Om ikke særlig længe skal min kæreste og jeg have vores første barn, og vi glæder os til fødslen, selv om det selvfølgelig er vanvittigt at forestille sig.
Min kæreste er meget opsat på at filme undervejs. Han vil gerne have, at vi kan se tilbage på fødslen sammen i levende billeder og eventuelt vise den til vores barn senere hen. Han har ikke Facebook, Instagram eller TikTok, så det er ikke for at dele med hele verden – kun for vores egen skyld.
Og han har forsikret mig om, at hvis han bare har et GoPro-kamera i panden, så kan han sagtens fokusere fuldt ud på mig og fødslen. Men jeg er i tvivl. Personligt er jeg med på et foto eller to under og efter, men ligefrem at filme ...
Blandt venner, familie, kolleger og jordemødre etc. er meningerne delte. Hvad synes I?
— Den gravide
Svar I:
Jeg synes faktisk, tanken er sød, og jeg kan godt selv fortryde, at jeg ikke har mere dokumentation fra mine fødsler end hospitalsjournalerne, mine egne nedskrevne fødselsberetninger og så lige et par grynede billeder af varme, bløde, spritnyfødte babyer, der ligger på mit bryst.
Tsk tsk tsk...
Det kan da godt være, HAN kan fokusere på alt andet end det der pande-kamera...
Men vil DU kunne?
Og det er faktisk det vigtigste i den situation, skulle jeg hilse og sige!
Fint, at han "tilbyder".
Men IKKE så fint, at han vedbliver, på trods...
Det er simpelthen mangel på respekt og indføling - går her ud fra, du har givet udtryk for din ikke-begejstring :-)
Og hvad siger jordemor og øvrige ansatte til at blive filmet, mens de er på arbejde?
Jeg har ikke filmet min datters fødsel. Ikke fordi konen havde noget i mod et, men fordi sygehuset ikke tillad det af hensyn til de ansatte - Det er jo ikke sikkert det bliver et let forløb. Fødslen tog 9 minutter. Konen gav den fuld gas. Og det gav resultat. Men sådan er konen. Når du gør noget er det altid med fuld gas.
Efterfølgende har både jeg og konen filmet vores datters tilværelse fra dag et og frem til hun blev ca. 5 år. Og det er film jeg ikke vil undvære. Det gør vi kan genopleve det hele igen på en måde, som ellers ikke ville være muligt gennem fragmenterede glimt efter mange år. Og vores datter kikker gerne med. Nu er det ikke sådan, at vi ser på det hele tiden. Men en gang imellem med stor gælde.
Men altså selve fødslen har vi ikke filmet. Men det gør heller ikke noget. For den glemmer man ikke. Den kan jeg fortsat se for mig selv efter mange år i bedstefar alderen.
Dagen efter fødslen oprettede jeg i øvrigt en mailadresse til min datter :-) Og sendte hende sin første mail med en detaljeret beskrivelse af hendes fødsel ned til mindste detalje så længe alt stadig var i en klar erindring.
Glemte lige. Hvis konen ikke vil have fødslen filmet, så ville jeg aldrig gøre det af respekt for min kone. Aldrig.
Jeg har en hel klar holdning, ingen billeder eller film under fødslen, når jeg føder (har fået 3), op med far i den anden ende og lad jordemoder tage sig af det hun er bedst til. Som min rosin i pølse enden ville sige. Det er der ingen der gider se på mor. Din mand skal være der for dig og det tror jeg er svært nok. Snup et par skønne billeder når det hele er overstået. Rigtig god fødsel.
Jamen, kære vordende moder: Hvis din fødsel ikke bliver filmet, har den jo aldrig fundet sted. Hvilket århundrede er du født i?
(Selv er jeg født i det forrige, men har da lært lidt af det nuværende...)
Jeg har 3 børn.
Jeg ville have oplevet det meget grænseoverskridende, hvis min mand havde filmet undervejs. Den fødendes psykologiske tryghed er super vigtig under fødslen... Og at manden retter ind!
Og ja, til Lærke Cramons beskrivelse af erindringen og fortællingen om fødslen bagefter i kontrast til selve den faktiske begivenheds fascinerende råhed, "brutalitet", kødelige kropslighed.
Jeg tror, jeg havde kigget hadefuldt på min mand, med kamera i panden, og havde flået det af ham, med risiko for at flå hovedet med :)... Selvom han i øvrigt var den vigtigste og mest støttende person i situationen.
Tillykke og held og lykke i øvrigt!
Ønsket om billeddokumentation af store og små begivenheder er meget ældre end de nye digitale kameraer.
Da jeg som studerende i 1960'erne sang i kirkekor, fandt vi alle i koret, at de fotograferende gæster, der temmelig indiskret vimsede rundt i kirken med klikkende kameraer, var et irritationsmoment.
Nogle år senere, skulle min kone og jeg være forældre. Familien havde både spejlreflekskamera og smalfilmskamera. Det var end ikke på tale, at tage nogen af dem med. Den forestående begivenhed var alt for vigtig til at spilde tid med noget ret ligegyldigt, og fødslen og den fødende kræver al faderens opmærksomhed og støtte - også selv om det i vores tilfælde var mere fredeligt end Lærke Cramons.
Savner jeg billedokumentation? Næh, nu mere end 50 år efter står fødestuen og alt hvad der skete lysende klart i erindringen.