En klar svækkelse af klimaministeriet.
Det er ifølge flere iagttagere konsekvensen af, at den nye regering har valgt at fratage klimaministeren en plads i det centrale økonomiudvalg, hvor de vigtigste politiske sager forberedes og koordineres mellem ministerierne.
I regeringsgrundlaget skriver regeringen, at Danmark skal være udledningsneutralt i 2045 og have negative udledninger i 2050, hvilket ifølge regeringen er de mest ambitiøse klimamål »nogensinde«. Den vil »træffe de fornødne beslutninger« og bringe Danmark »helt i mål« med reduktionsmålene for 2025 og 2030, skriver regeringspartierne.
Men samtidig har man altså valgt ikke at give klimaministeren plads i det centrale økonomiudvalg.
Det svækker både klimaministerens og klimaministeriets magt, siger programchef i den grønne tænketank Concito og tidligere strategisk rådgiver i klimaministeriet Jens Mattias Clausen.
»Det har en kæmpe betydning at have klimaministeren med i de udvalg, hvor alle de store beslutninger bliver taget, ikke mindst i dag, hvor der stort set ikke er nogen beslutning med stor økonomisk betydning for Danmark, som ikke på den ene eller anden også måde involverer klimaområdet,« siger han.
Professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen er enig. Han kalder økonomiudvalget »helt centralt« for de enkelte fagministres mulighed for at få gennemført politik på deres område.
»Vi har i det danske regeringssystem i årtier haft to regeringsudvalg – koordinationsudvalget og økonomiudvalget – som har været de helt, helt centrale beslutningsfora for regeringerne. De sager, som har påkaldt sig regeringens politiske opmærksomhed, har alle passeret enten det ene eller det andet eller begge udvalg. Derfor er beslutningen om ikke at have klimaministeren med i økonomiudvalget grundlæggende et udtryk for en svækkelse af ministerposten,« siger han.
»Der er en række sager uden for klimaministerens område, som har nogle helt klare implikationer for klimaet,« siger Jens Mattias Clausen.
Stedet for ’de reelle beslutninger’
Under den nye regering findes der i alt seks koordinerende udvalg.
De vigtigste er som nævnt koordinationsudvalget og økonomiudvalget, som har eksisteret i årtier og ifølge Statsministeriets beskrivelse af udvalgene behandler »større væsentlige initiativer og sager« og sager med »væsentlige konsekvenser for økonomi og budget«. Derudover findes der blandt andet også et udvalg for regeringsledelse og et sikkerhedsudvalg.
I forrige regeringsperiode blev der som noget nyt oprettet et udvalg for grøn omstilling med klimaministeren som formand, hvor han sammen med blandt andre skatteministeren og transportministeren skulle koordinere politik på tværs af ministerområderne med betydning for Danmarks udledninger af CO₂.
»En ambitiøs grøn omstilling kan ikke drives fra de enkelte grønne fagministerier alene. Det kræver hele regeringens inddragelse,« udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) i den forbindelse til flere medier.
Dette udvalg er blevet videreført i den nye regering, hvilket ifølge Jørgen Grønnegård Christensen giver klimaministeren mulighed for at få indflydelse på trods af den manglende plads i økonomiudvalget.
»Men de store beslutninger vil stadig skulle op at vende i økonomiudvalget,« siger han.
Den vurdering deler tidligere rådgiver i klimaministeriet Jens Mattias Clausen: Det er »selvfølgelig fint« med et koordinerende regeringsudvalg for den grønne omstilling, siger han.
»Men hvis diskussionerne i udvalget omhandler et tungt politisk emne, så bliver de alligevel også behandlet af økonomiudvalget, og det er dér, de reelle beslutninger bliver taget.«
Kan blive inviteret indenfor
I økonomiudvalget er der i dag otte medlemmer.
Formanden er finansminister Nicolai Wammen (S), og derudover tæller medlemmerne blandt andre erhvervsminister Morten Bødskov (S) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). Som noget nyt har kulturministeren også fået plads i det centrale regeringsudvalg.
Det vil stadig være muligt for ministre, som ikke er faste medlemmer, at deltage i udvalgsmøder, påpeger Jørgen Grønnegård Christensen.
»Hvis der i økonomiudvalget eller i koordinationsudvalget kommer en sag på dagsordenen, som vedrører et ministerområde, hvor ministeren ikke har fast plads i udvalget, så bliver han eller hun inviteret til at deltage i det pågældende dagsordenspunkt. På den måde sikrer man, at den pågældende fagminister bliver hørt og kan føre sine og ministeriets synspunkter frem,« siger han.
Men ifølge både Jørgen Grønnegård Christensen og Jens Mattias Clausen er der stor forskel på at være fast medlem og at blive inviteret ind til et enkelt møde – ikke mindst fordi man som fast medlem taler med større vægt og har mulighed for at komme med input til diskussionerne uden for ens eget ministerområde.
»Der er en række sager uden for klimaministerens område, som har nogle helt klare implikationer for klimaet,« siger Jens Mattias Clausen.
»Det kan være landbrug eller skibsfart, som begge ligger i andre ministerier, eller infrastrukturaftalen, hvor en minister med plads i økonomiudvalget ville kunne sige: Har I regnet konsekvenserne for klimaet igennem? Har I fundet den rette balance? Når man har besluttet politisk at reducere med 70 procent i 2030 og være klimaneutrale relativt hurtigt, så er man nødt til at målrette al politik eller i hvert fald sørge for, at man ikke underminerer målet.«
I 99 ud af 100 tilfælde
Spørgsmålet om klimaministeriets magt i regeringen var også en del af forhandlingerne om en ny regering i efteråret.
Det siger De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, som var med i forhandlingerne frem til kort før regeringsdannelsen. Ifølge Martin Lidegaard var det i forhandlingsforløbet på tale, at han skulle være klimaminister, men for at kunne varetage rollen som minister ville han have større indflydelse på den økonomiske politik, siger han.
I den forbindelse ville en plads i økonomiudvalget ifølge ham være »ekstremt vigtig«.
»Der bliver simpelthen ikke taget nogen beslutninger af betydning for landets økonomi, som ikke har været igennem økonomiudvalget. Derudover bliver alle sagerne i udvalget forberedt i Finansministeriet og med finansministeren for bordenden. Så hvis man som fagminister selv sidder i økonomiudvalget, har man en markant større indflydelse i den forberedende proces, end hvis man først kommer ind på det sidste møde,« siger Martin Lidegaard, der var klima-, energi- og bygningsminister fra 2011 til 2014.
Partilederne i en koalitionsregering har traditionelt haft plads i regeringens økonomi- og koordinationsudvalg. Men ifølge Martin Lidegaard bør klimaministeren ikke bare have en plads i udvalget – klimaministeriet bør have den samme koordinerende og forberedende rolle som finansministeriet.
Ellers kan det blive sværere at nå Danmarks mål på klimaområdet, siger han.
— Men klimaministeren er stadig formand for Udvalget for Grøn Omstilling. Kan man som klimaminister ikke påvirke tingene på den måde?
»Det grønne udvalg har desværre ikke været nogen stor succes. I praksis har udvalget ikke kompetence til at slå søm i og sige: Det her er nu regeringens politik. Hvis en sag i det grønne udvalg har økonomiske konsekvenser, og det har den i 99 ud af 100 tilfælde, så skal den tilbage i det forberedende embedsmandsarbejde i økonomiudvalget. Så det grønne udvalg er i bedste fald en trædesten, men i praksis bare en forsinkende faktor.«
Fortsatte ambitioner
Historisk har klimaministeren ikke haft plads i de centrale regeringsudvalg.
Den første minister på området med plads i et af de to udvalg var miljøminister Svend Auken (S), som var fast medlem af koordinationsudvalget og ofte var med på møderne i økonomiudvalget, hvilket i løbet af 1990’erne var med til at gøre hans ministerium til et af de mest magtfulde i regeringen.
»Det gjorde i høj grad en forskel,« siger Mogens Lykketoft, som dengang var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og finansminister i regeringen.
»Svend Auken havde stor gennemslagskraft i regeringen og var miljøminister i en periode, hvor Danmark gjorde store fremskridt på miljøområdet.«
Men det handlede ifølge Mogens Lykketoft ikke kun om Svend Aukens formelle plads som medlem af koordinationsudvalget, men mere om hans uformelle position i regeringen og om regeringens samlede retning.
Derfor er han ikke bekymret i dag.
»Man har fortsat meget store klimaambitioner og har ovenikøbet to klimaministre (klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), red.), så mon ikke den dagsorden er repræsenteret,« siger han.
Concitos Jens Mattias Clausen er enig i den tidligere finansministers beskrivelse af opdelingen i to ministerier som en styrkelse, ikke mindst fordi en minister og et helt ministerium nu skal varetage den del af Danmarks klimapolitik, der handler om at være et foregangsland og anspore til forandringer i andre lande.
Fra årtusindskiftet indledte den borgerlige regering et opgør med miljøministeriet. Men to årtier senere fik daværende klimaminister Dan Jørgensen plads i regeringens økonomiudvalg, hvilket blev set som et markant tegn på, at den socialdemokratiske regering ville prioritere klimaområdet.
Det var »uhyre vigtigt«, sagde daværende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, dengang til Altinget:
»Klima er mere end bare ministeriets ressort. Det er jo også transport, landbrug, boliger og erhvervspolitik. Skal man nå regeringens klimamål, så skal klima tænkes ind meget bredere, og andre ministerier skal trække i den samme retning,« lød det fra Aagaard, som altså i dag er klima-, energi- og forsyningsminister.
Bor i regeringens dna
Information har spurgt statsministeriet om årsagen til, at klimaministeren ikke længere er en del af økonomiudvalget. Statsministeriet henviser til politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S), men han er ikke vendt tilbage på Informations henvendelse.
Klimaminister Lars Aagaard skriver i et skriftligt svar, at »regeringen har skærpet de langsigtede klimamål og kraftigt signaleret, at nu skal der implementeres«.
»Klimasagen bor i regeringens dna og ikke i kroppen på en enkelt minister eller ministerium. Regeringsgrundlaget er en styrkelse og ikke en svækkelse af Danmarks muligheder for vedvarende at være et grønt foregangsland,« skriver han.
Han henviser derudover til, at regeringen med opdelingen af klimaministeriet har styrket området.
»Ud over mig selv har vi med Dan Jørgensen som ny minister for global klimapolitik styrket det globale spor i den danske klimaindsats. I øvrigt så skal folk jo vide, at Økonomiudvalget arbejder på den måde, at de relevante ressortministre deltager i møderne, når de har punkter på dagsordenen. Og klimaet fylder meget for denne regering.«
"Regeringen kalder klimamål de »mest ambitiøse« nogensinde"
Hold da op. Det lyder da ambitiøst. Bare underligt det bliver udført af finansministeriet. Eller er det? Det er regeringens ambition, at reformere de sociale overførelsesindkomster. Og som en hver godt kan regne ud betyder reformer på sociale overførelsesindkomster bedre muligheder for de berørte at få et mere værdigt liv ved at motivere dem til selvforsørgelse ved at reducere deres økonomi til et eksistensminimum som det ses i Tyskland. Så er der mere tid til værdighed frem for forbrug. Og det er så her de ambitiøse klimamålsætninger kommer ind i billedet. For, hvis flere hundrede tusinde mennesker afskæres fra forbrug, så vil det spare Danmark for mange mange tons CO2 udledning årligt. Ligesom de mange sparede penge kan gives i tilskud til investeringer i vind- og solcelleparker, som så kan give et solidt afkast til aktionærerne.
En rigtig win/win situation for alle. Altså. Er det ikke bare godt med denne reform ambitiøse centrum-højre regering?
Når regeringen endelig har valgt en minister med mange års praktisk erfaring inden for området , så virker det da mere end hovedløst at sætte ham uden for døren.
Eller skal det ses som tegn på at regeringen kun har de ambitiøse klimamål med i festtalerne og ikke i de egentlige handlinger.
Motorveje og industriarbejdspladser, landboforeningen mod levende fisk og håndværkere med egen bil. Det er fremtiden, ligesom det altid har været. Man skal bare være glad for vi har en så innovativ og progressiv regering. der kan fremtidssikre den almindelige dansker med en ny visionær finanslov. Det er faktisk genialt. Uddannelse og grøn teknologi er til gengæld noget hokus pokus.
Negative udledninger i 2050 ... ok, jeg giver "op", overskriften klimamålene versus menneskelig velfærd og de automatiske sikkerhedsnet, bliver de store tabere i kapløbet om hvem som kan være mest ambitiøs... men, at tale om at Co2 er den store synder viser blot hvor adskilt fra virkeligheden dem der skubber Net Zero-dagsordener er.
Kort sagt, hver milliard der bruges på den grønne omstilling kan også gøres op i menneskelige omkostninger, og her er det med klimamodellerne som det er med finansministeriets regnemaskine(r), algoritmerne udhuler med største glæde de sociale sikkerhedsnet for at få kan få mere.
@ Michael Borregaard
Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad du skriver. Kunne jeg få dig til at argumentere for dine synspunkter? Det ville være en fin service for dine læsere. Bl.a. så ville de få muligheder for at forholde sig til dine synspunkter.
@Søren
Lad mig starte med at sige, at kriterierne for anvendelsen af den samfundsmæssige diskonteringsrente blev ændret under Corona, hvilket indebærer at grønne projekter får lettere ved at bestå igennem regnemaskinernes nåleøje, så at tale om hvorvidt det er for dårligt at man ikke er en del af ØU, er en ligegyldig debat eftersom det er den samfundsmæssige diskonteringsrente som afgør om hvorvidt et anlægsprojekt slipper igennem nåleøjet eller ej. Humlen er den, at det faktisk er blevet sværere ikke at acceptere grønne projekter som rentable i regnemaskinerne.
For at udvide hvad jeg yderligere skriver, så burde overskriften klimamålene versus den menneskelige ret til at fare vel burde være den altoverordnet i debatten, læser man lidt op på det vil man vide at ordet klimaændringer blev "hot" da det blev præsenteret i publikationen: Den første globale revolution, af det Club of Rome, i 1991.
Dette er et citat hentet fra side 108: Behovet for fjender synes at være en fælles historisk faktor. Stater har bestræbt sig på at overvinde indenlandske fiaskoer og interne modsætninger ved at udpege eksterne fjender. Syndebukkens praksis er lige så gammel som menneskeheden selv. Når tingene bliver for vanskelige derhjemme, skal du aflede opmærksomheden ved eventyr i udlandet. Bring den splittede nation sammen for at møde en ydre fjende, enten en rigtig eller en anden opfundet til formålet.
På side 115: I sin søgen efter en ny fjende, der kan forene os, kom vi på den idé, at forurening, truslen om global opvarmning, læs klimaændringer, vandmangel, hungersnød og lignende ville passe til regningen. I deres helhed og i deres samspil udgør disse fænomener en fælles trussel, som kræver solidaritet fra alle folk.
Jeg benægter ikke at klimaændringer ikke sker, men, ordet, er alene en overskrift der som et frø er blevet plantet for de beregninger der ligger til grund er dybt fejlagtige. At eksempelvis fastsætte M til 100% i stedet for 70-74% gør at den menneskeskabte værdi i ESC-modeller gør at resultatet af klimaændringerne i regnemodellerne bliver varmere end hvad som faktisk sker. Et lignende eksempel så vi under Corona, her var SIR-modellerne for frivillig adfærd sat til omkring 60% i stedet for hvad frivillig adfærd faktisk burde have været fastsat til, 90-92%, at sætte værdien til 60% i algoritmen er en stor del af de fejlskud man så når det kom til præsentationer af infektioner og indlæggelser, de var dybt forkerte.
Såfremt du ønsker svar på hvad jeg mener med at hver milliard der bruges på den grønne omstilling også har menneskelige omkostninger der bør tages med i en algoritme kan jeg godt uddybe dette, herunder eksempelvis hvorfor vi ikke har set en temperaturstigning på 0,3k per årti som forudsagt i klimamodellerne.
UpS der skulle have stået @Mogens oven for, men @Søren, har du kommentarer fyrer du dem bare af...!!
Michael! - Du gør klimaproblemerne til "vores fjende". Men det er en fjende, vi selv har skabt. Derfor er det også kun os selv, der kan bekæmpe den.
Og det er dette, som hele debatten går ud på! - Så dine mange filosofiske bemærkninger kan højst bidrage til at forhale og latterliggøre den energipolitik, som vi andre forsøger at påvirke seriøst.
Så tilbage til artiklens emne: Lars Aagaard har viden på området, mens Dan Jørgensen var stædig, ensidig og næsten umulig at diskutere med.
Kære Holger
At du tager ordet latterliggøre i din mund er, beklager, svært at tage seriøst. Jeg skriver ingen steder, at vi ikke selv har skabt noget, at vi har skabt noget finder du netop i M-værdien 70-74%. Da jeg blev født udledte man i verden 20 gigaton Co2 sidste år udledte man cirka 37,5 gigaton, denne forandring fra 20 til 37,5 er sket på små 533 måneder, så "ung" er jeg, det er dog kun 70-74% som er menneskabt, det er med klimaændringer som enhver anden ligning den består af variable og dermed forskellige variationer der kan analyseres. Af de 37,5 gigaton der blev udledt sidste år var i øvrigt 12,1 udledt fra kul som den største emissions "forbryder".
At Lars Aagaard har viden inden for området er kun et plus, et plus oveni i det plus at man har ændret kriterierne for den samfundsøkonomiske diskonteringsrente, hvilket giver ham bedre vilkår end tidligere klimaministre havde før de 20ere vi lever I i dag. Mine holdninger til Dan, svarer i øvrigt til det du selv skriver.
Lad mig give dig et venskabeligt råd med på vejen samt ønsket om en god aften, pas på med fremover at bruge ordet latterliggøre, essensen af det er der intet konstruktivt over, det skaber kun for at blive i din egen analogi "fjender".
Hej Michael
Beklager mit sene svar, men jeg lagde ikke mærke til, at dit svar til Søren i virkeligheden var et svar til mig. Jeg opgav at læse det, fordi jeg ikke syntes, at det var særligt relevant for min kommentar. Derfor nåede jeg aldrig frem til rettelsen i din næste kommentar om, at dit indlæg var stilet til mig og ikke til Søren.
’
Nok om det. Af dit svar kan jeg se, at du er midt i 40-erne, vidende og belæst. Det kan godt være et handikap, hvis man vil holde styr på sine” strøtanker” og evt. videregive dem i skriftlig form.
Lader man bare tankerne flyde frit fra hjernen til tasterne, kan det godt fungere i et indforstået chatrum, hvis man kun vil vise sin irritation. Men i et seriøst debatforum er det et tegn på ligegyldighed overfor læserne, der med rette forventer en forståelig argumentation for nogle synspunkter. Men trøst dig. Vi er mange, der efter bedste evne må prøve at ”styre vores handikap”. Vi gør det bl.a. ved at give os tid til en forståelig, skriftlig formulering.
Jeg bruger i det følgende lidt tid og plads på at dokumentere, hvad det er, der går galt for dig, når du skriver, som du gør her. Det ville jeg aldrig have gidet, hvis du bare var en ”tumpe” uden noget på hjerte. Tværtimod er det min overbevisning, at du har noget at bidrage med, men du er nødt til at være omhyggelig med dit ”skriv”. Ellers er der igen, der tager dig højtideligt. Det er hvad jeg plejer at sige til mine børn, hvoraf den yngste er på din alder. Det har de taget til sig.
Gennem ”afkodning” af dit første indlæg, er jeg kommet frem til følgende:
Når du skriver ”overskriften klimamålene versus menneskelig velfærd og de automatiske sikkerhedsnet, bliver de store tabere i kapløbet om hvem som kan være mest ambitiøs… ” så mener du ikke – som du i virkeligheden skriver – at det er OVERSKRIFTEN, der er den store taber. Hvad du mener er sikkert, at når man sætter klimamålene op imod menneskelig velfærd og de sikkerhedsnet som velfærdsstaten spænder ud under os, så er det velfærden og sikkerhedsnettet, der bliver den store taber i kapløbet om at være meget ambitiøs.
Med dette synspunkt forstår man også bedre din følgende sætning: ”at tale om at CO2 er den store synder viser blot, hvor adskilt fra virkeligheden dem der skubber Net Zero-dagsordener er”. Du mener sikkert, at en meget ambitiøs klimapolitik negligerer virkeligheden, der efter din opfattelse er, at de ulykker, som drivhuseffekten på meget langt sigt kan medføre, er beskedne i forhold til hvad man kunne få af forøget velfærd, hvis man prioriterede dette i stedet for at sigte mod en nettoudledning på nul allerede i 2045.
Det er et synspunkt som efter min mening godt kan være korrekt på det nationale plan. Men det er slet ikke det, det hele handler om. På langt sigt taler vi om en mulig global klimakrise, og så mister dine synspunkter relevans, forudsat at vi bekender os til en global ansvarlighed.
Hertil kommer, at du – som jeg læser det -sætter spørgsmålstegn ved IPCC ’s mest sandsynlige prognose, der i år 2100 taler om en temperatur stigning på næsten 3 grader i forhold til tiden før industrialiseringen. Selv om jeg ved lidt om klimaforskning, har jeg ingen kvalificeret mening om dette tal. Men personligt mener jeg, at risikoen er så stor, at vi er nødt til en hurtig indsats.
Sidst i dit første indlæg skriver du, at ”her er det med klimamodellerne som det er med finansministeriets regnemaskine(r), algoritmerne udhuler med største glæde de sociale sikkerhedsnet for at få kan få mere”. Det tilføjer sådant set ikke noget nyt til dit synspunkt, udover at du giver klimamodellerne skylden for, at de, der har mest brug for det sociale sikkerhedsnet, komme til at betale til de få, der har glæde af vi bruger ressourcer på at modvirke klimaændringerne.
Det er vist at trække de smarte formuleringer lige lovligt langt. Afhængigt af hvor fintmasket man gør det sociale sikkerhedsnet, så vil der altid være et større antal, der får glæde af en vellykket klimaindsats, end antallet, der får glæde af det sociale sikkerhedsnet.
Og så til dit indlæg til mig/Søren. Dit argument med diskonteringsrenten giver jeg ikke meget for. Alle projekter/investeringer får glæde af en lavere diskonteringsrente. At det særligt er ”grønne” projekter, der får en lavere diskonteringsrente, har jeg ikke læst noget om. Men selv hvis jeg måtte have overset det, så mener jeg ikke at dit argument er holdbart.
Diskonteringsrenten for klimaindsatser er nemlig kun én ud af mange faktorer, man tager hensyn til, når man diskuterer i regeringens centrale økonomiudvalg. Derfor er debatten om klimaministerens medlem af det centrale økonomiudvalg ikke irrelevant.
Du kan med nogen ret godt glæde dig over det morsomme i at erstatte ”menneskets ret til velfærd” med ”menneskets ret til at fare vel”. Prisen er bare, at læseren bliver irriteret over, at en gættekonkurrence stopper læsningen og forståelsen af dit indlæg.
Din fortælling om, hvornår klimadebatten blev ”hot” tilføjer intet nyt- altså bortset lige din ”alternative” oversættelse af udtrykket ”fit the bill”. Det betyder i denne sammenhæng ”være tilstrækkeligt”. Du må da have undret dig over, at alle de nævnte ulykker som du nævner ovenfor, skulle ”passe til regningen”.
Det næste, du skriver, er symptomatisk for din udtryksmåde i denne kommentartråd. Du skriver: ”Jeg benægter ikke at klimaændringer ikke sker, men, ordet, er alene en overskrift der som et frø er blevet plantet for de beregninger der ligger til grund er dybt fejlagtige. At eksempelvis fastsætte M til 100% i stedet for 70-74% gør at den menneskeskabte værdi i ESC-modeller gør at resultatet af klimaændringerne i regnemodellerne bliver varmere end hvad som faktisk sker.
For at sige det ligeud. Det er noget værre sjusk. Først bruger du en dobbelt negation. Det betyder faktisk, at du ikke ville modsige et menneske, der mener, at der ingen klimaændringer er. Hvad du ville have skrevet var nok. ”Jeg benægter ikke at klimaændringer sker".
Det næste er en hård nød at knække, men måske lyder det efter ”afkodningen” sådan: ”Når man bruger ordet ”klimaændringer”, sår man et frø i folks bevidsthed. Det ”spirer” med nogle beregninger, der er dybt fejlagtige”.
Herefter går det helt galt. Du skriver: ”Fastsætte M til 100 % i stedet for 70-74 %”. Man skal nærmest være synsk for at finde ud at, at du hermed mener, at kun 70-74 procent af stigningen i CO2udledningene er menneskeskabt. Hvis de da ellers er det, du mener. Og hvis læserne når så langt – hvor har du så tallet 70-74 pct. fra?
Umiddelbart efter introducerer du uden videre ”ESC-modellerne”. Efter at have googlet nogle minutter, har jeg flere morsomme forslag til, hvad det kunne betyde. Det vil jeg spare dig for, men men måske kunne du fortælle lidt om, hvilke ESC-modeller, du tænker på.. Det kunne da være, at det refererede til nogle specifikke klimamodeller.
Din afsluttende bemærkning skræmmer mig lidt. Du mener tilsyneladende, at hver milliard, der bruges på den grønne omstilling også har menneskelige omkostninger, der bør tages med i en algoritme.
Ærligt talt så er jeg skrækslagen over, at nogen vil skrue menneskelige velfærdsomkostninger ned i en algoritme, der vil veje dem op mod omkostninger ved klimaændringer. Så får vi da med nogle få tal skabt noget volapyk, der vil få befolkningerne i hele verden til at ryste på hovedet.