Jeg har en veninde, som gerne vil være forfatter. Hun har taget alverdens kurser og skriver lige nu på et manuskript, som hun gerne vil have udgivet. Hun har spurgt, om jeg vil læse det inden og komme med feedback, og nu er jeg havnet i en rigtig kattepine. Manuskriptet er dårligt, og der er tale om så grundlæggende ting, at det næppe kan rettes op ved en gennemskrivning. Hvad gør jeg? Slukker hendes drøm eller støtter hende som en ven?
— Henriette
Svar I:
Jeg kan mærke mine konfliktsky tics, dybt i maven og lige omkring øjet, knibe sig nervøst sammen, når jeg læser dit spørgsmål.
Men du har påtaget dig en opgave, der er hævet over konfliktskyhed. Du er nødt til at give din veninde din ærlige mening, ellers kaster du hende forsvarsløst for de litterære løver i forlagsbranchen.
"Hvad gør jeg?
Slukker hendes drøm eller støtter hende som en ven?"
Du støtter hende som en ven, og forklarer hvorfor den er dårlig, og hvad der skal til for at forbedre den.
Eller støtter hende som ven, og siger hun skal på flere kurser.
Eller støtter hende som ven, og siger at hun skal jagte en mere realistisk drøm.
(Du kan eventuelt sige til hende, at det er en drøm, fordi hun er så dårlig, at hun skal være faldet i søvn for at tro på det;) ).
Det gælder om at få veninden til at se situationen i øjnene.
Var det en idé at få hende til at prøve kræfter med noget mindre ambitiøst end en hel bog? En novelle er mere overskuelig, og måske vil hun få lettere ved at opdage problemerne, når hun skal fatte sig i korthed.
Hvis din veninde, mod din forventning, har det i sig, der skal til for at blive en god forfatter, så kan du formentlig ikke stoppe hende i at forfølge sin drøm om at blive professionel. Derfor er det i virkeligheden dine egne behov, du bør fokusere på, når du bekymrer dig om hendes muligheder.
Du har, som du selv er inde på, grundlæggende to muligheder. (1) Vælger du at kalde en spade for en spade risikerer du at sætte din sandhed (som formentlig også er den ultimative) over jeres venskab. (2) Vælger du derimod at lade din veninde beholde sin drøm om at blive forfatter, kommer du uundgåeligt til at stå model til hendes idiosynkrasier og lejlighedsvis lyve om kvaliteterne af hendes litterære arbejde. Dette sidste vil, alt andet lige, gøre dig til en bedrager og så bliver det jo et spørgsmålet om jeres venskab er et så stort offer værd – men hey, det kan sagtens kan være tilfældet! Kun de færreste tænker over hvor mange venskaber der i virkeligheden baserer sig på en eller anden form for bedrag; noget der som regel først kommer for en dag, når og hvis illusionernes tæppe bliver trukket bort, med skæbnens lidt større værktøjer.
Selvbedrag er en lang mere almen psykologisk mekanisme end de fleste af os vil være ved. Nogle psykologer går så langt som at sige at den er en helt naturlig forsvarsmekanisme, i en verden der ville være pakket med trusler om blot havde øje for dem.
Der kan, med andre ord argumenters for begge løsninger, men du skulle jo gerne videre i din proces og jeg vil foreslå dig at lære din veninde lidt bedre at kende, selv om jeg er sikker på i begge ville hævde, at I kender hinanden endog særdeles godt.
Din opgave er herefter todelt. I første omgang må du kortlægge i hvilken udstrækning din veninde værdsætter din ærlighed i almindelighed, dvs. på felter som ikke har nogen særlig relevans for hendes forfattervirksomhed. Når den stemning er loddet, vil du stå langt bedre rustet til at besvære det egentlige spørgsmål, om hvorvidt det tjener dig bedst at være ærlig omkring værdien af hendes skriverier og i det hele taget hvor hårdt du skal gå til biddet.
Næste opgave er lodde hvor sensibel hun er overfor at blive konfronteret med ting, som hun ikke umiddelbart er begejstret for. Du kunne fx. servere middag for hende, men på et gastronomisk niveau hun med garanti ikke vil bryde sig om. Det kunne fx også være du foreslår at i spiser ved en pølsevogn, hvis du er sikker på det ville byde hende imod.
Når du har kortlagt din venindes modstandsdygtighed overfor at gå på kompromis, har du formentlig også fået et billede af hvor meget det vil skade hende, om du fortæller hende din ærlige mening om hendes skriverier. Husk blot igen, at lige meget med hvilken kraft du end måtte finde modet til at kritisere din venindes litterære ambitioner, så er dine udsagn på den lange bane - formentlig og forhåbentlig, skulle man næsten mene - på ingen måde lige så afgørende som din venindes egen vilje til at forfølge sine drømme.
Et mere håbefuldt projekt kunne jo også være at du ikke bare afstår fra at kritisere din veninde, men at du ligefrem tilskynder hende til at skrive, i bestræbelserne på at få hende så langt frem, at du ikke længere forbliver hendes eneste redaktør. Dette sidste er jo, om end det også er ganske ambitiøst, også en måde at løfte byrden fra dine skuldre.
Endelig er der også den mulighed at du benytter dig af kendskabet til din venindes eventuelle forfængelighed og anvender hendes ”karakter” i dine egne skriverier – om sådanne evt. var på vej – der jo som regel altid noget morsomt ved folk der har for store tanker om selv.