Moderne Tider
7. januar 2023
Selv om mennesket har brugt årtusinder på at forstå verden og universet, tyder intet på, at vi er ved at være færdige med at undre os. Tværtimod, faktisk. Naturen rummer fortsat rigeligt af mysterier, og nogle af de allerstørste og allermest fundamentale findes i fysikken.
Muligheden for at undersøge grænseoverskridende store spørgsmål var netop det argument, den danske fysiker og nobelpristager Aage Bohr – søn af Niels Bohr – fremdrog ved en familieskovtur i området ved Niels Bohrs gamle sommerhus i Tisvilde for år tilbage.
Egentlig burde man kunne spørge en relativistisk hjerneforsker: Hvad er det, der får en strækning på 300.000 km hjernepølse (der pølser i tidsaksens retning) til at føles som om, der er gået 1 sekund ?
"Hvad er det, der går og går uden at komme nogen vegne " lød en gåde i min barndom.
Svaret kunne både være uret og tiden.
Problemet er, at tidsaksen er givet en udstrækning - den "kommer nogen vegne".
Den 4-de dimension skulle bare have været en retning uden udstrækning i traditionel forstand. Så ville tyngde ikke have været, at en linie krummede, men at en retning drejede. Den krummende linie ville svare til et stykke bøjet ståltråd med en udstrækning - mens en retning ville svare til en uendelig lille pil (som f.ex. kompasnål).
En retning uden udstrækning, der kan stjæle bevægelse (phytagoras), og hvor retningen kun ændrer sig når hastigheden ændrer sig (lidt a la inerti).
Så slipper vi for den med, at man kan skyde sin egen tip-tip-tip-oldefar ved hjælp af et roterende sort hul.
Den 4-de dimension skulle kunne absorbere bevægelse på samme måde som en almindelig dimension, men uden at akkumulere afstand, og til gengæld gøre objekter tungere - lidt som en gearkasse.
Og så skal den kunne få de 3 rumakser til at krumme, når den selv drejer sig.
Einstein havde læst Henri Poincare, der en del år tidligere havde skrevet noget i retning af, at det ikke giver mening at tale om samtidighed af to begivenheder, der ikke finder sted på samme position.
Netop dette starter 1905-artiklen med. En beskrivelse af, hvordan man kan synkronisere to ure, der befinder sig på forskellige lokationer. Foruden at danne udgangspunkt for skitserne, mindede han læseren om, hvor abstrakt det er at tale om samtidighed mellem fjerne begivenheder. For at forberede læseren på det dengang mest kontroversielle - den manglende samtidighed når iagttagerne er i bevægelse.
Da Minkowski kom med 4-d formuleringen, blev den samtidighed, der burde have været meningsløs pludselig meningsfuld. Nemlig i form af tidsaksen.
Og det er en "filosofisk" indikation af, at der er noget galt.
Vi ved at tiden opfylder alle betingelser for at være et 100% begreb. En vilkårlig sammenligning af akkumulering af bevægelser - f.ex. togets position og hvad uret viser.
Tidsaksen er derfor OK som begreb, men ikke som årsag til noget som helst.
Så at over 99% af tyngden her på Jorden skyldes "tidsaksens krumning" må erstattet af "drejning" af et eller andet, der har en virkning, der svarer til, at en tidsakse krummede. Og som får de 3 rumakser til at krumme netop som forudsagt af den Generelle Relativitetsteori. For den virker, og er overordentlig velbekræftet af observationer !
Der udloves en flaske god rødvin til den første, der kan korte fysikken ned til at par A4 sider.
Hvilket minder mig om hvor glad jeg er for mit lille timeglas, hvis gennemløbstid tilfældigvis passer perfekt til at koge et æg - og så skal det hverken trækkes op eller have skiftet batteri. Metoden virker selvfølgelig kun indenfor denne, eller en tilsvarende klodes, tyngdefelt, men det gør det så også i mit tilfælde.
Hehe - det er vigtigt at holde begge ben på jorden - eller især nær havets overflade. Man skal ikke højere op end et norsk fjeld før det faldende lufttryk har sænket vands kogepunkt så meget, at æggene har brug for længere kogetid.
Nu vi snakker om vand.
Den god gamle fortælling om fiskene:
Den gamle fisk siger "Hvordan er vandet i dag ?" til de to unge fisk, som høfligt svarer tilbage "Tak fint". Da den gamle fisk er uden for hørevidde, spørger den ene unge fisk den anden: "Hvad er vand for noget ?".
Hvis vi altid havde været rumrejsende ved høje hastigheder, ville vi altid have målt hastighed ved at tælle forbipasserende kilometersten pr sekund. Og så havde vi aldrig opdaget lyshastigheden.
For os ville "den effektive rejsehastighed" være den eneste sande og relevante hastighed.
Var vi blinde som muldvarpe, ville ingen kunne bilde os ind, at vi ved fortsat acceleration ikke øgede vores hastighed, men blot reducerede afstanden mellem de forbipasserende kilometersten (fik Universet til at trække sig sammen i bevægelsesretningen). Kun hvis nogen havde fundet på - ved hjælp af egen meterstok - at måle hastigheden af en enkelt forbipasserende kilometersten - havde vi opdaget det med lyshastigheden.
Er vores verdensbillede mere rigtigt end Rummets Muldvarpes ?