De sårede kan man se i Kyiv. De psykiske effekter af krigen er lettere at overse. Men ukrainerne er mærkede. I månedsvis har de levet i intens anspændthed. Med angreb over store dele af landet, Europas største atomkraftværk som en tikkende bombe og senest meldingen om, at Rusland vil forsøge at annektere fire områder. Også de daglige luftalarmer slider i Kyiv. Især når de kommer om natten: Skal, skal ikke gå i beskyttelsesrum? Det er spørgsmålet …
Da jeg søvndrukken vælter ud af toget til den ukrainske hovedstad, møder jeg en by, hvor livet er ved at vende tilbage til en slags normal. Kuplerne på Sankt Sofia-katedralen bliver renoveret. I Shevchenko-parken er bænkene nymalede. Kunstudstillinger bliver åbnet. Og måske mest bemærkelsesværdigt, som den 37-årige it-medarbejder Gosha siger med et grin: Politikerne er begyndt at skændes igen!
@Erik Boel
Dejligt at høre fra dig igen med en fin lille rejseskildring fra Ukraine.
Jeg husker dig især for den så uhyre præcise karakteristik af
Venstres forslag til modificering af Retsforbeholdet dengang i 2015:
»Det er en nationalchauvinistisk, ansvarsforflygtigende og umoden
ordning, vi skal tage stilling til 3. december.«
citat Erik Boel
Sådan!! .... og heldigvis for vores eget selvværds skyld,
stemte vi NEJ ved Folkeafstemningen.
Dejligt med et rejsebrev, der fokuserer på ukrainerne og fremtiden.
Jeg kørte selv igennem og overnattede to dage i det sydvestlige Ukraine i august, da jeg var på vej hjem fra Moldova. Det var surrealistisk at høre en luftalarm og se alle være ligeglade. Folk med barnevogne gik videre, veninder med kaffekopper på en bænk snakkede videre. Ingen løftede et øjenbryn. Det var blevet normalt. På sin vis både skræmmende og fantastisk
Jeg sidder med tårer i øjnene.
Putin kan ødelægge Ukraine, men ikke ukrainerne.
Det oplever man gennem din rejseberetning.
Jeg ville ønske, jeg var yngre og havde kræfter til at gøre sådan en rejse lige som dig.
Foreløbig har jeg nøjedes med at sende dem min folkepension.
Jeg har sendt den til Caritas særlige Ukraine hjælp. Man kan finde den på nettet.
Jeg ved ikke, om du så noget til dem.
Jeg har selv set dem mange gange i deres Caritas veste på videoer helt ude, hvor der kæmpes.
Dem har jeg også sympati og respekt for.
Det er også mig indtryk, at polakkerne hjælper. Nok mere end det er almindelig kendt.
Jeg håber, jeg får råd til at gentage det med folkepensionen.
Det er bare så fortvivlende lidt.