Så snart vi har stillet urene om til vintertid, begynder julen så småt at markere sig som strejf af velkendte dufte – kanel, tørret ingefær, nellike, allehånde, alt det brune og det brændte, der følger os gennem december for at blive fordrevet ved nytårstid af krudtrøg og sprutånde.
Forbindelsen er så etableret, at julen først begynder for alvor, når vi tager nissehuer på, finder en playliste med alt for meget Rasmus Seebach og ud af det blå begynder at krydre vores mad med særlige eksotiske smage.
Og mens mange millioner mennesker verden over bruger mængder af ingefær, kanel, allehånde, nellike med videre i deres daglige madlavning, ser vi på størstedelen af de eksotiske krydderier som en slags udlandsdanskere, der kun kigger forbi på et akavet besøg til højtiderne.
Vores pludselige krydderifetich ved juletid er – som størstedelen af det, vi i dag kalder julemad – imidlertid af temmelig ny dato, det vil sige fra sidste halvdel af 1800-tallet. Forklaringen skal findes i datidens kærlighed til alt, der kunne fortælle historien om den stolte nation Danmark.
Interessant artikel. Jeg blev især overrasket over "...de nu forbudte paradiskorn ..." Hvorfor er de forbudte? Er de, man finder i handlen et erstatningskrydderi med samme navn?