Fredag den 17. februar smed Sheik Jassim bin Hamad al-Thani, bestyrelsesformand i en af Qatars største banker og søn af en tidligere premierminister, et bud på bordet. Den amerikanske Glazer-familie havde nemlig sat den traditionsrige Premier League-klub Manchester United til salg, og ifølge Hamad al-Thani er det på tide, at The Red Devils vender »tilbage til fordums storhed og ære«.
Glazer-familien har angiveligt modtaget flere tilbud i omegnen af 35 milliarder kroner. Lige i underkanten, for ifølge de amerikanske ejere bør der investeres massivt i ikke bare det legendariske stadion, Old Trafford, men også træningsanlægget Trafford Training Centre trænger til et ansigtsløft.
Et af de andre bud kommer fra den britiske rigmand sir Jim Ratcliffe, ejer af kemivirksomheden Ineos. Et tredje er fra Elliott, et amerikansk investeringsfirma.