Sverige er en nation af preppere: »Man skal ikke tage sit land eller samfund for givet«

Hjemmeværnssoldaten Nylander løber hen over græsset og søger dækning bag en trækonstruktion formet som et omvendt T.

»Dæk mig,« råber hun og skifter magasinet i sin automatkarabin.

Nær skovbrynet springer fjenden op bag en jordvold. Nylander læner sig selv og geværløbet ud til højre fra sit skjul og trykker tre gange på aftrækkeren. Skuddene runger længe mellem skovens træer. Fjenden falder og forsvinder ned bag volden, og Nylander kryber igen i dækning.

For ikke at gøre sig sårbar ved at stikke hovedet frem samme sted som før vender hun nu geværet, så kolben hviler på venstre skulder, og venstre hånds pegefinger ligger på aftrækkeren, og dukker frem på modsatte side af dækningen – surprise. Fire skud runger nu gennem skoven, og fjenden falder.

Sammen med otte andre frivillige hjemmeværnssoldater bruger hun denne lørdag morgen på at træne sine kampfærdigheder på det svenske forsvars øvelsesterræn nær Umeå, godt 600 km nord for Stockholm.

Byens kaserne er hovedkvarter for Sveriges største hjemmeværnsbataljon, Västerbottensbataljonen, og ligesom landets øvrige hjemmeværnsafdelinger nu genstand for den største offentlige interesse i årevis. Efter Ruslands invasion af Ukraine modtog hjemmeværnet næsten 10.000 ansøgninger, hvilket svarer til omtrent to års indtræk på bare et par uger, har svenske medier tidligere berettet. I Danmark har hjemmeværnet ligeledes oplevet flere ansøgere, men dog i noget mindre skala.

Deltagerne ved denne lørdags frivillige skydetræning i Umeå var alle med i hjemmeværnet, før den europæiske sikkerhedssituation ændrede sig radikalt, men også de kan berette om en kraftigt øget interesse »fra både kolleger og naboer«, som en af dem siger.

Nylander har været frivillig i det svenske hjemmeværn i fem år. Der findes mange forskellige måder at leve på, og vil vi beholde vores, kan vi en dag blive tvunget til at forsvare den, siger hun.

Frederik Danielsen

Kolossal kursændring

At det er de store sikkerhedspolitiske forandringer, der har ført til en øget sikkerhedsbevidsthed blandt svenskerne, er Vesterbottenbataljonens chef, major Johan Hellström, ikke i tvivl om:

»Ukrainekrigen satte det i gang sammen med den forandrede sikkerhedssituation,« siger han.

»Sikkerhedssituationen er den alvorligste siden Anden Verdenskrig, og det er også derfor, at Sverige har søgt ind i NATO, hvad jeg personligt synes er vældig godt.«

Anmodningen om NATO-medlemskab er en kolossal politisk kursændring for landet. For en hjemmeværnsfrivillig som Nylander – der i øvrigt ikke ønsker sit fornavn i avisen – giver det store sikkerhedspolitiske brud anledning til »tusind tanker«, som hun siger, mens hun puster ud efter en runde på øvelsesbanen.

»Jeg tænker på Sveriges lange alliancefrihed. Det er en stor ting at bryde med den.«

Selv er hun stadig i gang med en indre diskussion om fordele og ulemper og kan endnu ikke sige, om hun synes, det er en god eller dårlig beslutning. Noget af det, hun bokser med, er, om der ikke burde have været en folkeafstemning om det. 

»For det angår jo alle,« som hun siger.

De frivillige bliver kørt til og fra øvelsesbanen i et lille bæltekøretøj, hvor temperaturen bliver temmelig høj på sådan en sommerdag.

Frederik Danielsen

Som tyttebær på frikadellerne

Om godt en uge er der valg til den svenske rigsdag, og selv om det umiddelbart kunne virke som en oplagt anledning til at debattere nationens sikkerhedspolitiske stilling, så fylder NATO-spørgsmålet ikke meget.

For nylig hørte Nylander en radioudsendelse, hvor en lytter spurgte et af de få nejpartiers ledere, om de ville stå fast på modstanden. Men her lød svaret, at spørgsmålet ikke længere var aktuelt.

»Beslutningen er jo taget,« konstaterer Nylander.

Kigger man på, hvordan de enkelte partier forholder sig til det potentielt snarlige NATO-medlemskab, er et overvældende flertal da også fortalere. I SVT’s valgtest svarer stort set alle partier, at forslaget om medlemskab er et ’Meget godt forslag’. Kun hos Miljöpartiet, der ved sidste valg fik 4,3 procent af stemmerne, og hos Vänsterpartiet – der sidst fik 7,9 procent – takkes der nej.

Politisk er stemningsskiftet noget nær unisont, hvilket måske ikke gør emnet så saftigt i en valgkamp. 

Men skal man forstå den nation, som går til valg den 11. september, er det vigtigt at forstå den svenske selvopfattelse. En ting er, at et kommende medlemskab »føles som et tab« og som »et brud med den svenske exceptionalisme«, som den svenske historiker Henrik Berggren tidligere har forklaret her i Information. Noget andet er, at skiftet kan ses som den foreløbige kulmination på en allerede igangværende beredskabsmæssig vækkelse, der stikker temmelig dybt i folkehavet. 

Det er især det sidste – beredskabskulturen – som vi her vil zoome ind på. Set fra Danmark er denne kultur nogenlunde lige så fremmedartet, som hvis din sidemand i kantinen pludselig begyndte at pøse tyttebær ud over sine frikadeller. Der er tale om en svensk specialitet. Så lad os bevæge os ind i Folkhemmets helt særlige sikringsrum.

Træningen foregår i et højt tempo og bliver kun afbrudt af en enkelt fælles spisepause.

Frederik Danielsen

Skridtet videre

På den lille ø Ekerö uden for Stockholm findes en bygning, der fungerer som en slags seismografisk målestation for forandringer i svenskernes sikkerhedsbillede.

Överlevnadsbutiken – altså Overlevelsesbutikken – har specialiseret sig i at sælge varer, som er rigtig gode at have liggende, hvis tingene går helt galt. Og ejeren Fredrik Qvarnström fortæller, at der er en temmelig nær sammenhæng mellem rystelser af verdensordenen og kundernes efterspørgsel på hans udvalg af spritkogeapparater, frysetørret dåsemad og håndsvingsradioer.

»Allerede da Rusland annekterede Krim og startede en stedfortræderkrig i 2014, kunne man mærke, at folk i Sverige var urolige for, at det skulle sprede sig. At næste skridt ville være Baltikum, og at Sverige så ville blive påvirket.«

Fredrik Qvarnström forestillede sig, at han skulle sælge overlevelsesudstyr til mænd i afsidesliggende områder. Men kunderne i hans prepperbutik har vist sig ofte at bo i store byer, og efterhånden er størstedelen kvinder.

Frederik Danielsen

Stående mellem varehylder med kompas, dolke og brændsel opremser han de tre efterfølgende store kriser, der har skubbet til udviklingen: Flygtningekrisen, pandemien og nu Ukrainekrigen har alt sammen fået sikkerhedsovervejelser ind på lystavlen hos en betydelig del af befolkningen. Og myndighederne har også presset på for at få svenskerne til at øge deres hjemmeberedskab.

Det var netop annekteringen af Krim, der satte gang i en større sikkerhedspolitisk drejning i det officielle Sverige, som altså ikke alene fokuserede på Forsvarets rolle i et mere usikkert Europa, men også den brede befolknings.

Siden 2017 har der således været afholdt en årlig kampagneuge kaldet Kriseberedskabsugen om efteråret, og i 2018 tog man skridtet videre, da Sveriges svar på vores hjemlige beredskabsstyrelse husstandsomdelte den meget omtalte folder ’Hvis krisen eller krigen kommer’, hvor befolkningen får konkrete råd til krisehåndtering og opfordres til at anskaffe sig et forråd, så hver husstand kan klare sig i syv dage derhjemme.

Det bedst sælgende produkt i Överlevnadsbutiken er frysetørret mad, der har en lang holdbarhed, men også vandfiltre sælger godt.

Frederik Danielsen

Bolognese til apokalypsen

Disse initiativer satte gang i nogle ret brede kulturelle strømninger, som pandemien siden gav et ordentligt rygstød:

»Alle indså, at det er socialt acceptabelt at være prepper,« siger Fredrik Qvarnström.

I hans butik er de mest sælgende varer et vandrensningsfilter, en radio, der kan lades op med et håndsving, og så selvfølgelig mad, særligt frysetørret konserves med en officiel holdbarhed på 25 år. Alle retter er gode, forsikrer han, mens hans egen foretrukne er spaghetti bolognese, ligesom han også synes godt om chili con carnen, »men den er stærk«.

Seneste store begivenhed var selvfølgelig Ukrainekrigens udbrud, som betød, at hans ordrebog – Överlevnadsbutiken er primært en webshop – eksploderede og gik fra 15 til 200 ordrer om dagen.

Under pandemien skete noget lignende, men interessen dalede til sit normale leje efter omtrent tre måneder. Det er ikke tilfældet nu: Efter seks måneders krig i Ukraine ligger hans omsætning stadig noget højere end før krigsudbruddet.

Samtidig har Fredrik Qvarnströms kundegruppe ændret sig i en retning, som tyder på, at krisebevidstheden er voksende i brede dele af befolkningen.

Da han startede butikken, var det med forestilling om, at hans kunder især ville være mænd fra afsidesliggende landsbyer, der ville sikre sig, hvis de skulle sne inde, eller hvis strømmen skulle blive afbrudt af en efterårsstorm. Men hurtigt viste det sig, at en ganske stor del af kunderne faktisk er bosat i landets større byer – og siden 2020 har det for størstedelens vedkommende været kvinder.

»Jeg tolker det, som om hele det svenske folk begynder at interessere sig for kriseberedskab,« siger Fredrik Qvarnström.

Og det ville sådan set flugte perfekt med de svenske myndigheders årelange indsats for at gøde netop den interesse i befolkningen.

En FM-radio, der både kan oplades med en solcelle eller med et håndsving er også blandt de store sællerter i Överlevnadsbutiken. En overgang købte mange kommuner dem som julegaver til deres ansatte, fortæller butiksejer Fredrik Qvarnström.

Frederik Danielsen

Så er der samfundskollaps

»Du er en del af Sveriges beredskab,« lyder det igen og igen fra Den Svenske Myndighed for Samfundsværn og Beredskab, MSB, som stod bag den husstandsomdelte informationspjece fra 2018 om, hvordan befolkningen kan forberede sig på krise eller krig.

Følger man deres facebookside, kan man se, hvordan de opfordrer befolkningen til at være beredte på lidt af hvert: Den ene uge en guide til økonomisk hjemmeberedskab i tilfælde af nedbrud i betalingssystemer, den anden uge tips til at beskytte personlige digitale oplysninger – eller hvad med et bette kursus i kildekritik for at modvirke misinformation? 

Og igen og igen kommer opfordringen til, at hver husstand forbereder en krisekasse med mad og vand, et spritblus til madlavning og lyskilder og en radio, der ikke kræver tilslutning til elnettet, men kører på batterier.

Noget, som myndigheden også er glad for at opfordre folk til, er at følge med i SVT’s programserie Samhällskollaps, som har kørt over foråret og sommeren – et ganske specielt tv-koncept, hvis lige vi endnu har til gode at opleve på eksempelvis DR1:

Under to værters ledelse skal et kyndigt panel af mørkklædte og alvorligt udseende myndighedspersoner, mediechefer og politiske magthavere udlægge, hvad de har tænkt sig at stille op, efterhånden som et fiktivt katastrofescenario udspiller sig.

Første program tager udgangspunkt i, at et hackerangreb har lammet det svenske banksystem, så man hverken kan benytte sit betalingskort eller mobilbetaling. Sveriges forhenværende statsminister Carl Bildt indtager i programmet rollen som fungerende statsminister, og han lytter opmærksomt, mens værterne præsenterer scenariet.

»Carl Bildt står hos Systembolaget og er ved at købe en god flaske vin til weekenden,« forklarer værterne.

Og pludselig er al kortbetaling sat ud af funktion.

»Hvad gør du nu?« spørger værterne.

»Jeg undrer mig over, hvad det nu er for noget. Men får jeg at vide, at det er et større systemnedbrud, forlader jeg Systembolaget og tager til Rigskancelliet og forsøger at samle dem, som kan give mig information,« svarer Bildt, og så er det ligesom i gang.

Spørgsmålene tårner sig op. For når nu omtrent 80 procent af alle transaktioner i dag er digitale, har man så overhovedet kontanter klar til at forsøge at lappe hullet?

Det har man, forsikrer Christina Wejshammar, afdelingschef i Riksbanken, mens overdirektør hos beredskabsmyndigheden, MSB, Camilla Asp, minder om, at det er en god idé at have et kontantbeløb liggende derhjemme – og ikke kun de store sedler.

»Så man ikke ender med at betale 500 kroner for en liter mælk,« som hun siger.

Ret hurtigt opstår der en halvdårlig stemning mellem politiets repræsentant og sikkerhedschefen for Svensk Handel, der ikke synes, at politiet generelt er gode nok til at håndtere it-kriminalitet, og som i det fiktive scenarie gerne vil have politiets hjælp til at beskytte de butikker og medarbejdere, der nu skal håndtere store kontantbeløb, hvilket dog bliver afvist.

Hver af de hjemmeværnsfrivillige skal fylde fire magasiner med otte skarpe skud i hver. Og selv om de gennemgår skydeøvelsen én og én, skal de stadig kalde på dækning, når de skifter magasin.

Frederik Danielsen

Programserien blev sendt efter Ruslands invasion af Ukraine, men programmerne blev faktisk optaget før – bortset fra det afsnit, som omhandler en invasion af Sverige, og som blev genindspillet i lyset af den nye sikkerhedssituation.

I det scenarie går russiske specialstyrker i land på Gotland og formår trods hård modstand hurtigt at sætte sig på øens nordlige del.

»Det er ikke bare Gotland, der bliver invaderet, det er Sverige,« slår Carl Bildt fast.

»Vi er indblandet i en storkrig.«

Derfor går nationen i højeste beredskab, og den såkaldte totalforsvarspligt bliver aktiveret. Det vil sige, at alle borgere i alderen 18-70 år skal indgå i forsvaret af landet – ikke nødvendigvis med våben i hånd, men i roller, der understøtter forsvaret og samfundets opretholdelse. Bomber begynder nu at falde over Fastlandssverige.

»Hvor længe kan Sverige forsvares?« spørger værten.

»Så længe, det behøves. Vi kommer til at forsvare os med alle forhåndenværende midler,« siger den forhenværende indsatschef i Forsvaret, Jan Thörnqvist, der giver den som hærleder.

»Slår de vores forsvar ud, kan vi forsvare os med modstandsbevægelser.«

Alle i studiets situation room ser meget alvorlige ud.

Så dyb som Øresund

Programmet Samhällskollaps er faktisk blot ét af flere nyere medieprodukter, der handler om krig, katastrofe og beredskab – og hvordan befolkningen kan forberede sig. Prepping-podcasten I vänten på katastrofen har kørt i længere tid, mens Sveriges Radio for nylig lancerede podcasten Beredskap, der især vil fokusere på fællesskabets vigtighed i krisesituationer.

Fra Forsvarsmaktens side bliver den offentlighed også inddraget. Johan Hellström fra Vesterbottenbataljonen har i kølvandet Ukrainekrigen bedt borgerne til at undlade at filme og dele billeder af forsvarets bevægelser af folk og materiel, dels opfordret borgerne til at henvende sig, hvis de ser noget unormalt.

Hvad der har været af eventuelle henvendelser, har han ikke tænkt sig at fortælle. Men at der lige nu sker unormale ting, er der ingen tvivl om. I sidste uge fortalte Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist (S), til Aftonbladet, at forsvaret blandt andet har truffet personer med forbindelse til Rusland ved svenske ammunitionslagre, og at militærøvelser bliver overvåget.

»Rusland bedriver aktiv spionage mod Sverige. Det handler om rekruttering af spioner, men også direkte informationsindhentning ved militære øvelser, forskellige typer infrastruktur og militære operationer. Det er en realitet, som den svenske offentlighed skal kende til,« lød det fra ministeren.

Da Rusland angreb Ukraine, begyndte det at strømme ind med ansøgere til det svenske hjemmeværn. Det har skabt lidt af en flaskehals, da alle skal gennem sikkerhedstjek.

Frederik Danielsen

Der er altså grund til at være på stikkerne. Bare ud fra de eksempler, vi her har set på – hjemmeværnet, prepperbutikken og sendefladen – tyder meget også på, at svenskerne bredt set er netop det, og man behøver næppe være ekspert for at konkludere, at der eksisterer en særdeles levende beredskabskultur i Sverige, og at der trods fraværet af sikkerhedspolitisk debat i valgkampen er en stigende interesse for det.

Men nu er det her jo Dagbladet Information, så vi har spurgt en ekspert – dog mest for at finde ud af, hvor kulturen stammer fra, og hvor meget den adskiller sig fra den danske.

Jens Wentzel Kristoffersen, der er analytiker hos Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, har faktisk selv et forråd af mad, vand og andre fornødenheder parat, hvis nu en krise skulle komme rullende hen over hans hjem – man han bor også i Helsingborg i Sverige.

For ham er det klart, at forskellen på danskernes og svenskernes beredskabsmentalitet er så dyb som Øresund.

»Svenskerne har været vant til i 200 år at skulle klare sig selv, hvis man blev angrebet af en fremmed magt. Det gennemsyrer alt,« siger han til århundrederne med alliancefrihed, som sjovt nok står til at blive brudt, bliver landet optaget i NATO. 

Beredskabskulturen har altså historiske rødder. Og svenskernes viden om, at man potentielt står alene som nation, har fremelsket en stærkere følelse af fælles forpligtelse over det omgivne samfund, forklarer Jens Wentzel Kristoffersen.

De frivillige til dagens træning har alle skrevet kontrakt med hjemmeværnet, som indebærer, at de med kort varsel kan indkaldes til kampindsats.

Frederik Danielsen

Hjemmeværnet er ikke for sjov

Oppe blandt de frivillige skytter hos Västerbottensbataljonen er ønsket om at tage ansvar for samfundet da også det gennemgående svar, når man spørger til, hvad der motiverer dem til at møde op en tidlig lørdag morgen for svedende at løbe rundt i en skov med et tungt automatvåben.

Hjemmeværnet er ikke bare for sjov, man skriver kontrakt og forpligter sig til at kunne indkaldes med kort varsel og udsendes 90 dage i træk, hvis samfundet har behov for det. Så det er også noget, der skal klappes af med familien.

For den frivillige Nylander var det til at begynde med muligheden for at teste sine personlige grænser, der tiltrak hende.

»Man udvikler sig enormt, når man bliver sat under pres, og i den proces lærer man sig selv at kende. Hvem bliver du, når du er kold og udmattet?« spørger hun.

Men gennem hendes fem år som frivillig har et andet perspektiv efterhånden taget over. En forståelse for helheden, som hun siger.

»Det er et perspektiv, der handler om, at man ikke kan tage sit land eller samfund for givet. Der findes mange forskellige måder at leve på, og vil vi beholde vores, kan det ske, at vi bliver tvunget til at forsvare det. Uanset om det er mod brand, mod covid eller mod krig.«

Nylander er endnu ikke færdig med at tænke over Sveriges beslutning om at anmode om NATO-medlemskab og gøre en ende på 200 års alliancefrihed.

Frederik Danielsen

Selv synes hun ikke, at hun er i stand til at vurdere, om krigstruslen er vokset i løbet af året – »men det føles sådan«.

Krigen i Ukraine og NATO-diskussionen har dog ikke fået hende til at oprette et hjemmeberedskab med forråd og lignende – for det havde hun allerede i forvejen.

»Jeg følger bestemt anbefalingerne om, at man skal kunne klare sig i to uger med mad, vand, strøm og kommunikation, absolut. Men det ser jeg som normalt. Det skal man have for ikke at belaste samfundet, hvis det bliver nødvendigt,« siger hun.

»Jeg ved også, at det bliver os i hjemmeværnet, som bliver sendt ud for at hjælpe de personer, der ikke har forberedt sig – og så vil jeg ikke være én af dem.«