Velkommen til Vores version. Informations helt enestående udlægning af tidens allermest presserende emner – på tryg afstand af saglighed, presseskik og andre snærende bånd.
Mette Frederiksen
Allerede før valgkampen gik i gang, vidste Mette Frederiksen (S), at hun ville score utroligt lavt på et menneskebarometer. Hun var magtfuldkommen, egenrådig, havde svært ved at indrømme fejl og sige undskyld. Blå blok ville sætte kniven ind der, og så kunne hun blive nødt til at aflevere nøglerne til Statsministeriet. Derfor lavede hun bare to dage før valgudskrivelsen et opslag på Instagram, hvori hun annoncerede, at nu ville hun »finde den gamle Mette frem« og begynde at smile noget mere.
Siden har hun valset smilende, grinende og krammende gennem valgkampen, og det trækker selvfølgelig op. Det samme gør hendes nyfundne kærlighed for spinning, opslagene med hende og ægtemanden Bo i den gyldne efterårsskov og hendes nye (officielle) drøm om at dele regeringsmagten med andre end sig selv og Barbara Bertelsen.
Sikken en gang nyttesløst pjat og gøgl.
Den mindst ringe burde ærlig talt holde sig for god til at bringe den slags usaglighed.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvor meget er medier ansvarlig for at have forvandlet valgkampen til en cirkus, et medie show som denne artikel viser, hvad skal vi bruger det til ud over et populistisk vinkel : lade os stemme på et hele menneske, ikke et robot.
Det er patetisk når vi står i en så seriøs situation hvor det hele burde handle om politisk indhold.
Tilsyneladende har journalist ikke ret mange bekymringer!
Under Folkemødet på Bornholm i 2019 overværede jeg en debat mellem forskellige medie-guruer - blandt andet Ulrik Haagerup - om mediernes rolle, når politik mere og mere reduceres til ren underholdning.
Panelet kunne godt se problemet og lovede, om ikke bod, så dog bedring. Men der er tilsyneladende ikke sket en dyt...
Jeg syntes faktisk at Informations udgave af Politikens "At Tænke Sig" er ret underholdende......
En så poppet og tydeligvis misvisende opdeling af karakterer, burde indledes med en klar og forståelig definition af hvad jounalisten forstår ved en “robot” og hvad et “menneske” er (med de nødvendige gradbøjninger). Ud fra hvilket grundlag skal disse “domme” forståes? Har vi en objektiv målestok - eller skyder vi fra hoften, det første det bedste der falder os ind, fordi vi er dovne og/eller ikke véd bedre?
Ingen af de ovenfor nævnte personer/typer kan sige sig fri for f.eks. selviscenesættelse og smarthed. De vil alle opnå “noget” - de skyr ingen midler og løgnen/manipulationen er, i meget stor udstrækning, deres måde, deres værktøj. De er reaktive og mekaniske i deres ageren - ikke nærværende, oprigtige, relaterende, samvittighedsfulde og beviste i en dyb forstand - de ER ikke - de eksisterer kun på overfladen, som masker. Er det “robotter” og/eller “mennesker” der fremtræder sådan? Set i forhold til hvad? Hvad er den optimale robot - hvad er det optimale, komplette, fuldt realiserede Menneske?