Et liv er forbi: Da Bodil Vermehren kom på plejehjem, hjalp hun de ansatte med datingtips

Da Bodil blev født i 1936, var hendes søster, Inga, kort forinden død af lungebetændelse.

Tabet fik den konsekvens, at forholdet mellem Bodil og hendes mor i de første år var distanceret. Moren var en ivrig maler, og når hun arbejdede, fik Bodil lov til at underholde sig selv. Hun følte sig til tider som et erstatningsbarn og blev ofte sammenlignet med sin afdøde søster, der allerede som femårig kunne føre nål og tråd.

Den slags gad Bodil ikke – det var for pænt og for kedeligt.

Hun blev derfor fars pige. Han var bankrevisor, men bag den stive facade var han langtfra kedelig, og Bodil arvede hans hang til overraskende indfald. Da familien efter krigen flyttede til Thisted, havde hun regnet ud, hvordan man satte fut i de formelle middage, familien afholdt: Hun greb dugen og lod, som om hun pudsede næse.

Det var de ikke vant til i 1950’ernes pæne stuer.

Forelskelse i Sovjet

Efter studentereksamenen tog Bodil til London. Her blev hun forsøgt forført af en velhavende modedesigner, der hentede hende i fin bil og forærede hende en rød frakke. Men da han til spørgsmålet om, hvad middagens dessert var, åbnede skydedørene ind til dobbeltsengen, løb hun skrigende bort. Og da manden, hvis hus hun passede, også blev lun på hende, vendte hun tilbage til Danmark efter et halvt år i det britiske.

Selv manden til John F. Kennedys enke, Aristoteles Onassis, måtte efter sigende tage til takke med en afvisning, da han ifølge Bodils anekdote forsøgte sig på et amerikansk felthospital i 1960’ernes Paris, hvor hun var indlagt med maveproblemer. 

Bodil var en smuk kvinde, og da hun underviste på Mors efter at være blevet uddannet lærer i 1957, kom den ene bondesøn efter den anden og tilbød at bygge hende et nyt stuehus. Men hun var ikke sådan at få fingrene i. Ikke før hun mødte sin første mand, den radikale folketingspolitiker Asger Baunsbak-Jensen, som hun giftede sig med i 1958.

Med ægteskabet fulgte hendes første barn, Martin, der kom til verden i 1960.

Ægteparret blev forstanderpar på Glamsbjerg Efterskole på Fyn, hvor hun underviste i litteratur. Og netop litteraturen var en stor del af Bodils liv, for når hendes far var bortrejst i barndommen, var det bøgernes univers, hun rejste til. Især H.C. Andersen kunne hun tale om i timevis.

Mens Cubakrisen udspillede sig, var parret i Sovjetunionen. Til en teaterforestilling faldt Bodil i snak med den 24 år ældre Jørgen Vermehren, der kom i de kunstneriske miljøer og var betaget af litteratur ligesom Bodil. Snakken blev til forelskelse, og hun lod sig kort efter skille. I 1964 blev Bodil og Jørgen Vermehren gift, og datteren Eva kom til. Det blev et meget lykkeligt ægteskab. 
 

Sygdom og livsmod

I 1970’erne var Bodil Vermehren alvorligt syg med en tarmsygdom, der næsten tog livet af hende. Stomien, der fulgte med, var i begyndelsen svær for hende, men med tiden blev den uproblematisk. Og senere i livet fulgte børnebørnene spændt med, når posen skulle tømmes, for man kunne jo tromme på den.

Sådan var Bodil Vermehren – selv det uskønne skulle man kunne grine af.

Hun havde et lyst sind og græd sjældent. Men når hun som pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet – i øvrigt med sin første mand som chef – skulle vejlede forældre om, hvordan Spielmeyer-Vogt sygdom, en dødelig børnesygdom, ville påvirke børnenes liv, tog det på hende. For Bodil var det afgørende, at børnenes korte liv skulle leves med værdighed.

Jørgen Vermehrens død i 1996 var også svær. Som enke blev hun del af kvindelogen Inner Wheel, som hun senere blev præsident for. Her fortalte hun historier, der tryllebandt alle, men som aldrig blev skrevet ned. Bodil Vermehren var for magelig til den slags. Det samme gjaldt rengøring. Helt til det sidste insisterede hun på, at hun aldrig havde vasket et gulv.

Børnebørnene elskede hende. Hun indtalte kassettebånd til dem, og når de var på togtur, havde hun for vane at pege på »røvfuglen« over marken for at overraske dem. Hun introducerede dem også til ballet på Det Kongelige Teater.

»Stille hjerte, sol går ned«

Bodil Vermehrens Parkinsons sygdom gjorde hende langsomt mindre mobil. Men hovedet forblev klart. På det sydfynske plejehjem forsøgte hun fortsat at udvide sit netværk, men da de fleste beboere var demente, fik hun i stedet en tæt relation til plejerne. Hun hjalp dem med datingtips, med at vælge nyt personale, og når det blev kedeligt, hev hun med rystende hænder pendulet frem. Med det kunne de beslutte, hvilken shampoo der var god i dag.

Til sidst kunne Bodil ikke løfte en finger, men kunne alligevel inspirere folk med sit væsen. Selv når hun blev flyttet fra sengen i lift, lavede hun »luftakrobatik« og var »cirkusprinsesse«. Man måtte aldrig kede sig, og man blev aldrig for gammel til at være tosset, sagde hun.

Den 11. august 2022 sov Bodil Vermehren ind, mens hun lyttede til sin datter, der sang »Stille hjerte, sol går ned«.