I rå form smager den jo ganske bittert og skrapt, hvorfor der formentlig findes en del voksne mennesker, der er blevet knoldselleritraumatiserede i deres barndom i 70’erne og 80’erne, hvor grøntsagen i revet form udgjorde en ikke ubetydelig del af råkosten sammen med gulerødder og lidt melede æbler. Den er også mere besværlig at rengøre end gennemsnitsgrøntsagen. Mængden af jord, der kan gemme sig i dens dybe fuger, virker nogle gange uendelig. Men det er problemstillinger, som vi skal se ud over, for knoldselleri er faktisk en af de største stjerner i vintergastronomien med sit brede spektrum af både smagsnuancer og teksturer.
Men først lidt trivia. Knoldselleri stammer fra middelhavsområdet og er en af de ældste rodfrugter, vi kender til. Den kan dateres tilbage til år 800 år før vores tidsregning, hvor den bliver nævnt af selveste Homer som »en frodig urt« i Odysséen og bliver vandet via et sindrigt vandingssystem. Dengang blev den brugt som en vanddrivende og muligvis afrodisisk lægeplante – der også kunne klare forkølelser og gigtsmerter – og det var først i 1800-tallet, at man begyndte at spise den.