Brevkassen: Min kollega lugter

Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svar
Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svar

Mia Mottelson

Moderne Tider
26. november 2022

Jeg har en kollega, der lugter rigtig meget af sved. Man kan lugte, hvor på gangen han har gået, og man kan lugte, hvis han har været i tekøkkenet og hente kaffe. Han har en kæreste, så han går nok i bad – men han lugter slemt. Det er nogle lange dage på job, når man skal sidde ved siden af ham, og selv om han er rigtig sød og dygtig, så har jeg ikke lyst til at spise frokost med ham, for jeg mister appetitten. Jeg ved, at andre kolleger har det på samme måde.

Kan man på nogen måde sige det til ham? Og hvordan? Eller er det simpelthen for privat?

— Louise

Svar I:

Jeg frygter selv at bevæge mig ind i den betændte private sfære med mennesker, jeg ikke kender godt. Det giver mig en lettere forhøjet puls blot ved tanken om at skulle sige noget, der sætter et andet menneske i forlegenhed. Og gør det derfor sjældent. Men nogle gange i livet må man gemme sin egen følelse af akavethed væk for at komme en anden til undsætning. Turde tage konflikten. Og det skal du her.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

arj ! – fej det så bare af på mellemlederen mellemmanden ham/hende/whatever ! – eller tag konkret medansvar og kald spade for spade direkte klart kort og entydigt på medarbejdermødet at medkollega lugter dårligt og belaster det fælles offentlige arbejdsrum på uacceptabel privat måde og at det kun handler om dét og ikke altmuligt andet bullshit fokusforskydning projektioner osv. – der er ikke brug for omsvøb diskussion forklaring flæb eller trøst – havde det været brætpisseri ? – så hva’så ? – det kan kun blive bedre .)

Søren Kristensen

Den her kræver diplomati.

Med mindre du og dine kollegaer lægger en fælles strategi om helt at skille jer af med den uheldige kollega er det jo alfa og omega, at I kan omgås i fremtiden. Jeg siger med med vilje uheldig, for ingen går rundt og lugter uden der ligger et eller andet uheld bag. Det ved jeg, for jeg har engang selv været den der lugter. Det var i en periode af mit liv, hvor jeg havde en del modgang og gjorde mange ting mindre af lyst end af nød. Fx. gik jeg engang til Fitness, mere for de to ugentlige bade end for træningens skyld. Desværre blev jeg ikke kun træt af træningen, men også at vaske træningstrøjer og de begyndte selvfølgelig at lugte og da man bedre kan vænne sig til sin egen lugt end til andres, skulle der i mit tilfælde et prik på skuderen til, før jeg indså at jeg havde et problem - eller rettere at jeg var et problem. Jeg fik rent besked af en anden bruger som bramfrit foreslog at jeg vaskede min t-shirt. Hvilket jeg naturligvis gjorde, men jeg holdt også op med at træne - noget som jeg længe havde haft lyst til; til gengæld fik jeg samtidig taget mig sammen til at bygge det badeværelse der havde været på tegnebrættel i årevis.

Så altså, i mit tilfælde, var ren besked en udmærket løsning. Men det duer, som sagt, ikke hvis I skal arbejde sammen med den uheldige kollega i fremtiden, for vi kommer ikke uden om, at der er ydmygelse forbundet med at få at vide at man har et problem, uanset om det er alkoholmisbrug eller misbrug af andre menneskers indåndingsluft og jeg gå så langt som hævde, at de første kan være langt mere acceptabelt end det sidste. Derfor skal der sandsynligvis, i jeres tilfælde, diplomati til.

Så altså, prøv med nogle hints, som dels ikke virker alt for intimiderende, vel vidende at det er den uheldige kollega der er den egentlig intimiderende. Forsøg også at gøre det så anonymt som muligt, for at I kan arbejde på lige fod i fremtiden, hvis det er målet. Den irettesatte vi altid føle sig ydmyget ved en direkte konfrontation, med mindre I kender hinanden virkelig godt. Så, hvis synderen har bon-kammerat i firmaet, som kan/vil påtage sig opgaven med at formidle jeres budskab på en tilpads skødesløs måde, kan I måske få hjælp der. Eller kan I måske udnyttte at emnet har været oppe og vende her i spalterne.

Med andre ord, hvad med at tage et print af denne artikel, inkl. kommentarer, og anbringe det et sted hvor den formastelige ikke kan undgå at læse det. Det er bare et forslagt; der er sikket mange andre gode diplomatiske løsninger derude.

(En lidt dyrere løsning - hvis jeres virksomhedens ellers har midler og matchende behov - kunne være at henvende jer til fx Jan Hellesøe eller en af hans terapeut-kollegaer, for gennem notching/hypnose at tillvejebringe omstændigheder for den formastelige, måske således at han ikke engang bemærker når/hvis han bliver manipuleret til en mere hensigtsmæssig adfærd.)

På min seneste arbejdsplads havde jeg et langt mindre probem med nogle kollegaer (og man ved aldrig hvem det er) der konsekvent vendte den nye toiletrulle med den løse ende ind mod væggen. Jeg overvejede flere gange at sætte et skilt op med en tegning, der forklarede den korreket måde at anbringe toiletrullen, dvs. så det friske papir ikke kommer i kontakt med væggen. Men det blev (deværre?) aldrig til noget. Man skal, som bekendt, vælge sine kampe.

Når problemerne bliver lidt større end som så, fx at nogen går rundt og lugter, skal man selvfølgelig reagere, men man skal også vælge sine metoder med omhu. Et aller første skridt kunne være at finde ud af om medarbejderen egentlig har lyst til være på arbejdspladsen.

Jeg er - som gammel leder/chef/direktør i industrien - HELT enig med Mikkel Vuorela.

Det er en ledelsesopgave. Måske er lederen ikke opmærksom på problemet, men så må spørgeren som medarbeder/kollega gøre chefen opmærksom på det. Og så er det chefens ansvar at håndtere problemet, Det er dét ledelse går ud på.

Kjeld Christensen

Enigmed RolfAndersen.
Kender tilfældigvis til et tilfælde, hvor en leder efter grundig overvejelse og i streng fortrolighed gjorde en medarbejder opmærksom på et lugtproblem, som ikke var sved, men lige så ubehageligt. Det blev alligevel kendt i organisationen, og nogle medarbejdere bebrejdede lederen for at gå ind i private forhold. Men medarbejderen takkede for rådet, tog vidtgående midler i brug , kom af med problemet og takkede efterfølgende lederen.
Tilbage står dog problemet: Hvad nu, hvis det ikke havde virket? Nogle mennesker har af stofskiftemæssige grunde en påfaldende kropslugt? Det kræver betydelig tolerance at acceptere det som et handicap.

det handler om social kontrol i det fælles rum – når medborgere doserer syntetisk deodorant så det kan smages på flere meters afstand eller langtidsuvasket krop eller pis at det næsten kan skæres i skiver og stables – hvis medborgere ikke kan sige fra overfor andre medborgere hensynsløshed tangerer det misforstået berøringsangst
sad engang i skurvogn med en dygtig kollega der var så ellevild med spegesild at de blev ædt hele direkte op af bøtten fra hoved til hale på en så ekstrem ulækker måde ud over bordet at hele sjakket spiste med – næste dag blev hans bukserøv sømmet fast til stolen mens han øvede sig et par timer med kniv og gaffel – bagefter fik han trøstehåndbajer og krammer af hele vognen – problemet løst – at lede efter en leder havde været svigt over hele linjen .)

Charlotte Christensen

Jeg går ind for, at hvis man har en udfordring med en kollega, så start med at gå til kollegaen først, der må være grænser for, hvad en leder skal indblandes i.

Men der kan være mange årsager til, at en person har en kraftig duft/lugt, det behøver ikke være dårlig hygiene, som også pointeres i et andet indlæg.
Drop berøringsangsten og spørg i første omgang ind til om kollegaen selv er klar over det. Men gør det stille og roligt, man kan slippe afsted med meget, blot ved at henvende sig i en ordentlig tone.

Husk at tjekke at det ikke skyldes medicin af en art inden I finder høtyvene frem. Og så bare lige en tanke: Hvad nu hvis frygten for at lugte af sved får folk til at tage bilen i stedet for at cykle. Så har denne frygt jo indirekte en effekt på både klimakrisen og den generelle folkesundhed.