Min far er en jysk mand i 50’erne, men siger ting som »ved du godt, hvor mange kalorier der er i rugbrød?«, og at han ikke må få for meget frugt, fordi der er så meget sukker i. Jeg har lyst til, at han ikke skal have en spiseforstyrrelse, for det er jo dårligt for ham og hans omgivelser. Kan jeg hjælpe ham på en måde, hvor vi ikke ryger i totterne på hinanden? Jeg er 29 år og bor i København. Min far har – trods spiseforstyrrelsen – indtil videre ikke haft succes med at tabe sig markant.
— Datteren
Svar I:
At afstå fra rugbrød og holde igen med frugt kan vel knap kaldes en spiseforstyrrelse. Hvis din far gerne vil tabe sig, lyder det som en helt fornuftig disposition. Stik imod den almindelige antagelse, at det er fedt, som feder, er det faktisk kulhydrater, der er den store skurk, da de nedbrydes hurtigt, og man hurtigt bliver sulten igen, mens fedt nedbrydes meget langsommere og derfor mætter bedre.
Hvis du vejer for meget og ønsker at tabe dig er der kun en vej frem og den består to elementer: (1) sund kost og (2) motion. Uden det ene duer det andet ligesom ikke og det sidste kan ofte være nøglen til det første.
Grundlæggende er det lige meget om du begynder det ene eller det andet sted, bare du kommer igang. Hvis du i almindelighed ikke er særlig glad for forandringer, således at du med et moderne udtryk ikke er særlig "forandringparat", så prøv med ganske små ændringer i dine spise og motionsvaner (hvis du overhovedet har nogen) - alene det at spring et par af de små snaks over, kan være en god begyndelse. Bare det at komme igang er utroligt vigtigt og det værste du kan gøre er at overdrive, altså at have for store ambitioner, for så risikerer du at opnården modsatte effekt, nemlig decidereet afsky for sund kost og motion - og det ville jo være ærgerligt.