»Henrik, hvad er det for et liv, du lever?« lød det fra 16-årige Henrik Axholms mor, mens hun viftede med de to elefantølkapsler, hun få øjeblikke forinden havde gravet ud af lommerne på sønnens persianerpels.
Hvad han svarede hende, har fortonet sig i tågerne, men i dag står det klart:
Henrik Axholm levede et liv, hvor han følte sig kaldet til at male, men aldrig formåede at gøre kunsten til sit levebrød. Et liv, hvor han til tider levede med at være far og morfar på afstand i bytte for en enkel tilværelse i de franske bjerge. Et liv med en stor appetit på litteratur, på kvinder og på vin. Det sidste endte med at fylde for meget. Han blev 73 år.
Ud i bakkerne
»Du hører til derude,« sagde en lærer til ham, en af de mange gange Henrik Axholm dagdrømmende gloede ud ad vinduerne på Gentofte Statsskole i midten af 1960’erne.
