Vores barndomsnatur føles ofte som den ægte natur. Men det er vigtigt at udvide blikket

Vi gik ad en skrånende bjergsti. Stien var smal, og vi måtte kigge, hvor vi trådte. Se for ikke at skride med de løse sten, se for at finde fodstøtte på lavklædt jord og trædesten, græssets og dværgbuskes knolde. Se med øjne og fødder.

Men det var nu ikke så anstrengende, at vi ikke havde overskud til at kigge os omkring. Vi kunne gøre holdt ved de vækster, der, selv om de ikke blomstrede, fandtes og fascinerede os – vi kunne lære deres navne, kigge efter variationer og kendetegn.

Ugens Almanak skal handle om at se. For det er nu, forårsbebuderne viser sig. Nu, børnene øjner en erantis, en onkel leder efter ramsløg, og en bedstemor måske går i haven for at finde et par grene med knop til frokostbordet.

Vi kan tryllebindes

Inden for økologisk tænkning og miljøfilosofi har man længe talt om, at vores natursyn og verdensanskuelse må genovervejes, før vi kan løse tidens klima- og miljøproblemer. At vi må lære at se naturen på ny.

Den norske psykolog Per Espen Stokness har sagt, at det moderne, urbane menneske ikke længere er i stand til at se klima- og miljøforandringer, fordi vi har lært ikke at se dem.