Den lille sol i den mørke morgen

Hjemme består min morgenmad af grød, yoghurt og en enkelt appelsin, og netop den appelsin glæder jeg mig til allerede ved sengetid. Sådan er det på denne tid: Den er som en lille sol i morgennatten.

Her i Andalusien, hvor jeg besøger min mor, hænger de overdådigt på træerne i disse måneder. I min mors finca er der et par appelsintræer, men resten er citrontræer, der dog engang var appelsintræer, men som blev podet med citroner, da der ikke længere var brug for appelsinblomsterne til parfumefremstilling. I nogle af træerne kan man endnu finde en gren med appelsiner, og det er et finurligt frugtfletværk.

Vores oplevelse af årets sæsoner – og hvad vi måske finder lidt livskræfter, nydelse eller betydning i – knytter sig ofte til landskaber langt fra, hvor vores hverdagsliv udfolder sig. Denne almanak må derfor også indeholde en vinterfrugt, der er blevet kulturelt integreret og findes i den danske grøntafdelings sæsonsortiment.

Jesse Jacob

I Andalusien høstes appelsiner i vinterhalvåret, og Spanien er en af Europas største producenter. I rækker spreder appelsinplantager sig over enorme flader og stejle terrasser. Her har været dyrket appelsiner i over 2.000 år – og på mange måder – men plantagerne har aldrig været større. Nogle vil beskrive dem som en art ny natur, men hvorom alting er, er de et kulturlandskab med en lang og kompliceret plante-menneske-historie, som undertiden kan få en næsten monstrøs karakter: fordi fremstillingen af appelsinjuice – ’frisk’ eller fra koncentrat – fik appelsinproduktionen til nærmest at eksplodere efter Anden Verdenskrig. Og det fik, ligesom mange andre industrialiserede fødevarelandskaber, en gennemgribende betydning for landskaberne.

Nutidens konventionelle appelsinproduktion kritiseres for dens stigende brug af insektdræbende midler, de negative miljøkonsekvenser ved monokulturel dyrkning, kemisk overfladebehandling, et stigende vandforbrug på grund af klimaforandringer og plantagestørrelse samt alt for ofte alt for dårlige arbejdsvilkår for plukkere (og træer).

I Informations almanak retter kulturgeograf og ph.d. Emmy Laura Pérez Fjalland opmærksomheden mod et lille stykke natur, som det udfolder sig på dette tidspunkt af året. Hun trækker kulturhistoriske tråde gennem landskaberne, videnskaben og filosofien og viser, hvordan vi er blevet formet af den verden, der omgiver os. Med forslag til små ’meditationer’ giver almanakken også inspiration til, hvordan du selv kan genopdage den nære natur.

Jesse Jacob

Nye forhold

Appelsiner tilhører slægten citrus og vokser på stedsegrønne træer og buske. De er træernes frugt, og har en læderagtig skræl, der holder på både af svulmede safthår. Appelsiner tilhører en slægt, der nemt muterer og danner hybrider, og der findes i dag hundredvis af sorter.

Appelsiner menes at have deres genetiske oprindelse i de tropiske områder i Asien, især den malaysiske øgruppe. Appelsinkulturen spredte sig sandsynligvis til Kina og Indien for omkring 4.000 år siden, hvor træet blev dyrket og forædlet. Derfra til Afrikas østkyst, til den østlige middelhavsregion, til det nuværende Sydeuropa og senere til Amerika.

Med tiden, som følge af handlende og migrerende, rov, rejsende og togter, blev appelsinerne spredt rundt omkring i verden, hvor træet og frugter har indgået nye forhold. I Californien diskuterer de nu, hvorvidt appelsinplantagen er et bevaringsværdigt landskab – en appelsinarv, der jo også handler om slavehistorie, imperialisme, industrialisering, globalisering, og hvad der mon må komme herefter …

Svimlende landskab

Indtil 1975 lå her i min mors del af Andalusien en fabrik, der fremstillede olier og essens af appelsinblomst – og krudt af skrællen. Fabrikken var størst i 1930’erne, og området gik under navnet Valle del Azahar – Appelsinblomstdalen.

Blomsterne har siden oldtiden været brugt som duft, olier og te, og navngivningen – Azahar – vidner om, at det var maurerne, der tog appelsiner og andre citrusfrugter med til Andalusien.

Træerne udgjorde en vigtig del af den mauriske landskabsarkitektur, og deres vandingssystem gjorde det muligt for træerne at gro her. Ud over deres frugter og blomster tilbød træerne også skygge, og haverne var et sted for eftertanke og opmærksomhed – de andalusiske appelsiner og forårsblomster var ofte genstand i islamisk poesi, hvor de blev hyldet for deres skønhed og duft.

Et par appelsintræer kan dufte så yndigt som en hyldeblomstbusk i juni, men et helt blomstrende appelsinlandskab er svimlende. Så midt i denne monstrøse plantagetid, men med kærlighed til appelsinlunden og inspireret af den iranske digter Hafez må jeg ligeledes spørge: »Hvad vil hjertet i denne verdens blomsterhave?«