Den 25. juli 2022 lagde Zaid Khan, en 24-årig it-ingeniør fra New York, en video op på det sociale medie TikTok, som siden er blevet set flere millioner af gange. Mange steder i verden refereres der i dag til den, når ledere, fagforeninger og arbejdsmarkedsforskere diskuterer, hvad det gode arbejdsliv egentlig er.
I den blot 17 sekunder lange video, hvor Zaid Khan taler hen over billeder fra New Yorks metro og gader, fortæller han, at han for nylig lærte begrebet Quiet Quitting at kende. Modsat hvad navnet kunne indikere, handler det ikke om at sige op: Man går stadig på arbejde og gør de ting, man får løn for, men så heller ikke mere end det. Man neddrosler sit engagement, stopper med at gøre en ekstra indsats for sin arbejdsplads, og måske kan man bedst definere det som en slags mental udtjekning.
Nå nu regeringen så gerne vil agere chefer for os alle sammen - og blande sig i arbejdstiden/presse endnu mere arbejdskraft ud af "deres" befolkning...
... så KUNNE det måske tænkes, at en væsentlig del af befolkningen ville reagere på netop denne måde, ikke...?
Og så er det jo ret smart på forhånd at have åbnet for mere billig/velvillig udenlandsk arbejdskraft.
I øvrigt er der en slående lighed mellem denne og forrige regerings politik - og tankesættet i Åndssvageforsorgens institutioner: Kuren mod alt uden for de regelrette regneark, lige fra uønskede tanker til uønsket bosætning og formering, er MERE ARBEJDE I LÆNGERE TID!
https://www.dr.dk/drtv/se/et-sted-to-verdener_-anstalten-1932_336963
Denne præsentation "’Quiet Quitting’. Her stempler medarbejdere ud mentalt og gør kun det, der som minimum forventes af dem." fik mine tanker til at vandre tilbage til en kollega, der for tolv-femten år siden formulerede det samme sådan: "Chefen bestemmer min månedsløn - jeg bestemmer min timeløn!"...
Jeg skal tilføje, at selvsamme kollega var knalddygtig til sit arbejde, og virkelig flyttede noget. Men han var også bevidst om rammerne for sin jobaktivitet.
Kort tid efter forlod han iøvrigt foretagendet, fordi der var for få og små udfordringer!
Der er mange, som hader deres job og på sin vis er de i deres gode ret, Jobbet står i vejen for megen selvudfoldelse. Selvom man får løn, så er man jo en eller andens slave fra otte til fire. De fleste gør jo ikke det de har lyst til, men det nogen anden forlanger af dem. Fra otte til fire er du jo bare et værktøj, som anvendes til at løse alle andres problemer og så får du i forvejen ikke løn som fortjent, men skal misbruges til at skabe et overskud til chefen, som ikke selv gider at tage fat i bolledejen, men blot vil tuv sidde på sin pind og fortælle alle andre hvad de skal. Mange har sikkert prøvet at blive sat til meningsløs, hvis ikke ligefrem selvdestruktiv aktivitet, med det eneste formål at danse efter chefens pibe. Man tænker i sit stille sind, hvad har idioten nu fundet på og stempler så mentalt ud, men man venter på klokken, så man igen kan begynde at leve lidt.
For omkring 10 år siden arbejdede jeg i en ordinær funktionær stilling og tænkte, hvad der mon ville ske ved at jeg bare gjorde som om jeg arbejdede uden at gøre noget i en måned. Gå rask op og ned af gangen med en bunke papirer under armen og se energisk ud som eneste indsats :-) Bort set fra et par must-do ting, som kunne gøres på et par timer for ikke tvangsmæssigt at falde op. Efter kort tid opgav jeg foretagenet. Ikke fordi det ikke var muligt, men fordi det var kedeligt.
Men grundlæggende skal man ikke arbejde gratis. Hvis man skal yde mere, end lønnen man bliver betalt, ja så skal der naturligvis mere i løn til. I hvert fald, hvis man arbejde på B holdet. A holdet arbejder ikke. De ejer kun. Og C holdet skal bare arbejde i det "moderne" konkurrence Danmark. Og jo hårdere C holdet arbejde, jo mindre får de i løn. Hvis Zaid Khan havde arbejdet på C holdet hos Amazon som lagerarbejder i New York var han blevet smidt ud inden en uge ved at arbejde efter Quiet Quitting princippet. For her er hvert et sekund overvåget af din dag gennem den software, der styre lagerets aktiviteter. På storskærme kan alle følge med, hvem der er flittigst med billeder af ugens medarbejder. Og på chefens kontor popper der hele tiden meldinger op fra systemet, hvis der er en, som ikke opfylder normen. Sådan foregår det også på lagerne i Danmark. Kan du ikke opfylde kvoten og normen er det ud af klappen.
I det "moderne" Danmark er du som kontoransat også totalt overvåget i dag gennem f.eks. Microsoft Office. Systemet overvåger alle dine aktiviteter foran skærmen. Og når du arbejder hjemmefra. Ingen mulighed for ekstra tissepause længere. Alle taste anslag gøres op fra du har tjekket digitalt ind kl. 08.00 til du tjekker digitalt ud kl. 16.00. Her fungerer Quiet Quitting ikke.
Inden for IT branchen er der et opgør på vej hos de helt store drenge i butikken som f.eks. Apple, Facebook og Google. Her er der dukket tanker op om et opgør mod alle de frynsegoder og virkelig høje lønninger der gives for en relativ indsats. Indtil nu har der kun været fokus på, hvordan man skaffer den bedst kvalificeret arbejdskraft ved at tilbyde ekstraordinære løn- og arbejdsforhold. Men efterhånden er der mange højt kvalificerede IT medarbejder verden rundt. I Indien f.eks. uddannes der 10.000 vis højt uddannede IT folk, som finder arbejde verden rundt. Og startskuddet til den udvikling har Elon Musk lagt efter han har opkøbt twitter. Musk har ganske enkelt meddelt de ansatte de ikke længere skal møde på arbejde før han siger til. Samt at de fremover skal arbejde langt mere for samme høje løn. Og vil de ikke bliver de gået. Hvem vil lige undsige en million løn når man har store økonomiske forpligtelser til terminer, collage til børnene, sygesikring og meget meget mere, når selv den halve løn er høj?
'Gør din pligt og kræv din ret' er et godt slogan. På mange jobs føles arbejde som en pligt og løn og goder er rettigheder.
At der er en vis arbejdsglæde ved de fleste jobs skyldes nok vores natur og glæden ved det sociale udbytte.
Spørgsmålet er: hvorfor stoppede kampen for bedre vilkår, mere demokrati på arbejdspladsen, bedre arbejdsmiljø, mindre nedslidning? Hvorfor holdt mange op med at tage sig selv så alvorligt, at de bestemte sig for, hvad de gerne ville i deres arbejdsliv, i stedet for, hvad de var nødt til?
I bund og grund vender det system, vi fik tilbage, fordi vi og organisationerne gav, eller blev tvunget til ta give, slip på en udvikling, der favoriserede det nødvendige og det tilfredsstillende - især igennem udvikling af teknologi, der gav større og større frisættelse. Vi kunne jo have gjort noget andet, for det var i den periode, lønmodtagerne stadig mest blev ejere af danske virksomheder fremfor for blot anonyme investorer i 'hvad som helst, der gav mest muligt i afkast'. Også den mulighed for over tid at demokratisere arbejdsmarkedet blev opgivet, fordi globaliseringen gjorde det muligt i højere grad at afløse basale krav til livet med enorme eksportindtægter, men også indtægter på import af billigt fremstillede produkter i lande, der ret beset burde have keret sig mere om en udvikling til fordel for deres egen befolkning end en genopførelse af den tidlige industrialiserings mareridtsforestilling.
Quiet Quitting er ikke noget nyt fænomen, men det har gennem tiden været grebet lidt forskelligt an. Mange husker sikkert "arbejde efter reglerne!" aktioner og hvad det nu ellers har været kaldt.
Jeg vil gerne male elefanten i rummet op: Det er hele arbejdslivet, den er gal med. Tanken om at man afleverer sin suverænitet og selvbestemmelse til en virksomhed/en chef/et team i 8 timer om dagen i konkurrence med andre mennesker, som også vil have mulighed for at aflevere 8 timer om dagen MOD AT FÅ LOV AT LEVE I FRITIDEN og betragter det som en selvfølgelighed... hvor gik det dog galt for os.
Nogle spørger hvordan det kunne gå så galt. Mit bud er at “vi” fik det lidt for godt og derfor mente at vi ikke længere havde brug for en fagforening. Nu havde vi fået det vi ønskede. Et hus, en bil, moderne bekvemmeligheder og fine rejser til det store udland. Så kunne man spare den dyre udgift til fagforeningen.
I dag står mange fagforeninger svækket over for arbejdsgiverne. En del vælger at stå i de gule fagforeninger, men set herfra er det det samme som ikke at være i en fagforening. Unge mennesker jeg taler med, kan ikke se hvad det skulle gavne at betale så mange penge til en forening og så få så lidt igen. Problemet bider sig selv i halen. Skal fagforeningerne (igen) have magt, skal vi være mange - skal flere kunne tro på at det nytter, skal fagforeningerne skaffe bedre resultater!!
Men jeg tror at skal der igen være balance på arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at have gang i fagforeningerne igen. Vi skal stå sammen. Det er lykkedes arbejdsgiverne at splitte os, nu må vi samles igen - før det går helt galt. Se ud i verden hvor galt det kan gå……!!!!
Jeg ser at det begynder at pusle i undergrunden i USA, flere store virksomheders medarbejdere prøver at organisere sig. De store virksomheder bekæmper det med næb og klør, selv Apple prøver at bekæmpe fagforeninger. Apple som jo ellers på så mange andre områder prøver at være “de gode”.
Jeg håber at den danske arbejder når at vågne op og får sig meldt ind i en rigtig fagforening, så vi kan undgå at komme tilbage til feudalsamfundet.
God kamp!
Preben Wilkens, jeg er meget enig i det du skriver omkring fagforeninger. Men kikker du mod Tyskland, så er tilslutningen til fagforeninger faldet drastisk efter HATZ reformerne tog sin begyndelse i starten af 00'erne. Før den tid var der en høj organiseringsprocent i Tyskland for alle lønmodtagere. Men HATZ reformerne kastede millioner af tyskere på C holdet ud i fattigdom. Der blev set lønninger på under 5 euro i timen som konsekvens af nedskæringer af sociale overførelsesindkomster og dagpenge. Mange på det hårdt ramte C hold begyndte af melde sig ud af fagforeningerne for at kunne overleve økonomisk. B holdet er stadig stærkt organiseret i Tyskland og har derigennem løn- og arbejdsforhold som vi kender det fra Danmark, hvor C holdet endnu er godt lønnet. Særligt set i forhold til Tyskland. Men i Tyskland har udviklingen været politisk bestemt, og ikke af fagforeningerne, gennem HATZ reformerne. Og nu vil den her nye SVM centrum-højre regering ligeledes lave om på overførelsesindkomsterne. Og en ting er helt sikkert. Kontanthjælpsmodtagere får 100% ikke flere penge til rådighed gennem den øvelse. Tværtimod. Og det er de sociale overførelsesindkomster, som lægger den bunden for lønninger i Danmark. Uden dem ville C holdet i Danmark have et løn niveau som i Tyskland. Og det er så meget vel den vej det kan komme til at gå i Danmark med alle de reformer denne her regering vil indfører, nu hvor Socialdemokratiet går imod deres egne værdier og politiske grund formål og nærmest modarbejder fagforeningerne.
Vi har ikke de gode lønninger i Danmark fordi vi har nogen ekstraordinære flinke arbejdsgivere. Men fordi vi har haft et stærkt Socialdemokratisk engagement. Indtil d. 14. december 2022. Her slutter den historie. For uden Socialdemokratiets sociale engagement vil lønninger for de lavest lønnede rasle ned som det skete i Tyskland. For hvorfor skulle det går anderledes i Danmark nu hvor vi skal være som alle andre i konkurrence Vesten.
I Tyskland har man siden HATZ reformerne indført en politisk bestemt mindste på 8,50 euro pr. time for ca. 10 år siden. Den er vist på 12 euro nu. Men stadig langt under det danske C holds lønniveau.
Hvad de unge angår, så stemmer de på Liberal Alliance bare fordi de ser formanden danser og spiller en sjov figur. Konsekvenserne aner de intet om. De er jo vant til at få alt serveret af Mor og Far 24/7.
@preben wilkens
Hvis nu fagforeningerne - altså de traditionelle - ikke var stoppet ved ligegyldige købsrabatordninger, gentagne små overenskomstforbedringer og et blindt øje til forholdene for dem uden arbejde osv, men havde holdt et stærkt og uafvendeligt fokus på beskyttelse og forbedring for alle dem, der må overleve ved lønarbejde og/eller hjælp fra staten kan det være flere ville bakke op om fagforeningsideen.
En tandløs fagforening uden mod og kraft når nok ikke så bredt ud.
Der er noget, jeg ikke fatter i forhold til quiet quitting i USA.
Som jeg har forstået det, er arbejdsforholdet defineret, som kræft, trit og retning. Man laver kun det, man får besked på og når det er lavet venter man på en ny ordre. Dvs. man tænker ikke selv og viser ikke iniativ.
Modsat det, har danske arbejdere meget selvbestemmelse og går også selv i gang med en ny opgave.
Derimod forlanger amerikanske arbejdsgivere loyalitet og påstår de er allesammen del af en familie. Ligeledes forventes det, at arbejdstagere agerer efter det og lægger følelser og tid i det, som ved en familie.
Realiteten er, at familienloyaliteten overfor arbejdstagere ender ved bundlinjen. Sådan behandler man ikke sine familiemedlemmer og det er psykisk hårdt, at være udsat for.
Så jeg har mere forstået det, som at quiet quitting er en bevidst afkobling af familiekravet, for at bevare din mentale sundhed.
Man har kunnet se amerikanske arbejdsgiveres kæft, trit, retning holdning udfoldet ved Esbjerg fodboldklub, hvor en tysk træner kolliderede (Peter Hyballa) med dansk mentalitet. Ifølge de amerikanske ejere var det fodboldspillerne, der var problemet. De havde ingen rettigheder og skulle bare følge ordrer. Relevante eller ej.
Men der er jo andre ting, der skete: f.eks. at udviklingen på en lang række byggepladser reelt førte til, at ledighedsdage pga. vejrlig bortfaldt, så meget færre fik brug for at benytte a-kassen løbende; for første gang siden middelalderen forsvandt retten til beskæftigelse indenfor den profession, man havde opnået ekspertise indenfor - uden en medfølgende ret til i det mindste en anstændig omskoling med det udmærkede instrument, vi har haft i årtier, der hedder revalidering.
Jesper Johannsen, der er ikke meget godt at sige om HARZ4, som det hedder; men der er i hvert fald en afgørende ting, som danske politikere simpelthen ikke har taget ansvar for, til dels på grund af andre yderst skadelige sider af liberaliseringen: man er sikret sin bolig.
Siden Lykketoft ret misforstået indførte beskatning af socialhjælpen og vi senere fik en uskøn buket evighedsblomster af vildskud fra den grundlæggende genindførelse af arbejdspligten. Befolkningen har kastet deres magtmidler på jorden, der på baggrund af solidaritet rent faktisk kunne holde en balance og grundlæggende forhindre eksistensen af fattigdom, hvilket var Socialdemokratiets objektive mål fra 60erne og frem. Men det er jo ikke nemt, når vælgerne falder fra og politikerne, især i Socialdemokratiet, ikke længere har nogle repræsentative bindinger, men kun en meget opportunistisk vilje til at styre, som man nu kan efter forholdene.
- men mekanismen bag er jo også det evige vækstkrav, hvor man fjerner rettigheder for at opnå 'fremskridt'. Det er ikke længe siden, at vi havde politikere, der ville botanisere i menneskerettighederne, fordi de var noget så ubekvemme i forhold den politik, man ønskede at føre. I det hele taget har politikerne i mange år med flid - og held - forsøgt at smyge ansvaret for ført politik af sig; men det er selvfølgelig værre med en teknokratisk embedsmandsklasse, der med de samme, gamle, ødelæggende indsatser forringer vilkårene for mange af borgerne - og giver politikerne skylden, fordi det er dem, der sanktionerer. Der synes at være masser af eksempler på, at indsatserne under coronaen under embedsmændenes udmøntning af aftalerne blev kraftigt forringede og nærmest ubrugelige for de borgere, der skulle have nødvendig hjælp.
På arbejdsløshedsområdet - og i forhold til sociale indsatser - er balancen imellem at have løse ansættelsesvilkår og rettighederne, når et arbejdsforhold ophører, fuldstændig kammet over, og det er, efter min bedste overbevisning, hovedårsagen til lønmodtagernes politiske svækkelse.
Vi er alle i prækariatets vold!!
Fagforeningerne i dag agerer til forveksling som dem, de skulle være i opposition til.
En gang sejrede de ad helvede til - godt!
I dag er det nærmere ad helvede til - dårligt.
Den grundlæggende problemstilling for udsatte mennesker i alle verdens lande er vel, at dem, der har pengene, magten og våbnene laver lovgivning til kun deres egen fordel.
Arbejdsgivere må vel betragtes som en del af denne mængde.
@Jesper Johannsen:
"Vi har ikke de gode lønninger i Danmark fordi vi har nogen ekstraordinære flinke arbejdsgivere. Men fordi vi har haft et stærkt Socialdemokratisk engagement. Indtil d. 14. december 2022. Her slutter den historie."
Jeg vil nok mene, at vi ikke har haft det siden i hvert fald 2001. Det er bestemt ikke et nyt fænomen, at Socialdemokratiet har forladt de socialdemokratiske værdier.
Men hvem får egentlig gavn af et stille og individualiseret oprør?
Øhhh, individet, f.eks.
Mikkel Schou
08. januar, 2023 - 19:35
Hvis der er mange nok, tror jeg, "nogen af Bestemmerne" vil begynde at undre sig - og måske kunne der være en enkelt hist og pist, der også vil begynde at tænke sig om.
Og hvis ikke, vil den nedsatte aktivitet og produktion vel komme klimaet til gode...
Det handler i bund og grund om magt versus en stigende afmagt.
Mantraet om den evigt saliggørende vækst visner stille men sikkert hen…..
Vi ligger i overhalingsbanen og den nye regeringen har øget hastigheden…… meningsløsheden er nærmest af monstrøse dimensioner…
De folkevalgte er formentligt drevet af mange ting, men visionerne udebliver.
Personligt tænker de klassiske normer vil blive udfordret ganske kraftigt det kommende 10 år…….
Frankrig bliver en interessant størrelse at følge…
Danskerne er primært pligtopfyldende og en smule tandløse… ja vel tenderende til kedelige….
Vi Lever vel med det….
@Inge Pedersen Som jeg forstår arbejdsmarkedet i usa, hvor jeg har været lønslave i et kvart århundrede, så er der flere grelle forskelle fra andedammen:
- Du brænder broer meget permanent. En rå tone, hvor man bider af hinanden og bliver venner igen, er almindelig i danmark, men i usa er der ingen advarsler. Hvis en chef en gang går over stregen, er karrieren muligvis færdig for chefen, og ligesådan for en slave.
- "Middelklasse" er der, hvor midten af pengemængden er, ikke midten af befolkningen. De fattigste 80% er ikke middelklasse, og har grundlæggende en verden af kæft-trit-og-retning.
- Hvis man som dansker er vant til at blive respekteret for korrekte facts, og hvis man er super høflig, og ser pæn ud (fuckability gælder desværre begge køn), så kan man måske snyde sig til en lille smule respektfuldt samarbejde med ledelsen.
- Selv små virksomheder under 100 ansatte skelner imellem "person in charge" der har menneskerettigheder, og de 90% uden rettigheder af nogen art.
- Loyalitet er noget slaverne skal demonstrere. Der er NUL forventning om sandfærdighed af information fra ledelsen og ned. Ligesom en betjent kan lyve for de civile, har ledelsen fuldkommen ret til at lyve for ikke-ledende medarbejdere.
- Den respekt du modtager, defineres af dit løntrin. Jeg har mindre end nul interesse eller talent for management, men fordi jeg får lidt mere i løn, så forventes jeg som nyansat at tage management-hatten på, overfor min makker, der har ti års erfaring. Latterligt. Jeg vil naturligvis gøre mit bedste, men det føles lidt som Hugh Laurie i Avenue 5...
- Det er naturligvis positivt, at alle skal optræde respektfuldt, også på en dårlig dag, og også overfor de medarbejdere, der helt klart ville gøre virksomheden bedre, hvis de for helvede fandt et andet arbejde. Men nogle gange savner jeg den lidt mere kontante tone, hvor man kan skabe sig arrigt, og derefter blive gode venner igen...
Med den virkelighed in mente, så synes jeg det er meget fair at nogle vælge at quiet-quitte, hvor de beslutter sig for en specifik indsats, og parkerer deres naturlige loyalitet, i erkendelse af at virksomheden slet ikke er loyal overfor slaver. Jeg har det personligt bedre, hvis jeg kan begejstres over opgave, ligesom et puslespil eller en strikke-hue, og jeg er helt OK med at jeg ikke får en eneste krone for ekstra arbejde.
Hvis I er interesserede i de forskellige ledelskulturer rundt om i verden, så er det Geert Hofstede i skal google:
https://www.google.com/search?client=firefox-b-d&q=geert+hofstede+cultur...
... siger én, der har arbejdet med ledelse i rigtig mange forskellige lande (og kontinenter)
Læs også min bog om de samme fænomener: Udbrændthed - bryd den onde cirkel.
Slow down er kendt siden industrialderens begyndelse som en reaktion mod udbytning og despoti.
Mere demokrati i arbejdslivet er vejen frem istedet for individuelle strategier. Men indtil da kan alle midler være nødvendige for at passe på sig selv
Læs også min bog om de samme fænomener: Udbrændthed - bryd den onde cirkel.
Slow down er kendt siden industrialderens begyndelse som en reaktion mod udbytning og despoti.
Mere demokrati i arbejdslivet er vejen frem istedet for individuelle strategier. Men indtil da kan alle midler være nødvendige for at passe på sig selv
Jo cheferne skal nok opdage fænomenet quiet quitting.
Men mon medarbejderne forstår konsekvensen ?
Mon ikke disse medarbejdere bliver forbigået, når der næste gang skal gives individuelle lønforhøjelser.
Og så skal vi nok høre Quiet quitting ansatte klage
Dette kun en konstatering og ikke en for eller imod kommentar