Essay
Læsetid: 9 min.

Ny bog om økofascisme: Sådan taler den yderste højrefløj om klimaet

Klimakrisen er typisk et emne, der ligger venstrefløjen på sinde. Men efterhånden som den vokser, kan den ikke længere ignoreres på den yderste højrefløj. Så hvordan taler højrefløjen om klima? Og hvad er dens løsninger? En ny bog giver det store overblik fra Tyskland til Brasilien
I den seneste franske valgkamp forsøgte Marine Le Pen at promovere en ny ’nationaløkologi’. Fokus var på at promovere ’fransk’ natur og at re-industrialisere landet for at gøre det mere uafhængigt.

 

I den seneste franske valgkamp forsøgte Marine Le Pen at promovere en ny ’nationaløkologi’. Fokus var på at promovere ’fransk’ natur og at re-industrialisere landet for at gøre det mere uafhængigt.

 

Geoffroy Van der Hasselt

Moderne Tider
10. september 2022

Efter endnu en sommer med skovbrande og varmerekorder på tværs af det europæiske kontinent, står det klart, at klimakrisen ikke er et fremtidigt scenarie, men vores levede virkelighed her og nu. Det har været varmt og ødelæggende, og det bliver kun værre herfra. Som Homer Simpson forklarer i et meme, der er gået viralt, så var dette måske nok den varmeste sommer i dit liv, men se det fra den lyse side: Det var den koldeste sommer i resten af dit liv.

Forsøg på at gøre klima og miljø til et centralt punkt på den politiske dagsorden associeres ofte med venstrefløjen. Som klimaforandringsbenægteren Fred Singer engang formulerede det, er miljøforkæmpere som vandmeloner: grønne udenpå og røde indeni. Den tidligere leder af det franske højrefløjsparti Front National, Jean-Marie Le Pen, turnerede i en kort periode med en overskåret vandmelon for at illustrere pointen.

Men hvorfor egentlig? Klimaet påvirker åbenlyst os alle. Så burde klimaspørgsmålet ikke være lige vigtigt for os alle sammen uanset politisk ståsted? Og hvordan reagerer højrefløjen i forhold til klimakrisen, i takt med at det bliver stadigt sværere ikke at forholde sig til den?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Der er dog tegn på, at højrefløjen ser sig nødsaget til at finde på andre svar end ren fornægtelse. I den seneste franske valgkamp forsøgte Marine Le Pen eksempelvis at promovere en ny ’nationaløkologi’. Fokus var på at promovere ’fransk’ natur og at re-industrialisere Frankrig og dermed gøre landet mere uafhængigt i en verden i hastig klimamæssig forandring."

... øøhh... KUNNE det tænkes at give associationer til Mette Frederiksens "fredning" af Ålborg Portland og de ca. 300 ansatte/vvælgere???

Læs: Er dagens socialdemokrati reelt og officielt blevet en del af højrefløjen?

"... og opfinderen af biodynamisk landbrug, nazisten Alwin Seife..."

Det er vist en ommer...

Venlig hilsen
Henrik Jensen

Steen Ole Rasmussen

Begrebet "økofascisme" er fra tidernes morgen indført med det formål semantisk at reducere hensynet til den højere naturbetingede nødvendiighed til noget, der kun må opfattes som udemokratisk, diktatorisk, umoderne, tilbagestående og slemt perverst selvhævdende.

Det faktum, at modernismen, udviklingen, den hellige økonomiske vækst, arten mennesket med dets gigantiske udbredelse og øjeblikkeligt foretrukne fortælling om evig udviklingen er blevet sit eget største problem, skal reduceres til noget, der kan behandles inden for det eksisterende politiske modsætningsforhold.

Begrebet fascisme er siden fascismens store nederlag ved æraens begyndelse, dvs. fra og med afslutningen på anden verdenskrig, selve nederlagets og tabernes sag. Der vil man gerne have miljøforkæmperne hen også! De er en smerte i røven på den herskende orden.

Fascismen står fast som definitionen den perverse form for overlegenhed, den syge selvpromovering der endte op som sin egen modsætning, Hitlers, Japans, Italiens og andre fascistiske regimers totale krig, kamp for sejr der endte som nederlag.

Det er modernisterne, nutidens liberale vindermentalitet inden for hele den frie verden, dvs. vinderne af den kolde krig, der har kørt med klatten fuldstændigt blinde for sig selv og konsekvenserne af sin egen patetiske succes, der er vor tids tabende vindere. Men de har magten til at kategorisere den forpligtende beskrivelse af sig selv som økofascister, via de medier, som de sidder på-

Dem, der påpeger og beskriver de selvnegerende aspekter i den nuværende og fremmeste form for social menneskelig succes, og som siger det, som det er, må pr. definition kategoriseres på samme måde som fortidens fascister. Der sker her som der, for ellers kompliceres tilværelsen alt for meget for de sidende, den herskende orden, den topstyrede italesættelse af den politiske orden, som ikke kommer fra de sociale medier, fordi der ikke er nogen komandostruktur i de sociale medier som der er i envejs massekommunikationsmedierne. Alt styres fra redaktionegangen her, helt modsat på de social medier.

De segmenter, som man lever af at henvende sig til og som efter hånden har forstået den reelle udfordring puttes behændigt ind under samme kategori som fortidens fascister.

Men det aldeles udemokratiske faktum, at den sejrende livsstil er sit eget største problem, og at udviklingen, som man forfølger inden for mainstream liberal globalistisk orienteret side, er selvnegerende. Men det gør hverken videnskabsfolk eller os (der har forstået den højere nødvendighed til forskel fra den falske økonomiske, som fortællingen om konkurrencestaten og dens overbygning, den kristne socialdemorkratiske velfærdsstat, som hele parnasset dyrker) til fascister.

For mange år siden forsøgte jeg mig med en ironisk sarkastisk definition på selve begrebet "økofascist".

Det, som jeg havde oplevet i et væld af fora, var indskrivningen af mig selv under betegnelsen. Derfor forsøgte jeg mig med en ironisk definition på mig selv som økofascist.

Dengang omkring 2006 kunne man ikke påpege, at det var et videnskabeligt faktum, at den menneskeskabte globale opvarmning var en kæmpe udfordring, uden at blive beskrevet som økofascist. Jeg gentog mig selv i et væld af sammenhænge med budskabet om, at det var et aldeles udemokratisk og videnskabeligt funderet faktum, at de sejrende var sit eget problem, takket være deres gigantiske forbrug af fossiler m.m. Jeg var fascist, udemokratisk, imod udviklingen. Basta!

Strategien, som man mødte i de mere eller mindre frie debatter den gang, var tydelig. Nu kan man se, at den er blevet mainstream.

Sagen er, at det moderne samfund endnu ikke er i stand til at handle på udfordringen, uden at måtte indrømme, at selve modernismen, globaliseringen, udviklingen, vækststamfundet, konkurrencestaten og velfærdsstaten som vi kender, er og bliver en syg konstruktion, en falsk fortælling om udvikling, et patetisk og selvnegerende projekt! Der er ikke plads til at lade dem, der kan, slå sig løs på markedets vilkår for så at høvle lidt af væksten med det formål at dæmpe utilfredsheden med udviklingen inden for tabersegmenterne. Det er selve vækstfilosofien og vindermentaliteten, der ikke er plads til, uanset hvor mange almisser viderne tvinges til at give taberne som kompensation og i smuk forlængelse af den falske fortælling om udviklingen frem mod den bedste af alle verdener.

Derfor skal klimaaktivister, desperate unge mennesker og jeg, som insisterer på konflikten med den falske nødvendighed puttes ind under samme kategori som højrefløjens fallerede fortidsfænomener.

Vi skal neutraliseres, puttes i kategori med fortidens tabere, for på den måde semantisk at miste vor egen plads i det sociale, dvs. inden for den diskurs, som sætter dagsordenen, styrer verdens skæve gang.

Det er mainstream liberalistisk og faktakonsistent, dvs. de demokratistøttede mediers strategi. Det er magtelitens strategi. Den, som vore medier betales for at gennemføre.

Derfor er distinktionen mellem fake news og faktakonsistens, sådan som den praktiseres fra redaktionsgangene på de store envejs kommunikationsmediers side oppe fra og ned efter selv fake news, let gennemskueligt og patetisk forsvar for en syg fortælling om EU, den vestlige verden og globaliseringen som løsningen på alle de problemer, som vi tenderer mod at gå ned på grund af.

Fordelen ved at skrive sine betragtninger ned, der hvor de opstår historisk, er at man kan sige, hvad sagde jeg:
https://www.google.com/search?q=%C3%B8kofascisme+for+liberalister&rlz=1C...

Man hvisker mig i øresneglen, at man skal passe meget på med hele tiden at fokusere på kommunikationens forudsætninger. Argumentet forstår jeg godt, jeg har oplevet adskillige gange, at der ikke var plads til mig. Jeg var alt for udemokratisk, hvorfor jeg måtte se mig bortcensureret! Den kølle kender jeg fint. Det er ikke nemt.

Brian W. Andersen

@ Henrik Jensen

Så meget af en ommer er det nu ikke.

Rudolf Steiner fremlagde sin teori om biodynamisk landbrug på en række forelæsninger i 1924, hvor han lagde stor vægt på at de metoder han foreslog skulle testes grundigt med eksperimenter. I løbet af de efterfølgende 15 år deltog flere hundrede mennesker i at udforme og udføre disse eksperimenter. Og som det stort set altid er med forskning, der skal gøre teorier til funktionel fysisk praksis, så førte de fleste eksperimenter i første omgang ikke til de ønskede resultater, men til sidst var der nogle få at de deltagende personer, som fandt en løsning, der gav det ønskede resultat.

Jeg ved ikke præcis hvilken af disse personer, som kom allerførst, men Alwin Seifert var en af de første og han var bestemt en af de største og mest indflydende, hvilket afhængigt af hvem der kom først enten gør ham til eneopfinder eller medopfinder af biodynamisk landbrug. Uanset hvilket, så er det i hvert fald ikke ukorrekt at betegne ham som opfinder.

Christian Mondrup

Ifølge tysk Wikipedias artikel om Alwin Seifert: https://de.wikipedia.org/wiki/Alwin_Seifert er der på ingen måde tale om en "ommer".

@ steen ole rasmussen
så det sagt ! – alligevel svært at sluge dén pastil – undertoner af ekstrem social kontrol på skarpere tvangsniveau end modernismens liberalistiske dogmer om gensidig ansvarsfrihed for enhver pris – udfordringen er at vi menneskeheden alle stort set er nødt til at gøre det samme ens hér og dér allevegne NU – lige NU – ingen klasseprivilegier ingen forskel – dét vil ikke ske frivilligt og kolbøtten vil ikke blive køn – de fleste vil ikke være med – men hvad vil de så ? (og dét vil de heller ikke) – en amerikansk klimaskribent skrev for lidt tid siden at det nok ikke hjalp nogen noget videre at sige at der var et happyend–lys for enden af tunnelen Hollywood–style – langt bedre med ærligt at erkende at der ikke er ret stor sandsynlighed for succes for menneskehedens fortsatte eksistens 3 generationer herfra – men at vi mere eller mindre er tvunget til at gøre forsøget og løbe linen ud – for sådan er vi mennesker åbenbart – apropos åbenbaring – hvis det er dét der skal til bliver det faneme stort !

Steen Ole Rasmussen

Hej Ditlev
Hvis du læser undertoner af ekstrem tvang ind som nødvendig medicin i forhold til udfordringen, så er det altså ikke lige det, som jeg advokerer for.

Tværtom, så skriver jeg noget om respekt for det, som jeg kalder funktionsdifferentieringen, et udtryk som jeg tog fra systemteorien i 00'erne og kastede om mig med, uden at der var et øje, der forstod mig i den sammenhæng.
I begge de tekster, som kommer frem på førstepladserne i den søgning, jeg lagde ind, kommer jeg ind på, at det politiske system ikke respekterer videnskabens autonomi, at de økonomisk liberale succeskriterier er det ideologiske argument for at reducere forskningen til det Helge Sander beskrev som minimal afstand mellem forskning og faktura.

Der er heller ikke mange argumenter for uniformer i noget af det, jeg ser som alternativet til "udviklingen".

Men alle de konstruktive ideer og forestillinger om alternativer til elendigheden tilhører i en hvis forstand utopiens domæne, noget der igen altid har været kernen i fortællingen om "udviklingen" i ental, noget jeg slet ikke kan tro på.

Det, der kommer til at ske fremmadrettet, vil ikke være resultat af nogen form for overordnet rationalitet, det vil ikke udfolde sig som led i "den store fortælling", hverken en socialistisk materialistisk, kristen, liberalistisk eller traditionel konservativ en af slagsen.

Men jeg deler den sarkastiske og langhårede tilgang til historiens mulige forløb og fortidens. Fx kunne jeg godt finde på at beskrive anden verdenskrig som resultat af en vegetaners forsøg på at få kødspiserne til at gøre det af med hinanden. Hitler var jo som sagt økofacist, vegetar og det lykkedes ham at få ca. 63 millioner kødspisere til at gøre det af med hinanden.

Set ud fra et ditto økofacistisk perspektiv, så kan den tredje verdenskrig passende udspille sig som fossilædernes forsøg på at gøre det af med hinanden. Det faktisk ud til at gå meget godt i den retning, da Putin har stor succes med at få EU til at begå harrakiri med sin hang til fossiler og krig med Rusland i Ukraine.

De nylige sejre på slagmarken i Ukraine, hvor Kiev har stort held med at tilbageerobre land fra russerne, tvinger Putin til helt nye og langt mere drastiske tiltage. Belarus kommer nok med i krigen som det næste, og der er andre område i øst, der kunne tænkes at komme med ind i konflikten. Og inden vinteren er omme, så har vi kaos i hele unionen.

Set ud fra et klimatisk synspunkt, så går det ganske godt med forsøget på at få fossilerne til at gøre det af med hinanden.

Det var den ironiske og langhårede fremtidsversion. Dengang jeg var mere seriøs, der troede jeg sådan set på en slags oplysningens projekt. Men nu holder jeg mig til min kolonihave, mens jeg ser til, selvfinansieret fri af arbejdsmarkedet:

https://www.google.com/search?q=selvfinansieret+fri&rlz=1CATVZD_enDK888&...

@ steen ole rasmussen
haha NU lyder du lidt negativ ikke ? – men humor må jeg sige du har til pennespidsen – dén onkel Dolf og kødspiserne er lige i øjet om end ikke sandfærdig – men du har en pointe i at det ser ud til at gå ad helvede til for tiden – alle forbenede koldkrigere der endnu er i live rasler med sablerne og selvretfærdige Sverige på vej ind i NATO hvis altså ikke SD får vilje som agt inden solen går ned
tidligere artikler og kommentartråde opremser grufulde scenarier for Europa den vestlige verden som vi tror at kende den (farvel Baltiske Lande farvel Finland farvel Sverige farvel Polen) tilbagerulning af jerntæppet – koste hvad det vil og det vil det russiske system tilsyneladende (pt. Putin) ser ikke ud til at bekymre sig en bøjet kopek om det pan–russiske menneske eller andre annekterede – og Vesten foregiver at pumpe ved pumperne alt hvad de kan uden at røre ved det/de egentlige problem(er) – k a p i t a l i s m e n – sygdommen der ikke er plads til – menneskeheden forvokset – dystopi ? uniform ? tvang ? – jeg læser undertoner ind – jeg forstår fuldkommen funktionsdifferentiering – med det udelukker hverken anarki kannibalisme kaos kulturslut eller raffineret kontrolstat tvang og vejsidekrematorier til frivillig afgang når det ikke giver mening at fortsætte – eller er hensigtsmæssigt det enkleste er at gå til værket selv – bare dyrke jord og forbruge mindst muligt og være glad i låget for at få lov til at sidde med ved bålet – men det er virkelig sjovt en gang imellem at råbe BØH ironisk og langhåret om en tvivlsom nærumulig fremtid – og jeg ser du har fattet det ! – har trukket stikket og på en måde måske resigneret med profetrollen om forklarelsens lys – de andre gad det ikke ! – og problemet er at ”hvad sagde jeg” heller intet bringer – livet er for kort til bitterhed – dyrk din koloni i fri dressur op med humøret og hold varmen :)

Ja, hvis man er imod vækst med vækst på for vækstens skyld, fordi den leder alle mod afgrunden, så er man da fascist.

Lad mig citere en cheføkonom fra Saxobank:

"Først pandemien og så krigen i Ukraine. Det kan simpelthen ikke blive værre. Vi er meget tæt på bunden"

Moder Natur: "Hold my beer..."

Idehistoriker Nicolai von Eggers kolporter nogle historisk ’farlige facts’ om det biodynamiske landbrug her i Informations Moderne Tider, den 10. september ´22 under sin omtale af Sam Moore og Alex Roberts’ ’The Rise of Ecofascism: Climate Change and the Far Right’.

De biodynamiske landbrug – herunder også de økologiske - som kæmper mod de udbredte overgreb på naturgrundlaget og biodiversiteten – skal så nu og igen og samtidig stride mod en miskonception om historiske slægtskab med Nationalsocialismen. Der er velsagtens allerede rigelig af, reel farlig, modstand mod fremadrettet nytænkning i og omkring vores landbrug.

von Eggers viderebringer til Informations læsere at de biodynamiske landbrugs vugge stod hos de tyske Nationalsocialister, specifikt udsprunget af panden på nazi-sympatisøren Alwin Seifert.
Jeg mente ellers at udi den økologiske bevægelse (og hos de som prøver at teoretisere over den) er det børnelærdom at det biodynamiske landbrug er antroposoffens Rudolf Steiners ’brain-child’. Eller nærmere: At det biodynamiske landbrug i 1924 udsprang af Rudolf Steiners anbefalinger til udtalt bekymrede landbrugere, som begyndte at kunne se at afgrøder og husdyr mistrives ved brugen at den nylig opfundne kunstgødning. I sig selv en foruroligende iagttagelse dengang, og stadig her og især efter næsten 100 års massive og forsat globale udbredelse og -spredelse af kunstgødning. De biodynamiske idéer er derved forløber for et regenerativt landbrug: En (gen)skabelse af frugtbarheden og biodiversiteten.

Jo, Alwin Seifert var på et tidspunkt en slags kontaktperson for en del af den antroposofiske bevægelse. Og netop dette gjorde ham mistænkelig i nazistiske øjne: I 1941 blev han overvåget af Reichssicherheitshauptamt – hvis erklærede mål var at ’bekæmpe alle fjender af Riget’.

Allerede i 1921 var Hitler him self opmærksom på antroposofiens farlige ’brain-childs’: ”Og hvem er drivkraften bag al denne djævelskab? Jøden! Ven af doktor Rudolf Steiner, ven af Simons [udenrigsminister i Weimar-republikken 1920-21], den 'sindløse' ...."
Og så, i november 1935, blev den antroposofiske bevægelse i Tyskland opløst ved lov: ”Som et resultat af dets modstand mod den nationalsocialistiske idé om Volk (Voelkische Gedanke) medfører det antroposofiske selskabs fortsatte aktivitet fare for at skade den nationalsocialistiske stat.”

Så, mon dog ikke, spørger så en historiker, er denne slags landbrug og dets idégrundlag (stadig) en slags øko-proto-facisme? Og ligefrem in spe, måske? Sagde nogen ”håbløst”? Når det kommer til klima- og biodiversitets-krisen og dens politiske kom- og implikationer er dette en eklatant og skæbnesvanger historiefortælling - og "en slags falsk løsning på virkelige problemer".

Sådan rent historisk proportional-klimatisk-politisk foreslået, så tag så dog for jordens skyld hellere og i stedet og på eksemplets vis BASF – verdens største kemiske producent - som en forløber for f.eks. en chemi-fascisme..?
Her, på BASF, i 1913, op-skalerede den senere nobelprismodtager Carl Bosch en metode til syntetisering af ammoniak. Dette blev essentielt ved den tyske krigsindsats under 1. verdenskrig, da ammoniak blev grundlaget for produktionen af ammunition. Og essentielt i stor-produktion af kunstgødning til landbruget.

De der antroposoffer var sgu hurtigt ude med kritik af ’kemi-fascismens’ geopolitiske bedrifter; Carl Bosch selv blev senere ’Generalrat der Wirtschaft’ ved ‘Akademie für deutsches Recht’, hvor også Goebbels, Göring, Hess, og Himmler slog deres folder.
Og under ledelse af Carl Bosch grundlagde BASF virksomheden ’IG Farben’, som på sin side byggede ’IG Auschwitz’ – på det tidspunkt verdens største kemikaliefabrik og producent af ’Zyklon-B’, nervegassen til brug i nazisternes udryddelseslejre.

I klimaets og biodiversitetens sammenhænge er det måske værd at vide at BASF stadig leverer massivt og globalt til nutidens landbrug: Kemikalier, fungicider, herbicider, insekticider. Derudover en farlig masse plastik-stoffer, ligesom BASF gennem ’Wintershall Dea’ udvinder og producerer olie og gasser i skøn forening med sin russiske partner Gazprom.

Det er stadig og også agro- og petro-industrien, der er de store ødelæggere - og en eksekverende skævvreden idé-historiefortælling om en – og endnu kun spirende – ”grøn revolution” - kan risikere at blive dennes, sort-industriens altså, beskyttere.