Vidste man det ikke i forvejen, havde man nok ikke regnet ud, at man befandt sig i et land styret af et af de værste regimer på Jorden den 25. juni 1978 i Argentina.
Landet havde på hjemmebane netop slået Holland i VM-finalen, og fra tribunerne på Estadio Mâs Monumental strømmede de argentinske fans ind på banen. Over afspærringer og gennem væbnede betjente med schæferhunde – og de fik lov til det midt i euforien.
Knap en kilometer fra stadion var virkeligheden en anden.
Her sad ’de forsvundne’ indespærret på søværnets maskinmesterskole, som nu var central for fængsling, tortur og likvideringer af venstrefløjsaktivister og andre argentinere, der af den ene eller anden årsag blev betragtet som fjender af landets militærjunta.
Gennem væggene i cellerne kunne de indespærrede høre folkefesten på gaden.
»Jeg håber virkelig, at han var død, så han ikke skulle gennemleve den smerte,« sagde Taty Almeida godt 30 år senere om sin søn, der sad indespærret den aften – og aldrig kom hjem efterfølgende.
