Jeg gik ud i haven ved værkstedet. På en hældning stod noget, jeg først troede var stilkede svampe. Men da jeg kom nærmere, viste det sig at være krokus. Den dag blev jeg så glad, da jeg så dem.
Det var Vår-krokus. De stod spinkle og lidt vilkårligt og så ud, som om de bevægede sig op ad hældningen. Her blandt disse krokus var forårslyset – der ellers kan virke hidsigt, nærmest skærende – så mildt. Der i morgenstunden stod de endnu lukkede, samlede med bladene oppe omkring ørerne.
De havde fundet kræfterne til at skubbe sig op fra jorden og stod nu som en del af jordens forårskor. Hen ad frokosttid åbnede de sig, nærmest med åbne arme, nej, med åbne munde, og tog en kæmpe solslurk. Jeg kunne ikke lade være med at efterligne dem lidt.
Som regel er det efteråret, vi forbinder med jord. Det formuldende. Men foråret er også jordisk. Jordisk i kraft af alt det liv, vi endnu ikke kan se, og alle de kræfter, der ligger i at gro. Det klinger af forårs forventningsfuldhed, og derfor skal denne uges Almanak handle om jorden under vores fødder.
... og hvad betegner du denne jord, muldvarpen slæber til overfladen?
Er den ikke den bedste af slagsen der findes på stedet?