Da franskmændene i 2018 løftede VM-trofæet i Rusland, var det det hidtidige højdepunkt i den dengang 25-årige Paul Pogbas karriere. Da han var barn, så han igen og igen VHS-bånd af Frankrigs sejr i finalen mod Brasilien i 1998 med sin far. Tyve år efter kunne han selv hæve trofæet og sende en hilsen til faren, der døde året før slutrunden i Rusland.
I finalekampen mod Kroatien var Pogba overlegen. Og han havde været det gennem hele turneringen i sin rolle som en af de dybtliggende midtbanespillere med N’Golo Kante ved sin side i træner Didier Deschamps 4-2-3-1-formation. Det var Pogba, når han er bedst og gør tingene simple: Han klarede sine defensive pligter, fik det franske spil til at flyde med korte pasninger og lange spilvendinger og satte på elegant vis sine modstandere. I finalen toppede han det med målet til 3-1 scoret med sit svagere venstreben. Selv om målmanden Hugo Lloris var anfører, og Kylian Mbappé strålede, så var der en fornemmelse af, at Pogba var centrum for det franske hold.
