Tine Brandt Jensen glemmer aldrig første gang, hun for alvor skulle møde sin far, Kim Allan Jensen.
Hun var omkring 11 år og havde ikke set ham, siden hendes forældre gik fra hinanden, da hun var helt lille. Nu sad hun ved et bord på Centerpub Amagerhylden og ventede.
Kim Allan Jensen var sent på den. Det var han til stort set alle aftaler i hele sit liv. Men han dukkede for det meste op.
»Du skal vide, han er en fri sjæl, så du skal ikke regne med for meget,« havde Tine Brandt Jensens mor, Lisa, advaret forud for mødet.
Ind kom en høj, ranglet skikkelse med langt hår og ubundne vandrestøvler på fødderne. Han havde en farverig hue på og en hjemmestrikket sweater, der lugtede lidt af hund.
Som Tine Brandt Jensen fortæller det: »Han lignede en stor, glad hippie.«
»Og han var bare … slet ikke, hvad jeg havde forventet. Smilende, rolig og simpelthen så rar.«
