Moderne Tider
12. november 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Allerede abonnent? Log ind her
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her
Under det amerikanske midtvejsvalg har vi fået gentaget den samme fortælling: USA er ikke blot polariseret, det er muligvis ved at falde fra hinanden. Til at bakke op om forfaldsfortællingen rulles en hel buffet med historiske analogier frem, hvor den mest spændende går på, at USA er som 1920’ernes Weimarrepublik i Tyskland, stedet hvor løgn, vold og politisk vanvid formerede sig vildt og ukontrollerbart på et bagtæppe af sex, drugs und cabaret.
Som Financial Times-kommentatoren Gideon Rachmann for nylig fortalte i sin podcast:
»Jeg talte med én fra Bidens administration – egentlig om udenrigspolitik – og ud af det blå sagde han: Vi lever måske i den amerikanske version af Weimarrepublikken, demokratiets sidste år.«
"Også højreorienterede militser var vildere dengang. Weimartidens frikorps var fyldt med frontsvin, der tog krigen med hjem for at bekæmpe venstrefløjen – for eksempel ved at overfalde Berlins revolutionære kvarterer med tunge maskingeværer, tanks, flammekastere og feltartilleri."
Godt understøttet af den gode socialdemokrat Gustav Noske, som øverstbefalende for tropperne i Berlin.
Hvis man deler synspunkt med Frank Werner, chefredaktøren på Die Zeit, Geschichte, så er det vigtigste ved Weimarrepublikken hverken gadekampene eller inflationen, men derimod demokratiets sammenbrud. Th. Mann gjorde et tidligt forsøg på at forhindre det, men han havde ikke mange medkæmpere.
De fleste mærkedage 1918-1939 blegner i sammenligning med den dag i marts 1930, hvor det helt unge tyske demokrati gik over til et autoritært præsidialstyre. Det måtte ikke nødvendigvis ende med det nationalsocialistiske diktatur, men gjorde det, fordi kun SPD var interesseret i at forsvare den demokratiske forfatning. Selv efter magtskiftet i januar 1933 troede partiet, at man kunne bruge stemmesedlen til at afsætte Hitler.
I "Abendlicht" (Aftenlys, 1979) beskriver den tyske forfatter Stephan Hermlin stemningen op til katastrofen i 1933 (min oversættelse):
"Der vågnede en ny obskurantisme midt i rædselsberetningerne, diffuse ængstelser, beroligende taler. Sekter opstod fra dag tlil dag, vandt tilslutning og udstillede deres brogede ugeblade i kioskerne. Horoskopet begyndte at styre millioners liv. Lederen af de mest indflydelsesrige af disse sekter formåede at fylde Berliner Sportspalast, hver gang han kaldte til forsamling. Han stod i forbindelse med Frederik den Stores og Bismarcks ånder. Disse lod gennem deres jordiske talerør meddele, at fremtiden tilhørte de nationale kræfter. Disse sekters blad udmærkede sig ved deres i særklasse fantastiske og iøjnefaldende overskrifter. I den sidste eller næstsidste sommer før katastrofen læste jeg en morgen en sådan overskrift: Den 19. august vil England synke i havet. [...] Jeg forstod, at det ville være forgæves at belære dem, der troede på det, om andet og bedre. Den blotte henvisning til, at alle andre aviser, uanset denne efterretning, ville fortsætte med de nyeste efterretninger fra England, ja selv fremvisning af engelske blade med deres hofnyheder og de seneste tildragelser i Wimbledonturneringen eller at indbyde til en fælles rejse til England for ved eget øjesyn at overbevise sig om de Britiske øers fortsatte beståen - alt dette blev afvist med overlegenhedens ordløse smil. Thi for dem, der havde besluttet herefter at følge mesteren og derved forblive i sandheden, ville ethvert modbevis betyde Djævelens værk og bedrag. [...] Lige netop andres modsigelse, deres langt overlegne antal og magten af deres modbeviser ville befæste de forblændede i deres opfattelse - thi der findes en særlig blind stolthed blandt de få. I og med deres egen underlegenhedsfølelse og mangel på overbevisningskraft synes det for dem godtgjort, at kun de besidder Frelsen. Uden at kunne nås af andre ville de fra nu af leve i en selvvalgt virkelighed [...]"