Brevkassen: De andre forældre ved bordtennisstævnerne er usportslige – hvad gør jeg?

Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet
Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet

Mia Mottelson

Moderne Tider
21. januar 2023

Jeg er far til en dreng på 11 år, som går til bordtennis, og vi bruger derfor en del af vores weekender i sportshaller over hele Danmark. Det er en sport, hvor børnene er ret søde ved hinanden og for eksempel siger undskyld, hvis bolden rammer nettet eller kanten af bordet.

Men forældrene kan være lidt en anden sag. For et par måneder siden spillede min søn en kamp mod en dreng, hvis far og træner klappede og hujede, hver gang min søn lavede fejl. Jeg endte i en stor diskussion med faren, og efterfølgende tænkte jeg egentlig, at der ikke havde været andre muligheder, og at det grundlæggende var hans skyld. Men til stævnerne siden er det gået op for mig, at man møder en del forældre, der gør det samme som ham. Og jeg kan jo ikke skændes med de andre hver weekend.

På den anden side virker det også forkert ikke at blande sig. Eller hvad?

Faren

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Undersøgelser i USA siger, over de sidste tyve-tredive år, at de fleste børn foretrækker, at forældre ikke har adgang til stævner.

Naturligvis er de fleste forældre fornuftige det meste af tiden, men tilstrækkeligt mange af os plumper i, og skaber os, så frivillige dommere og frivillige trænere siger op, og så mange børn altså hellere vil have "nul forældre".

Søren Kristensen

Det vigtigte er at ungerne ikke får tæv eller på anden måde lider overlast, hvis og når de laver fejl. Alt det andet hurlumhej betyder ikke så meget, for børn er utroligt tilpasningsparate.

Da jeg gik til fodbold i sin tid, fik jeg kun én kamp for Annisse FC, idet jeg blev sat på mål i en udekamp mod Ramløse, men havde aldrig stået på mål før. Ydmygelsen kom allerede efter kun tre minutter, da jeg lod en bold relativt langt ude fra, glide mellem benene på mig, måske fordi jeg allerede dengang havde ret lange stænger. Det værste var at min både min far, som ikke interesserede sønderligt for min fodboldkarriere og min onkel, som var aktiv spiller i B-93, for én og eneste gang var taget med ud på sidelinjen, for at se kampen, som både blev begyndelsen og afslutningen på min fodboldkarriere. Husker kun at de grinede medfølende og hjerteligt og det dør man som bekendt ikke af.

I klogskabens klare baglys har dukkerten sikker været til min egen fordel, da mit fodboldtalent tydeligvis ikke kunne retfærdigggøre en karriere ud over amatørstadiet og da jeg i virkeligheden hellere ville være professionel guitarist, hvad jeg desværre heller ikke blev, bebrejder jeg kun mig selv for overhovedet at stille op, eftersom ingen havde presset mig til at melde mig til fodbold, bortset fra smedens søn i Annisse, som var min legekammerat.

Mit problem var således ikke så meget de voksnes attityde, som det var at jeg alt for sent opdagede hvor meget arbejde og koncentrationn det skal til for at blive god til noget som helst. Den kan man selvfølgelig også godt tørre af på de voksne, hvis man vil. Men hey, de gør ligesom børn som regel deres bedste og desværre er det bare heller ikke altid godt nok.

Søren Rehhoff

Er det ikke muligt, at det var noget man kunne tage op i nogle klubledelser og så aftale en adfærdskodeks for, hvad trænere og voksne kunne tillade sig i forhold til børn. Det andet lyder som en form for voksenmobning af børn.

uffe hellum, Erik Bresler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar