Landskabet var ved at tø op, og dets vand drev ned ad bakke. Vi gik langs vandløb, og det ene barn klatrede op på en stor sten og proklamerede: »Jeg har nu mindre tyngdekraft.«
Det andet barn spurgte hvorfor.
»Fordi jo tættere på Månen man er, desto mindre tyngdekraft har man!«
Jeg måtte smile. Snakken kom af, hvorfor vandet ikke løb op ad bakken.
Vi kom ned til noget, der på denne årstid mindede om en sumpskov. Vandløbet flød ud, børnene søsatte en lille klump mos og to grene ved en gangbro, og vi nærmede os søkanten.
Søbredden studerede de på knæ med pinde og grene, de sad på græstuer, der var løftet som hævede hager over vandkanten, og mosser, der er våde som badesvampe. Jeg satte mig på en stor sten, søen var froststille uden at være frossen, den spejlede landkanternes og øernes farver.
»Stilheden er ikke fuldkommen. Vandet taler,« skriver den skotske forfatter Nan Shepherd.
Hvad mon søen har at fortælle?
Prøv at finde Carl Ewald's "Den stille sø". Titlen er let ironisk. Der er alt andet end stille i dén sø. Bogen hedder Eventyr i udvalg (Gyldendal) og er forrygende læsning.