I den velkendte knudrede prosa fremsatte Habermas i sidste uge et »forsvar for forhandlinger« i forhold til krigen i Ukraine i denne avis. Habermas’ pointe er forholdsvis enkel: For det første er fred og forhandlinger at foretrække frem for krig. Og for det andet er forhandlinger uden viljen til kompromis meningsløse. Med andre ord: Hvis vi skal forhandle os frem til fred, bliver vi også nødt til at give noget til Putin – der må findes en vej til at undgå, at han »taber ansigt«, som andre har formuleret det.
Som Informations Mathias Sonne skriver om Habermas’ artikel, er det imidlertid usikkert, hvordan Habermas’ position reelt skulle tage form i praksis, eftersom Habermas også siger, at udgangspunktet må være, at der ikke skal afstås noget territorium til Rusland. Putin har jo allerede annekteret ukrainsk territorium.
Habermas´og diskursetikkens insisteren på den herredømmefri diskussion er lige så lidt bare en "forhåbning", som Immanuel Kants påpegning af at det er moralsk forkert at lyve bare er en forhåbning om at sanddruhed er bedre. Lige så lidt som Kant bildte sig ind at hans påvisning af "moralloven i os" ville få os til at opføre os moralsk rigtigt, hævder diskursetikken at dens ideale principper vil få mennesker til at opgive at få magten i eller over diskussioner.
Pointen er derimod at selv om jeg opnår at gennemtrumfe min vilje og opfattelse i en diskussion om hvad der skal gøres, så medfører det ikke at den påfølgende handling er den bedst tænkelige. Sandsynligvis tvært i mod, siden jeg ikke har kunnet overbevise modparten. Vi kender vel alle fra vores eget liv at have udmattet modparten og at have fået "ret" i noget, der så viste sig at være det dårlige valg - med påfølgende forlegenhed.
Som bekendt brugte sejrherrerne efter Første Verdenskrig deres suveræne ret til at gennemtvinge versailletraktatens ydmygende betingelser over for Weimarrepublikken - og medvirkede derved til at skabe grundlaget for Anden Verdenskrig. Det er sådanne processer Habermas vil at vi skal bestræbe undgå, og så er det jo ikke til meget glæde hvis nogen får ret i at det er umuligt.
CfVA skriver: "Skåret helt ind til benet formulerer Habermas’ filosofi om kommunikativ handlen en forhåbning, som er yderst appellerende for mange af os. Hvilken forhåbning er der tale om? Forhåbningen om, at mening giver mening. " Det er her Habermas' antropologi svigter ham. Mening opstår ikke (kun) af mening. Men af den måde hvorpå man er linket/lænket til det nødvendige samfundsmæssige arbejde. Det er hans immaterialisme der forfører ham. Samme som i 70'erne fik ham til at sondre mellem arbejde og interaktion og give den sidste selvstændig magt over den første. Et forsøgt opgør med marxismen.