Der er mange mennesker i Storbritannien, som ikke kan komme på arbejde, fordi togene ikke kører. Der er nogle, som dør, fordi ambulancer kommer så sent, at de ikke kan nå frem til patienter med behandling i tide. Og der er udsigt til, at Storbritanniens økonomi i 2023 vil klare sig endnu dårligere end Ruslands, som ellers er ramt af den hårdeste handelskrig fra Vesten nogensinde:
»Tingene falder nærmest fra hinanden,« konstaterer Claire Ainsley, der indtil for få måneder siden var chef for politikudvikling under Labours formand Keir Starmer, som står så stærkt i meningsmålingerne, at han ville blive premierminister, hvis der var valg i Storbritannien i dag:
Det fundamentale problem i moderne politik er, at det, der bør styres og kontrolleres, sættes frit, mens det, der børe være frit, styres og kontrolleres.
Skat er ikke straf, skat er betaling til det fælles, og fordi det økonomiske system tilfældigvis belønner visse aktiviteter bedre end andre, betyder det ikke, at disse aktiviteter bør priviligere dem, der udfører dem, mere end til en vis grænse, der forlængst er overskredet, men som det er svært, grænsende til umuligt i en international økonomi at skride ind overfor.
Det største håb er derfor, at politikerne igen får blik for at kunne tage magten tilbage og derfor med internationale regler om beskatning lægge bånd på de afsindige privatformuer.
Er hun ikke bare socialdemokrat? Forskellen med de sidste årtier s socialdemokratiske analyse og hvad Claire Ainsley siger nu er en anerkendelse af at klassesamfundet findes ,hendes næste skridt bliver måske at klassekampen findes også!
Rune Lykkeberg spørger spørger:
— Det er mærkeligt at iagttage Storbritannien udefra i de her år. Vi ser jeres fantastiske popstjerner, der også er stjerner her, og vi følger jeres fodboldliga, som er blevet den rigeste og bedste i verden – og så et land, som falder fra hinanden bagved?
Det første kunne måske være en del af forklaringen på det sidste !
Jeg hørte hele samtalen i podcasten. Opmuntrende interview om engelsk politik (hvis Labour altså overtager)
Men begår Rune undervejs ikke den fejl at antage at han kender arbejderklassens prioriteter (som, mener han, klart *ikke* er familien, modsat UK). Claires bog var jo netop motiveret af behovet at vide noget om arbejderklassen, i stedet for at antage.
Eller er der DK-undersøgelser om dette?
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/langsomme-samtaler/id1534708499?i=...
"Gå ikke tilbage til en fuser"