Ordet fascisme er blevet så misbrugt en term i folkemunde, at det efterhånden kan synes at have mistet betydning.
Menes der Mussolinis Italien, Hitlers Tyskland, Francos Spanien, Salazars Portugal eller Pinochets Chile? Altså autoritære eller totalitære samfundssystemer.
Eller taler vi snarere om en moderne afart, altså nyfascisme? Og er det monstro den rette beskrivelse af Giorgia Melonis højrenationale regering i Italien, der tiltrådte ved 100-året for fascisternes march mod Rom?
Da jeg boede i Italien i slutningen af 1970’erne, rumsterede fortidens fascisme stadig i folks bevidsthed. I årene forinden havde der været flere bombeattentater mod civile mål, angiveligt gennemført af fascister. Gadekampe mellem det militante nye venstre og nyfascister var ikke nogen uhørt begivenhed.
Ja det er væsentligt nemmere at definere, hvad en nazist er for en dims, end hvad en fascist er.
Der er også de sjove begreber "repræsentativt demokrati" og "populisme". Det ene er godt og det andet er skidt? Hvad vil det sige at være populist? At man som folkevalgt prøver at tilrette ens politik til folkets ønsker og behov? Der findes også andre definitioner, som gør det nemmere at bruge populist som et skældsord.
Hvad er en terrorist? Var frihedskæmperne i Danmark under Anden Verdenskrig terrorister?
Specielt medierne gør sig ofte skyldige i at bruge ord de færreste reelt forstår betydningen af. Hvis du tror jeg tager fejl, så find et stykke papir og en blyant og prøv at skrive en kort definition (som til en ordbog) af følgende begreber (uden at slå ordene op!) :
Politik
Økonomi
Kærlighed
Bæredygtighed
Inflation
Æstetik (eller smuk)
Kultur
(Det må være rigeligt til at starte med)
Ordene "fascisme" og ”fascist” benyttes i dag i langt de fleste tilfælde udelukkende som skældsord af mennesker, som ikke kan lide en anden politik end den, de selv mener er den rigtige. Ordene har desværre lidt samme skæbne som flere andre, f.eks. apartheid og, i nogle tilfælde, nazisme.
Nogle prøver at legitimisere brugen af dem ved at tilføje et ”neo-” med begrundelsen, at de ”ligner” fascisme, nazisme og apartheid. Disse forsøg har næsten alle det problem, at de kun kan retfærdiggøre deres sprogbrug ved (med vilje) at ignorere nogle af de væsentlige træk, som var vigtige kendetegn ved de oprindelige ideologier.
Vores sprog er så rigt, at det ikke burde være nødvendigt at bruge den slags billige tricks. I værste fald kan det vildlede dem, som ikke ved, hvad fascisme, nazisme og apartheid reelt stod for, og hvad deres ofre blev udsat for.