Et liv er forbi: Han behandlede slangebid og spedalske – indtil borgerkrigen drev ham på flugt

De havde sendt hinanden stjålne blikke til spejder og i baptistkirken, og da de endelig fik lejlighed til en gåtur på tomandshånd, sagde den dengang 20-årige Torben til Rita, at han skulle spørge hende om noget.

Meget typisk for Torben Roulund fulgte derefter en lang tavshed. Han valgte sine ord med omhu. Torben bekendtgjorde for Rita, at han var blevet glad for hende og ønskede, at de skulle forloves. Men hun skulle vide, at han havde fået et kald fra Gud om at blive lægemissionær i Afrika, og han måtte derfor både spørge hende, om hun ville være hans hustru, og om hun ville med til Afrika som missionær.

Rita sagde ja til både et missionærliv og et ægteskab med den høje, tænksomme mand med rødt hår og hornbriller.

Torben Roulund var vokset op i en baptistfamilie i Odense, moren var modist, faren var overbanemester og søndagsskolelærer i baptistkirken, og Torben var fra barnsben vant til, at hjemvendte lægemissionærer kom på besøg og viste lysbilleder af børn med slangebid og tuberkuloseramte ældre mennesker, som var blevet fragtet til lægeklinikkerne på hjemmelavede bårer. 

Torben følte sig allerede som 12-årig kaldet til et liv som lægemissionær i Afrika.

Afsted til Burundi

Torben Roulund var trofast, ærlig og drevet af pligten og traditionerne. Tingene skulle gå rigtigt til, og han ville først giftes med Rita, når han var blevet læge og i stand til at forsørge hende og familien. De var forlovet i seks år.

Da han først var blevet uddannet, gik det stærkt, Rita fik efternavnet Roulund, blev gravid, og i 1962 flyttede de til Burundi med deres etårige søn Anders. Torben Roulund skulle – som den første læge i otte år – arbejde på baptistmissionens hospital i landsbyen Musema, og Rita Roulund skulle assistere sammen med lokale sygeplejersker.

Hver morgen holdt de burundiske sygeplejersker andagt for patienterne, og bagefter begyndte behandlingen af de mange syge mennesker, der stod i kø foran lægeklinikken. Torben Roulund lærte sproget kirundi og tog sig af alt fra malariabehandling til behandling af spedalske.

Parrets søn, Anders, samlede på firbenshaler og syntes, det var sjovt at blive båret i et stofklæde på ryggen af sin burundiske barnepige, Yakelina.

Torben Roulund ved hospitalet i Musema, Burundi, som han genbesøgte i 2012.

Privatfoto

En alt for lille kiste

I 1963 fødte Rita Roulund datteren Mette i sin seng i Musema.

Det viste sig hurtigt, at Mette havde en livstruende blødersygdom, og Torben Roulund måtte rejse til Danmark og få hende indlagt på et børnehospital i tre måneder. Imens blev Rita og Anders i Burundi.

Dengang tog det i bedste fald tre uger, før et brev nåede fra Danmark til Burundi, og telefonforbindelse var ikke en mulighed i det afsidesliggende Musema. Rita Roulund vidste derfor ikke, om deres syge datter var i bedring eller forværring i Danmark.

En dag modtog hun med rystende hænder et brev fra sin mand. Mette havde efter tre måneder i Danmark ikke fået det bedre.

Han skrev: »Jeg har gået en tid og tænkt meget frem og tilbage på det faktum, at jeg intet kan udrette for Mette, men at der i Musema er mange børn, i hvis liv jeg kan være med til at gøre en forskel. Efter lange og svære overvejelser har jeg derfor besluttet mig til at overlade Mette i dine forældres omsorg og varetægt og selv rejse tilbage til Burundi.«

Den besked var hård.

Torben Roulunds trang til at følge sit kald i Afrika var i mange år hans vigtigste gerning i livet. Han havde fuld tillid til, at Gud ledte ham gennem tilværelsen.

Da Mette siden blev tiltagende syg, rejste Torben og Rita og Anders sammen hjem på orlov i Aarhus. De måtte begrave Mette knap tre år gammel.

Fængslet i Burundi

I 1967 vendte familien tilbage til Burundi, denne gang med sønnen Anders og de to sidst tilkomne børn, Hanne og Peter.

De havde nogle gode og meningsfulde år i Musema, men den tilværelse sluttede dog brat i 1972, hvor en borgerkrig brød ud. Torben blev anholdt og fængslet efter beskyldninger om at have været involveret i krigen på hutuernes side. Han blev hurtigt løsladt, men familien måtte forlade landet og fløj mod Danmark i en kaotisk blanding af sorg og lettelse.

Den uventede hjemkomst var svær for Torben. Han havde været vant til på egen hånd at håndtere benamputationer og operere på operationsstuer uden strøm. Nu stod han som hospitalslæge i Viborg til timelange lægekonferencer og vendte og drejede patienters røntgenbilleder af mavesår.

Det bød ham imod, og han stiftede en privat lægepraksis uden for Viborg sammen med to kolleger for at få mere selvbestemmelse og direkte patientkontakt. Han blev i sin klinik frem til sin pensionering.

I 2012 rejste sønnen Anders og dengang 78-årige Torben Roulund sammen til Musema i Burundi, hvor flere af de tidligere hospitalsmedarbejdere stod klar med kram. Gensynet var et vigtigt punktum for Torben Roulund.

Det sidste år af sit liv lå han i en sygeseng i dagligstuen, og Rita vågede ved hans side døgnet rundt. Torben Roulund sov ind 88 år gammel i klar overbevisning om, at han var på vej til gudsriget.