Interview
Læsetid: 14 min.

Filosof Charles Taylor: Klimakrisen kræver, at vi igen tager et stort åndeligt spring. Men vi har det i os

Den 91-årige canadiske filosof Charles Taylor har gennem de seneste 50 afvist forfaldsfortællingen om den moderne verdens moralske forfald og meningsløshed. Spørgsmålet er, om klimakrisen og det totale politiske opbrud har fået ham til at gentænke sin fortælling om moderniteten

Jesse Jacob. Collager er lavet med udgangspunkt i fotos af Jonas Ekstromer, Ethan Miller, Melina Mara, Saul Loeb, Attila Kisbenedek, Tolga Akmen/AP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
12. november 2022

Oplyst eller måske formørket af min ungdoms kulturkritiske klassikere var jeg for omkring et halvt liv siden overbevist om, at det moderne menneske var egoistisk, materialistisk og ensomt. At mennesket var blevet frigjort fra forbud, men måtte betale for disse fremskridt med moralsk elendighed og tab af højere mening.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Egentlig er det jo mærkeligt, at vi er så blinde for vores egen konstante ødelæggelser af naturen. Det har jo stået på i tusinder af år. En del af Europas udvandringer til Amerika, skyldtes jo også at træmassen, var svundet ind...Mellemøsten var grønne cedertræslunde, som blev fældede, ørkenen er nu så indgroet der, at paradis er forhistorie. I Island har de erkendt fortidens skovfældninger, der lagde øen øde og genrejser nu skove i stor stil. Kina rejser også skove i stor stil igen. Flere lande end der allerede er igang (en del unævnte) burde virkelig rejse skov igen. Det ville også give mere fred i verden som behagelig sidegevinst. Og selvfølgelig være godt for klima og naturen som sådan.
Selv byernes bygningsørkener giver bare få træer mere fred i kvartererne, og sænker temperaturerne. Det er nemmere at være menneske i trærige omgivelser. Det passer ind i de dybeste dele af os, som så kan slappe af. Vi har mistet en umiddelbar mulighed for kontakt med os selv, ved at leve i menneskeskabte ørkener, ude i landskaberne, som i byer.
Nå, lang smøre, der ikke bringer nyt til artiklen, det var mere refleksion over det at erkende sin ødelæggende rolle i naturen er så blind for os, selvom vi har ødelagt i tusindvis af år, men hvor vi før bare kunne (ud)vandre uerkendte videre, er vi nu nået kloden rundt, og har oven i købet multipliceret os utallige gange...

Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen, Ditlev Palm, Ete Forchhammer , Steen K Petersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

- Ja..., magtsyge har alle dage været en drivkraft undervejs i livets historie, og er det ikke mindre i dag, hvor det benævnes "markedet" - "og dets hellige og helende kræfter, på snar sagt ethvert tænkeligt område for mennesker", men bag "markedet" genkender vi udmærket begæret, egoismen og grådigheden, som de drivende kræfter - for ejerskab til og af alt!

Forventningerne til COP27 i disse dage - er lige så futile som de har været under alle de andre tidligere COPXX møder, men frokosterne er gode ligesom natkvarteret, så hvorfor brokke sig så meget som visse gør.

Nu sætter vi så "Miljøkreditter" på "aktier"(afladskøb og greenwashing) ligesom vi gjorde tidligere med CO2-kvoter, for så kan man igen tjene på "skidtet" uden at skulle erkende eget ansvar for udviklingen går i den helt forkerte retning.

På klimamødets COP27's 1. dag blev det mest vigtige om klimaet vist sagt af FNs generalsekretær, António Guterres, - vi er på vej mod afgrunden med speederen i bund.(måske ikke helt rigtigt citeret, men meningen var der)

Det eneste rigtige spørgsmål er: "Tør vi tage opgøret med markedet"?!

Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen, Ete Forchhammer , Steen K Petersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg synes at "markedet" er en noget ansigtsløs størrelse. Bagved gemmer sig mennesker, som kaster ansvaret fra sig ved at pege på "markedet", og sige "sådan er det jo!"

Rasmus Kristiansen, Ejvind Larsen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Findes den Skabelsesberetning der inkluderer markedet som en del af det skabte?