger hun. »For hvis man hverken kan gå eller tale endnu, så er man helt prisgivet og afhængig af, at der er hænder nok, og det er der jo ikke. Så nej, jeg er ikke tryg endnu, selv om jeg selvfølgelig er tilfreds med, at minimumnormeringer blev vedtaget.«

Børn i gården hos institutionen Regnbuen.

Børn i gården hos institutionen Regnbuen.

Anders Rye Skjoldjensen

Alligevel er hun en smule slukøret, fortæller hun. For manglen på varme hænder begrænser sig som bekendt ikke kun til dagtilbuddene, men omfatter også sygeplejersker og jordemødre, påpeger Louise Kamma Fogh: »Det siger for mig noget om, at det her er en ideologisk problemstilling, der handler om, at vi ikke værdisætter omsorgsarbejde højt nok, men alt for længe har taget den allermest dyrebare og vigtige omsorg for givet,« siger hun. Og så er det klart, at folk stopper med at gide uddanne sig til fagene:

»Og det bekymrer mig stadig helt vildt. Faktisk endnu mere i dag end tilbage i 2019, hvor vi malede bannere hjemme på mit køkkengulv.«

Nyttede det?

Jacob Mark fra SF har det på samme måde. Og selv om minimumnormeringerne er blevet hans mærkesag og politiske bedrift, har han selv svært ved at svare på, hvordan vi tryller 14.000 pædagoger frem.

»Men jeg tror, det skal ske med en kombination af flere ting,« siger han og peger på, at pædagoguddannelsen, som historisk har haft ét af de ringeste taxametertilskud, skal gøres mere attraktiv, at man skal se på, om lønnen kan hæves, og hvordan flere af de pædagoger, der har forladt faget, kan vende tilbage. 

– Du kæmpede for minimumnormeringer og sejrede, men pædagogerne, som skal udfylde de nye normeringer, findes jo ikke. Mener du stadig, at minimumnormeringer var det rigtige at kæmpe for, eller skulle du have ført an i en anden kamp – for en bedre pædagoguddannelse, for eksempel?

»Jeg mener stadig, at minimumnormeringerne var det helt rigtige mål,« svarer han. For selv om Jacob Mark allerede tilbage i 2019, da forældredemonstrationerne stod på, godt vidste, at der ikke ville være uddannede pædagoger nok til at udfylde minimumnormeringerne, var man nødt til at starte et sted og komme med et meget konkret politisk krav, siger han:

»Hvis først vi fik lavet en politisk aftale, blev vi jo også nødt til at diskutere vejen hen til minimumnormeringerne, var ræsonnementet, og for mig involverer det både en debat om pædagogernes arbejdsrammer og vilkår, og om hvordan vi skruer en bedre pædagoguddannelse sammen, som er attraktiv for folk at vælge.« 

At forældre, organisationer, partier og fagforbund i fælles front ikke bare lykkedes med at sætte dagsordenen, men også sejrede politisk kalder han »et mirakuløst tilfælde, hvor planeterne stod rigtigt«. Men kampen er ikke slut, siger han og fastslår, at han meget gerne ser, at emnet bliver en del af den kommende valgkamp. For selv om der med aftalen om minimumnormeringer følger en stor pose penge på 3,6 milliarder, som kommunerne nu og frem mod 2024 får del i til at ansætte mere pædagogisk personale, så er der stadig flere kommuner, som sparer på børneområdet: For eksempel Slagelse, hvor der lægges op til besparelser på 32 millioner kroner, som blandt andet skal findes ved at udskyde minimumnormeringerne samt afskedige pædagoger og ansætte ufaglærte i stedet.

Vi ville gerne have talt med regeringen om pædagogmanglen, og hvor de 14.000 pædagoger skal komme fra, men børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har takket nej, og Socialdemokraternes børneordfører Jens Joel er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Et meningsfuldt arbejde

Tilbage i Regnbuen møder vi på legepladsen også pædagogmedhjælperen Vivi Petersen. Mens hun kalder børnene ind til frokost, fortæller hun, at hun ikke bryder sig om at tænke for meget på den store pædagogmangel. Hun har selv været ved at uddanne sig til meritpædagog, men måtte undervejs springe fra på grund af familiære årsager. Hun har arbejdet med børn siden 1984 og fortæller, hvordan det siden kun er gået én vej: »I 1986 kan jeg huske, at jeg var i en sfo med 100 børn, og dem var vi 18 voksne til‚« fortæller hun. »I dag ser normeringerne helt anderledes ud, og min oplevelse er desværre ikke, at børn siden da er blevet mindre krævende – snarere tværtimod, da der er flere børn i dag med diagnoser, som skal have ekstra støtte.« 

Børn på legepladsen i insitutionen Regnbuen.

Børn på legepladsen i insitutionen Regnbuen.

Anders Rye Skjoldjensen

Vivi Petersen kender til flere historier med pædagoger andre steder, som i længere perioder har været alene med alt for mange børn. Blandt andet blev hendes egen datter, som er pædagog i en vuggestue, sygemeldt med stress, fordi hun alt for længe var alene med ti små børn.

Vivi Petersen er også godt klar over, at mange pædagoger har forladt jobbet og nu arbejder i helt andre brancher, hvor de kan få en højere løn, bedre arbejdsvilkår og mere fleksibilitet. Men trods manglen på hænder har hun ikke tænkt sig at skifte arbejde: For hende er det stadig meget meningsfuldt at arbejde i en institution, »hvor man får lov til at følge børns udvikling og glæde«, siger hun.

»Og jeg vil vove at påstå, at børnene her ikke er klar over det, hvis der mangler to-tre pædagoger. Vi forsøger jo virkeligt at opretholde en hverdag, som de kender den, og jeg synes faktisk, det er ret fantastisk, hvis vi kan få børnenes hverdag til at fungere, uden at de opdager, at vi kan være pressede,« siger hun. Og tilføjer, at det selvfølgelig også er det, der gør det hele farligt: »For bagsiden af det er jo, at folk måske slet ikke opdager, hvor meget pædagogerne egentlig mangler over det hele.«

Et barn snubler over sine egne ben på vej ind ad døren. »Skal du have hjælp til at komme op?«, spørger Vivi Petersen og rækker hånden frem.

167.000 læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail
Johnny Werngreen

Det er vel i virkeligheden den største skandale i nyere tid, at vores fælles forvaltning af velfærden er så unødvendig ringe. Vi handler i troen på at verden skal være enten rød eller blå, altså enten skal det private og individuelle prioriteres, eller også skal fællesskabet prioriteres. Men selvfølgelig handler det om at finde den balance mellem det individuelle og det fælles, som muliggør trivsel for så mange som muligt. Nedbrydningen af velfærdsstaten begyndte med Anders Fogh Rasmussens tåbelige minimalstatspolitik, som kun kunne gennemføres under hensyntagen til DFs selvtilstrækkelige dehumaniseringspolitik. Nu står vi så med håret i mailboksen og må sande, at fællesskabet og fællesskabets institutioner har lidt så megen skade, at børn, patienter og nødlidende betaler prisen for, at vi investerede mere i os selv end i hinanden. Så hvis det med minkene er en skandale - og ikke rettidig omhu der reddede menneskeliv - så er vores nedslagtning af velfærdssamfundet en katastrofe.

Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Fam. Tejsner, Jeppe Theodor Lindholm, Flemming Jensen, Carsten Munk, Christa If Jensen, Hans Christian Jørgensen, Holger Nielsen, Inger Pedersen, Christian Mondrup, Dorte Sørensen og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Et PS: hørte et forslag fra de konservative, at hjælp mod de stigende priser var en skattenedsættelse, så familierne havde flere penge til sig selv - MEN hvad så skal velfærden så bare yderligere forringes?

Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Christa If Jensen, Holger Nielsen, Carsten Munk og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Hannibal Knudsen

Ja, Dorthe, det er jo det ragnarok vi kan forvente, hvis de blå vinder valget: mindre skat og mindre velfærd - for slet ikke at tale om mere sort energi osv

Dorte Sørensen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

@Hannibal Knudsen
09. juli, 2022 - 15:06

"..hvis de blå vinder valget: mindre skat og mindre velfærd.."

Ja, Knudsen, de blå partier toner da i det mindste rent flag:
De går til valg på mindre skat og MERE PRIVAT velfærd...

Det er der nogle, der foretrækker, og dem, som ikke gør det, kan jo blot vælge en anden varer. Det er det, der er så fint ved demokratiet...

Christa If Jensen

Tak for en kanon god artikel. Hvis vi nu går helt dybt ned i problematikken, hvad er så problemet? Kom med bud❣️Mit svar er “økonomisk vækst” og neoliberalisme. Hvilket ikke får mig til at sige, at løsningen er statssocialisme.
Løsningen er at arbejde for et bæredygtigt samfund, et samfund, der kan gives videre til de børn, der tales om, så de kan leve gode liv uden diagnoser, mistrivsel, angst og depression og hvad, der ellers er kommet ud af det økonomiske-vækst-samfund præget af konkurrence.
Vi skal bl.a. se på arbejdstiden i samfundet, så forældre har tid til at være der for børnene. Selv. En fleksibel 30 timers norm er et bud på en løsning og udvidelse af institutionernes åbningstider.
Er det sidste selvmodsigende? Nej, jeg ser en lavere arbejdstid for de, der har lyst til det, som en mulighed for generelt at udvide produktionstiden og servicetiden og at alle kan komme i arbejde med - for dem - meningsfuldt arbejde. Vi er jo både A-mennesker og B-mennesker, nogen arbejder helst tidligt på dagen, andre om aftenen. Lønarbejdet kan for nogen udfylde al deres tide. Hvorfor skal de ikke have lov til det? Derfor fleksibel norm.
Børnenes ophold i daginstitutioner kan begrænses og være fleksibelt også med forældrenes mindre arbejdstid og deres mulighed for at lægge et for alle parter godt tidspuslespil, både familien og arbejdspladserne.
Derudover bør barselsorloven/børneorloven også gøres fleksibel og forlænges og gøres ens for både mor og far, men kunne strækkes til barnet er f.eks,. 8 år.
Måske kan sådan en model betyde mindre behov for yderligere personale i daginstitutionerne, men til gengæld betyde, at alle er veluddannede.
Måske vil arbejdstidsmodellen også løse andre omsorgsområders personalekrise.
Vi skal ikke arbejde mere, vi skal have en klog og bæredygtig arbejdstidsmodel med plads til individuel tilrettelæggelse og dermed i højere grad følelse af frihed - og plads til børnene for deres skyld og fremtidens, ikke for økonomisk vækst. Det er det, Alternativet arbejder på.

Jeppe Theodor Lindholm

Som blå blok nok vil sige: Mission Accomplished.

Vi ligger som vi har redt. Befolkningen har gennem to årtier selv stemt sig til de her omstændigheder. For fremtiden kan de velhavendes børn gå i velfungerende børnehaver. Mens flertallet må få dem passet hos bedsteforældre.

Inger Pedersen, Inge Lehmann og Fam. Tejsner anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

MERE PRIVAT velfærd... Ha ha ha

Og det går jo også super godt med den ene skandale efter den anden i en ubrudt strøm. Senest har Forsvaret smidt ISS ud fordi opgaven blev helt uacceptabel løst. Alle opgaver er nu taget hjem igen efter bare 3 år. Det har kostet Forsvaret milliarder. Ligesom den ene skandale efter den anden håber sig op om mangelfuld pleje i den private ældrepleje. Der har endog været politianmeldelser for bedrageri med snyd med opgaveløsningen.

Privatisering har kun ET formål. At give de få adgang til at tømme lommerne på de mange. Og det på ALLE områder. Det omhandler hverken det frie valg eller den gode kvalitet. Det omhandler udelukkende skamløs profit maksimering.

Dorte Sørensen, Per Kortegaard, Anders Reinholdt, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Kim Houmøller, Fam. Tejsner og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

" En fleksibel 30 timers norm er et bud på en løsning og udvidelse af institutionernes åbningstider."

Pædagoger har IKKE fleksible arbejdstider. Når lille Bløb skal afleveres kl 6.30 så SKAL der stå en ansat klar. De kan ikke bare komme dryssende et kvarter senere.

Det betyder så også, at hvis pædagogen er sat ned til 30 timer, og har mødt 6.30, så går hun hjem 12.30, og efterlader sine kolleger og børnene til at blive i institutionen til... hvad? Kl 18? Og den pædagog der skal holde skansen til 18.00, møder hun så kl 12?

Nedsat tid og udviddet åbningstidtid vil IKKE løse pædagogmanglen. Tvært imod.

Dorte Sørensen

Hvis der var en 30 timers arbejdsuge så må det gælde for alle - herved vil familierne få mere tid til selv at passe og tage sig af deres børn samt lave andre ting - som fx lave mad mere fra grunden og med gode råvarer - det vil give en bedre sundhed osv....... -

Det kunne så igen blive til institutioner, der fik pædagogikken i højsæde i stedet for mere rent opbevarings steder med en alt for ofte dårlig normering.

Nanna Andersen

Af med skyklapperne.

19 procent. Så meget er ansøgertallet på blandt andet pædagoguddannelsen faldet med.

Vi står med et mere end stort problem ift medarbejdere i kernevelfærden. Sygeplejersker, lærere, pædagoger. Et af de store problemer er arbejdsvilkår, der afskrækker en del, fordi de ved at der ikke er rammer der understøtter det at omsætte sin faglighed i praksis. Så, hvordan får vi eksempelvis normerings og arbejdsvilkårskabalen til at gå op?

Det gør vi blandt andet ved at indrette et langt mere børnefamilievenligt arbejdsmarked, med fleksibilitet, 30 timers normarbejdsuge og ret til deltid, så børn ikke skal SÅ meget i daginstitution som tilfældet er i dag. Dermed kan børnetallet justeres nedad og bidrage til at få enderne til at mødes og forbedre arbejdsvilkårene. Det vil kunne tiltrække studerende og pædagoger der har forladt faget pga rammerne.

Der tales fra de forskellige aktører på de forskellige uddannelser og de berørte fagforbund, om en samlet plan. Deri ligger også et langt mere familievenligt samfund, hvis du spørger mig, og Alternativet. Og i den sammenhæng, er det påfaldende så lidt arbejdsmarkedet inddrages, når nu det netop er 100 procent afhængig af bla vores daginstitutioner.

Hvis ikke der sker noget med kvaliteten, så fortsætter forældre med at fravælge dagtilbud, og det vil berøre arbejdsudbuddet. Det har blandt andet Dansk Industri - DI været inde på, med fokus på at løfte uddannelsen. Det er også vigtigt. Mit forslag til arbejdsmarkedets parter er, kom denne udvikling i møde, ved at støtte op om udviklingen af et bæredygtigt arbejdsmarked som har familiepolitikken som et helt centralt omdrejningspunkt.

Flertallet af de politiske partier, burde også støtte op. Konsekvenserne ved ikke at gøre det, kan være et regulært velfærdskollaps.

#omsorgførst #bæredygtigtliv #familiepolitik #arbejdsmarkedspolitik

Christa If Jensen

Kære Mads Jacobsen! Du har da ret i, at pædagogerne ikke har fleksible arbejdstider nu. Ikke mange har med en norm på 37 timer og fast tilstedeværelse. Jeg kan forestille mig, at 30 timers arbejdsuge og mere individuel arbejdstid kunne bringe de pædagoger, der har søgt andre steder hen tilbage igen. Ja, nogen skal starte 6:30 andre kl 12 og måske andre igen kl. 15 alt efter behovet. Jeg ser, at børnene får kortere institutionsdage. fordi deres forældre kan lægge et puslespil, så den ene møder sent og den anden henter tidligt. Måske skulle vi arbejde for en lov, der sagde, at ingen børn må være i institution mere end 6 timer om dagen. Også en 30 timers ugenorm for børn.

Christa If Jensen

Kære Jeppe T Lindholm?
Hvem taler om flere private institutioner i denne artikel eller i kommentarsporet?

Mads Jakobsen

Christa If Jensen, hvis institutionerne skal være fleksible i forhold til forældrenes behov, så kan de ikke samtidigt være fleksible overfor pædagogernes. Der SKAL være ansatte i hele åbningstiden, og de SKAL følge en helt rigid vagtplan der er omhyggeligt konstrueret ud fra forvendtninger til præcist hvor mange børn der kommer hvornår.

Omvendt, hvis børn kun måtte være i institution i 30 timer om ugen, og åbningstiden derfor hed 9 til 15 hver dag, så ville folk strømme til faget, og jammeren fra forældre og erhvevsliv vill ingen ende tage.

Jeppe Theodor Lindholm

Og hvorfor blive pædagog, når du kan tjene 1 million kr. om måneden med det her https://www.youtube.com/watch?v=W9qtfP3rey8

Car demolition kunstneren Whistlindiesel har opbygget sin succes på bare 3 år ud af ingenting.

Pædagoger har det ikke sjovt. De skal kun klargøre mennesker til et middelmådig liv som gode lønmodtagere.

Christa If Jensen

Mads Jakobsen, jeg er uenig. Både lønmodtageres og familiers behov SKAL kunne gå op i en højere enighed. Forældre er også lønmodtagere, pædagoger er også forældre.

Casper Larsen

Først og fremmest: Tak til Lærke Cramon - for en rigtig god og rigtig vigtig artikel / feature.

Nu er jeg farvet af at bo i Slagelse - her skal der spares (som mange andre steder). En vedtaget besparelse består i, helt konkret, at reducere pædagogandelen i institutionerne og ansætte ikke-faglært (billigere) personale i stedet.

Slagelse er i forvejen den kommune der driver den billigste børnehave (økonomi pr. barn) i Danmark, alligevel mener kommunen, at det er forsvarligt at spare mere, stadig mene de tilbyder dagtilbud med kvalitet (fordi normering ikke er det eneste parameter).

Dette sker på trods af lov om minimumsnormering burde sikre området det modsatte - mere uddannet personale og flere hænder generelt.

Siden besparelserne er vedtaget ultimo maj er 5 ud af af kommunens 37 daginstitutionsledere stoppet - man kan have sin tvivl om det reelt er muligt at tiltrække ordentlige ledere, som kan bidrage positivt til institutionernes fremtid ift. trivsel for børn og personale, samt sikre dagtilbud med kvalitet, når de økonomiske rammer på papiret, gør det tæt på umuligt at levere noget der mindre om det.

Andre besparelser i Slagelse går på at flytte opgaver ind i daginstitutionerne, som normalt er løst af andre. Fx. skal dagplejens børn ved sygdom/ferie passes i vuggestuer i gæstepleje - man har fyret sprogpædagoger, og udlagt sprogopgaverne til de "alm. pædagoger" i børnehaverne, og man vil fyre dagplejepædagogerne, så dagplejerne fremadrettet skal modtage faglig assistance fra daginstitutionslederne i stedet for.

Alle tiltagene er noget som flytter flere opgaver ind i daginstitutionerne, vel at mærke UDEN at det påvirker normeringerne med så meget som et komma.

En af de største udfordringer, som jeg ser det, er at lov om minimumsnormering kun er lavet i overskrifter - de konkrete metoder for opgørelser, konsekvenser ved ikke at levere normeringerne, samt hvordan man tager hensyn til at kommunerne via diverse finter, flytter arbejdsopgaver ind i institutionerne uden ekstra hænder, uden det kan aflæses af normeringsdata.

Man har også ved hver finanslovsforhandling aftalt med KL at følge op på fx. uddannelsesandelen - men nu står vi snart på tærsklen til at kommunerne BURDE levere minimumsnormeringer, hvor vi ved at kommunerne i stort omfang har brugt de "gratis" puljepenge til indfasning af minimumsnormering, til at ansætte ufaglært arbejdskraft for at forbedre papirnormeringerne mest muligt for mindst muligt.

Hvis man skulle tage højde for alle de kommunale krumspring, ville det være nødvendigt at skulle ud i en uhørt ekstrem detailstyring - man har været i (for) god tro, da man lavede loven, fordi man per automatik havde en forventning om kommunerne gerne ville levere det ønskede løft, men nu står vi med et område, hvor man har fået en masse penge af staten, og taktisk har mulighed for at spare kommunale kroner, sænke kvaliteten, uden det kan aflæses i de kommende normeringsdata - det var ikke meningen, men det er realiteten.

Den ufærdige lov i overskrifter, uden konkrete metoder, har gjort det muligt for kommunerne helt indtil nu "i god tro" at forringe kvaliteten i daginstitutionerne, fordi loven ikke definere hvad der er OK og hvad der IKKE ER OK - dvs. så længe de levere lidt bedre normringerne på papiret, så kan de sådan set "i god tro" iværksætte en masse forringelser på den anden side, uden at gøre noget forkert - fordi "det forkerte" først bliver beskrevet og defineret to minutter i lukketid, kort før loven skulle til at vise sit værd.

Jeg håber man i efteråret, får tilrettelagt de sidste detaljer i loven, på en måde, hvor det står klart at der SKAL leveres kvalitet til børnene - og at man får beskrevet konsekvenserne (straffen), for de kommunerne der planlægger at gøre det modsatte.

Vi har gentagne gange hørt, at der mangler pædagoger, og undskyldningen for at de mange puljepenge fra staten, kun har givet flere ufaglærte har været, at pædagogerne ikke findes, og det trods alt er bedre med flere (ufaglærte) hænder, end ingen ekstra hænder - og det er jo sådan set rigtig nok, men nu står vi fx. i Slagelse med en kommune der helt åbent siger: Vi vil spare penge og vi vil ansætte billigt ufaglært fremfor pædagoger - her hjælper det altså på noget, uanset om pædagogerne måtte være der, så handler ikke om pædagogmangel - det handler om kroner - og lov om minimumsnormering gør her ingen væsentlig positiv forskel.