Da NBA-holdet New York Knicks i 2015 valgte Kristaps Porzingis i årets draft – altså der, hvor de amerikanske basketballhold hverver nye spillere – blev den 220 centimeter høje lettiske spiller mødt med buhråb fra de lokale fans i Barclays Center-arenaen i Brooklyn.
»Dette er det værste, jeg nogensinde har oplevet som Knicks-fan. Han scorede få point i Europa, hvad skal han i NBA?« sagde en fan til New York Post.
Af scenariet, der udspillede sig dengang, kan vi udlede tre ting:
For det første, at skepsissen over for udenlandske spillere var større i den amerikanske basketballiga dengang end i dag. For det andet, at NBA-fans og -iagttagere altid har haft svært ved at forstå nogle grundlæggende forskelle på, hvordan man spiller basket i USA og i Europa. Og for det tredje, at fansene tog fejl af Kristaps Porzingis:
I løbet af sine første tre sæsoner viste han sig som en bundsolid spiller og blev New York Knicks’ store stjerne.