Vi befinder os i overgangen mellem vinter og forår – i ’vårvinteren’, som årstiden kaldes i Sverige. I blandt andet Frankrig og Spanien begynder foråret først ved forårsjævndøgn, som her finder sted den 20. marts, og måske vi også skulle mildne forårsskuffelsen med en ny årstid eller blot en udskydelse. Hvorom alting er: Det lysner, og dagene strækker sig længere. Hassel har fået rakler, mirabel, forsytia og hvidtjørn har fået knop, åbnet sig som spidsede munde, og krokus har rejst sig. Alt dette får det til at risle i mit vintertrætte legeme.
Foranlediget af netop denne følelse skal ugens Almanak handle om mavefornemmelser. Vi er forårssultne, og det nærmest rumler i jorden som en knurrende mave.
’Mavefornemmelse’ er et ord for en umiddelbart ordløs følsomhed; et fysisk sted for den abstrakte intuition. På en måde er mavefornemmelser det, der kommer før ordene, og selv om jeg nok synes, at de skal have lov til at være lidt sprogløse – have lov til at være følelser, der ikke skal rationaliseres eller »terapeutiseres« – vil jeg her forsøge at beskrive dem, så vi måske kan se dem lidt bedre.
Som dren fik jeg engang en ubehagelig mavefornemmelse i påskeferien, hvor jeg havde klædt mig ud i som cowboy.
I fuld ornat, med både hat, vest, sherifstjerne og et par seksløbere, skarpladte med friske knaldperlepapirruller, havde jeg forladt mit værelse på tredje sal i en herskabslejlighed på Østerbro og var først ned ad hovedtrappen og siden gået ud i det solbeskinnede, men alt for kolde aprilvejr. I min iver efter at se autentisk ud, havde jeg ikke bare valgt at boycutte både den sæsonrigtige jakke og hue, men havde også unladt at kompensere med varmt undertøj. Desvære var der, af uransaglige grunde, ikke lige en voksen tilstede under udklædningen den dag og ikke overraskende, for mit nuværende og modne synspunkt, endte jeg op med en regulær maveforkølelse.
Det gode takeaway er selvfølgelig, at min mavefornemmelse for hvornår jeg man er rigtigt og forkert klædt på, i forhold til vejrlig og den slags, stort set aldrig har svigtet mig siden. I det store og hele tænker på oplevelsen mest som lidt som en slags vaccination mod forfængelighed eller en utilsigtet investering, om du vil, som over en større tidshorisont har vist sig at være alle pengen værd.
Bortset fra det, så ved jeg ikke hvorfor jeg fortæller denne historie, alt den stund der jo forholdsvis langt tid til påske. Måske det har noget at gøre med det lyse vejr. Men, hvorom alting (i denne beretning) er, så glem i hvert fald aldrig at lade fornuften spille sin rolle, før du forkaste den, lige meget til i hvilken anledning og hvornår du klæder dig på og er du i tvivl - så gå med din mavefornemmelse.