Når Xi Jinping taler, gør han det med ro og autoritet – og gerne i lang tid ad gangen. Ved den seneste partikongres talte han i tre timer og 23 minutter i streg. Det er blevet til adskillige bøger baseret på Xis tanker og taler. Det hænder også, at han giver interview. Bare stort set kun af den slags, hvor alting er klappet af på forhånd og spørgsmålene fremsendt på skrift.
Faktisk mindes jeg ikke nogensinde at have set ham svare på et kritisk spørgsmål. Adgangen til den kinesiske leder er strengt kontrolleret. Det gælder også hans fortid. Det er ikke muligt at få barndomsvenner eller familiemedlemmer i tale.
Lige siden det stod klart, at han var den udvalgte arvtager i kommunistpartiet, har personen Xi Jinping været del af en nøje koreograferet fortælling. Dem, der forsøger at omskrive eller nuancere den, gør det på egen risiko. De udenlandske journalister, der afdækkede, hvordan nogle af Xis slægtninge er blevet styrtende rige, er for længst smidt ud af landet.
Kun en diktator drømmer om at være konge over en slavestat.
Han vil ende på historien mødding , som så mange andre diktatorer som ham.
Bla. fordi han sandsynligvis er gået i fælden , som alle de andre.
Dvs. at han ikke længere omgås kritiske stemmer, og derfor vil få et fordrejet billede af virkeligheden, og af samme grund vil træffe en række katastrofale beslutninger.
Hele corona strategien er et tydeligt eksempel her.
Et andet, er det fuldkommenheds dogme ,( dvs. partiet pr. definition ikke kan fejle) som CCP opererer med.
Kombinationen af de 2 ting er en total fejlslutning.
Tak for information om Xi's dramatiske liv og for meget andet om Kina.
Meget af udviklingen i den tusindårige kinesiske kultur og samfundsform er jo særdeles fremmedartet for os vesterlændinge, men alene fordi det er fremmedartet for os, skal det vel ikke nedgøres.
Mon man kan sige, at vi sætter frihed over fællesskab, mens kineserne sætter fællesskab over frihed?