Det hele begyndte ved skranken.
Om formiddagen mandag den 18. september 1922 stillede kunderne sig i kø i Landmandsbankens afdeling ved Holmens Kanal i København, hvor de ventede med deres sparekassebøger for at få udbetalt deres penge.
»Hvor meget vil De have?« spurgte en af ekspedienterne ifølge Dagbladet Politikens beskrivelse af begivenhederne.
»1.000 kroner plus renter,« svarede låneren.
Folk var kommet fra både Danmark og udlandet og samlede sig i forhallen, som i løbet af formiddagen blev fyldt af bankkunder, som ville hæve hele deres indestående. Men ekspedienten måtte afvise at udbetale mere end 1.000 kroner.
Dagen inden var det blevet besluttet, at hver enkelt kunde ikke kunne hæve mere end 1.000 kroner for på den måde at forhindre en betalingsstandsning eller pengeforlegenhed, som det hed dengang. Der manglede ganske enkelt penge i banken. Bankens overlevelse var »intet mindre end en landssag«, stod der i Politiken.
Historien om Landmandsbanken har mange formentlig glemt i dag.
@Otto Lerche Kristiansen
Der er specielt én ting ved begrebet "too big to fail",
som jeg aldrig har forstået.
Fint nok, at Staten - dvs skatteyderne - i egen interesse redder et nødlidende
pengeinstitut af systemisk vigtighed.
Men når så pengeinstituttet er blevet saneret, så burde man tvinge en
opdeling igennem - á la amerikansk inti-trust lovgivning.
I modsat fald fald vil virksomheden forsat være systemisk vigtig,
og kan operere i vished for en statslig redningsplanke, hvis det skulle knibe -
og så kan vi jo blive ved med at skulle hælde penge i foretagendet.
Og ved at gennemtvinge en virksomhedsopdeling lader man tilsvarende
systemiske virksomheder forstå, at der vil være en pris at betale ved letsindig bankdrift.
Jeg er tilbøjelig til at være enig i denne pointe. Men præmissen må være, at der skal være ens rammevilkår for bankerne i som udgangspunkt hele EU. Ellers vil det alt andet lige betyde dyrere finansieringsomkostninger for danske virksomheder og husholdninger.
Det store problem er den opfattelse, at der skulle være mangel på penge, hvis nogen går konkurs. Det kan godt være, at systemet er indrettet på, at man forventer at få noget tilbage af investeringer, men reelt handler det jo om at sikre den aktivitet, der løser udviklings- og forsyningsopgaver i verden.
Pengeideen fremstiller en verden, hvor det skulle have nogen indflydelse på de eksisterende værdier, hvis forestillinger om indtjening i fremtiden viser sig ikke at kunne holde i den nødvendige periode. Men det er jo en fejlagtig forestilling om verdens beskaffenhed.
Så vidt jeg forstår var situationen med SVB i californien at banken havde sikkerhed for sine indlån i form af statsobligationer og andre. Da så renterne steg faldt kursen og dermed den øjeblikkelige værdi og da banken solgte disse papirer var der ikke penge nok. MEN hvis banken havde haft mulighed til at vente til obligationernes udløb var alt blevet betalt. Derfor var det en rimelig løsning at indskyde "tålmodige penge" til dækning af indskydernes tilgodehavender og når man så venter til udløb får man pengene igen. Det er tydeligvis de utålmodige og nervøse indskydere der er problemet, og det burde kunne løses ved en garanti, når dækningen findes, ude i fremtiden!
Når man ser TV-avisenog bankfolk stå og forklare af bankforretninger handler om "tillid" så bliver man forvirret - for hvor er tilliden egentlig henne i virkeligheden, - siden banker på stribe må enten saneres, opkøbes eller gå direkte konkurs.
Det må være vrøvlesprog når bankfolk og andre postulerer at deres arbejde hviler på "tillid", - sidst jeg var i banken for at låne 450.000 på mit glatte ansigt, så ville de ikke acceptere sådan et udlån på deres tillid til mig som mangeårig bankkunde, - men i stedet stillede de helt ublu krav om sikkerheddstillelse og garantier fra trediemand(men ikke hvem som helst), ihvertfald ikke min nabo, osm kendte mig igennem 20 år og havde stor tillid til mig.