Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Byggeri
Læsetid: 17 min.

Glem BLOX og Industriens Hus: Den grønne omstilling får arkitekturen til at gå gamle veje

Et paradigmeskift er i gang. Efter to årtier med store ’se lige mig’-byggerier dyrker de unge arkitekter en mere afdæmpet æstetik, og de vil hellere renovere gamle bygninger end bygge nyt. Det vil kunne ses i fremtidens bybillede

»Man kan godt tale om, at arkitektur er en kunstart, men det er jo ikke en fri kunst. Det er en enormt bundet kunst,« siger arkitekt Villads Nederby. Han er træt af nybyggerier, der prøver hårdt på at skille sig ud.

Frederik Danielsen

Moderne Tider
10. december 2022
LYT ARTIKLEN
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Villads Nederby står foran en nyopført bygning i Ny Østergade, midt i det gamle København.

Han har selv foreslået mødestedet, for bygningen er ifølge den unge arkitekt det bedste eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at bygge nyt og flot uden at larme. Et eksempel på, at vi efter årtier med mange ekstraordinære og spektakulære nybyggerier har indset, at der også kan være noget smukt i netop ikke at skille sig for meget ud. I at tilpasse sig byen og forholde sig til den omkringliggende arkitektur. Og i at dyrke de gode materialer og de små finesser snarere end at skabe en bygning, som er en skulptur – eller et værk – i sig selv.

Det er således ikke sikkert, at de mange forbipasserende på fortovet denne onsdag eftermiddag overhovedet ville lægge mærke til bygningen, hvis ikke det var, fordi Villads Nederby stod og aede den.

»Der er noget lækkert ved de her kalkstensplader, som har en riflet overflade,« siger han.

Villads Nederby roser også bygningens »figurlige udformning« og dens ornamenter:

»Det her er jo et motiv, som forkæler øjet lidt,« siger han om nogle cirkler på den del af facaden, som vender ud mod Store Regnegade.

»Det er diskret, men det er også moden i arkitekturen lige nu. Ideen om, at bygningerne skal have et afdæmpet udtryk.«

Frederik Danielsen

Arkitekten bag byggeriet har gjort sig umage for, at det passer til de øvrige gamle bygninger i Ny Østergade, understreger Villads Nederby, som selv er nyuddannet arkitekt og for nylig har åbnet sin egen tegnestue sammen med en kollega. Og så er han en del af en ung generation, som har et andet syn på arkitekturen end de foregående.

På Det Kongelige Akademi, hvorfra Villads Nederby dimitterede fra sidste år, mærker man det tydeligt. Ifølge professor Nicolai Bo Andersen har den unge generation nogle helt andre idealer end de arkitekter, som skolen sendte ud i branchen for bare 10-15 år siden.

»Folk er trætte af at se alle de tomme kalorier, der bliver sprøjtet ud. De vil gerne lave noget, der er meningsfuldt og med respekt for de planetære grænser,« siger han.

Det suverænt meste søgte kandidatprogram på skolen er således det, der hedder Kulturarv, Transformation og Restaurering, hvor også Villads Nederby gik. For få år siden var det en lille niche i faget.

Nicolai Bo Andersen siger, at tendensen er karakteriseret af dels en ny æstetisk fornemmelse og dels et øget fokus på bæredygtigt byggeri – og at de to ting i øvrigt hænger sammen. Tidligere var der blandt mange studerende en opfattelse af, at arkitekten skulle ud og erobre verden, siger han:

»Det har været mest prestigefyldt at lave nybyggerier, som så spektakulære ud. Dem, som kan forstås i et enkelt blik, og som er lette at publicere på Instagram. Det har ikke handlet så meget om, hvorvidt det var rart at være der, eller hvilket byrum bygningen var med til at skabe.«

Aggressive bygninger

I de seneste 20 år har der da også været stor kritik af mange af de spektakulære nybyggerier, der er blevet opført i landets større byer. I København gælder det særligt BLOX-bygningen på havnen, Industriens Hus på Rådhuspladsen, Østerport II og store dele af Ørestaden. I Aarhus især bygningen Navitas ved havnefronten og bygningerne i det nye kvarter Aarhus Ø.

Det er ofte lægmænd, der har kritiseret arkitekturen for ikke i tilstrækkelig grad at forholde sig til de byområder, som de er opført i. Og foreningen Arkitekturoprøret, som har mottoet »Lad os bygge smukt igen«, er opstået som reaktion på de mange iøjnefaldende nybyggerier.

BLOX-bygningen i København.

BLOX-bygningen i København.

Frederik Danielsen

Selv om kritikken til tider har været skinger, så har dele af den været helt på sin plads, mener professor Nicolai Bo Andersen. Han ønsker ikke at hænge enkelte tegnestuer ud: »Men man kan jo bare køre en tur ud i Ørestaden og kigge. Og området omkring Fisketorvet er også helt til grin,« siger han.

Der har generelt været for meget fokus på at skabe noget, som skiller sig ud, mener han:

»Det har gjort, at vi har fået de her bygninger, som virker nærmest aggressive, når man ser dem, og som laver dårlige byrum, fordi de bare er tænkt som enestående skulpturer, som skal se spektakulære ud.«

Han ser bygningerne som udtryk for en forældet tidsånd præget af en forestilling om, at »verden var uendelig, og at vi kunne fortsætte, som vi havde lyst til«.

I de senere år er vi imidlertid blevet mere opmærksomme på, at Jorden er et materielt afgrænset system, og det tvinger os også til at gentænke den måde, vi bygger på. Faktisk er det afgørende vigtigt, både for den grønne omstilling og for os som mennesker, mener han:

»Det virker, som om mange er fremmedgjorte og farer rundt og i bund og grund mangler en meningsfuld relation til omgivelserne,« siger Nicolai Bo Andersen.

Og det er i hans øjne arkitekternes opgave at skabe denne sammenhæng og følelse af mening.

Frigjort arkitektur

Det er jo noget af en opgave til de kommende generationer, men foran nybyggeriet i Ny Østergade er Villads Nederby grundlæggende enig. Han mener, at hans ældre fagfæller har haft en mere individualistisk tilgang til faget:

»Der er kommet et opgør med den individualisme, som har præget den generation af arkitekter, som blev uddannet i 1990’erne og 00’erne. Med den frigjorthed, som har eksisteret, og som måske har noget at gøre med det økonomiske opsving, der var dengang. Man kom ud af 1980’erne, og alt kunne lade sig gøre,« siger han.

»Vi er en generation, som er mærket af vores begrænsninger. Særligt med klimakrisen. Vi ved, at vi ikke kan finde på det hele selv, vi skal lære af dem før os, og vi skal gøre tingene i fællesskab.«

Ifølge Villads Nederby er hans jævnaldrende fagfæller meget opsatte på at tage ved lære af den historiske viden om, hvordan man skaber gode byrum.

»Vi er ikke bange for at bruge det, som man ved fungerer,« siger han, mens vi går ind i bygningen.

Villads Nederby nævner blandt andet den berømte italienske renæssancearkitekt Filippo Brunelleschi som et forbillede, fordi han forstod at bygge videre ud fra den arkitektur, som allerede var i byen – i hans tilfælde Firenze.

»Når man virkelig tager ens forgængere til sig, så bliver det et mange gange federe byrum. Man bliver nødt til at spille med på det, der allerede er der – og hvis vi bygger i fællesskab, bliver det mere sammenhængende og harmonisk. Det er en antitese til de der showcasebyggerier, hvor man bare skal vise sig som original.«

Da vi kommer indenfor, bemærker han straks marmorgulvene og det specialdesignede gelænder og konstaterer, at der heller ikke er sparet på noget i bygningen, som både huser restaurant, erhvervslokaler og – længere oppe – lejeboliger. Det har været en dyr bygning at opføre.

Villads Nederby.

Villads Nederby.

Frederik Danielsen

Villads Nederby fremhæver flere håndværksmæssige detaljer, som ifølge ham bygger videre på en gammel byggetradition og sjældent ses i nybyggerier. Vi går op ad trappen og ender på en grøn tagterrasse, hvorfra man kan se ud over byen – blandt andet til Marmorkirken og Amager Bakke – og videre ud i havnen, hvor den kunstige halvø Lynetteholmen efter planen skal opføres.

Der har været megen kritik af, hvor bæredygtigt det overhovedet er at gennemføre det projekt, men hvis det bliver til noget, håber Villads Nederby, at det kommer til at se helt anderledes ud end de øvrige nybyggede kvarterer i København.

»Jeg har hørt flere sige, at så kan arkitekterne få lov at flippe ud derovre – så længe de holder sig væk fra byen. Men det er et problem, hvis man kun kan bygge sådan noget som det her inde i centrum,« siger han med henvisning til bygningen, som vi står på:

»Den her lærdom om skala, detaljering, stoflighed og rytme skal da netop være med til at definere et nyt kvarter. Jeg håber, det kommer til at smitte af, så det ikke bare kommer til at ligne Ørestaden,« siger han og kigger i retning af Amager.

Tre gange Nielsen

På Holmen i København – ikke langt fra Det Kongelige Danske Akademi – står Kim Herforth midt på gulvet i tegnestuen 3XN. Han er omgivet af utallige hvide modeller af store bygningsværker.

»Det dér er et projekt, vi lavede i London. Der er de ikke bange for at bygge højt midt i byen,« siger han og peger på en model af et højhus.

»Og dét er et museum i Kina,« siger han.

Kim Herforth, som også hedder Nielsen, startede sammen med to kolleger arkitektvirksomheden, som dengang hed Nielsen, Nielsen og Nielsen, helt tilbage i 1986. I dag er han den eneste af de tre, der stadig er med, og under navnet 3XN har firmaet de seneste årtier vokset sig til en af de største danske tegnestuer med 200 ansatte og afdelinger i Sidney, London, New York og Stokholm.

Ved siden af Kim Herforth står også en model af Nordens største hotel, Bella Sky, som i virkelighedens verden er placeret i Ørestaden, og som 3XN har tegnet. Der er også en model af børnehospitalet ’Børneriget’, der er udformet som to hænder, når man ser det oppefra:

»Det er børn, vi taler om, så det er en slags fingermaleri. Der er senge ude i hver finger,« siger Kim Herforth og peger på en af fingrene.

»Og så ude for enden, ude i neglene, der er der sådan et væksthus, et legehus,« forklarer han.

»Mange indlagte børn har også søskende. De skal også synes, det er sjovt at være der – og vi har forsøgt at give det så lidt en fornemmelse af hospital som muligt.«

Kim Herforth på sin tegnestue, 3XN.

Kim Herforth på sin tegnestue, 3XN.

Frederik Danielsen

Kim Herforth er en af de arkitekter, som har stået på mål for nogle af de markante og undertiden udskældte byggerier, der er blevet opført over de senere år. Da kritikken af BLOX-bygningen i Københavns Havn i 2018 var på sit højeste, skrev han sammen med en række kolleger et indlæg i Politiken, hvor de forsvarede bygningen, som er tegnet af den hollandske tegnestue OMA:

»Når man beder en af verdens mest teoretisk funderede arkitekter om at tegne og bygge et hus, ja, så får man selvfølgelig ikke et bygningsværk baseret på en følsom indpasning og forståelse af de historiske bygninger i nærheden,« skrev de og tilføjede:

»Derfor kan man betragte valget af OMA som både modigt og et udtryk for internationalt udsyn, der er med til at tilføre København nye impulser.«

Kedelig by

3XN har selv tegnet et af de mest omtalte bygningsværker i de seneste år, nemlig det 146 meter høje Lighthouse i Aarhus Ø. Kim Herforth går hen til en model af bygningen og argumenterer for, at kritikken, som blandt andet har gået på, at højhuset skulle kaste skygge på de omkringliggende bygninger, er forfejlet:

»Det her er syd,« siger han og peger ind på den ene side af bygningen, »så skyggen kommer her – den falder herude,« siger han og peger ud på vandet i modellen af Aarhus Havn.

Kim Herforth kan – med enkelte undtagelser – ikke genkende, at der har været en tendens til, at nybyggerier for alt i verden skulle skille sig ud. Men han mener, at det er fint at have bygninger i byen, som gør det:

»Jeg synes, der skal være noget på spil. En bygning skal ville et eller andet. Det kan være at blende ind med de andre bygninger, men det kan også være at stikke ud og sige: ’Her kommer jeg!’«

Ellers risikerer byen at blive kedelig:

»Det er ligesom en madret. Den skal have nogle forskellige ingredienser for at blive interessant. Sådan skal en by da også være. Ellers bliver det bare en grå masse.«

Herforth, som i dag er sidst 60’erne og har deltaget i arkitekturdebatten i mange år, mener, at der for tiden er en tendens til konservatisme og ensretning i arkitekturen:

»Det er altid Industriens Hus og BLOX, der bliver kritiseret. Hvis bare noget er opført i røde tegl, så er der ingen kritik af det byggeri. Der er bygget en masse boligbyggerier i tegl, hvor jeg vil sige: Hvad gør det for byen? Det er byggerier af en meget, meget lavere kvalitet.«

Det er dér, man burde rette kritikken hen – ikke imod de relativt få bygninger, som skiller sig ud, siger han og drager en historisk parallel:

»Arne Jacobsen var jo en af de mest udskældte arkitekter i sin samtid. Hver gang han kom med et nyt byggeri, så fik den hele armen. Det gik ham sådan set ikke på, og i dag er han en hæderkronet arkitekt, og ethvert byggeri, han har lavet, er nærmest fredet og bliver omtalt med ære og værdighed,« siger Kim Herforth.

Kim Herforth.

Kim Herforth.

Frederik Danielsen

Et sympatisk fiskerhus

En anden af de toneangivende arkitekter fra de seneste årtier er Dorte Mandrup, som også var medunderskriver på det føromtalte forsvar for BLOX-bygningen. Mandrup fortæller, at hun tydeligt mærker tendensen til, at de unge generationer af arkitekter vil noget nyt og bevæger sig i en mere bæredygtig retning.

Samtidig er der kommet det, som Dorte Mandrup kalder »en lidt stram stilmæssig ensretning, som er meget konservativ og traditionel«. Hun ser det som en modreaktion:

»Ligesom 1990’erne var en modreaktion på modernismen, har vi nu fået en modreaktion efter en periode med nogle bygninger, som skulle være nemt forståelige, sjove og anderledes,« siger hun.

Dorte Mandrup beskriver tendensen som en »romantisk dyrkning af det lille byggeri og de gammeldags detaljer«, og hun mener, at det nogle gange ikke bliver meget andet end en stiløvelse:

»Jeg har stor sympati for nye unge arkitekter, som kaster sig ud i at lave deres egen tegnestue.«

Det var de meget få, der turde, dengang hun selv dimitterede, siger hun:

»Men man skal passe på med, at fordi noget er lavet i 1950’erne, så er det automatisk godt.«

Dorte Mandrup ser mange nyuddannede komme med deres portfolier, når de søger job:

»Du har så brugt meget tid på at tegne det perfekte fiskerhus, og det er rigtig fint og meget sympatisk. Men det bringer jo ikke verden nogen steder hen,« siger Dorte Mandrup, som ville ønske, at de unge i stedet ville kaste sig ud i at lave arkitektur, som reelt kan løse nogle af vores udfordringer som samfund, for eksempel »at få et alment boligbyggeri til at hænge sammen«.

Hun nævner også, at håndværkertimer er steget meget i pris over de seneste 100 år i takt med udviklingen af velfærdssamfundet – og selv om det er en smuk tanke at vende tilbage til dengang, mange bygninger var detaljefulde, så er det økonomisk svært at lave den slags arkitektur i stor skala i dag.

Men Dorte Mandrup har stor forståelse for, at der er kommet en modreaktion hos de unge, forklarer hun.

»Jeg synes, det er helt fint, at man siger: ’Hov, nu har vi set på den joke i nogle år, vi synes ikke, den er sjov længere’.«

Men ligesom Kim Herforth er hun også bange for, at den i sidste ende kan føre til en mere ensformig by med »hovedløse gentagelser« af bygninger med tegl, fordi man har en forestilling om, at det er sådan, København ser ud.

Tendensen til at opføre betonbygninger med røde tegl udenpå er allerede tydelig i Nordhavnen og Sydhavnen i København, og hvis det fortsætter, bliver byen kedelig, siger hun.

Modelhus fra tegnestuen 3XN.

Modelhus fra tegnestuen 3XN.

Frederik Danielsen

Bæredygtigt paradigmeskift

Selv om konservatisme ifølge Dorte Mandrup ikke er svaret, så er de nye strømninger i arkitekturen udtryk for en positiv udvikling, mener hun.

»Jeg tror, det er en udvikling, vi ser i hele samfundet. Der er et krav om, at det, vi laver, giver mening, og mange har ikke længere lyst til at lave noget flashy i udlandet blot for ikonets skyld. Man vil arbejde der, hvor man nu engang er, og man tror heldigvis på, at man kan gøre en forskel,« siger hun og tilføjer, at klimakrisen har betydet, at vi står et helt andet sted end for 20 år siden, og at der er brug for ændringer i faget.

»Vi kan ikke blive ved med at stille betonelementer oven på hinanden, mens temperaturen stiger,« siger hun.

Byggesektoren står i dag for omtrent en tredjedel af den samlede CO₂-udledning herhjemme, og der er behov for nye måder at bygge på, hvis vi skal lykkes med at reducere udledningen på landsplan.

På 3XN har man siden 2007 haft en underafdeling, som hedder GXN, hvor G’et står for ’Green’. Kim Herforth viser afdelingen, som har store glasvinduer ud til vandet og udsigt til bagsiden af Christiania. Her forsøger man blandt andet at lave klimavenlige byggematerialer og finde nye måder at hærde materialer på, som ikke kræver opvarmning, hvilket kan spare meget CO₂.

Til januar kommer der også nye og skærpede regler for byggerier, som indebærer, at nye bygninger maksimalt må udlede 12 kilo CO₂-ækvivalenter pr. kvadratmeter pr. år over en periode på 50 år. Det vil i sig selv kræve nye måder at tænke på i arkitekturen – og skubbe på tendensen til at renovere og transformere eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.

Det er et »decideret paradigmeskift, der lige nu er i gang«, siger Trine Bindslev Tree, som er seniorkonsulent for bæredygtigt byggeri i Rambøll.

»Der er ved at opstå en accept af, at de mest bæredygtige kvadratmeter er dem, som ikke bliver bygget, og at vi skal se med mildere øjne på det, som allerede eksisterer.«

Den grønne omstilling har været en del af i arkitektfaget i mange år. Både Dorte Mandrup og Kim Herforth har lavet adskillige transformationer af bygninger i de seneste år og ser begge de nye regler som helt nødvendige.

Modeltræer fra tegnestuen 3XN.

Modeltræer fra tegnestuen 3XN.

Frederik Danielsen

En indgribende ændring

Eva Ravnborg, som er projektdirektør på en af landets helt store tegnestuer, Henning Larsen, har bemærket, hvordan den grønne omstilling fuldstændig er ved at ændre faget. Og her spiller særligt de unge arkitekters tilgang en afgørende rolle:

»Jeg tror – og det er også det, jeg fornemmer fra Arkitektskolen – at der er ved at opstå en helt ny forståelse af, hvad der er det skønne. Hele æstetikbegrebet forandrer sig på grund af det her,« siger Eva Ravnborg og kommer med et eksempel:

»Kort før jeg blev færdiguddannet for 16-17 år siden, var vi på studietur for at se betonbygninger, der var støbt på stedet. Når jeg i dag ser et projekt, hvor nogen lægger en kæmpe betonflade op, så tænker jeg: ’Nej, det er ikke smukt, det er ikke et ordentligt materiale at bygge af’,« siger Eva Ravnborg, som understreger, at det selvfølgelig kan være nødvendigt at bruge beton i visse sammenhænge.

Men hun tror, at vi kommer til at se en helt anden type by fremover. Med mindre stål og beton og med meget mere træ. Og altså med flere transformationer af gamle bygninger frem for nybyggeri og måske flere byggerier i højden, da det – i hvert fald i et vist omfang – kan være mere klimavenligt. Der vil ske en »fortætning af byen,« vurderer hun. Og så vil vi bygge videre på den eksisterende infrastruktur:

»Den dér med at lave en lang vej ud til et parcelhuskvarter, hvor hvert hus så skal have hver sin indkørsel, det vil man ikke se så meget af,« siger hun.

En mere indgribende ændring i vores liv kan blive et opgør med vores boligstørrelser. Danmark er et af de lande i verden, hvor vi bor på det højeste antal kvadratmeter pr. person, understreger Eva Ravnborg.

»Hvis man virkelig vil ændre noget, skal man ikke bygge kæmpe huse til en familie på fire,« siger hun.

På Det Kongelige Akademi er Nicolai Bo Andersen enig i, at vi skal bruge det, vi allerede har, bedre og ikke bare fortsætte med at bygge nyt:

»Hvis man skal sige det lidt provokerende, så har vi i den vestlige verden bygget de kvadratmeter, som vi skal bruge.«

Lige nu er de arkitektstuderende på kandidatoverbygningen Kulturarv, Transformation og Restaurering i gang med et projekt, hvor de skal arbejde med et parcelhuskvarter i Ishøj. Det er næppe en opgave, der ville være blevet stillet til arkitektstuderende for bare få år siden, siger Nicolai Bo Andersen.

Grimme bygninger, godt byrum

Den unge arkitekt Villads Nederby er cyklet gennem byen og står nu på et af de steder, som han bryder sig mindst om i København, nemlig Axeltorv. Her er et virvar af bygninger, som vil for meget forskelligt, og som ikke taler sammen, mener han.

Tivolis hovedindgang, som er ældst, er opført i én stil; Industriens Hus, som ligger til venstre for forlystelsesparken, er opført i en helt anden; Axel Towers, som huser kontorbygninger i en tredje; og Axelborg hvor Landbrug & Fødevarer hører hjemme, og som ligger på Villads Nederbys højre side, i en fjerde. Og bag Axelborg kan man se toppen af Arne Jacobsens ikoniske SAS-hotel, som er bygget i en helt femte stil.

Flere af bygningerne er sådan set pæne, mener Villads Nederby – dog ikke Industriens Hus, som han beskriver som »et stort, udspændt lærred« og »en opslagstavle for reklamer«. Men tilsammen skaber de mange stilarter et rodet og kaotisk indtryk:

»Man føler sig fremmedgjort over for en by, der ser sådan ud,« siger han og tilføjer: »Det ligger der også i det nye, der er på vej: At der er en større forankring i vores kulturhistorie, som også sætter sig i vores sanseapparater, og som gør, at vi kan identificere os med bygningerne – og at vi netop ikke føler os fremmedgjorte.«

I sidste ende handler diskussionen om arkitekturens fremtidige retning også om, hvilket grundsyn man har på jobbet. Om arkitekten er solist eller en del af det store orkester:

»Man kan godt tale om, at arkitektur er en kunstart, men det er jo ikke en fri kunst. Det er en enormt bundet kunst,« siger Villads Nederby.

Derfor køber han heller ikke argumentet om, at arkitekter har brug for frie rammer for at udfolde sig. Og, tilføjer han, ligesom man kan have en smuk bygning, som giver et dårligt byrum, fordi den ikke taler ordentligt sammen med sine omgivelser, så kan det modsatte også være tilfældet.

»Der kan godt være bygninger, som måske isoleret set er grimme, men som bidrager til et godt byrum,« siger Villads Nederby.

Frem for alt er det alle de helt almindelige bygninger, som tilsammen skaber noget større:

»Jeg synes, der er en stor kvalitet i det, som ikke nødvendigvis er spektakulært, men som bare er helt almindeligt. Der er jo masser af bygninger i København, hvor man slet ikke ved, hvem der har bygget dem, og hvor man ikke tænker: ’Wauw det er et mesterværk’, men som sammen med de andre bygninger skaber en smuk sammenhæng,« siger Villads Nederby.

Inden han igen stiger op på cyklen og kører ud mod Nordvest, hvor hans nystartede tegnestue ligger.

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail
Christian de Thurah

Det er en god pointe, at en bygning ikke kun skal bedømmes på, om den isoleret set er smuk eller grim, men også på, hvordan den passer ind i omgivelserne. Efter min mening er Den Sorte Diamant i København et godt eksempel. Den er ikke grim, men som udvidelse af Det Kongelige Bibliotek er den meget uheldig. Det kan man overbevise sig om ved at gå fra den nye, lufthavnsagtige tilbygning ind i den gamle biblioteksbygning fra omkring 1900.
Her overskrider man i et skridt en tidsmæssig og stilmæssig forskel på 100 år, som der ikke er gjort noget for at “mildne”. Det er mildt sag en brat overgang.

Maia Aarskov, Rolf Andersen, Rita Lützhøft Andersen, Inger Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det larmer ikke, de nye bygninger, de forurener. Hvorfor har man dog droppet en bestræbelse om at bygge smukt og i gode materialer - det er jo bestemt ikke dyrere end de beton- og glasrædsler, man ukritisk har sagt ja til.
Det værste er, at de fuldkommen umoralsk misbruger pladsen. Som Christian de Thurah gør opmærksom på om min gamle arbejdsplads, så var det, som biblioteket faktisk manglede, hyldemeter til de voksende samlinger. I stedet man fået arkitektonisk ørken, hvor intet værdifuldt foregår.
Uanset grimheden og tomheden ved BLOX, så er den største skandale dog, at Dansk Arkitektur Center er tegnet af en hollandsk tegnestue??!! Det fjerner ligesom hele grundideen med et dansk arkitekturcenter.

Carsten Sperling, Rolf Andersen, Rita Lützhøft Andersen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar

Og det er jo så netop problemet, Kim Herforth nævner: at arkitektur er blevet 'teoretisk'; men den er jo ikke teoretisk, hvis den skal fungere, så skal den være sanselig.

Rolf Andersen, David Zennaro og Rita Lützhøft Andersen anbefalede denne kommentar
Kirsten Nielsen

Det er med et lettelsens suk, jeg følger de nye toner om æstetik og sammenhæng med eksisterende byggerier. Det mest provokerende ved den lange bølge af individuelle forsøg på at skille sig markant ud har ofte været, at det kan sætte en i virkelig dårligt humør. Så spændende at følge den kommende udvikling.

Maia Aarskov, Christel Gruner-Olesen, Carsten Sperling, Steffen Gliese, Rolf Andersen, David Zennaro, Harald Viuff, Rita Lützhøft Andersen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Desværre er skaderne sket rundt omkring. Set lige det her:

https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE14662984/skarp-kritik-af-unityhoe...

Det er totalt rædselsfuldt. Især når man kender beliggenheden rigtig godt.

Nu har jeg boet i en række lande, og jeg har altid undret mig over, at danske arkitekter og selvfølgelig bygherrerne, det er jo trods alt dem, der i sidste instans er de skyldige, mest ar optaget af, hvordan deres bygninger tager sig ud. Ikke hvordan de fungerer, for dem som bruger dem - selv om de sikkert vil hævde det.

Men vi lever nu engang i Utzons fædreland, og de fleste danske arkitekter går nok inderst inde med en drøm om kunne sætte en Sydney Opera som minde over deres arbejde. Men der er da sympatiske toner i, hvad flere siger her i artiklen.

Hver gang en arktikt eller tegnestue får en opgave, burde det være absolut første skridt at designe rummet MELLEM bygningere ... meget gerne så man får lyst til at gå en aftentur med sin kæreste eller tage sine børn med i solskinnet.

Altså: FØRST Formålet med byrummet .. DERNÆST Husene.

Hvad skal rummet bruges til? ... så giver bygningerne ligesom sig selv: Caféer, butikker, hvile- legerum i solen, læ for vinden, træer og buske osv.

Hvis ikke arkiteten kan gøre rede for, hvordan han/hun vil løse opgaven med byrummet, er husene jo ligegyldige.

Men faktisk tror jeg, husene ville give sig selv, hvis forarbejdet med byrummet var løst på forhånd. Derefter kan arkitekterne meget gerne lege med nye materialer, former, offentligt tilgængelige tag-terasser osv. Men formålet med byrummet er grundlaget for byggeriet.

For mange år siden boede jeg på Christianshavn, hvor Nordea (Henning Larsen) opførte deres hovedkvarter lige ved Knippelsbro og Udenrigsministeriet. På den solbeskinnede side af havneløbet.

HVORFOR blev der ikke indrettet nogle caféer el.lign. på denne attraktive plads.

De kunne måske ovenikøbet fungere som en del af kantine-faciliteterne for de ansatte i bygningen. Det er f.eks. meget almindeligt i Stockholm. Man besøger rask væk nabovirksomhedens kantine med sine frokost-kuponer, hvis man synes, de har et godt tilbud på en frokost. Og hvorfor ikke bruge disse faciliteter til aftenservering ... bankfolk arbejder vel også sent en gang i mellem ?

@ Willy Johannsen - 11. december, 2022 - 13:03

Du skriver:
"...og de fleste danske arkitekter går nok inderst inde med en drøm om kunne sætte en Sydney Opera som minde over deres arbejde."

Her vil jeg absolut fremhæve Utzons Operahus som et forbilledligt eksempel på god, flot arkitektur. Det ligger smukt placeret på en pynt i havnen, og generer absolut ingen nabobygninger. De har adskillige resturanter og caféer, som du bare kan besøge, hvis du vil. Også uden opera-billet.

Operahuset i København er som solitær-bygning ikke så flot som Sydney Operaen, måske fordi den ligger lidt tæt på andre klassiske bygninger ude på Holmen. Men caféen er åben for alle. Også uden opera-billet.

Hvorfor kan alle disse kontor-siloer med attraktive beliggenheder ikke gøre det samme?

Men husk nu pladsen MELLEM bygningerne - både dem, der ligger der i forvejen og arkitektens nye idéer.

Willy Johannsen

Rolf Andersen, det du skriver burde stå på væggene i arkitektskolernes kantiner!
I et land med vores klima, blæsende og med regn konstant, er det udformningen af byrummene, som bestemmer, om det bliver en prøvelse, at passere gennem dem, eller en nydelse og glæde at opholde sig der, kort eller længe.
Måske det hænger sammen med, at hvor hver bygning bliver opført som et "monument", og sjældent som en fungerende del af en større helhed.
Jeg har selv boet en kort tid i Sverige. De kan lære os en hel del.
Det kan USA også. Masser af bygninger, som ikke er kønne. Men de fungerer - også sammen. Eksempelvis gennem tunnel systemer og overbyggede passager.

Christian de Thurah

Ja, Utzons operabygning i Sidney er flot - udefra. Interiøret, som Utzon ikke har haft ret meget at gøre med, er efter min mening en stor skuffelse

Christian de Thurah, Utzon blev jo sat fra arbejdet pga. budgetoverskridelser, og bl.a. sceneteknik til et trecifret millionbeløb i australske dollars blev dumpet i en slugt.
Indenfor de seneste årtier har man fundet Utzons planer frem igen og bragt huset betydeligt mere i overensstemmelse med de oprindelige planer.
Men f.eks. undervurderede man interessen for opera, så der blev byttet om på hhv. koncertsat og operateater - med det resultat, at man måtte opbygge scenefaciliteter i den store sal i de år, hvor Joan Sutherland lagde en betydelig del af sin karriere i Sydney.

Vi arkitekter lærte engang at "form følger funktion". Vi måtte erfare at det var en løgn og hvis vi skulle i arbejde så hed det "form følger profit". I virkelighedens verden er det jo en realitet at langt den største del af jordens byggerier store som små, fælger et andet paradigme om "form følger kriser". Dem der overlever i fattigdom, dem der genopbygger efter krig eller naturkatastrofer, eller dem der bare bor i de mindre elegante dele af de store byer i verden - og det er jo langt den største del af menneskeheden. Hvis vi arkitekter kune lære et nyt paradigme om at "form skal følge SGD" (United Nations Sustainable Development Goals), så er vi måske fremme hvor arkitekter ikke bare er en forlængelse af rigdom og redskab for dem der har, men er med til at skabe reel værdi i samfundet for alle. Så en varm hyldest til alle unge (og nogle få gamle) arkitekter som er ved at se lyset!