Det er de færreste bisættelser, der har en decideret efterfest. Ikke desto mindre mødte flere end hundrede mennesker op i Koncertkirken på Blågårds Plads for at sige farvel til Michael Rasmussen med fuldt koncertprogram og masser af kage. Hovedpersonen lå i en lyseblå kiste, han selv havde valgt. Michael Rasmussen vidste, han skulle dø, og havde efterladt udførlige beskrivelser af, hvordan dagen skulle være. Blokfløjtespiller Michala Petri spillede Bach, musiker Marie Eline Hansen sang a cappella, og performancekunstner Marcela Lucatelli gav en støjversion af »Girl from Ipanema« over en onlineforbindelse fra Brasilien.
Da Michael Rasmussen døde, skrev hans lokale vinbar, Sabotøren, på Facebook, at Michael Rasmussens tilstedeværelse var »den sociale lim« i den landsby, som kvarteret ved Fensmarkgade på Nørrebro kalder sig.
Noget ved ham gjorde, at de fleste følte, at netop de havde et særligt nært bånd til ham, og det tog ham ikke længe at vinde folks tillid. Michala Petri kendte han, fordi han engang solgte hende en sofa, bededamen var hans tidligere kropsterapeut, og præsten blev han ven med, da de planlagde bisættelsen.
