Det blide og milde ved maj fandt også vej til os, og et lille venligt suk forlader kvinden ved siden af mig. Græsserne står så sitrende, syntetisk grønne, solens lys strømmer igennem dem alle. Jeg læser forfatteren Liv Eas ord »lys blev til løv«. Ord så klokkeklare som forårets lys.
Forårets lys er spændstigt. Det er som en bue, der spændes dag for dag frem til midsommerens solhverv. Og alle suger og suger, gror og gror. Og brister, åbner sig. Der er dage, hvor hele verden virker elektrificeret af alle de kraftanstrengelser.
Derfor, nu, hvor dagslyset blot tager til, skal Almanak handle om lys.
Produktivitetens lys
Solen står ikke op. Jorden vender sig mod Solen, og Jordens beboere belyses i takt med Jordens hældning og drejning. Mennesker har bedt, danset, ofret i ønsket om dens komme, og ønsket, at den vil aftage, mildnes.
