Walther Helstrup var spontan på godt og ondt.
Da hans to døtre, deres mor og hans forhenværende svigerforældre en dag skulle spise middag hos ham i hans bolig i Hørsholm – det gjorde de stadig indimellem, selv om børnenes forældre ikke længere var sammen – skulle han om eftermiddagen ud for at købe ind.
Men han kom ikke hjem igen, og resten af familien sprang i bilen hjem og måtte nøjes med en anden middag i Kokkedal. Sådan trak Walther Helstrup stikket indimellem, nogle gange i flere dage, hvor han så typisk opholdt sig på den lokale bodega Pinocchio eller Café Fyret i Københavns Nordhavn.
Men Walther Helstrup var også en omsorgsfuld far, der – før der var noget, der hed en 7/7-ordning – hentede sine to døtre i Kokkedal uden at fortælle dem, hvorhen turen gik. Det skulle være en overraskelse. Ofte var det til Bakken eller i Tivoli i København, hvor han kunne finde på at forære sine døtre og nogle gange også tilfældige børn en is med ti kugler, som de dårligt kunne løfte selv. Engang kørte han sågar til lufthavnen med sine døtre, og så gik turen ellers til Rhodos.