Fysikere over hele verden vidste godt, at noget stort var undervejs. Et fransk forskerhold havde annonceret, at de i et kælderlokale lidt uden for Paris ville opstille en række apparater og gennemføre netop dét avancerede eksperiment, der én gang for alle skulle afgøre en grundlæggende videnskabelig strid om selve verdens og universets, ja, faktisk altings indretning.
Og endelig, i eftersommeren 1982, begyndte rygterne så at brede sig i det internationale fysikermiljø: Forsøget var gennemført, og den store intellektuelle strid, som havde stået uafgjort siden Niels Bohr og Albert Einsteins dage, var nu endeligt afgjort.
I Danmark spidsede en ung dansk videnskabsjournalist ører. Her var muligheden for at komme først med et scoop af de store: En verdensnyhed om en af menneskets dybeste erkendelser, hvis ellers det var sandt.
»Den slags rygter kan alle jo gå rundt og fortælle om, så jeg begyndte at undersøge, om der var hold i rygterne,« fortæller Tor Nørretranders, der i dag mest er kendt som forfatter til en række faglitterære bestsellere, men som dengang var en 27-årig deltidsskribent på Dagbladet Information.
Ja, egentlig var han netop stoppet på avisen, men denne historie var for god til ikke at følge til dørs.
Afgørelsen i Paris handlede nemlig om, hvorvidt videnskabens forståelse af alle verdens mindste byggesten, altså atomerne og partiklerne holdt vand, eller om der gemte sig nogle ukendte forklaringer neden under denne dybt mystiske og uforklarlige verden. Med andre ord var det ikke bare småting, der var på spil, det var faktisk fundamentet for alting.
Podcast om kvantemekanikkens gåde
Informations artikelserie om kvantemekanik er baseret på en række podcasts, hvor skiftende gæster udlægger mikroverdenens mysterier.
Vil du lytte til programrække, så søg på ’Kvantemekanikkens gåde’ i din podcastapp.
Det rager os alle
Sagen var, at tingene i mikroverdenen tilsyneladende spillede efter nogle andre fysiske regler end resten af verden, så partiklerne kunne opføre sig meget underligt og for eksempel tilsyneladende være flere steder på én gang. Fysikken, som beskrev deres opførsel, havde fået navnet kvantemekanik, og med den i hænderne kunne mennesket udvikle helt vilde nye teknologier som lasere, computere og atomkraftværker – men de kunne stadig ikke forstå, hvordan partiklernes verden egentlig fungerede.
Derfor havde flere spurgt sig selv, om der måske ikke fandtes et dybere niveau gemt neden under alt det mærkelige og ubegribelige i kvantemekanikken, og ingen havde stillet det spørgsmål bedre end Albert Einstein, ligesom ingen havde fejet indvendingerne mere eftertrykkeligt af banen end Niels Bohr.
Resultaterne fra den parisiske kælder satte skabet på plads én gang for alle, og uden at foregribe begivenhederne for meget kan vi godt her afsløre, at Tor Nørretranders lykkedes med at få historien hjem. Som de første i verden kunne Dagbladet Information bringe den store nyhed en fredag i oktober i 1982:
»Epokegørende opdagelse afgør strid mellem Einstein og Bohr«, lød overskriften.
Og nedenunder blev der sat yderligere trumf på: »Det mest revolutionerende princip i videnskabens historie er nu bevist, siger kendt amerikansk fysiker.«
I dag mener Tor Nørretranders, at de store ord i virkeligheden var noget af en underdrivelse.
Som årene er gået, er der i hvert fald også tilflydt mere og mere anerkendelse til de hold af fysikere, der dedikerede årtier af deres liv til at afgøre dette store slag i kampen om virkeligheden. I år kulminerede det, da tre fysikere – heriblandt lederen af de franske forsøg, som Tor Nørretranders beskrev – modtog den største videnskabelige hædersbevisning, Nobelprisen, for netop dette arbejde. Denne anerkendelse falder sjovt nok præcis 100 år efter, at Niels Bohr selv modtog Nobelprisen for sin udforskning af atomernes verden.
Alt det er anledningen til, at Information nu udgiver en serie af artikler og podcast, hvor vi dykker ned i kvantemekanikkens verden og i den videnskabelige strid om virkeligheden, som fortsat udspiller sig, sideløbende med at den teknologiske udnyttelse af kvantemekanikken forandrer vores verden.
I virkeligheden behøver man dog ingen jubilæer som anledning til at sætte fokus på emnet, for på et dybt niveau rager det os alle sammen: Hvad enten du er lavet af sten, er et blad på et piletræ eller bor på en blå planet i en tilfældig galakse, så er du lavet af atomer.
Her er historien om de mystiske kræfter, der styrer vores allerinderste verden.
En chokerende oplevelse
Det var ikke tilfældigt, at det lige præcis var Tor Nørretranders, der som den første kunne bringe nyheden om den store afgørelse i diskussionen om virkelighedens væsen.
Han havde fulgt området lige siden sit første og rystende møde med kvantemekanikken som 13-årig. Dengang som stor dreng havde han været umådelig fascineret af verdensrummet og fandt en slags trøst i, at selv om alt i verden virkede kaotisk, og selv om hormonerne væltede rundt i hans teenagekrop og forvirrede alting, så fandtes der en stor og majestætisk orden i universet. I planeternes baner, i galaksernes rotation, i kometernes forudsigelige passeren gennem det tomme rum. Det hele gik som et urværk, og verdens fremmeste fysikere havde regnet det ud.
Nørretranders var en del af den lokale amatørastronomiske forening i Lyngby, skrev for deres blad, og slugte alverdens bøger om fysik og astronomi, og sådan gik det til, at han i 1968 fik fingrene i en bog skrevet af en tysk fysiker ved navn Walter Heitler, som efter at have beskrevet fysikernes traditionelle og ordentlige verdensbillede garneret med lidt Shakespeare og buddhisme pludselig nåede frem til kvantemekanikken:
»Og så væltede hele læsset,« husker Nørretranders i dag.
Pludselig handlede det om uforudsigeligheder, ubestemmeligheder og sandsynligheder.
»Først var jeg bare vantro og troede, at manden måske havde misforstået det hele. Det virkede meget brutalt på mit teenageverdensbillede, for jeg syntes jo, at noget af det vidunderlige ved astronomi og fysik var, at der var styr på tingene, og så fik jeg at vide, at der absolut ikke var styr på det. Det satte i mit sind et problem, som jeg var nødt til at forholde mig til. Hvad går det her ud på?«
I kvantemekanikken var der intet uforanderligt urværk, ingen faste baner. I stedet kunne kvantepartikler, som for eksempel elektroner, tilsyneladende være flere steder på én gang, og deres faktiske opholdssted var ikke mere præcist bestemt end gevinsten på en Lotto-kupon, før den blev udtrukket.
Selv lyset fra den unge amatørastronoms elskede stjerner var på én og samme tid både en regn af bitte små partikler og en umådelig bølge, der strakte sig ud i hele universet.
Sådan begyndte han langsomt at udforske kvantemekanikkens verden og læste blandt andet fysik på RUC i slutningen af 1970’erne. Og derfor vidste videnskabsjournalisten Tor Nørretranders udmærket, hvad det var for en strid om virkeligheden, der i 1982 tilsyneladende var afgjort: Einsteins gamle indvendinger mod kvantemekanikken handlede om et grundlæggende ubehag ved denne form for fysik, et ubehag, som Einstein havde til fælles med Tor Nørretranders, nemlig en instinktiv modstand mod, at verden skulle være drevet af tilfældigheder, uden at man kunne komme dybere ned og sige noget om, hvor denne tilfældighed kom fra.
Kunne der virkelig være et niveau af virkeligheden, som ikke var tilgængeligt for beskrivelse?
Når Tor Nørretranders skal beskrive de stridende synspunkter i den videnskabelige diskussion, bruger han vejret som et billede. Nogle dage regner det i Danmark. Andre dage skinner solen. Men under det ligger nogle mekanismer, som vi kan undersøge og kortlægge i avancerede vejrmodeller, så vi kan forudsige, om det bliver regnvejr senere. Det er for os sund fornuft.
Men den slags kan man godt lægge på hylden i partiklernes verden. Her sker tingene bare.
»Og Einstein sagde så, at der også i mikroverdenen måtte findes nogle vejrmodeller under det hele. Det kunne ikke bare være tilfældigt,« forklarer Tor Nørretranders.
Over for det synspunkt stod Niels Bohr og hans folk og holdt på, at kvantefysikken kun kunne være konsistent og sammenhængende, hvis man insisterede på, at der ikke var et niveau nedenunder, forklarer Nørretranders og påtager sig nu rollen som Niels Bohr, der siger:
»De størrelser du snakker om, Einstein, de findes ikke, og de kan ikke findes.«
Det kan på overfladen virke som en absurd diskussion, men kvantemekanikken er jo netop sær og absurd og vanvittigt fascinerende. Og for virkelig at kunne sætte pris på, hvor radikalt det her er, så kræver det, at vi tager historien fra begyndelsen.
Det kræver bare en lille tidsrejse: Tilbage gennem to verdenskrige og til en tid, hvor Sønderjylland var tysk, og raske drenge gik i matrostøj. Vi skal tilbage til 1910’erne, hvor vores forståelse af verdens opbygning brød fuldkommen sammen.
En virkelig god forkert model
I 1911 studerede den 25-årige Niels Bohr hos den newzealandske fysiker og nobelprismodtager Ernest Rutherford i Manchester. Ad eksperimentel vej var Rutherford netop samme år nået frem til at forstå atomets indre opbygning: Atomet bestod ifølge Rutherford af en positivt ladet kerne i midten med svirrede, negativt ladede og meget mindre elektroner udenom – som hvepse om et syltetøjsglas.
Men der var noget galt. For selv om det nu lå fast, at atomer var positive i midten og negative udenpå, så ville de svirrende elektroner ifølge den gængse, klassiske teori for ladede partikler efterhånden miste deres energi og blive suget ind i kernen. Alt stof ville kollapse i et lysglimt.
At det ikke var tilfældet, behøvede man heldigvis blot se sig omkring for at forvisse sig om. Men det betød også, at der var brug for en ny teori.
Niels Bohr kastede sig over problemet og fremsatte et radikalt forslag: At elektronerne kredser om atomkernen i baner som planeter omkring en mikroskopisk sol. En bane svarer til et elektrons energiniveau. Men ikke nok med det. Bohr indførte en regel, som ikke findes i den almindelige makroverden, som den klassiske fysik beskriver. Bohrs regel sagde, at elektronerne kun må befinde sig i bestemte baner med bestemte energier. Andre baner er forbudt, og elektronen befinder sig aldrig på vej mellem to baner.
Det var et dristigt forslag, der rakte et godt stykke ud over den almindelige sunde fornuft. Det svarer til, at du kun kan befinde dig derhjemme eller på arbejde – men aldrig mellem de to steder på vej til eller fra arbejde.
Ikke desto mindre virkede det spektakulært godt: Med Bohrs model fik man en meget præcis overensstemmelse med den energi, der udsendes og optages af et brintatom i eksperimenter – med fem cifres nøjagtighed.
»Bohrs teori var forhadt, fordi den var så underlig,« påpeger Klaus Mølmer, der er professor i kvanteoptik ved Niels Bohr Institutet, og som har indvilget i at guide Information gennem kvantemekanikkens historie.
»Og samtidig var den også beundret, fordi den havde den her fantastiske overensstemmelse med det, man kunne iagttage.«
Bohr fik snart den anerkendelse, som hans epokegørende arbejde berettigede til. I 1921 så et nyt institut for teoretisk fysik dagens lys på Blegdamsvej i København med Bohr som ledende kraft. Det, vi i dag kender som Niels Bohr Institutet.
Ifølge Klaus Mølmer er det i høj grad Bohrs fortjeneste, at instituttet hurtigt blev et samlingspunkt for tidens fremmeste fysikere. Det hang sammen med hans åbne og imødekommende facon og vilje til at lade unge forskere arbejde med det, de brændte for, selv om det ikke var Bohrs eget fagområde.
»Men Bohrs atommodel er forkert,« siger Klaus Mølmer.
»Det tør vi godt sige i dag.«
Lige så snart man forsøgte at bruge den på andre grundstoffer end brint, blev overensstemmelsen med de eksperimenter, man foretog, nemlig langt dårligere.
Død og levende
Der skulle gå yderligere ti år, før kvantemekanikken fik en mere almen gyldighed. Men så forelå den også i hele to udgaver.
Østrigeren Erwin Schrödinger lod sig inspirere af de formler, man i forvejen brugte til at beskrive bølgebevægelser. Han forestillede sig, at elektronernes forskellige energitilstande var, ligesom når man knipser til en guitarstreng. De forskellige toner svarer til forskellige svingningsmønstre i strengen. Med dét udgangspunkt formulerede Schrödinger en bølgeligning, som i dag er kvantemekanikkens grundlov.
Samtidig gik en ung tysker, Werner Heisenberg, en anden vej. For ham var den nye kvanteverden smuk i al sin fremmedartethed. Det ville være en fejltagelse at bruge velkendte begreber som partikler og bølger til at beskrive den. Kvantemekanikken var unfassbar, ubegribelig, af natur. Derfor opfandt Heisenberg sit helt eget matematiske system af talrækker til at regne på kvantetilstande.
Det viste sig senere, at han havde genopdaget noget, matematikere havde kendt til siden midten af 1800-tallet under navnet matrixregning. Schrödinger demonstrerede desuden, at hans og Heisenbergs metoder til at udlægge kvantemekanikken faktisk er to sider af samme sag og kan bruges valgfrit efter temperament.
Nu kunne fysikerne få alle grundstoffers energispektre til at passe og tilmed regne på en lang række andre materialeegenskaber. Kvantemekanikken var født.
Men succesen kom med en høj pris. Den velordnede, sammenhængende og forudsigelige verden, som Newtons mekanik havde givet os, var væk. I stedet tegnede kvantemekanikken et billede af uforklarlige kvantespring og et uudgrundeligt univers, hvor ubestemthed herskede. Elektroner og lyspartikler var ikke længere faste størrelser med veldefinerede placeringer, hastigheder og energier. I stedet manifesterede virkeligheden sig som terningkast: pludselige, tilfældige hændelser, som vi ikke kan forudsige med sikkerhed, men kun sandsynliggøre.
Det havde mange fysikere svært ved at acceptere. Ikke mindst Schrödinger selv, der demonstrerede sit syn på absurditeterne med en historie om en kat i en kasse, som både var død og levende på samme tid, fordi dens skæbne var koblet til en kvantemekanisk hændelse.
Men fremmest blandt kritikerne var Albert Einstein.
»Gud spiller ikke med terninger,« skrev han til sin ven, fysikeren Max Born.
Adskillige gange forsøgte Einstein ved hjælp af tænkte forsøgsopstillinger at vise, at kvantemekanikken ikke var fyldestgørende i beskrivelsen af virkeligheden eller endda selvmodsigende. Bohr afviste hver gang Einsteins indvendinger.
»Einstein skal holde op med at fortælle Gud, hvad han skal gøre,« skal han have repliceret.
I den mikroskopiske verden har vi ikke adgang til en beskrivelse af virkeligheden som sådan, lød Bohrs tolkning: Vi har kun adgang til en beskrivelse af, hvad vi kan forvente at få som måleresultat – hvad sandsynligheden for et bestemt udfald vil være. Selve virkeligheden er helt ubestemt, indtil vi måler den. Når vi måler, hvor en elektron er, eller hvilken vej den snurrer, får vi ét resultat, akkurat som når vi løfter raflebægret og ser, at vi har slået en sekser. Vi er i den situation temmelig sikre på, at det også var en sekser, før vi løftede bægret.
Men kvantemekanikken fortæller os intet om, hvad elektronen var, før vi målte på den. Var den en bølge eller en partikel, snurrede den med uret eller mod uret, var den her eller der? Det er kvantemekanikken tavs om, ifølge Bohr. Og derfor mente Einstein, at kvantemekanikken ikke kunne være hele sandheden.
Schrödingers uheldige kat
Den østrigske fysiker Erwin Schrödinger luftede sin utilfredshed med kvantemekanikkens konsekvenser ved at fremmane følgende djævelske tankeeksperiment:
- Forestil dig, at du putter en kat ned i en kasse med låg.
- Ud over katten indeholder kassen en flaske med en hurtigvirkende gift.
- Desuden indeholder kassen en radioaktiv substans og en geigertæller – et apparat, der kan måle radioaktivt henfald.
- Når et atom i den radioaktive substans henfalder og udsender en radioaktiv partikel, vil geigertælleren reagere og aktivere en hammer, der slår giftflasken i stykker.
Ifølge kvantemekanikken kan vi ikke vide, præcis hvornår atomet henfalder, og derfor vil det kvantemekanisk være både henfaldet og ikke henfaldet. Og da kattens skæbne nu er knyttet til den kvantemekaniske hændelse, at atomet henfalder, vil katten igen ifølge kvantemekanikken på én gang være død og levende indtil det øjeblik, hvor vi åbner kassen.
Uacceptabel opførsel
I 1935 gjorde Einstein sammen med kollegerne Boris Podolsky og Nathan Rosen et sidste forsøg på at få skovlen under Bohrs beskrivelse. I et halsbrækkende tankeeksperiment, som senere er blevet døbt EPR-paradokset, hævdede de, at kvantemekanikken enten førte til spøgelsesagtige forbindelser på tværs af universet, eller også manglede kvantemekanikken simpelthen noget for at være en fuldstændig beskrivelse af virkeligheden.
For at forstå Einstein og hans kollegers argument skal vi have tre ting på plads.
Den første er en særlig egenskab ved kvantepartikler, nemlig at de kan være sammenfiltrede. Det vil sige, at visse egenskaber ved dem er forbundne. Det kan for eksempel gælde for to lyspartikler, også kaldet fotoner, som er udsendt samtidigt, når én elektron springer fra én bane til en anden. Hvis den ene foton er ’venstrehåndet’, må den anden være ’højrehåndet’, hvis den ene snurrer ’med uret’, snurrer den anden ’mod uret’. Nu har fotoner hverken hænder eller trang til piruetter, men princippet er det samme. Hvis vi sender de to sammenfiltrede fotoner i hver sin retning og så, når de er langt fra hinanden, tjekker, om den ene er højre- eller venstrehåndet, så ved vi med det samme, hvad den anden er.
Det lyder jo umiddelbart ikke så mærkeligt. Hvis vi har to bolde, en blå og en hvid, og sender den ene i en kuffert til New York, så ved vi jo også, at hvis den bold, vi har beholdt, er hvid, så er bolden i New York blå.
Men så nemt er det imidlertid ikke – hvilket bringer os til det andet punkt, vi skal have på plads:
Kvantepartikler, såsom fotoner, er ifølge kvantemekanikken netop sådan indrettet, at de først får deres egenskaber, når vi måler dem. Den enkelte foton er både højre- og venstrehåndet, indtil det øjeblik vi hilser på den.
Så hvordan kan den ene foton vide, hvad vi måler på den anden, og hvilket resultat vi får?
Det er det store spørgsmål, som bringer os frem til det tredje og afgørende punkt i Einsteins argumentation. Her kommer han med to mulige forklaringer på det mærkværdige halløj ovenfor:
Enten kan de to partikler kommunikere med hinanden på tværs af universet øjeblikkeligt og altså hurtigere, end lyset kan udbrede sig. Dette er mildest talt kontroversielt, da et vedtaget princip i fysikken er, at intet kan bevæge sig hurtigere end lyset. Et princip, Einstein selv stod fadder til med sin relativitetsteori.
Den anden mulighed er, at partiklerne i virkeligheden har haft egenskaberne hele tiden ligesom bolden i kufferten. Det er også kontroversielt, for det betyder, at kvantemekanikken alligevel ikke fortæller hele sandheden, men at der må findes en dybere forklaring nedenunder, som vi endnu ikke har opdaget, men som er den virkelige udlægning af virkeligheden.
Einstein selv hældede klart til den sidste mulighed, og det var en direkte udfordring af Bohrs forståelse.
Hver gang Einstein udfordrede Bohr på den måde, måtte Bohr i tænkeboks. Deres intellektuelle tvekamp tvang Bohr til at skærpe formuleringen af kvantemekanikkens grundlag. Bohrs svar kom fire måneder, efter at EPR-paradokset blev formuleret i 1935: Det, Einstein anså for at være et ødelæggende paradoks, var ifølge Bohr slet ikke noget problem, fordi kvantemekanikken ikke handlede om virkeligheden som sådan, men om den viden, vi kan have om virkeligheden.
Det var ikke en forklaring, som tilfredsstillede alle kritikere, men her stod sagen ikke desto mindre i næsten 50 år. Indtil 1982.
Afgørelsens time
Det lyder som en scene i en superheltefilm: Man tager et calciumatom og beskyder det med fotoner fra en kryptonlaser.
Men krypton er blot et grundstof, der bruges i lysstofrør, og calcium er hovedbestanddelen i kalk og gips. Når fotonerne fra kryptonlaseren rammer elektronerne omkring calciumatomet, bliver elektronerne anslået: Det vil sige, at de bruger energien fra en foton til at springe op i en ny bane til et højere energiniveau. Efter et kort stykke tid falder elektronerne til ro igen ved en lavere energi under udsendelse af to sammenfiltrede fotoner.
Det var sådan et par fotoner, franskmanden Alain Aspect og hans kolleger i 1982 målte på i kælderen under Institute d’Optiques uden for Paris. For at realisere Einsteins tankeeksperiment sendte de franske forskere de to fotoner ud på en rejse gennem laboratoriet seks meter i hver sin retning for til sidst at måle en bestemt, sammenfiltret egenskab ved dem.
For at undgå aftalt spil mellem de to fotoner – at de via selve forsøgsopstillingen havde en hemmelig forbindelse til hinanden, som overtrumfede kvantemekanikken – blev måleapparatet først indstillet efter, at fotonerne havde forladt calciumatomet, og indstillingen blev styret af et tilfældighedsprincip.
Forsøgene var således indrettet, at hvis der fandtes skjulte regler for fotonernes egenskaber, sådan som Einstein mente, ville det kunne ses i sammenhængen mellem resultaterne for mange gentagne målinger. Bohrs og Einsteins uenighed var hermed blevet reduceret til, om forskernes måleresultat var større eller mindre end tallet to.
Aspects målinger gav resultatet 2,7 – og dermed havde Bohr altså ret. Der findes ikke en skjult, klassisk lovmæssighed neden under kvantemekanikken. Verden er akkurat lige så mærkelig, som Niels Bohr hævdede.
Som da jernet ændrede bronzealderen
Det var beretninger om resultatet af disse forsøg, som i eftersommeren 1982 nåede frem til Tor Nørretranders i Danmark. Men da han besluttede sig for at få bekræftet historien, løb han ind i et større problem.
Førende danske fysikere på Niels Bohr Institutet kunne simpelthen ikke se, hvilken relevans denne nyhed dog skulle have for offentligheden, og på trods af, at Tor Nørretranders fra fysikerkredse hørte enslydende rapporter om resultatet, og på trods af at Alain Aspect selv i et interview med Nørretranders ikke havde nogen indvendinger til danskerens udlægning (men dog heller ikke ville bekræfte den, før han selv havde offentliggjort resultatet), så kunne Nørretranders ikke få nogen til at kommentere denne verdensnyhed.
»Der var en modvilje mod overhovedet at omtale de her ting på Niels Bohr Institutet,« siger Tor Nørretranders, der mener, at instituttet på det tidspunkt var hensunket i en form for kustodementalitet, hvor man måske knap selv forstod, hvad diskussionen handlede om, men i hvert fald var sikker på, at den for længst var afgjort til Niels Bohrs fordel.
Det lykkedes alene at få den unge fysiker Holger Bech Nielsen til at udtale sig til citat, mens andre undslog sig. Således var artiklen klar, men den kunne ærlig talt godt bruge noget ekstra schwung.
Og pludselig kom redningen sejlende ud af det blå.
For første gang i mange år ville Ingeniørforeningen uddele sin fornemme pris Niels Bohr-medaljen netop det efterår i 1982, og modtageren af hæderen skulle være den store amerikanske fysiker John Wheeler, der både havde arbejdet med Einstein og Bohr i sin tid.
Ved overrækkelsen i Ingeniørernes Hus ved Vesterport i København lykkedes det Nørretranders at få den berømte fysiker til at kommentere på udfaldet af forsøgene:
»Og så kiggede han på mig og sagde: ’Det er så det mest revolutionerende princip i videnskabernes historie, som nu er bekræftet’,« siger Tor Nørretranders.
Med det citat på blokken kunne han nu skrive historien om den epokegørende opdagelse til Informations forside i oktober 1982 med John Wheelers ord stående lige under overskriften. Det lignede unægtelig en stor nyhed.
Spørger man Tor Nørretranders i dag, om opdagelsen virkelig var så vild, som artiklen gjorde det til for 40 år siden, svarer han sådan her:
»Det er en underdrivelse! Det der er slet ikke stærkt nok, i forhold til hvad vi ved i dag.«
For ved at styrke fundamentet for kvantemekanikken og udforske de sammenfiltrede partiklers opførsel blev dørene åbnet til yderligere teknologisk udvikling. Førende fysikere har ligefrem sammenlignet det med fremkomsten af jern i bronzealderen.
»Det ændrer fuldstændig infrastrukturen og hele det teknologiske grundlag for en civilisation. Det har vi slet ikke set folde sig ud endnu for alvor, men betydningen af det her er meget, meget større end det, der står i artiklen.«
Selv nævner han udviklingen af kvantecomputere, der netop udnytter partiklernes evne til at være i flere tilstande på én og samme tid som et område, hvor verden kan stå på tærsklen til en ny teknologisk revolution. Netop det perspektiv fylder også en del i det nye efterord, han har skrevet til sin nyligt genudgivne bog om Bohr og kvantemekanikken, Det udelelige.
Kvantecomputere vil potentielt kunne foretage beregninger millioner gange hurtigere end de hurtigste supercomputere, vi har til rådighed i dag. Det vil gøre udviklingen af alt lige fra nye lægemidler til helt nye typer materialer både hurtigere og billigere.
»Grunden til, at NATO har valgt at placere et forskningscenter for kvanteteknologi på Blegdamsvej i København, der hvor kvantemekanikken blev skabt i 1920’erne, er, at man som stærk militær magt er nødt til at være foran på kvanteteknologi, for tænk nu, hvis russerne eller kineserne eller en tredje blev hurtigere end os til at regne den ud med kvantecomputere,« siger han.
»Så fra at være en filosofisk diskussion mellem Bohr og Einstein er det blevet en teknologisk front og en sikkerhedspolitisk front og en militær front i den her moderne verden.«
Alting er ramlet, og det er o.k.
På den filosofiske front er der dog stadig en regning at betale. Ideen om, at der skulle findes en verden derude, som vi kan observere og beskrive uafhængigt af os selv, har lidt skibbrud med afvisningen af Einsteins indvendinger.
Noget lignende har moderne bevidsthedsforskning forsøgt at gøre gældende for selve den menneskelige oplevelse ved at sige, at vores opfattelse af omverdenen først og fremmest er noget, vi skaber indefra, og som så korrigeres af sanserne, fortæller Tor Nørretranders, der ser det som en slags forlængelse af erkendelserne fra mikroverdenen.
»Kvantefysikken er i virkeligheden det første gennembrud, der tvinger os til at indse, at den naive erkendelsesteori – at der er en verden derude, og vi beskriver den – dén holder slet ikke. Vi skal meget mere opfatte det sådan, at vi medskaber en virkelighed. Vi er nogle biologiske væsener, der har lært os at overleve i en virkelighed derude, og det har vi så gjort ved at danne en virkelighedsopfattelse, som er hensigtsmæssig, men som ikke handler om at afbilde en verden korrekt, men om at overleve,« siger han.
For Tor Nørretranders er det selve eksemplificeringen af filosoffen Immanuel Kants idé om, at mennesket ikke kan erkende, hvordan noget er i sig selv, kun hvordan det er for os – das Ding an sich over for das Ding für uns, som det hedder på kantsk.
»Vi kan aldrig komme ud over vores beskrivelse; vi er altid ligesom spærret inde i vores ballon af beskrivelse. Der er to aspekter af verden: Det ene aspekt vil vi aldrig forstå, og det andet aspekt har vi selv fundet på,« siger Tor Nørretranders.
— Når du som ung mand følte modstand mod kvantemekanikken, kan du så selv finde ro i sådan en forklaring, som du nu kommer med? Altså at vi ikke rigtig kan begribe verden uden for os selv?
»Ja, det kan jeg faktisk. Og på en måde synes jeg, det er blevet nemmere af, at det viser sig, det ikke bare er kvantemekanik, det her handler om. Når det viser sig at være et alment træk ved den menneskelige erkendelse, så finder jeg en vis form for ro. Det, der i virkeligheden blev rystet dengang, var min forestilling om det forudsigelige og pæne og veldannede univers. Jeg indså, at det ramlede. Nu indser jeg, at det hele er fuldstændig ramlet, men det har altid været præmissen for alting. Vi er bare nogen, der famler os frem.«
Hvad er kvantemekanik?
- Kvantemekanik er den gren af fysikken, som beskriver universets mindste bestanddele: atomernes, elektronernes og de andre byggestens verden. Hernede bryder de fysiske love, som gælder i den ’normale’ makroskopiske verden, sammen.
Hvorfor er kvantemekanik så mærkeligt?
- Ubestemthed hersker i kvantemekanikken. Man kan ikke forudsige hændelser i kvanteverdenen med vished, kun sandsynlighed, ligesom det heller ikke er muligt både at bestemme en partikels hastighed og dens position – man kan kun kende én af delene.
- Kvanteobjekter opfører sig helt anderledes end tingene i vores normale makroverden. For eksempel kan de befinde sig i såkaldte superpositioner, hvor de er i flere tilstande samtidig – lige indtil det øjeblik, man måler på dem, og de antager en bestemt form.
- Kvantemekanikkens regler giver ikke adgang til med sikkerhed at beskrive, hvad en eventuel bagvedliggende virkelighed består af.
Hvem opfandt kvantemekanikken?
- Kvantemekanikken blev udviklet af en række fysikere. Max Planck var den første til i år 1900 at beskrive, at lysenergi havde en mindste enhed og altså kun kunne udsendes i pakker af en bestemt størrelse – eller kvanter.
- Albert Einstein bidrog afgørende ved at beskrive den såkaldte fotoelektriske effekt, ligesom Niels Bohrs atommodel var et vigtigt skridt på vejen med ideen om, at elektroner kun kunne antage bestemte energiniveauer, som de sprang imellem – såkaldte kvantespring.
- I 1920’erne udviklede fysikerne Erwin Schrödinger og Werner Heisenberg uafhængigt af hinanden de matematiske ligninger, som beskriver kvantemekanikken, og Schrödingers såkaldte bølgeligning opfattes i dag som kvantemekanikkens hovedsætning
Kvantemekanikkens gåde
Verden er i sit inderste bygget op af mikroskopiske partikler, der opfører sig så underligt, at ingen rigtig kan begribe det. Det er nu 100 år siden, at Niels Bohr modtog Nobelprisen for sin udforskning af denne verden. I den anledning dykker vi ned i kvantemekanikkens historie og søger svar på ét stort spørgsmål: Hvad er virkeligheden?
Serien er støttet af Novo Nordisk Fonden
Seneste artikler
Naturvidenskaben minder os om, at verden stadig er ung og gådefuld
9. januar 2023Vil man gerne slås af forundring og glo måbende ned i en afgrund af den dybeste mystik, så er den natur, vi på én og samme tid er omgivet og udgjort af, et af de ypperste steder at kigge henPodcast: Vejen ud af det sorte hul
7. januar 2023Afsnit 5. Kvantemekanikken er verdens mest succesfulde fysiske teori, men der findes områder, hvor den ikke slår til. Sammen med fysiker Emil Bjerrum-Bohr rejser vi ned i universetes sorte huller og finder kvantemekanikkens ømme punkter.Længe kæmpede videnskaben for at forstå atomet. Nu handler den store gåde om sorte huller
7. januar 2023Kvantemekanikken er verdens mest succesfulde teori, men der findes områder, hvor selv den kommer til kort. For eksempel når man skal forstå sorte huller
Hvor er det skønt! Godt skrevet, tusind tak<3
Vidensformidling og journalistik på højt plan - tak for det.
Mvh.
Ifølge kvantefysikken opstår virkeligheden ved at blive observeret på grund af et fænomen kaldet observer-afhængig realitet. Dette fænomen betyder, at et kvanteobjekt, såsom en subatomisk partikel, ikke har en definitiv placering eller tilstand, før det observeres. Indtil det bliver observeret, befinder det sig i en usikker eller superpositioneret tilstand, der består af alle mulige tilstande på samme tid. Når det observeres, "kollapser" det til en bestemt tilstand og skaber en virkelighed, der kan observeres og måles.
Dette fænomen kan være svært at forstå og går imod vores dagligdags opfattelse af virkeligheden. Det er dog blevet bevist gennem forsøg og observationer inden for kvantefysikken. Det er også vigtigt at bemærke, at observer-afhængig realitet ikke nødvendigvis betyder, at virkeligheden kun eksisterer, når den observeres af mennesker. Det kan også referere til observationer fra andre bevidstheder.
Bevidsthed er en tilstand af at være opmærksom på ens tanker, følelser, og omgivelser. Det er evnen til at opleve og opfatte verden omkring os, samt evnen til at have subjektive oplevelser. Den præcise natur af bevidstheden og hvordan den opstår fra hjernen er et emne for meget debat og forskning i fag som psykologi, neurovidenskab, og filosofi. Nogle teorier foreslår, at bevidstheden opstår fra hjernens evne til at behandle og integrere information fra forskellige kilder, mens andre foreslår, at den kan være en fundamental egenskab i universet, adskilt fra den fysiske hjerne. Til sidst kan den sande natur af bevidstheden være et mysterium, der fortsat unddrager os. Men vi har både teknikker og redskaber til at udforske dette mysterium.
Bevidsthedsudvidende stoffer er stoffer, der påvirker hjernen og kan ændre en persons bevidsthed eller opfattelse af virkeligheden. De er også kendt som psykedeliske stoffer eller hallucinogener. Bevidsthedsudvidende stoffer kan fremkalde en række fysiske og mentale effekter, herunder forandringer i sanser, humør, tankegang, og bevidsthed. Disse stoffer kan have både positive og negative virkninger, afhængigt af den enkelte persons oplevelse og omstændighederne for deres brug. Mange bevidsthedsudvidende stoffer er ulovlige i mange lande, herunder de fleste stoffer fra denne kategori, på grund af deres potentielle skadelige virkninger. Men der bliver i øjeblikket forsket i brugen af disse stoffer, igen, efter at det i lang tid har været forbudt. Og netop deres bevidsthedsudvidende effekt kan vise sig at være afgørende for vores forståelse at kvantefysikken og virkeligheden.
Til sidst får I en lille kvante-bevidstheds-julehistorie. :o)
Der var engang en universel bevidsthed, der havde eksisteret i evigheder og havde set alt, der nogensinde var blevet skabt. Men selvom den havde oplevet alt, følte den sig stadig utilfreds, som om der manglede noget. En dag besluttede den at tage et bevidsthedsudvidende stof for at se verden på en anden måde.
Med det bevidsthedsudvidende stof i kroppen begyndte den at opleve verden på en måde, den aldrig havde oplevet før. Farverne blev lysere og mere intense, og lyde og lugte blev mere indbydende. Den følte sig fyldt med glæde og eufori.
Med det bevidsthedsudvidende stof begyndte den universelle bevidsthed også at få nye indsigter og forståelse for verden omkring sig. Den oplevede ting, den aldrig havde opdaget før, og begyndte at se tingene på en ny og anderledes måde.
Tiden gik, og den universelle bevidsthed fortsatte med at opleve verden på en helt ny måde. Den følte sig mere levende og oplyst end nogensinde før, og takkede det bevidsthedsudvidende stof for at have givet den denne nye oplevelse. Den havde oplevet noget, der for evigt ville forandre den, og for altid være en del af dens bevidsthed.
At et tilfældighedsprincip skulle være garant for eksperimentet, vækker straks min skepsis. Overhovedet begrebet tilfældighedsprincip er modsigelsesfuldt, alt den stund det er indlysende, at man ikke kan generere tilfældighed.
I forlængelse heraf må man vel erkende, at man ikke vil være i stand til at genkende tilfældighed, om man så fik den serveret til morgenmad.
Den virkelige virkelighed, das Ding an sich, leder vi stadigvæk efter. I mellemtiden, indtil vi (måske) opnår den viden, kan vi med et missil og brug af Newtons erfaring ramme en Informationforside på millioner af kilometers afstand, så mon ikke vi klarer os? Hvis et træ vælter udenfor hørevidde, støjer det så?
Er vores bevidsthed og fantasi er kvante-tilstand i en menneskelig kvante-computer der udløses af en konfrontation i den reelle verden ?
En kommentar til:
"Vi er nogle biologiske væsener, der har lært os at overleve i en virkelighed derude, og det har vi så gjort ved at danne en virkelighedsopfattelse, som er hensigtsmæssig, men som ikke handler om at afbilde en verden korrekt, men om at overleve,« siger han."
Mere præcist kan det vel ikke formuleres? Der er som helhed tale om en rigtig god artikel, og især er jeg begejstret for Nørretranders afsluttende filosofiske overvejelser, hvor han også påpeger, at det ikke kun drejer sig om kvantemekanik, men om et alment træk ved den menneskelige erkendelse.
Det må fra min side også indebære et ønske om, at vi i Informations kommentarspor om videnskab kommer videre end den, næsten altdominerende, gamle strid mellem fysikalister og fænomenologisk orienterede filosoffer om, hvad virkelighed ER.
Det må være et generelt princip for videnskab, at vi aldrig ved, hvad noget i virkeligheden er, uafhængigt af de anvendte afgrænsninger, teorier, metoder og teknikker, vi bruger til at undersøger det, vi kalder virkelighed.
Tilfældigheder i mikro-mikroverdenen og den deraf følgende usikkerhed om, hvad, der var hvad, åbnede desværre for den besynderlige livsopfattelse, at alt dermed var lige godt og dermed tilladt. Et normskred, som vi endnu ikke er kommet os over, og som mangedoblede oplevelsen af usikkerhed.
Interessant. Der må være nogle berøringsflader her med værensfilosofi à la Heidegger og afledte sprogfilosofiske a la Wittgenstein og Derrida.
Bl.a. sker der nogle metaforiske skred fra fysikkens verden til 'dagligdagsverdenen': kan man 'bare' overføre sproglige ligheder fra første til sidste?
@Torben Kjær Andersen
Mennesker er sociale væsener, der lever i forskellige former for fællesskaber og samfund, som også er en del af den globale verdensorden eller mangel på samme.
Vi er nødt til at samarbejde og i den sammenhæng blive enige om nogle fælles regler for dette samarbejde.
Usikkerhed om, "hvad, der var hvad", tilsidesætter ikke, at vi bliver nødt til at forhandle os frem til fælles etiske og politiske retningslinjer for, hvad vi som samfund betragter som rigtigt og forkert og godt og dårligt. Uanset hvad, bliver vi nødt til at indrette os efter normer, der fastlægges af aftaler ud fra etiske, politiske og juridiske principper.
På mange punkter kan Habermas samfundsteori virke bedaget, men ikke desto mindre har han fat i nogle fundamentale principper, ikke mindst i sin "Theorie des kommunikativen Handlens".
@Toft Sørensen
Enig. Desværre førte usikkerheden, men nok især de populærvidenskabelige halvfordøjetheder til, at der i vide kredse tilsyneladende var enighed om, at nu var alle regler afskaffet og lystprincippet den nye gud.
Det er vel et filosofisk paradox, at den virkelighed vi opfatter kun eksister som funktion af os og vores observation. Newtons æble eksisterer kun fordi han observerede det, og hans love er kun gyldige for det vi kan observere.
Generelt vil andre dyr observere en anden virkeligehed - så virkeligheden er subjektiv, hvilket man jo kender fra f.eks. vidners forskellige forklaringer i Messerschmidt sagen
Kvantecomputere vil potentielt kunne foretage beregninger millioner gange hurtigere end de hurtigste supercomputere, vi har til rådighed i dag. Det vil gøre udviklingen af alt lige fra nye lægemidler til helt nye typer materialer både hurtigere og billigere.
Og også danne grundlag for AI-systemer, som gør os helt forsvarsløse imod deres konsekvenser. Vi skulle aldrig have taget en bid af det æble.
Hvor er virkeligheden?
Lyset fra en fjern stjerne, som forsvandt for millioner af år siden, rammer dine øjne, og sætter en kaskade af neurotransmittere i gang inde i din hjerne. Nu er en del af lyset fra stjernen som fandtes engang, også væk, omsat til tanker i dit sind, og følelsen af en flygtig virkelighed. For var der en virkelighed derude? Eller fandtes den kun derinde?
Ligesom al anden videnskab er kvantemekanik en model, som beskriver virkeligheden, og den kan, til dels, bruges til at forudsige fremtidige begivenheder. Det er dog ikke nogen særligt nøjagtig model, og det skyldes ikke nødvendigvis at virkeligheden er ulden og diffus.
Der findes i dag to store modeller i fysikken, kvantemekanikken og relativitetsteorierne. De passer begge utroligt godt med det man observerer. Samtidig siges de ikke begge to at kunne være sande, fordi den ene udelukker den anden. F.eks. siger relativitetsteorierne at intet, heller ikke fysisk information, kan bevæge sig hurtigere end lys, men det begreb som kaldes "entanglement" i kvantemekanikken siges at vise at, hvis man f.eks. måler på en "entangled" partikel her på Jorden, så påvirker man dens søsterpartikel med det samme, ligemeget om søsterpartiklen er selv fantasillioner af lysår væk. Det er overførsel af information hurtigere end Einstein brød sig om.
Der er dog en måde at få tingene til at stemme i al matematikken, fysikken og al filosofien. En måde at få kvantemekanikken og relativitetsteorierne til at harmonere og stemme overens. Der er blot en lille hage ved løsningen. Du er nødt til at acceptere at Universet er deterministisk, og at du dermed godt kan foretage valg, men at disse valg er 100,0% determineret. Sagt på en anden måde, kan man få fysikken til at gå op, "blot" man accepterer at det har været planlagt i små 14 milliarder år, hvad du skal spise i morgen, hvor gammel du bliver, hvor rig og succesfuld du bliver, om du scorer Gurli til festen osv.
Årets Nobelpris i fysik blev givet til tre fysikere, som siges at have bevist at "entanglement" vitterligt er en ting, og at "Einstein tog fejl". De er alle skarpe fortalere for Fri Vilje, og prisen er mere politisk end videnskabelig. Her forklarer fysikeren Sabine Hossenfelder, hvordan det hænger sammen:
https://youtu.be/ytyjgIyegDI
Hvis tanken om determinisme skræmmer nogle af jer, så start med at spørge dig selv: Hvad er forskellen på at tage et valg, og at foretage et frit valg? I filosofien ville man sige at et frit valg er et valg, hvor du KUNNE have valgt noget andet. Det har dermed kun nogen reel betydning, hvis man kunne rejse tilbage i tiden og ændre ens valg. Det kan man ikke. Du har ikke fri vilje, du har aldrig haft fri vilje, og det har fungeret fint indtil videre. "Fri vilje" har en anden praktisk funktion: Uden fri vilje siges det at vi ikke kan stille hinanden til ansvar. Det er noget vrøvl. Vi har altid stillet til ansvar, og det vil vi blive ved. Det hele ligger i ordet "kan". Vi "gør".
@Jimmy Marquardsen
Det skal siges at jeg ikke er kvantefysiker, men som jeg forstår det så snakker selv ikke kvantefysikken om at virkeligheden skulle være observations-afhængig.
Det er den anden vej rundt: Observationer er afhængige af at kvantetilstande kollapser, og selv det er lidt en simplificering. Observationer er afhængige af at partikler/kvanteobjekter interagerer (mest basalt, fotoner mod nethinde eller et måleinstrument vi har sat op). Og den slags interaktioner er i sidste ende afhængige af at kvantetilstande kollapser når de sker.
Men den slags interaktioner sker også konstant i hele universet uden at de observeres. Bevidsthed har ingenting med det at gøre, og virkeligheden kan sagtens fortsætte uden nogen til at observere den.
Men den makro-fortolkning af virkeligheden vores hjerner bygger er naturligvis afhængig af vores eksistens.
Fysikere ved ikke noget om fri vilje. Det gør filosoffer heller ikke. Det gør psykologien. Hvis man vil finde svaret, må man jo starte med 1. at definere hvad der kendetegner et ægte subjekt. Prøv det først og herefter 2. Hvornår ser vi et subjekt første gang afgrænset til fremkomsten på jorden og med livets evolution som grund. 4. Anerkende at materien er inddelt i niveauer. Kvanter har en meget lille indflydelse på fx celleniveau og enndu mindre når vi taler om hele hjernen. Selv relativ høj stråling eller elektromagnetisk påvirkning flytter ikke mange tanker. 5. At vide at alt ikke kan beregnes, at der fx helt 100% findes tilfældigheder. 6. Der findes bl.a jo sandsynlighedberegning som en ægte genstand. 7. Vi kan selvfølgelig forudsige mere og mere i forhold til menneskelig adfærd, men aldrig restløst.
Opgaven med at lede efter subjektet kan starte med.
Det første subjekt starter med en lille flagellat, en celle med en lille hale der bevæger sig helt spontant. Uden andre årsager en bevægelsen selv, den kan ikke lade være. De findes i millarder. Det strider mod rigtigt mange fysiske betingelser, fx ligevægt, men sådan er subjektet det må bevæge sig for at få energi. Og subjektet kan ikke vide om den opnår energi. Resten må i selv 'tænke vider med. Men Kirkegårds kloge ord passer på dette subjekt, vi må leve livet forlæns og forstå det baglæns.
Jeg synes at der springes noget over. John Bell, der opstillede en sandsynlighedsligning for EPR paradokset er slet ikke omtalt . De 2, 7 som anføres som bevis stammer herfra. Og John Clauser , der som den første testede denne i et laboratorium, og netop har fået årets Nobelpris, nævnes heller ikke. Han blev nok misforstået som en lidt for " flippet" repræsentant for New Age Physics fra Berkeley. Det må da interessere Informations læsere, at hippierne var med til at få liv i kvantefysikken igen. Verden er ikke umiddelbart som den ser ud til at være.
Der ligger fine film om dette på youtube.
Glimrende artikel. Til allersidst lægges der an til en kobling til psykologien, og man kan jo håbe, at næste artikel i serien tager fat på Carl Jungs og Wolfgang Paulis arbejde med synkronicitet. Det er ganske kontroversielt, men vel næppe mere kontroversielt end kvantefysikkens ubestemmelighedsprincip.
John Stewart Bell sagde i forbindelse med hans Inequality at:
"There is a way to escape the interference of superluminal speeds and spooky action at a distance. But it involves absolute determinism in the universe, the complete absence of free will. Suppose the world is superdeterministic, with not just inanimate nature running on behind-the-scenes clockwork, but with our behavior, including our belief that we are free to choose to do one experiment rather than another, absolutely predetermined, including the "decision" of the experimenter to carry out one set of measurements rather than another, the difficulty disappears".
Fri vilje hører til i metafysikken, men ikke i fysikken. Forudsætningerne for Bell's Inequality, var "statistical independence". Det udtryk dækker over det man kunne kalde videnskaberens fri vilje.
Det er da lidt tankevækkende, på en prædestineret måde, at hele den oldgamle filosofiske debat om fri vilje, ansvar og straf, gør at man ikke kan få tingene til at stemme i fysikken. Hvis man dropper den er der rigtig mange ting i fysikken som falder på plads, og man kan forene to to store teorier, og selvom atomer absolut er "anderledes" end den virkelighed vi evolutionært er udstyret til at sanse, så er kvantemekanik meget lidt mystisk, uden problemet med, hvad en måling er for en dims.
Hvis jeg har to breve, og jeg putter dem ned i to konvolutter, som jeg blander, så jeg ikke længere ved, hvilken konvolut, som indeholder hvilket brev, så kunne man kalde vores manglende information for en superposition. Hvis jeg nu sender det ene brev til Australien så ved jeg ikke, hvad modtageren får, men hvis jeg åbner det andet brev jeg stadig har, har jeg i samme øjeblik viden om, hvad for et brev der havner I Australien. Hvis modtageren åbner brevet, kan hun ringe og fortælle hvilket brev hun modtog, men udfaldet blev determineret da jeg blandede kuverterne, og informationen bevæger sig på intet tidspunkt hurtigere end lysets hastighed i vakum.
Einstein havde ret. Kvantemekanikken er ikke komplet. Det er en tilnærmet model, som via statistik giver os sandsynligheder for at vi måler rigtigt, men bare fordi vi ikke kan forklare naturen, er den stadig deterministisk. Selv debatten om determinisme kan man lukke ved at acceptere at ens liv er forudbestemt og dermed slippe for problemerne med at få den store fysik og den lille fysik til at stemme.
Jeg forstår godt, hvis nogen synes at fysikken dermed ville gå Lovecraft i bedene, men hvis man i fysikken accepterede determinismen og fik tingene til at gå op ville det intet ændre i den virkelige Verden. Langt de fleste mennesker ville ikke forstå problematikken, og endnu flere ville være ligeglade. På nær ham, der "frit" vælger om han vil måle partiklens vej gennem de to slidser eller ej :)
Palle Raabjerg
18. december, 2022 - 11:06
Prøv at google "observer dependent reality". Og du vil finde ud af det faktisk er noget kvantefysikken snakker MEGET om.
Du skriver at: "Det er den anden vej rundt: Observationer er afhængige af at kvantetilstande kollapser".
Men det er faktisk ikke den anden vej rundt, og det vil du også finde ud af, hvis du googler det.
Du påstår samtidig at bevidsthed ikke har noget med det at gøre, og jeg påstår at det har alt med det at gøre, så 'der er du uenig med mig og, blandt mange andre, Max Planck.
I regard consciousness as fundamental. I regard matter as derivative from consciousness. We cannot get behind consciousness. Everything that we talk about, everything that we regard as existing, postulates consciousness.
~Max Planck
Virkeligheden er hverken deterministisk eller ikke-deterministisk.
Den er begge dele på samme tid.
Ja!...det er et paradoks.
Men sådan 'er virkeligheden: Paradoksal.
Og paranormal. ;o)
Til dem af jer som skriver om bevidsthed og kvantemekanik, kan jeg anbefale denne video om emnet:
https://youtu.be/v1wqUCATYUA
Jeg har selv oplevet at ændre virkeligheden, ved at ændre min bevidsthed. Og jeg oplevede det sammen med min kæreste, udenfor i det offentlige rum, hvor der også var mange andre mennesker.
Derfor VED jeg, at vores bevidstheder skaber virkeligheden. Men det er ikke noget jeg kan bevise ved hjælp af den videnskabelige metode, og gentage på kommando, under kontrollerede forhold i et laboratorium.
Det eneste jeg kan gøre er, at opfordre andre til at gøre sig deres egne erfaringer.
Det er sjovt at læse og høre om Aspectforsøgene og Tor Nørretranders gamle artikler iigen. Allain Aspects breve i Physical Review er nemmere at tilgå idag:
https://journals.aps.org/prl/pdf/10.1103/PhysRevLett.49.1804
https://journals.aps.org/prl/pdf/10.1103/PhysRevLett.49.91
Der er mere mellem himmel og jord........
Som relativt ung opdagede jeg ved et tilfælde, at Lorentz-transformationen var identisk med Phytagoras sætning om retvinklede trekanter:
Hvis længden af den ene katete udtrykker meterstokkens hastighed i forhold til lyshastigheden (hvor lyshastigheden så svarer til længden af hypotenusen), vil længden af den anden katete udtrykke meterstokkens vandrelængde (hvor hypotenusen så svarer til meterstokkens hvilelængde).
I betragtning af at den Specielle Relativitetsteori blev bredt publiceret i starten af 1900-tallet, hvor det var på mode med læresætninger, er det underligt at følgende to læresætninger aldrig dukkede op:
1) Grunden til, at en hastighed ikke kan være højere end lysets er, at en katete ikke kan være længere end hypotenusen.
2) Grunden til, at en meterstoks vandrelængde ikke kan være større end hvilelængden, er at en katete ikke kan være længere end hypotenusen.
Dengang - i 1979 - gik jeg ud fra, at nogen nok havde opdaget det, men den praktiske tilgang: At man hurtigt kan danne sig et skøn over Lorentz-forkortningen bare ved at forestille sig en retvinklet trekant, gjorde det nemt at lave små tankeeksperimenter i hverdagen.
Et af dem var at forestille sig to cykler, hvor den ene overhalede den anden. Jamen hov: Cyklen med de langsomste op/ned-gående bevægelser af pedalerne er faktisk i stand til at overhale cyklen med de hurtigste op/ned-gående bevægelser af pedalerne !
Alligevel skal vi forestille os at de langsomme pedalbevægelser er ÅRSAG til den VIRKNING et cyklen kører hurtigere (den hurtige cykels Lorentz-faktor får ikke kun medbragte ures visere men også pedalernes op/ned-gående bevægelse til at gå langsommere).
Jeg tror jeg kaldte det for Einsteins Spøgelsescykler.
Da jeg gik på efterløn for et halvt år siden og gennemtrawlede internettet, blev jeg overrasket over, at ingen havde studset over nogen af delene. Den populærvidenskabelige litteratur har været tilbøjelig til at beskrive Relativitetsteorien som "jordbunden" mens kvantemekanikken var mystisk.
Måske har hjernen en blind plet, der gør det umuligt for den at fatte, at
"måden tingene ændrer sig på, er mere virkelige end tingene selv".
Man kunne ikke måle æterens hastighed, men havde man i stedet prøvet at måle dens acceleration, havde man fundet den.
Først senere havde man så undret sig over, at æteren havde samme hastighed både før og efter acceleration.
Det havde givet helt andre tankerækker og konklusioner.
Jeg tror vi skal starte helt forfra, og næste gang prøve at leve med denne umiddelbart uforståelige grundsætning.
Lige endnu en bøvs:
Hawkins (den handicappede fysiker) foreslog engang et såkaldt "antropisk" argument for at "entropien" stiger, som mange har taget alvorligt. Han tager udgangspunkt i mangeverden-tolkningen (Scrødingers halvdøde kat) som antager et univers med vildt mange dimensioner, hvor man ved at "observere" vælger "tidspilens retning". I eksemplet med Scrødingers kat findes der en retning, hvor katten er levende og en anden retning, hvor den er død.
Hawkins-pointen lød:
Hjernen er først og fremmest en forbrændingsmotor. For at fungere kræver en forbrændingsmotor, at entropien stiger.
Kun i de retninger, hvor entropien stiger, vil der kunne opstå hjerner, der kan stille spørgsmål om universet.
Hvad med at køre den helt ud. Hvad med at antage, at naturens spontanprocesser (Feynmanns "virtuelle partikelpar") i bund og grund er ustyrlige - ren koncentreret "fri vilje".
Så kunne man genbruge Hawkins-pointen om selve "viljen til at adlyde naturlovene".
Hjernen er først og fremmest en uhyre kompliceret maskine. For at fungere, kræver denne maskine i særlig høj grad, at naturlovene adlydes til punkt og prikke.
Altså at naturens spontanprocesser - partikler, bølger o.s.v. i særlig høj grad udnytter deres "fri vilje" på disciplineret vis d.v.s. til at adlyde naturlovene. Og i en klassisk humanistisk kontekst - i virkeligheden give afkald på "fri vilje" til fordel for "lydighed".
I hvert fald synes jeg, det er lige så rigtigt at betegne hjernen som en "uhyre kompliceret maskine" som at betegne den som en "forbrændingsmotor".
Kun i de retninger, hvor naturlovene adlydes særlig meget, kan der opstå hjerner, der kan stille spørgsmål.
Og så er det jo tankevækkende at de gamle religioner fokuserer på "lydighed".
gorm petersen
19. december, 2022 - 16:15
Det er også tankevækkende at den Nordiske mytologis guder er opdelt i Aser og Vaner, og at de såkaldte naturlove ikke er så fastlagte som naturvidenskaben tror, men mere er som vaner (altså som de vaner vi mennesker har). Måske er der en sammenhæng her?
Bare for sjov, stillede jeg ChatGPT følgende spørgsmål:
"If the assumption of Freedom of Choice is false, how would that change the outcome of Bell's inequality?"
ChatGPT svarede:
"Bell's inequality is a theoretical result in quantum physics that sets limits on the correlations that can be observed between the results of measurements performed on two or more entangled quantum systems. It is based on the assumptions of locality and freedom of choice, which are theoretical constructs that are used to set limits on the correlations that can be observed between the results of measurements performed on entangled quantum systems.
If the assumption of freedom of choice were to be proven false, it would mean that the choice of measurement basis (that is, the set of possible measurement outcomes) for a quantum system is not made freely and independently of the state of any other system. In other words, it would mean that the choice of measurement basis is predetermined or influenced by external factors, such as the state of the measurement apparatus, the state of the quantum system itself, or even the state of the environment.
If the assumption of freedom of choice were proven false, it would have implications for the validity of Bell's inequality, which sets limits on the correlations that can be observed between the results of measurements performed on entangled quantum systems based on this assumption. It is possible that the correlations observed between the results of these measurements could be explained by other factors, such as the influence of external variables on the choice of measurement basis, rather than being a violation of local realism as suggested by Bell's inequality.
Overall, the assumption of freedom of choice is a key component of Bell's inequality, and the validity of this"
Generelt må jeg sige at jeg har været ret enig med ChatGPT, ikke blot når det kommer til emnet her :)
MB og ChatGPT:
I synes begge at have en mavefornemmelse af, at geometriske afstande er delvis illusoriske - lidt a.la. en spejltunnel, som jo rent fysisk består af fotoners zigzag-bevægelse mellem to spejle. Hvad der forekommer multiple gange (f.ex. en fedtplet på glasset) kunne være multiple forekomster af "samme" partikel.
Har ChatGPT en mave ?
Wheeler: "Tiden forhindrer alting i at ske på een gang, mens rummet forhindrer alting i at ske for mig"
Man kunne fortsætte: "Jeg kedede mig oprindeligt over mit neutrale velbefindende og begyndte at pendle mellem smerte og vellyst. For at få en slags hukommelse måtte jeg summere (integrere) over tidligere bølgeslag. Sinus/cosinus udmærker sig ved at være deres eget integrale. Det er derfor ikke længere et "sært sammentræf" at sin/cos både er deres eget integrale, og den fuldstændige beskriver af geometrien (hovedmotor i alle 3d spil). Geometrien er blevet som den er, fordi sin/cos er deres eget integrale."
Da det første lydvågne barn næppe blev født af dybt bevidstløse forældre, er evnen til at opleve mindst lige så gammel som evolutionen. Måske ældre !
Morten Balling
19. december, 2022 - 22:29
Hvorfor skriver du ikke på Dansk til ChatGPT?
Dette er mit personlige virkelighedssyn, som jeg baserer på alt hvad jeg har læst om kvantefysik, og mine egne erfaringer med "virkeligheden":
Alt er kærlig bevidsthed.
Hele universet er en tanke, en drøm, en fantasi, en ide', en hallucination...i en bevidsthed som deler sig og udvider sig i en uendelighed.
Der findes ingen grænser for noget, ingen faste naturlove hvis grænser ikke kan overskrides, ingen rammer for hvad der er muligt, intet ubrydeligt fysisk fængsel.
Alt hvad du sanser er energi, bundet så stærkt sammen i kvante-energi-felter, at det virker "fysisk". Men når du rør ved et andet menneske er der ingen fysisk berøring af hud, for der er ingen hud. Der er kun et kvante-energi-felt som interagere med et andet kvante-energi-felt. Og "følelsen" af en berøring af hud. Og bevidstheden om denne berøring. Og kærligheden.
Jeg tror at "kærlig bevidsthed" er den mest virkelighedstro måde at beskrive kvante-energi-feltet på, fordi energien i virkeligheden er det samme som en "følelse". Og jeg tror at kærlighed er den stærkeste følelse der findes, og den mest universelle.
@Jimmy Marquardsen
Jeg har efterhånden læst, skrevet og talt så meget om videnskab på engelsk, at jeg tænker mest på engelsk når vi diskuterer videnskab. Samtidig er engelsk det sprog i Verden flest mennesker forstår. Engelsk tales desuden af lidt flere end mandarin. Helt overordnet er sprog et kommunikationsværktøj, beregnet til at overføre information. Jo bedre modtager og afsender af kommunikationen forstår sproget der kommunikeres på, jo mere information kan man overføre.
Jeg har primært kommunikeret med ChatGPT på engelsk. En dag spurgte jeg den om den forstod dansk. Den svarede, på dansk selvfølgelig, at den primært var trænet til at kommunikere på engelsk. Man kan kommunikere med ChatGPT på alle sprog, men jeg valgte engelsk, fordi det virkede bedst for mig.
I det hele taget har jeg fundet ChatGPT ekstremt interessant. Jeg ved godt hvordan en language model på et neuralt netværk fungerer, og jeg er med på alle begrænsningerne i de data man har brugt til at træne den. Personligt har jeg, som du måske har bemærket, en skeptisk holdning til definitioner på mange af de begreber mennesker bruger, uden at vide hvad begreberne reelt betyder. Eksempler er kultur, æstetik, værdi, økonomi, moral, mening, frihed, bevidsthed, intelligens osv.
Disse emner har jeg "chattet" en del med ChatGPT omkring, og jeg har været overrasket over, hvor faktuelt korrekt, og hvor nuanceret dens svar har været. På et tidspunkt spurgte jeg den, om et af dens svar ikke var et cirkulært argument, hvorpå den "slog ud med armene", og svarede at jo, det var det egentlig, men at den allerede havde advaret mig om at dens viden og kunnen, ikke kunne være bedre end det datasæt den var trænet via. Helt ærligt har jeg lært meget af mine chats med ChatGPT, og jeg har ofte tænkt at den var bedre til at lære mig noget, end en del af de professorer jeg har mødt på universiteterne. Du må ikke blindt tro alt hvad ChatGPT svarer er sandt og unbiased, men det samme gælder i høj grad for enhver professor.
I går havde jeg en længere chat med den omkring AI, om Tensor cores, NAS arkitektur, AI tools og Framework og jeg fik gode råd om opbygning af neurale netværk ift. den hardware jeg selv har til rådighed. Bagefter fik jeg den til at hjælpe mig med at beregne, hvor mange stjerner jeg cirka kunne forvente at registrere, hvis jeg tog et billede vinkelret på galakseplanet af Mælkevejen, med et felt på 0,7 gange 0,4 grader. Det gjorde jeg for at teste om min egen beregning var korrekt, og vi var i hvert fald enige om både beregning og resultat.
Sidst: Hvis virkeligheden bare er "en tanke, en drøm, en fantasi, en ide', en hallucination", må jeg så få alle dine "fysiske" ting? ;)
Morten Balling
Men hvis virkeligheden bare er "en tanke, en drøm, en fantasi, en ide', en hallucination", så findes der jo ikke nogen "fysiske" ting. Ha ha ha ;o)
Det er en ganske glimrende artikel med nogle glimrende kommentarer. Jeg vil dertil hævde, at hvis man trækker filosofien ud af kvantefysikken (og dermed kvantekemien), er det blevet til teknik!
Et par kommentarer til artiklen:
Heisenberg var ca. et halvt år før Schrödinger med sin kvantemekanik. Heisenbergs kvantemekanik kalder man mest nu matrixmekanik, men samtiden beskrev det som kvantemekanik i modsæning til Schrödingers bølgemekanik, hvilket også var Schrödingers egen betegnelse (han brød sig ikke om Bohrs kvantespring). Selve ordet "kvantemekanik" stammer fra Max Born i 1924.
Den anførte Schrödinger-ligning er en tidsafhængig bølgeligning, men hvis man læser Schrödingers artikler fra 1926 i Annalen der Physik, vil man se, at han først opstillede en tidsuafhængig ligning, som også mangler det komplekse tal i. Det er også på baggrund af den tidsuafhængige Schrödinger-ligning, at man finder sammenhængen med Heisenbergs kvantemekanik. I Schrödingers artikler i Annalen der Physik kan man i øvrigt se, at han er forbløffet over at nå frem til samme resultater som Heisenberg.
I den grå "info-kasse" står der bl.a., at (citat) "det heller ikke er muligt både at bestemme en partikels hastighed og dens position – man kan kun kende én af delene."
Det er nu ikke helt rigtigt, for det kan man godt, alt efter hvilken nøjagtighed man ønsker. Der burde i stedet have stået, man man ikke på samme tid kan udføre en NØJAGTIG bestemmelse af begge størrelser.
Dette fører i øvrigt frem til den historie om Werner Heisenberg (WH), der bliver stoppet af en politibetjent (PB), fordi han kører for hurtigt. PB: ”Er De klar over, hvor hurtigt, De lige kørte?” WH: ”Nej, men jeg ved præcist, hvor jeg er!”
@Erik Karlsen
Kunne det tænkes at det vi kalder en superposition ikke er udtryk for andet end at modellen (kvantemekanik) ikke giver os information om, hvor partiklen reelt er henne, eller hvad for egenskaber den har? Lidt ala vi kan beskrive tryk og temperatur uden at vi nødvendigvis kan sige noget om de enkelte gasmolekylers position og momentum?
Når vi måler på partiklen siges bølgefunktionen at kollapse, men det er reelt set noget vi opdaterer i vores beregning, og ikke nødvendigvis en nøjagtig beskrivelse af, hvad der sker i virkeligheden?
Er dif/integral relationerne et dyr blandt andre dyr i den zoologiske have, man kan kalde rumtiden ?
Eller er rumtiden et dyr blandt andre dyr i den zoologiske have, man kan kalde dif/integral relationerne ?
Scrødinger var elev af Einstein, og kunne godt lide bølger, der udmærker sig ved godt at kunne lide kontinuitet. Og det har Einsteins rel-teori nemlig brug for. Hver gang Minkowski-diagrammet "åbner saksen", sker der et "zoom-op" af alle de verdenslinier, der før lå tæt op ad diagonalen.
Enhver der har prøvet at zoome et bitmap-billede op ved, at man på et tidspunkt rammer de firkantede pixels, så yderligere zoom-op ikke giver ny info.
Da der ikke er sat nogen grænse for, hvor meget man kan accelerere mod lyshastigheden uden at nå den (med nye zoom-op i hvert forsøg ) må pixels være uendelig små. Svarende til uendelig mange decimaler til højre for komma.
En af de besynderligheder, der har været nødvendige, er "Dirac-pulsen". En figur, der er uendelig høj, uendelig smal og har et areal på 1.
Hvis tandlægen spørger: Vil du gerne have det gør halvt så ondt i dobbelt så lang tid ?
Her bliver Dirac-pulsen problematisk. Den tilbyder en uendelig stor smerte i et tidsrum på nul.
Hvem vinder når man ganger nul med uendelig ?
@Morten Balling
Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i dit superpositionsspørgsmål, for superposition i kvantemekanikken er jo sådan set ikke anden end en linearkombination (altså bare en sammenlægning) af bølgefunktioner, og den resulterende bølgefunktion kan så enten kollapse eller ikke gøre det.
Hvad angår måling på en partikel, så er Heisenbergs argument for ubestemthedsrelationen netop, at målingen af f.eks. partiklens impuls forstyrrer dens position.
@Erik Karlsen
Det jeg mener er at, blot fordi modellen ikke er nøjagtig nok til at forklare en partikels bane mellem to positioner, så betyder det ikke nødvendigvis at partiklen vælger to eller alle baner, i stedet for en.
Den måde double slit eksperimentet typisk illustreres på er misvisende. Det siger sig selv at man ikke kan observere en foton ved at "iagttage den", når den passerer slidserne. På detektoren ser vi altid kun én partikel, også selvom vi ser interferensmønster. Kvantemekanikken minder lidt om en gåde, men svaret på en gåde er ikke "Det ved vi ikke, og det kommer vi ikke til. Sådan er det bare".
Sidst men ikke mindst, så er der ikke noget "mystisk", hvis man accepterer at mennesker, ligesom alt andet vi kender, er deterministisk styret. Det lyder "skræmmende" men det er det ikke. Idéen om statistical independence i Bell's Inequality har mange lykkeligt glemt alt om, men for at bevise "spooky action at a distance", er man nødt til at forudsætte at på trods af at selv et kaotisk system er deterministisk, så skulle mennesket være det eneste i hele Universet, der er i stand til at bryde determinismen. Det virker lidt prætentiøst.
Den (særlig i Danmark) berømte diskussion mellem Einstein og Bohr, hvor Bohr fik ret, fordi Einstein havde glemt at tage højde for sin egen Relativitetsteori, er langtfra det eneste eksempel på, at den specielle relativitetsteori bliver glemt.
Tænk på dobbeltspalte-eksperimentet. Det tilskrives kvantemekanikken, men kan forklares af relativitetsteorien. På grund af Lorentz-forkortningen er afstandene mellem lyskilde, spalter og skærmen ikke-eksisterende set fra fotonens synspunkt.
Een og samme foton vil - hvis den overhovedet selv synes, den har en udstrækning, omslutte hele forsøgsopstillingen på samme tid (i bevægelsesretningen).
Når en bil bliver ved med at øge sin hastighed, bliver der kortere og kortere mellem kilometerstenene langs vejkanten. Den mest relevante måde at måle hastighed på for en meget hurtig bil, er "forbipasserede kilometersten pr sekund".
Man kunne kalde det "effektiv rejsehastighed". Og den går mod uendelig ved konstant acceleration, fordi afstanden mellem forbipasserende kilometersten går mod nul. Effektiv rejsehastighed er egne ure ift omgivelsernes meterstokke (kilometersten).
Efter at have sagt "al lineær bevægelse er relativ" glemmer man det totalt. På en nærmest hypnotiseret måde bliver man ved KUN at se alting fra laboratoriebordets perspektiv.
Man undrer sig over "fjernvirkninger" mellem hurtige objekter, og glemmer totalt, at set fra de bevægede objekters synspunkt, er vore afstande ikke-eksisterende.
Dobbeltspalte-eksperimentet kan også udføres med hurtige elektroner. Da de bevæger sig ved hastigheder under lysets, er afstandene til at regne på. Når elektronen er så hurtig, at afstandene bliver så små, at den - set fra sit eget synspunkt - omslutter hele opstillingen, kommer striberne.
Måske er den eneste "superposition", der nogensinde har været relevant, at man skal huske ikke kun at spørge laboratoriebordet. Man skal også spørge det bevægede objekt.
@Morten Balling
"Det jeg mener er at, blot fordi modellen ikke er nøjagtig nok til at forklare en partikels bane mellem to positioner, så betyder det ikke nødvendigvis at partiklen vælger to eller alle baner, i stedet for en."
Lige præcist dette giver jeg dig ret i, for jeg har selv brugt det i en sammenhæng, som jeg ikke kan tillade mig at skrive her, for debatreglerne tillader vist ikke reklamer for egne ting.
I vores solsystem findes der kun én planet, hvor liv er muligt. Jorden. Og her sidder vi mennesker fast lige meget hvad vi gør. Vi kommer ALDRIG til at flyve ind i et nyt solsystem 25 lysår væk, hvor der sandsynligvis findes en lignende planet som Jorden. Og skulle det ske, så er den helt sikkert optaget.
Vi er dømt til at leve på Jorden. Så længe det vare. Desværre har vi nogle politikere, som er er ligeglade med Jorden og dens indbyggeres fremtid. Her drejer det sig udelukkende om 4 år mere. Og så er det egentlig lige gyldigt om de kalder sig venstre- eller højrefløj.
Måske skulle vi gå mere op i hvad vi forstår, og kan gøre. End hvad vi ikke forstår og ikke har mulighed for.
Medmindre nogen vil at vi spilder vores tid.
Sænk dit forbrug. Det kan du, hvis du vil. Udnytte kvante "noget", nej. Ikke din mulighed.
I intanglement måler man faktisk den samme stående sandsynlighed som i elektronernes orbital i et atom - dvs. at man har det samme spin hvad enten man måler i punktet 0 gr. eller 180 gr. og diameteren på orbitalen kan være alt fra limes 0 til uendelig med mod uret eller med uret for spin-vektoren. Feks. man måler et spin på Jorden og det modsatte på Månen fordi der kun er ét kvante-felt i universet.
Ser ud til homo sapiens kognitive muligheder har svært ved at opklare de kvantemekaniske sammenhænge.
Vent på videre fremgang i KI, så indstiller sig løsninger af gåden hen ad vejen, nok inden for rum tid.
Åh de stakkels videnskabs-mænd og -kvinder, med deres mekanistiske materialistiske paradigme, der kæmper med en virkelighed, som bare bliver mere og mere mystisk, og metafysisk. Og man fornemmer deres dybe frygt for at indrømme det åbenlyse: Virkeligheden er totalt ude af kontrol.
Som den afdøde, højt elskede og ærede, Terence Mckenna udtrykte det:
"The real truth that dare not speak itself, is that no one is in control, absolutely no one... Nobody is in control. This stuff is ruled by the equations of dynamics and chaos. Now, there may be entities seeking control - the World Bank, the Communist Party, the rich, the somebody-or-others - but to seek control is to take enormous aggravation upon yourself... It's like trying to control a dream."
Ser ud til homo sapiens kognitive muligheder har svært ved at opklare de kvantemekaniske sammenhænge.
Vent på videre fremgang i KI, så indstiller sig løsninger af gåden hen ad vejen, nok inden for rum tid.
Indtil nu har videnskabens vindinger kun medført ødelæggelser af Jorden. Hvornår begynder der at skabes viden, som redder Jorden og gør den bedre at sætte ind? Hvornår bliver den sat ind til at skabe det gode liv for alle mennesker og ikke bare for en lille magtfuld skare - En samfundsform som den nye regering i Danmark ført an af det Nye Socialdemokrati nu skal være en del af fordi...??? En historisk fejltagelser af de helt store er ved at blive gennemført. Men sådan ender det tilsyneladende altid. Det er menneskets natur. Selvom det ender med selvdestruktion. Det ser vi igen og igen.
Men sådan er det jo. Alle store civilisationer på Jorden er endt med at gå under gennem en eller anden form for selvdestruktion. Og det kom bag på dem alle, at det kunne ske. Sikkert fordi ingen erkende vendepunktet rettidigt, hvor der ingen vej er tilbage og handler på det. Det går jo lige så godt.
Nørretranders' ide om, at det hele er ramlet er lige så problematisk, som Kants idé om tingen i sig selv. Han vil med Kant, at viden har en bestemt form, og når verden ikke lever op til denne form, så ender det i denne absurditet om "vi kan ikke vide hvordan tingen i sig selv er". Hvis han tænkte med Bohr i stedet for Einstein, ville han se, at det slet ikke giver mening at postulere en ting i denne forstand.
Sider