Forsvarsdebatten, der forsvandt: »Det burde være hele omdrejningspunktet i valgkampen«

»Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære. Der er krig i Europa og økonomisk usikkerhed.«

Med disse ord indledte statsminister Mette Frederiksen (S) udskrivelsen af folketingsvalget, og siden har den indenlandske debat handlet om politikernes forskellige visioner for fremtidens samfund.

Men mindst én stor dagsorden har ikke fået meget plads. Selv om statsministeren hængte valgudskrivelsen op på et dystert bagtæppe i form af »en international krise – sikkerhedspolitisk, økonomisk og energipolitisk« og foreslog en bred regering, der fortsat kan »bistå vores allierede og vores naboer i Ukraine med at vinde krigen«, så har valgkampen ikke ligefrem været præget af de store sikkerhedspolitiske diskussioner eller slagsmål om, hvilken rolle Danmark og Danmarks forsvar skal spille i en hastigt forandret verden. Jo, der har været forslag om at genoplive Bornholms værn, at blive bedre til at fastholde reservister og genåbne kaserner rundt om i landet, men de store visioner og debatter er udeblevet.

Fra sidelinjen ser forsvarsanalytikere og -debattører måbende til. For ikke nok med, at krigen i Ukraine fortsat eskalerer, og den kendte verdensorden ifølge Udenrigsministeriets ekspertudvalg synker i grus: Danmarks forsvar er samtidig i en tilstand, hvor man hverken er eller bliver i stand til at stille med de militære styrker, som man har lovet NATO at have klar inden 2024, og hvor Forsvarsministeriet for nylig erkendte et milliardstort efterslæb på alt fra materiel til køretøjer til bygninger.

»Krisen var bagtæppet for at udskrive valget, men siden har vi talt skoler, uddannelse, plejehjem, men stort set intet forsvar,« konstaterer redaktør Peter Ernstved Rasmussen, der driver nichemediet Olfi, som netop fokuserer på Forsvaret, forsvarspolitik og forsvarsdebat.

Ifølge ham lever Forsvaret i dag på »et eksistensminimum« og »er ved at brase sammen«, som han siger.

»Det er så pinligt, at et rigt land som Danmark på ingen måde kan forsvare sig selv og kun lige akkurat byder ind med et absolut minimum af det, som NATO måtte forvente. Vi leverer for lidt, for sent og for langsomt.«

Peter Ernstved Rasmussen må med ærgrelse konstatere, at selv i et krisevalg, hvor der for én gangs skyld måske kunne være politiske point i at tage emnet op, så sker det ikke.

»Jeg står selv og leder efter argumenter for, hvorfor vi ikke hører mere om Forsvaret. Det burde være hele omdrejningspunktet i valgkampen. Prøv at høre: Verden er i en forandring a la 9/11, de tektoniske plader forskyder sig lige nu, og vi stirrer ind i et mørkt og dystert trusselsbillede. Det er den skinbarlige virkelighed,« siger han.

Beder man Mikkel Vedby Rasmussen, mangeårig sikkerhedsforsker og i dag dekan ved Københavns Universitet, om at opsummere Forsvarets tilstand, vil han ikke gå med på andre kommentatorers vurdering af, at det skulle befinde sig i en decideret elendig forfatning. Men han kalder situation for »alvorlig« og peger på, at der er »et massivt investeringsbehov« og brug for »en markant omstilling« af Forsvaret.

At karakteren af denne markante og meget dyre forandring ikke er et stort tema i valgkampen, kan ifølge ham skyldes, at det hurtigt bliver politisk ubekvemt at tale om:

»Det her er enormt dyrt, og det er frem for alt en helt anden og meget mere farlig måde at se verden på. I en valgkamp, hvor man lover højere lønninger til offentligt ansatte eller skattelettelser, er det naturligt, hvis man ikke har lyst til at tale om, hvad det vil betyde at have et forsvarsbudget på to procent – eller fire procent eller fem procent af bnp,« siger han.

»Og man har måske heller ikke lyst til at gå ind i den diskussion, at truslen om atomkrig er en realistisk mulighed. Og at vi ikke bare skal forholde os til Rusland, men også Kina, og hvor meget mindre bekvemt det politiske liv og folks hverdag bliver som følge af det. Jeg kan ærligt talt godt forstå, hvis man lige skal tage en dyb indånding, før man tager den debat.«

Lad os dog her forsøge at gøre en undtagelse og tage et dyk ned i forsvarsdebattens substans og se nærmere på tre ting: Hvilken tilstand befinder Forsvaret sig i dag? Hvordan havnede vi i den nuværende situation? Og hvor skal vi egentlig hen?

Østersøens svage led

Et af de steder, man kunne lede efter en beskrivelse af det danske forsvars tilstand, er i en splinterny NATO-rapport. Der er tale om en slags statusrapport, som bliver udført hvert andet år, og da den senest udkom i 2020, var det med en usædvanlig hård kritik fra forsvarsalliancen, som udtrykte »bekymring« over de manglende danske fremskridt, når det kom til at opbygge konkrete styrker, som kunne indgå i alliancen.

Konklusionen lød, at Danmarks og NATO’s prioriteringer inden for forsvarsplanlægning var »misaligned« – altså ikke tilpasset hinanden – og det blev understreget, at Danmark hurtigt skulle opfylde alle sine styrkemål til fulde og til tiden, for »inden det sker, må andre allierede potentielt påtage sig dele af Danmarks fair andel af alliancens byrde«.

Illustration: Jesse Jacob

Skal man sige det mildt, var NATO altså ikke imponerede over den danske indsats, og skal man sige det hårdt, kan man bede forsvarsanalytiker Jeppe Plenge Trautner, der er ekstern lektor i Europæiske Studier ved Aalborg Universitet, underviser på forsvarsakademier i ind- og udland og aktiv reserveofficer, om at udlægge sagen:

»Det er den offentlige dokumentation for, at det danske forsvar bliver anset for at være ualmindeligt ringe,« siger han.

»Blandt de gamle rige lande i østersøregionen er Danmark det svageste led, der hverken vil betale eller levere det lovede.«

Eller som den forhenværende kontreadmiral og formand for foreningen Folk og Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, formulerer det:

»NATO er et sammenskudsgilde, hvor det ikke er nok at komme med sin gode appetit.«

Forsinket brigade

Nu ligger der så en ny vurdering fra forsvarsalliancen parat, men selv om det i denne uge lykkedes Kristeligt Dagblad og andre medier at opnå aktindsigt i rapporten, kan offentligheden ikke få et dybt indblik i sagerne, da store dele af rapporten er blevet overstreget inden udleveringen med henvisning til statens sikkerhed.

Dog fremgår det ifølge Kristeligt Dagblad, at Danmark ifølge NATO bevæger sig »meget langsomt«, når det kommer til at implementere alliancens krav, ligesom det bemærkes, at selv om Danmark vil øge forsvarsbudgettet over de næste mange år, så er der brug for mere tempo for at leve op til løfterne til alliancen.

»Danmark er nødt til at fremskynde det yderligere forbrug på Forsvaret,« lyder det.

De finere detaljer i argumentationen er som nævnt ikke offentlige, men en af årsagerne til, at Danmark tidligere har fået kritik, er, at vi har lovet at opbygge en kampklar brigade på 4.000 mand med kampvogne, artilleri, luftværn og pansrede køretøjer, som skal kunne rykke ud med kort varsel og selvstændigt tage kampen op mod en ligeværdig modstander.

I det seneste forsvarsforlig fra 2018 blev det besluttet, at denne brigade skulle stå klar ved indgangen til 2024. Men det har i mindst et år stået klart, at brigaden bliver flere år forsinket – blandt andet på grund af store mangler i Forsvarets materiel:

»Det er ikke to-tre kapaciteter, som skal udskiftes og moderniseres. Det er hele pakken. Og det er centralt i vores nuværende udfordring. Når man skal udskifte det hele, kan man hurtigt overvælde en lille organisation som hæren. Det er næsten ikke til at kapere,« har Hærens næstkommanderende, Henrik Lyhne, for nylig sagt i et interview med Berlingske.

Samme avis har beskrevet, hvordan Forsvarsministeriet står til kritik fra Rigsrevisionen, hvilket skulle fremgå af et udkast til en rapport, hvor ministeriets styring kaldes »utilfredsstillende«.

Der peges på, at man hverken har sikret sig overblik over fremdriften eller økonomien i det ambitiøse brigadeprojekt og »ikke ved, hvordan de cirka 4,4 milliarder kroner til opbygningen af brigaden anvendes«, som Rigsrevisionen formulerer det ifølge Berlingske.

Information har bedt om et interview med brigadegeneral Henrik Lyhne, men i lighed med hærchef Gunner Arpe Nielsen og forsvarschef Flemming Lentfer har han afvist at stille op af hensyn til den politiske proces, som udspiller sig på forsvarsområdet.

Bøvlet med brigaden er blot et af Forsvarets problemer. Selv har Forsvarsministeriet for nylig lavet et såkaldt kasseeftersyn, hvor det kommer frem til, at der er behov for at »styrke Forsvarets fundament«, og hvor man ud over nedslidning af materiel og forsinkede planer også peger på problemer med Forsvarets ejendomme, med it-området og med at rekruttere og fastholde folk.

»Kasseeftersynet er den først regulære indrømmelse, som erkender et milliardstort efterslæb på køretøjer, materiel, ammunition og lagre,« siger Peter Ernstved Rasmussen fra mediet Olfi.

»Det er en ny politisk erkendelse. For når soldater og fagforeninger og presse løbende har gjort opmærksom på, hvor håbløs situationen har været, har konsensussvaret fra politisk hold været at sige, at vi løser de opgaver, vi skal, og at vi har verdens bedste soldater. Det er som at svare i øst, når du får spørgsmål i vest.«

Røgen i det fjerne

Efter planen skal Folketingets partier næste år indgå et nyt forsvarsforlig. Det ser ud til at skulle foregå inden for rammen af det såkaldte nationale kompromis, som et bredt flertal i Folketinget indgik i marts, og som går ud på at hæve landets forsvarsbudget frem mod 2033, så det senest til den tid udgør de af NATO krævede to procent af landets bnp.

Det er et væsentligt løft, men kritikere påpeger, at det er alt for sent i forhold til Forsvarets store mangler og i lyset af den sikkerhedspolitiske krise, som krigen i Ukraine har skabt i Europa. At det nationale kompromis også indeholdt en ekstra bevilling på 3,5 milliarder kroner i både 2022 og 2023 hjælper ifølge Torben Ørting Jørgensen fra Folk og Sikkerhed ikke tilstrækkeligt på sagerne.

»Det er en fis i en hornlygte,« siger han:

»Ret beset er der ikke tilført Forsvaret yderligere kapacitet. Pengene går til at drive Forsvaret og fylde huller op – og donere til Ukraine, hvad jeg ikke har noget imod. Men ikke ret meget af det slår igennem på vores egen struktur.«

Derfor mener han, at det »kun kan gå for langsomt« med at øge forsvarsbudgettet til to procent af bnp.

»Når du ser røgen og gløden fra en brand i det fjerne, så sætter du dig ikke ned og beder en arkitekt om at tegne en brandstation og får Dansk Industri til at udvikle en brandbil. Ser du et problem, gør du noget for at kunne løse det med det samme.«

Illustration: Jesse Jacob

Og faktisk kan det brede nationale kompromis i sig selv være en årsag til, at den forsvarspolitiske debat fylder så relativt lidt i valgkampen nu, anfører Peter Ernstved Rasmussen fra Olfi. For traditionelt forsvarsglade partier som De Konservative og Venstre kan dårligt benytte valgkampen til at kræve øgede bevillinger til Forsvaret, når de har skrevet under på en langsigtet plan med SF, De Radikale og Socialdemokratiet.

Det ændrer ifølge ham og flere andre iagttagere dog ikke på det fundamentale problem, at der er brug for langt hurtigere handling. På grund af Forsvarets tilstand, og fordi de vurderer, at truslen mod Danmark og vores NATO-allierede er langt mere alvorlig, end det officielle Danmark ynder at tale om.

Dystre prognoser

I 2017 dumpede en rødorange folder ind hos alle svenske husstande: »Hvis krisen eller krigen kommer«, stod der udenpå, og indeni beskrev det svenske svar på Beredskabsstyrelsen, hvordan borgerne bedst muligt rustede sig mod større og mindre anslag mod landet:

»Hvis Sverige bliver angrebet af et andet land, kommer vi aldrig til at give op. Alle oplysninger om, at modstanden skal ophøre, er falske,« stod der blandt andet fremhævet i folderen, hvor befolkningen også får tips til at opbygge sig et forråd og sikre sig lys- og varmekilder.

Sådan en folder har vi ikke fået herhjemme, og ser man på den danske Beredskabsstyrelses såkaldte Nationale Risikobillede fra i år, kan man både læse om trusler fra oversvømmelse, terrorangreb og solstorme, men ikke et ord om krig.

Det skyldes, at man læner sig op ad Forsvarets Efterretningstjeneste, der ikke vurderer, at der foreligger en konkret krigstrussel mod Danmark. Noget lignende fremgår af den store rapport om dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035, som regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe udgav lige før valgudskrivelsen.

Ikke at det på nogen måde er et lyst billede, som her tegnes: Allerede i de første afsnit får læseren at vide, at der »for nutidens børn og unge tegner sig en mere dyster fremtid«, og at Ruslands vilje til at bruge militær magt har ført til, at »hele Kongeriget står over for et væsentligt skærpet trusselsbillede«.

Men rapportens forfattere når senere frem til, at der trods Ruslands aggressive fremfærd ikke i dag »er tale om en eksistentiel sikkerhedspolitisk trussel mod Danmark – det vil sige konkrete militære trusler mod rigets sikkerhed, suverænitet og territoriale integritet«.

Besøger man den svenske Forsvarsmakts hjemmeside, kan man til gengæld læse, at skønt man for tiden ikke ser »urovækkende bevægelser« langs landets grænser, kan et væbnet angreb mod Sverige »ikke udelukkes« – ligesom anvendelse af militære magtmidler eller truslen om disse ikke kan udelukkes. 

Hvis alt går vel ...

Karakteren og alvoren af truslerne mod Danmark er selvklart afgørende, når man skal tegne de store linjer for vores forsvar og vurdere behovet for hurtig handling. Og fælles for de mest kritiske stemmer, som Information har talt med, er, at de anser truslen for at være langt mere akut og overhængende end de officielle vurderinger.

Michael Hesselholt Clemmesen, der er pensioneret brigadegeneral og militærhistoriker, hæver stemmen i telefonen, da Information spørger til hans vurdering af truslen mod Danmark.

»Der er en krigstrussel,« lyder det fra Clemmesen, som både ser en risiko for, at Rusland eskalerer sin krig i Ukraine til et punkt, hvor der bliver taget atomvåben i brug, eller at krigen ender i en konfrontation mellem Rusland og NATO. 

Illustration: Jesse Jacob

Når et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet, at forsvarsbudgettet først skal nå de to procent af bnp i 2033, så skyldes det i hans optik, at man håber, at andre har løst problemet til den tid.

»Danmark forsøger igen at køre på frihjul indtil det tidspunkt, hvor andre har løst problemet. Som i 1918, i 1945 og i 1989, hvor vi ikke ydede mere end højst nødvendigt,« siger han og fremhæver, at han personligt har svært ved at se Europas problemer blive løst.

»Hvis alt går vel, falder Rusland sammen og bliver demokratisk. Og USA hænger sammen og forbliver demokratisk. Man ingen af de to ting tror jeg på.«

En lignende vurdering kommer fra Jeppe Plenge Trautner, der kalder det for »et unikt synspunkt«, at der ikke skulle være en aktuel risiko for krig mellem NATO og Rusland, og Peter Ernstved Rasmussen fra Olfi stemmer i:

»Jeg kan slet ikke forstå, at man kan komme til den konklusion, at der ikke er nogen trussel mod Danmark. Putin er totalt utilregnelig. Der er ingen, der aner, om han en dag aktiverer en atombombe, og der ryger noget den anden vej – og lige pludselig handler det bare om at finde en by, hvor han kan gøre mest mulig skade. Men vi taler ikke engang om beskyttelsesrum her. Jeg siger ikke, at det sker, men jeg fatter simpelthen ikke, at det ikke er noget, vi debatterer i Danmark. Det er, som om naiviteten bliver ved at hænge fast. Vi kan ikke tro, at der kan være en trussel mod Danmark,« siger Peter Ernstved Rasmussen.

Hvis man skal forstå, hvorfor dansk forsvar i dag fremstår utilstrækkeligt i forhold til trusselsbilledet, er det en god idé at hoppe et par årtier tilbage. Også dengang forrykkede sikkerhedspolitikkens tektoniske plader sig, hvilket førte til skelsættende forandringer, der virkede som en rigtig god idé.

I hvert fald dengang. 

Et skjold mod NATO-kritik

Er man midaldrende eller det, der er værre, så føles årtusindskiftet måske ikke særlig fjernt, men ser man DR’s dokumentarfilm K-notatet, som følger forsvarstoppen i slutningen af 2003, kan man godt se, at tiden dengang var en anden. I forsvarskommandoen klipper medarbejdere artikler ud fra papiraviser og limer dem i store mapper, mens fastnettelefonerne bimler, og forsvarschefen ryger pibe uden at skamme sig det mindste.

På mange måder er situationen temmelig analog til i dag – bare omvendt: For også dengang i årtusindets spæde år stod Forsvaret over for store forandringer. Tanken om krig i Europa var imidlertid fjern, mens krigen mod terror endnu var ung.

Indhyllet i duften af historiens afslutning og en del piberøg lavede forsvarstoppen i de år et notat, kapacitetsnotatet eller K-notatet, som opridsede, hvordan fremtidens forsvar skulle se ud. Det er dét, som den halvgamle dokumentar handler om. Forsvaret offentliggjorde visionerne, som gik på, at man i langt højere grad skulle bruge kræfter på at kunne drage på missioner i lande langt væk.

Som TV-avisen opsummerede det dengang:

»Man vil kunne være med i forreste linje, næste gang vores allierede vil vælte en diktator.«

Notatet blev støttet af en ekspertrapport og en politisk drøm om en aktivistisk udenrigspolitik, og ud af det fødtes det forsvar, som vi har kendt i mange år – nemlig et, som var benhårdt specialiseret til at indgå i internationale operationer.

Dekan Mikkel Vedby Rasmussen kalder den forandring af Forsvaret for »en bragende succes«.

»Der findes en forfaldsfortælling om, at hvis vi ikke havde lavet Forsvaret om efter Den Kolde Krig, så havde alt været godt i dag. Det er at læse historien i det vildeste bakspejl. Var der ikke sket noget i 00’erne, kunne skatteyderne med rette sige: ’Hvorfor sparer vi det ikke væk?’«

Han forklarer, at man ved at omlægge Forsvaret undgik store besparelser på området og opnåede betydelig goodwill hos USA ved at stille op til farlige missioner. Forudsætningerne for, at det kunne lade sig gøre, var, at man ikke skulle håndtere problemer i Danmarks nu fredelige nærområde, og at man selv kunne vælge, om man for eksempel ville indsætte 500 eller 1.000 mand i tryg forvisning om, at alle støttefunktionerne til vores højtspecialiserede enheder ville blive løftet af amerikanerne eller briterne.

»Det blev en langt mere moderne og kampklar organisation,« siger Mikkel Vedby Rasmussen, der som forsker selv var med til at rådgive om reformerne af Forsvaret.

Torben Ørting Jørgensen fra Folk og Sikkerhed, som dengang arbejdede i Forsvaret og var med til at udtænke forandringen, husker overgangen som lidt mindre glat. Planen fra Forsvarets side var, at man både skulle kunne forsvare Danmark og agere internationalt, men politikerne med Anders Fogh Rasmussen (V) i spidsen valgte kun at bruge det internationale engagement som målebånd for succes, anfører han:

»Det var klart en svækkelse af det tankegods, som lå til grund for omstillingen af Forsvaret,« siger Torben Ørting Jørgensen i dag.

»Men kynisk betragtet gjorde den aktivistiske tilgang, hvor vi var villige til at dele risiko med USA og andre store nationer, at vi ikke blev udsat for kritik i NATO, når vi ikke levede op til de styrkemål, vi havde sagt ja til,« fortsætter han og disker op med denne lille anekdote:

»Jeg har selv siddet til forhandlinger dernede, og hver eneste gang der kom en fra NATO’s hovedkvarter og sagde, at de syntes, vi skulle bruge flere penge på det eller det, så sagde jeg, at i modsætning til Tyskland optræder danske soldater på krigsskuepladserne. ’Det er der ingen af de andre, der gør – ellers har de verdens bedste camouflage, for der er ingen, der har set dem derude’. Det var lidt det slogan, vi dyrkede på det tidspunkt.«

Illustration: Jesse Jacob

Og det havde altså en effekt. Men det var dengang.

For uanset om man ser omlægningen som en succes, eller som Jeppe Plenge Trautner ser den som øjeblikket, hvor man »kastede alt arvesølvet over bord« og betalte sit NATO-bidrag »ved først at være i front i Irak og Afghanistan og derefter mene, at Danmark ikke behøvede også at betale med kapaciteter og penge«, som han siger, så er der enighed om, at tiden for længst er løbet fra modellen fra dengang.

Verdens store vendepunkt

I baglygternes røde skær kan enhver se, at året 2014 var geopolitisk skelsættende. Ruslands annektering af Krim og krigen i Østukraine indvarslede en ny tid, men i Danmark skabte det dengang ikke større forsvarspolitiske skvulp.

Selv om Danmark året forinden havde tilsluttet sig NATO’s såkaldte Wales-erklæring om på sigt at bruge to procent af bnp på forsvar, gennemførte man fortsat en større sparerunde i Forsvaret, og da en rapport, som blandt andre Mikkel Vedby Rasmussen stod bag, kaldte på en ny strategi i lyset af den forandrede sikkerhedssituation, skete der ikke rigtig noget.

»Det blev mødt med larmende tavshed,« siger han i dag.

»Man må konstatere, at der ikke blev handlet på den øgede trussel fra Rusland.«

At skiftende danske regeringer også sparede på Forsvaret oven på finanskrisen, finder han svært at bebrejde dem, men i bagklogskabens lys står det klart for ham, at man burde have handlet dengang.

»Havde man på det tidspunkt lavet en blød stigning frem mod 2030, havde vi ikke haft alle de problemer, vi har nu,« siger han.

Sagen var, at de forudsætninger, som Forsvaret havde opereret under, når man agerede succesfuldt på missioner i fjerne lande, var fundamentalt forandrede. Tiden, hvor man kunne regne med ro i eget nærområde, mulighed for selv at definere sit bidrag til missionen og havde forvisning om, at amerikanerne eller briterne ville levere de ting, vi selv manglede, var endegyldigt forbi.

»Ingen af de forudsætninger var til stede efter 2014,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

»Og det besluttede vi os så for ikke rigtig at se på. Det er først i år, at der for alvor bliver reageret politisk på det, og det gør, at den regning, man skal betale, bliver meget større.«

Et par tips til fremtiden

Med få dage til valget skal man nok ikke sætte sine penge på, at forsvarspolitiske visioner ligefrem bliver et hovedtema, men vi kan passende slutte med et kort katalog over mulige forandringer og reformer.

At både NATO og flere iagttagere ønsker forsvarsbudgettet øget hurtigere, har vi allerede rundet, så lad os begynde i afdelingen for gratis tiltag: En mere åben offentlig debat i og om Forsvaret kunne for eksempel hjælpe.

Det mener den nyligt pensionerede brigadegeneral Carsten Rasmussen, som senest var Danmarks forsvarsattaché i Rusland.

»Der er en kultur i Forsvaret, hvor man holder kortene tæt til kroppen og afleverer et militært råd til det politiske niveau,« siger han.

Og den lukkethed gør blandt andet, at politikerne kan ride deres egne kæpheste, uden at offentligheden kan diskutere med.

»Det bedste alternativ til det vil være noget, der ligner det, man gør i Norge, hvor forsvarschefen lægger en række muligheder offentligt frem, som man så diskuterer,« siger han.

Det relaterer sig til det ønske, som Torben Ørting Jørgensen fra Folk og Sikkerhed har til politikerne, nemlig at de sætter Forsvarets ønsker og behov i centrum for investeringerne. Der er ifølge ham en tendens til at forsøge at fremme alle mulige andre dagsordener med forsvarsmidlerne – fra grøn omstilling til digitalisering eller udviklingen af en stærkere dansk forsvarsindustri.

»Det bør begynde og slutte ved Forsvarets behov.«

Illustration: Jesse Jacob

At der skal investeres stort i udstyr og våben i de kommende år står klart, men selve organiseringen af Forsvaret bør også gentænkes – og så kommer en institution som værnepligten nok til at forandre sig temmelig meget. Torben Ørting Jørgensen kunne for eksempel godt forestille sig, at en del af værnepligten skulle aftjenes i Baltikum.

Ifølge pensioneret brigadegeneral Michael Hesselholdt Clemmesen er der næppe nogen vej uden om en dansk langtidsværnepligt for at sikre tilstrækkeligt med trænede enheder. Han anbefaler, at man starter den op ved at forsøge sig frem og i øvrigt får hjælp fra udlandet.

»Jeg ville gøre det ovre på Bornholm, hvor man er væk fra alting. Her kunne man gennemføre uddannelsen af de første værnepligtsenheder. Derefter må man kigge på forsøgsresultatet.«

Skal man opsummere sagerne, kan man sige, at nok har forsvarsdebatten ikke fyldt det store i denne valgkamp, men man kan sandsynligvis godt sætte penge på, at den kommer til at fylde mere, i takt med at Forsvaret, vores omverden og måske endda vores hverdag forandres i de kommende år.

»Vi står«, som Michael Hesselholt Clemmesen siger, »ved startlinjen«.