Nytårstid er østerstid. Men de danske limfjordsøsters er i fare for at forsvinde

Østers har været på den danske menu i tusindvis af år. Men hvis du er en af de mange, der planlægger at indtage bløddyr nytårsaften, kommer du til at kigge langt efter det danske bud på havets kronjuvel, Limfjordsøstersen. Den er nemlig næsten væk
Østers har været på den danske menu i tusindvis af år. Men hvis du er en af de mange, der planlægger at indtage bløddyr nytårsaften, kommer du til at kigge langt efter det danske bud på havets kronjuvel, Limfjordsøstersen. Den er nemlig næsten væk

Emma Koldbæk

Moderne Tider
31. december 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Der findes vel næppe et så historisk efterstræbt spisedyr som østersen. Det lille bløddyr med det knortede, månelandskabslignende ydre og det silkeglatte, perlemorsskinnende indre.

Vores stenalderforfædre var first movers, da de for 6.-7.000 år siden spiste millioner af østers, som de tilberedte over bålet, inden de nedsvælgede det lune, salte indhold og derefter smed skallerne i gigantiske køkkenmøddinger, som i dag sladrer om fortidens spisevaner.

Og vi har spist dem lige siden. Østers har i perioder været almuekost, men oftest en elitesnack, forbeholdt de rige og kongen, som elskede den havfriske, salte og også lidt liderlige spise. I hvert fald har skaldyret ry for at være et afrodisiakum, som Casanova spiste 50 af hver morgen for at blive klar til dagens udfordringer.

I nyere tid har østers også i store træk været en spise for Varnæs-segmentet og andre indviede. Men det ændrede sig for omkring 10-15 år siden, da det franske brasseriekøkken fik en renæssance i Danmark, og hvor efterspørgslen ifølge østersgrossister og fiskehandlere eksploderede.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Willy Johannsen

Vel er det trist.
Men når det nu er sådan, er stillehavsøsters lige så velsmagende, og der er noget mere kød på dem.
Og så kan de efterhånden findes alle mulige steder, hvor man ellers ikke finder østers.
Tag et par gummistøvler på, og kig efter - og saml dem ind.
Og så hjælper man de oprindelige østers, hvis man samler nok.
https://mst.dk/natur-vand/natur/artsleksikon/bloeddyr/stillehavsoesters/

Willy Johannsen

Lige en tilføjelse:
Hvornår bliver en invasiv art til noget ønskværdigt?
Tænker på planten Solanum tuberosum
Som stammer fra Sydamerika.

Du kender den under navnet kartoffel!
Den tilhører tilmed den giftige natskygge familie.
Indeholder giftstoffet solanin.
Alligevel spiser vi tonsvis af dem.
Vi har vænnet os til giften...
Egentlig lidt ejendommeligt, når og hvis man tænker efter...

Jens Christensen

Enig, Willy Johannsen. Jeg synes dog, limfjordsøsters smager af lidt mere og især er meget nemmere at åbne end Stillehavsøsters. Lad os håbe, at Limfjordsøsters trods alt får en modstandsdygtighed mod den parasit, som så åbenbart ikke rammer Stillehavsarten pt.

Limfjordsøstersen er for stor en mundfuld for mig - men jeg havde jo heller ikke tænkt på, at jeg kunne tilberede den på andre måder. Foreløbig ser jeg frem til de kommende dage, hvor jeg tager lidt forskud på nytåret.